Vejen til Valhalla

I løbet af tusind år udviklede nordboernes tro sig fra en primitiv naturreligon inspireret af sydlige stammer til et virvar af sagn fra hele verden. Til at supplere de oprindelige germanske guder hentede vikingerne helvedeshunde i den græske mytologi og dommedagsforestillinger i kristendommen.

I løbet af tusind år udviklede nordboernes tro sig fra en primitiv naturreligon inspireret af sydlige stammer til et virvar af sagn fra hele verden. Til at supplere de oprindelige germanske guder hentede vikingerne helvedeshunde i den græske mytologi og dommedagsforestillinger i kristendommen.

Historierne om vikingernes univers – om den faderlige gud Odin, tordenguden Tor og om de stolte krigere, der ender i Valhalla – er blevet fortalt i gennem generationer.

I virkeligheden ved ingen, om overleveringerne svarer til nordboernes tro.

Alle historier om asatroen er nemlig først nedskrevet 200-300 år efter vikingetidens ophør.

Af kristne forfattere, der byggede deres beretninger på mundtlige overleveringer.

Men ud fra arkæologiske fund og krønikeskrivernes skrifter vurderer historikere, at den første asatro – der opstod omkring år 100 e.Kr. – var et skønt sammensurium af sagn og religioner hentet hos nabostammer, i det romerske imperium og endda så langt væk fra som Indien.

Fra de germanske stammer overtog nordboerne fx historierne om skjoldmøerne – bevæbnede kvinder, der i mytologien kæmper side om side med mandlige krigere.

Historikere mener, at sagnet om skjoldmøerne med tiden udviklede sig til vikingetroens valkyrier; de beredne kvindelige krigere, der henter de faldne og flyver dem til Valhalla for at feste med Odin.

Netop Odin blev af vikingerne anset for dødens gud. På sin otte-benede hest Sleipner fragtede han de døde frem og tilbage mellem vikingetroens ni verdener.

Fra de fortabtes Hel til de udvalgtes Valhalla. Mens Odin er en videreudvikling af en tidlig germansk guddom – Wodan – der optræder i en lang række nordeuropæiske religioner, er tanken om det lyse paradislignende Valhalla sandsynligvis kommet til langt senere.

Enkelte historikere mener, at vikingerne kopierede oldgamle indoeuropæiske forestillinger om et himmelsk dødsrige.

Men hovedparten vurderer, at først med kristendommens påvirkning fra omkring 500-tallet fandt Valhalla sin plads i den nordiske mytologi.

Langt ældre er vikingernes forestillinger om Hel – dødsriget for de, der ikke falder i kamp. I denne mørke, kolde verden venter Gamr – helvedeshunden, der hyler, hver gang en ny skæbne nærmer sig rigets porte.

Hunden har tydelige paraleller til bl.a. Cerberus, den græsk-romerske dødshund, der forhindrer de fordømte i at flygte fra helvede.

Fra midten af 500-tallet bliver de kristne forestillinger om døden den klart største inspiration i vikingernes tro.

Mest tydeligt i historierne om dommedag – i vikingernes verden kaldet Ragnarok – der både i Bibelen og i vikingeskrifterne indvarsles af naturkatastrofer og ender med en genfødt verden.