Det er en forårsdag lidt efter år 1000. Rystende af sult og kulde sidder den 15-årige Gudrid Thorbjørnsdatter på et klippeskær i havet syd for Grønland og spejder efter skibe. Gudrid var på vej over Nordatlanten med et stort skib lastet med norsk tømmer til de grønlandske vikinger. Men farvandene heroppe nordpå er lunefulde, og under et voldsomt uvejr for et par dage siden kom skibet ud af kurs og løb på et rev.
Sammen med 14 andre skibbrudne forsøger Gudrid at holde modet oppe, selvom flere af deres rejsefæller er fulgt med skibet ned i dybet og aldrig vil nå levende frem til vikingekolonien i Sydgrønland.
Omsider får Gudrid øje på et langskib, der ganske uventet glider ud af tågen. Håbet om redning stiger hos den forkomne unge kvinde, og hun begynder at huje og vinke for at fange kaptajnens opmærksomhed.
Omkring år 1000 blev Leif den Lykkelige den første europæer, som satte fod i Amerika.
Ifølge “Grønlændernes saga” blev de skibbrudne på klippeskæret opdaget af selveste Leif den Lykkelige, der var på vej hjem fra Vinland – det nye land, han har fundet i det, vi i dag kalder Nordamerika. Gudrid og de andre overlevende bliver hentet med en jolle, så Leif kan tage dem med til Grønland. De 15 overlevende når frem til vikingekolonien, men de var tydeligt afkræftede, og i løbet af vinteren dør de fleste af dem af sygdom.
Gudrid er dog ikke til at slå ud. Hun er fuld af eventyrlyst og udlængsel, for hun kan ikke få Leifs spændende beretninger om den ukendte, nye verden ud af hovedet.
Vikingerne og deres efterkommere byggede bl.a. kirker, hvis ruiner stadig kan ses i Grønland.
Vølve forudså Gudrids skæbne
I år 925 indledte vikingerne en ny æra i erobringen af Nordatlanten, da 25 skibsbesætninger sejlede med Erik den Røde vestover fra Island mod det nyligt opdagede Grønland. Den store ø fik angiveligt sit navn af Erik den Røde – han ville tiltrække islandske vikinger, der manglede græsningsarealer til deres får.
På denne tid kom Gudrid Thorbjørnsdatter til verden på gården Arnarstapi i den vestlige ende af den islandske halvø Snæfellsnes. I første omgang valgte hendes far, Thorbjørn, ikke at slutte sig til sin ven Erik den Rødes ekspedition – ifølge én teori, fordi han ikke ville forlade sin lille datter.
Gudrid Thorbjørnsdatter kendes fra både Grønlændernes saga og Erik den Rødes saga. Selvom de to sagaer er uenige om visse detaljer, fortæller de to middelalder-manuskripter i grove træk den samme historie om den eventyrlystne Gudrid.
Vikingerne bosatte sig på Grønland omkring år 985 og forlod først øen i starten af 1400-tallet.
Allerede tidligt stod det klart, at den unge vikingepige længtes efter en mere spændende tilværelse end et liv som bondekone på Island. I Erik den Rødes saga bliver Gudrid beskrevet som: “...en smuk kvinde og yderst gæv i hele sin adfærd”.
I en alder af ca. 15 forlod hun de trygge rammer på Island og drog til vikingekolonien på Grønland, hvor hun nu hørte forunderlige historier om Vinland.
Omkring år 1000 levede der 400-500 mennesker i Erik den Rødes største koloni ved Grønlands sydspids.
Ambitiøse nyankomne gjorde klogt i at stå på god fod med koloniens grundlægger, Erik, og hans familie, blandt dem sønnen Leif den Lykkelige, der fungerede som koloniens leder efter Erik den Rødes død.
“... for dine veje peger ud mod Island, og dér skal en både stor og god slægt komme fra dig”. Vølvens spådom for Gudrid Thorbjørnsdatter.
Den første vinter boede Gudrid hos Eriks fætter, hvor hun i en tid med hungersnød trådte i karakter som en lederskikkelse. Da en omrejsende spåkvinde – vølven – kom forbi gården, var den kristne Gudrid ikke bleg for at synge en gammel hedensk tryllevise for at hjælpe vølven med at spå om næste års høst.
Som tak for skønsangen spåede vølven også Gudrid:
“Du skal her i Grønland indgå det bedste ægteskab, selv om det ikke bliver langvarigt, for dine veje peger ud mod Island, og dér skal en både stor og god slægt komme fra dig.”
Vølven besad en stor autoritet i vikingesamfundet og rejste ofte med et følge af yngre kvinder.
Efter et års tid på Grønland indgik Gudrid – ganske som vølven spåede – ægteskab med Leif den Lykkeliges lillebror Thorstein – angiveligt fordi hun håbede, at han ville tage hende med til Vinland. Og inden længe stævnede de mod vest i et langskib, men Thorstein havde ikke sin brors erfaring med navigationen til Vinland – skibet kom ud af kurs, og besætningen måtte tilbringe en hel sommer i bølgernes vold nær det nuværende Nuuk.
Da de endelig kom hjem, blev Thorstein syg og døde. Dybt nedslået slog den 17-årige enke Gudrid sig ned på Erik den Rødes gård Brattalid, men appetitten på eventyr havde hun stadig.
Solstenene var formentlig tilskårne krystaller af fx islands dobbeltspat (calcit) – et gennemsigtig mineral, der kan polarisere lys.
Solsten kan have vist vejen til Amerika
Vikingerne havde intet kompas og var afhængige af Solens position til at sætte den rigtige kurs over åbent hav. Når det var overskyet, brugte langskibets besætning muligvis en såkaldt solsten til at finde Solen med.
Vikingernes solsten er omgærdet med mystisk, men de nævnes i sagatekster såsom “Fortællingen om Rødulf”, hvor den norske konge, Olav den Hellige, brugte en solsten til at finde Solen med på en overskyet himmel. De menes at have bestået af mineralet islandsk spat, som forskere i 2011 beviste kunne bruges til at finde Solen med på en overskyet himmel.
Solstenen kan dermed være forklaringen på, at vikingerne var i stand til at klare turen over Atlanterhavet. I 2018 udførte to ungarske forskere 36.000 computersimulationer af vikingernes lange rejser under forskellige vejrforhold for at klarlægge solstenens effektivitet. De fandt, at brugen af solsten betød, at vikingerne kunne navigere med mindst 92 pct. præcision.
Sådan virker vikingernes solsten
Når langskibet befandt sig på overskyet hav, hvor hverken Solen eller pejlemærker fra landjorden kunne ses, var det næsten umuligt for besætningen at lægge en kurs.
Derfor tog skibets styrmand sin solsten frem og rettede den mod himlen. Ifølge en teori var der tale om et stykke islandsk dobbeltspat, der var påført en sort prik af fx tjære i den ene ende.
Når Solens stråler rammer en krystal af islandsk dobbeltspat, polariseres lyset og deles i to, kaldet dobbeltbrydning. Vikingen ser derfor to grålige prikker igennem solstenen.
Styrmanden kiggede igennem solstenen, mens han bevægede den langs horisonten. Han holder øje med farvestyrken på de to prikker, som bliver stærkere og svagere, afhængigt af hvor han holder stenen.
Når vikingen havde fundet det sted på himlen, hvor farvestyrken på de to prikker er nøjagtig den samme, er det tegn på, at krystallen pegede i retning af Solen, som vikingerne nu kunne navigere efter.
Barm drev indianere på flugt
I islændingen Thorfinn Karlsefni fandt Gudrid omsider en mand, der delte hendes udlængsel. Handelsmanden Karlsefni var kommet til Grønland efter varer – sandsynligvis hvalrostænder – men faldt pladask for Gudrid og endte som hendes ægtemand. Nygift og højgravid forberedte Gudrid sig som 19-årig på et liv i Vinland.
Sammen med Karlsefni organiserede hun tre skibe med søfolk og forsyninger og stævnede mod sydvest, så snart havet var isfrit i juni måned.
Historikerne kender ikke Gudrid og Karlsefnis rute, men det må formodes, at de havde et mellemstop ved den base, som Leif den Lykkelige havde anlagt få år tidligere i L’Anse aux Meadows på Newfoundland, hvor arkæologerne siden 1960’erne har udgravet en vikingelejr. Fund af redskaber til at spinde tråd med viser med al sandsynlighed, at en kvinde, muligvis Gudrid, har været på stedet.
Under alle omstændigheder byggede parret i løbet af sensommeren et tørvehus et sted på kysten, hvor Gudrid fødte sønnen Snorri – den første europæer født i Amerika.
Omkring år 1004 kom Gudrid endelig til Amerika med sin mand, Thorfinn, og et følge på 60 mænd og fem kvinder.
Historikerne diskuterer stadig, hvor langt sydpå vikingerne nåede i Vinland, men fund af bl.a. sydfrakommende valnøddeskaller i L’Anse aux Meadows og naturbeskrivelser i sagaerne tyder på, at Gudrid så den lakserige Miramichi-flod i det nuværende New Brunswick, Canada. Her mødte vikingerne de såkaldte skrællinger, sandsynligvis forfædrene til nutidens mikmak-indianere.
Vikingernes medbragte okse skræmte indianerne, alligevel lykkedes det handelsmanden Karlsefni at tiltuske sig en bunke af skrællingernes pelsværk for noget rødt stof. Men da de indfødte tre uger senere vendte tilbage, var de på krigsstien, og vikingerne måtte flygte ind i den canadiske skov.
“Hun blottede da sine bryster, og slog på dem med sværdet”. Erik den Rødes saga.
Ifølge Erik den Rødes saga var det en kvinde, der havde held til at drive de indianske mænd på flugt efter at have samlet et sværd op fra en dræbt mandlig viking:
“Hun blottede da sine bryster, og slog på dem med sværdet. Dette skræmte skrællingerne, og de flygtede ned til bådene og roede væk”.
Formentlig var det mere kvindens raseri og glødende kampvilje end bare bryster, der overrumplede indianerne. Selvom kvinden i sagaen kaldes Frejdis, påpeger forskerne, at de to historiske personer Frejdis og Gudrid i visse tilfælde er blevet forbyttet. Den handlekraftige kvinde med sværdet kan altså have været Gudrid.
Ifølge Erik den Rødes saga var indianerne i chok over at se en kvinde opføre sig så vanvittigt som Frejdis.
Forholdet mellem Amerikas indbyggere og vikingerne forblev anstrengt, og kampe med de indfødte forekom ofte. Grønlændernes saga fortæller, hvordan Gudrid, der sad ved Snorris vugge, blev opsøgt af en indfødt kvinde.
“Gudrid bad hende sætte sig. ‘Jeg hedder Gudrid’, sagde hun. Den fremmede gentog hendes ord: ‘Jeg hedder Gudrid’”.
De to forsøgte at forstå hinanden, men samtalen blev snart afbrudt af tumulter uden for vikingernes lejr, hvor en skrælling, der havde forsøgt at stjæle våben fra vikingerne, blev stukket ned af Karlsefnis mænd. Den indfødte kvinde flygtede, og Gudrid begyndte efterhånden at blive godt og grundig træt af livet i den nye verden, hvor nerverne var på bristepunktet.
Efter tre års skærmydsler i Amerika havde Gudrid, Karlsefni og Snorri fået nok. De satte kursen mod Grønland med skibet fuld af pelsværk og eksotisk tømmer.
Turen var langtfra ufarlig, og ekspeditionens to andre skibe forsvandt på havet. Tabet var stort for den tyndt befolkede koloni på Grønland, og nordboerne opgav herefter ethvert seriøst forsøg på at kolonisere Amerika.
Vikingetidens kvinder stod ikke tilbage for nogen
Gunhild var nordens mægtigste kvinde
Gunhild blev født omkring 910 og hjalp sin norske ægtemand, Erik Blodøkse, med at knuse flere af hans brødre, så parret kunne tage magten i Norge. Sagaerne beskriver Gunhild som en snu intrigemager, der ofte tyede til trolddom for at nå sine mål.
Aud den Dybsindige koloniserede Island
Da den norske høvdingedatter Aud i 892 mistede sin ægtemand samt sin far under kampe i Skotland, flygtede hun med sine børn til Island. Med snilde sikrede Aud sig en masse god landbrugsjord, så hendes familie snart kontrollerede øen.
Frejdis ville have Vinland for sig selv
Den handlekraftige Frejdis finanserede en ekspedition til Amerika med et norsk brødrepar. Men efter ankomsten bildte hun sin mand ind, at brødrene havde mishandlet hende. Han slog hele deres følge ihjel, og nu havde Frejdis alt byttet for sig selv.
Gudrid endte som nonne
Gudrid og hendes mand var slet ikke færdige med at rejse. Efter et kort ophold på Grønland sejlede de videre over Atlanterhavet til Norge, hvor de solgte varerne fra Vinland. Handlen gjorde dem yderst velstående, og de kunne vende hjem til Island som rigtige herrefolk.
Omkring år 1010 slog parret sig ned på Karlsefnis gamle hjemegn i Skagafjorddalen i Nordisland, hvor Gudrid fødte deres søn nummer to. Få år senere døde Karlsefni af ukendte årsager, og den unge mor stod pludselig alene med fårehold og børneopdragelse. Men det var ikke nok til at holde på Gudrid.
Så snart hun havde fået afsat Snorri til en svigerdatter, der kunne passe gården, tog hun på pilgrimsrejse til Rom – kristendommen var begyndt at fylde meget i hendes liv. I første omgang sejlede Gudrid til Norge og vandrede derefter via Roskilde i Danmark ned gennem Europa, hvor hun bl.a. passerede Alperne.
Efter sit ophold i Rom tog Gudrid den lange tur tilbage til Island som en særdeles from katolik. Hendes søn Snorri havde bygget en kirke tæt ved gården, som hun indtil sin død omkring år 1050 var tilknyttet som nonne – men hun var aldrig bleg for at fortælle historier fra hele verden til sine mange børnebørn.
I dag står Gudrid som vikingetidens nok mest berejste person, der med sit mod brød samfundets normer og viste, at også en vikingekvinde kunne få sine drømme til at gå i opfyldelse.