Arkæologerne var så småt ved at afslutte udgravningerne bag universitets-bygningen St. John's College i Oxfords centrum, da knoglerne kom til syne. Først et kranie, så ribbenene fra en brystkasse og endelig et par tykke lårbensknogler.
“I begyndelsen stod det klart, at der var tale om mindst fire skeletter. Men derefter blev de bare ved med at vælte op”, siger den britiske knogleekspert Ceri Falys, som var med til at gøre det sensationelle fund tilbage i 2008.
I alt afdækkede arkæologerne 35 skeletter, som lå hulter til bulter i massegraven. Nærmere undersøgelser af knoglerne afslørede efterfølgende, at de døde i sin tid var blevet hugget og stukket ihjel i et veritabelt blodbad.
Englands konge fik nok af vikingerne
(1.) Vikingerne erobrede i 800-tallet “Danelagen”, hvor mange skandinaviske kolonister slog sig ned.
(2.) I 2008 fandt arkæologerne en massegrav i Oxford. I 2009 dukkede endnu en massegrav op i Weymouth.
(3.) Wessex var det eneste kongedømme, som modstod vikingerne. I 900-tallet erobrede riget hele England.
Ca. 20 af skeletterne havde mærker efter spyd- og pilestik i rygraden eller bækkenet. Og 18 kranier havde tilsammen 40 skader efter hug med sværd eller økser.
Hvem ofrene var, og hvorfor de var blevet dræbt, havde arkæologerne imidlertid ingen idé om. Først nu mener de at have fundet svaret.
Arkæologerne optegnede skeletternes position i massegraven, inden knoglerne blev taget op.
Usædvanligt høje og kraftige ofre
Fire års minutiøse undersøgelser af hver eneste knogle skulle det tage, før forskerne havde opklaret den gåde-fulde massakre. Skeletterne lå begravet i resterne af en såkaldt henge – en cirkelformet grøft fra forhistorisk tid. Det jordlag, de dræbte lå i, tydede imidlertid på, at ligene var blevet smidt i grøften langt senere.
Til arkæologernes overraskelse var gravområdet tomt for genstande, som kunne afsløre de dødes identitet. Hverken gravgaver, våben eller noget så simpelt som tøjknapper var at finde – alt tydede på, at de dræbte havde været nøgne eller kun nødtørftigt påklædt.
Mere held havde forskerne med kulstof 14-analyser af knoglerne. De viste, at skeletterne stammede fra omkring år 1.000, da angelsaksiske konger fra Wessex i Sydengland havde herredømmet over størstedelen af landet.
Angelsakserne tilhørte ikke Englands oprindelige befolkning, men var nordtyske germanere, som havde indtaget dele af landet 500 år tidligere.
Ceri Falys' undersøgelser af skeletterne viste, at de døde alle havde været mænd i alderen 12-40 år. De var alle kraftigt byggede og havde en gennemsnitshøjde på 176 cm. Til sammenligning var gennemsnitshøjden på angelsakserne på den tid kun 172 cm. Ofrene var altså gennemsnitligt fire cm højere end lokalbefolkningen – det tydede på, at de var fremmede.
Konklusionen understøttedes af det faktum, at ofrene ikke havde fået en kristen begravelse, men blot var blevet kastet tilfældigt oven på hinanden uden nogen form for værdighed.
HISTORIE rekonstruerer ofrenes sidste minutter
Forskerne mener, at vikingerne forskansede sig i Oxfords kirke. Da kirken blev sat i brand, forsøgte de at flygte – forgæves. Tre af ofrene er særligt interessante, fordi de hver især har givet afgørende viden om massakren.
1. Den maltrakterede mand
Angrebet på vikingerne var usædvanligt brutalt. Det vidner bl.a. skelettet af en ca. 25-årig mand om. Den øverste, venstre del af hans kranie har spor efter 10 voldsomme sværdhug, mens den øvre del af rygsøjlen har spor efter spydstik.
Vikingen var højere end de fleste lokale, så sværdhuggene mod hovedet er sandsynligvis blevet tildelt, da han gik i knæ eller lå ned. De forskellige typer slag og stik viser, at offeret blev overfaldet af mindst to angribere.
Ifølge forskerne tyder angrebets brutalitet på, at morderne ikke var professionelle soldater, og at de frygtede eller hadede offeret i ekstrem grad.
Dræbt af sværdhug i hovedet
- Mand, 20-25 år, 179 cm, muskuløs.
(1.) Spydstik
(2.) Sværdhug
Vikingen forsøgte sandsynligvis at flygte fra angriberne. Under flugten blev han imidlertid stukket i ryggen med et spyd og faldt om. Herefter blev han hugget i hovedet, indtil døden indtraf.
Den maltrakterede mand
Mindst to til tre modstandere angreb den ca. 25-årige viking, som blev hugget ihjel.
Den maltrakterede mand
Den øverste halvdel af kraniet har spor efter 10 sværdhug samt to mulige dolkestik. Mindst ét af sværdhuggene trængte helt ind i hjernen og forårsagede døden.
Den maltrakterede mand
(1.) Muligt dolkestik
(2.) Sværdhug
(3.) Fatalt sværdhug
Den maltrakterede mand
Undersøgelserne afslørede to små diamantformede stik i den øvre del af rygraden, sandsynligvis fra et spyd. Spyddet er ikke blevet kastet, men stukket ind.
2. Den tuberkuloseramte dreng
Alle de dræbte i massegraven var mænd, men langtfra alle – hvis overhovedet nogen – kan have været krigere. Det viser bl.a. fundet af skelettet af en dreng på omkring 18 år. Undersøgelser af knoglerne afslørede, at drengen havde tuberkulose i et fremskredent stadie.
Ifølge forskerne har sygdommen gjort det smertefuldt for ham at bevæge sig, og han må have hostet meget. Trods offerets unge alder og sygdom blev han hugget ihjel ligesom de andre.
Død af sværdhug i halsen
- Dreng, 16-20 år, 179 cm, muskuløs.
(1.) Hug med sværd
(2.) Sværdstik
Drengen er tilsyneladende blevet angrebet forfra. I hvert fald har skelettet mærker efter et sværdstik mod fronten af bækkenet og sværdhug mod begge skuldre. Det dræbende hug ramte venstre side af hovedet og gik ind i halsen.
Den tuberkuloseramte dreng
Forskerne har kun fundet sværdmærker på drengens knogler. De formoder derfor, at han blev dræbt af en enkelt angriber.
Den tuberkuloseramte dreng
Den venstre side af hovedet har spor efter fire sværdhug. Det ene kløvede kæben og gik videre ned i halsen, hvor det sandsynligvis skar halspulsåren over.
Den tuberkuloseramte dreng
(1.) Sværdhug
(2.) Afhugget kæbefragment
Den tuberkuloseramte dreng
Begge drengens fødder, skinneben og lårbensknogler var stærkt angrebet af tuberkulose. Sygdommen kan tydeligt ses på knoglerne, der langsomt er blevet ædt væk.
3. Den forbrændte kæmpe
Fundet af forkullede skeletdele har været afgørende for forskernes forsøg på at opklare mordene på vikingerne.
Et af de forbrændte ofre var en ca. 25-årig mand, som ifølge forskerne må have været en ren kæmpe med enorme arme. Både mandens pande og fingrene på den ene hånd er forkullede.
Forskerne gætter på, at manden – efter at være blevet dræbt – lå med panden og den ene hånd oven på et stykke brændende træ.
Dræbt af sværdhug. Derefter brændt.
- Mand, 20-25 år, 182 cm, meget muskuløs.
(1.) Stik med spyd.
(2.) Forbrændte knogler
(3.) Sværdhug
Offeret blev angrebet bagfra med et spyd, som ramte den ene bækkenknogle. Samtidig eller umiddelbart bagefter fik han knust venstre kæbeben af en sværdklinge, som fortsatte gennem halsen og skar halspulsåren over.
Den forbrændte kæmpe
Meget tyder på, at dette offer faldt oven på et stykke brændende træ.
Den forbrændte kæmpe
Den øverste del af vikingens isse er forkullet. Forskerne har ikke fundet aske i graven, så offeret må være blevet forbrændt et andet sted – muligvis ved kirken.
Den forbrændte kæmpe
Ligesom issen var også knoglerne på offerets højre hånd forkullede. Muligvis faldt den dræbte på dele af den brændende bygning med hånden placeret på issen. Ingen af de andre knogler i skelettet viser tegn på at være blevet brændt.
Den forbrændte kæmpe
Forskerne har fundet to spydstik i den ene side af bækkenet. Det ene stik var så kraftigt, at det gik igennem den tykke bækken-knogle og ud på den anden side.
Fiske-diæt afslørede ofrene
En såkaldt strontium-analyse af ofrenes tænder gav forskerne endnu flere spor. Strontium er et radioaktivt mineral, som aflejres i tænderne i barneårene.
Analysen kan afsløre, hvor i verden en person er vokset op, og hvad han eller hun primært har levet af. Undersøgelsen viste, at de døde især havde spist fisk og skalddyr. Det undrede forskerne, eftersom Oxford ligger langt inde i landet.
Mændenes højde og deres specielle diæt fik forskerne til at overveje, om ofrene kunne være vikinger. Ifølge de angelsaksiske krønikeskrivere genoptog både norske og især de danske vikinger under ledelse af vikingekongen Svend Tveskæg deres plyndringstogter i England omkring år 1000.
Endnu mere sikre på deres konklusion blev forskerne, da strontium-analysen afslørede, at langt de fleste af mændene var vokset op i et område af Vesteuropa, som bl.a. omfatter den østlige del af Danmark.
De var ikke professionelle krigere
Ceri Falys begyndte nu at undersøge de mange skeletter for tegn på helede krigsskader, som kunne afsløre, om de døde havde været krigere.
Til hendes undren havde kun to af de 35 ofre spor efter helede knogleskader, som kunne skyldes kamp.
Den ene havde et helet sværdhug i armen, mens den anden havde et muligt sværdsår i baghovedet: “Hvis de alle var krigere, ville jeg have fundet langt flere skader i fx hovedet og på armene”, siger Ceri Falys.
Den procent-vise fordeling af skader på samtlige 35 skeletter.
Englænderne angreb vikingerne i ryggen
De 35 vikinger har omkring 150 skader efter hug og stik. Heraf er langt størstedelen fundet i rygregionen. Forskerne mener derfor, at vikingerne blev dræbt under flugt.
1. RYG: 36%
2. HOVED: 27%
3. BEN: 10%
4. ARME: 9%
5. HOFTE OG MAVE: 6%
6. BRYST: 3%
Hendes undersøgelser af de mange skader, vikingerne havde fået i den sidste dødskamp, afslørede en anden mærkværdighed.
Langt størstedelen af huggene og stikkene var koncentreret i ryggen, og næsten ingen af de døde havde afværgeskader på armene, som krigere ellers typisk får i kamp. Alt tydede derfor på, at vikingerne ikke havde forsvaret sig, men tværtimod havde forsøgt at flygte fra deres angribere.
Kong Ethelred flygtede i 1013 til Normandiet, da han indså, at han ikke kunne slå vikingerne.
Forbrændte knogler løser gåden
Løsningen på mordgåden kom, da forskerne fandt spor efter ild på flere af ofrenes knogler. Ifølge de gamle skrifter var Oxford nemlig i år 1002 scene for den såkaldte Skt. Brictiusdags-massakre, hvor danske vikinger blev angrebet af Oxfords borgere.
Overfaldet var beordret af den angelsaksiske kong Ethelred, og ifølge kongens egen forklaring flygtede vikingerne under tumulterne ind i Skt. Frideswide-kirken nær byens centrum og blokerede døren: “Forfølgerne prøvede at drive dem ud, og da det mislykkedes, satte de ild til bygningens planker og brændte kirken ned”.
Angrebet i Oxford var angiveligt led i en landsdækkende massakre på de danske vikinger i England.
Ifølge Ethelred gav han ordren, fordi en en gruppe danske vikinger, kongen havde hyret som lejesoldater, havde planlagt at myrde ham. Den virkelige årsag var sandsynligvis, at kongen ville have hævn for vikingernes plyndringstogter.
“En ordre givet af mig efter råd fra mine ledende mænd bekendtgjorde, at alle danere, der var spiret frem på denne ø som ukrudt mellem hveden, skulle knuses i en højst retfærdig udryddelse”. Ethelred i Den angelsaksiske krønike
Da kong Ethelred kom til magten 20 år forinden i år 978, havde forholdet til vikingerne ellers været relativt fredeligt. Kong Ethelreds forgængere havde i begyndelsen af 900-tallet indtaget de dele af det østlige England, som vikingerne tidligere havde erobret og til dels koloniseret – det såkaldte Danelagen.
De skandinaviske kolonister i området indordnede sig klogeligt under de nye angelsaksiske herskere. Men blot få år inde i kong Ethelreds regeringstid begyndte især de danske vikinger under Svend Tveskægs ledelse igen at hærge Englands kyster med deres flåder.
Ethelreds hærstyrker var for svage til at forsvare landets byer, og kongen måtte gentagne gange betale danerne enorme summer for at få fred.
I 1002 lykkedes det imidlertid Ethelred at indgå en alliance med Normandiet på den anden side af Den Engelske Kanal, og nu følte kongen sig stærk nok til én gang for alle at gøre regnskabet op med vikingerne.
“En ordre givet af mig efter råd fra mine ledende mænd bekendtgjorde, at alle danere, der var spiret frem på denne ø som ukrudt mellem hveden, skulle knuses i en højst retfærdig udryddelse”, referer den angelsaksiske krønike Ethelreds egne ord.
De døde blev kørt ud af byen
Ifølge arkæologen Sean Wallis, som har ledet udgravningerne i Oxford, tyder alt på, at de døde vikinger stammer fra Skt. Brictius-massakren.
Han mener, at det var byens lokale milits-soldater, som på kongens ordre angreb de kvarterer i byen, hvor vikingerne holdt til. Muligvis foregik angrebet om natten. Det kan i hvert fald forklare, hvorfor vikingerne kun havde meget lidt tøj på.
“Hvordan dræber du en 180 cm høj viking med ry for at være en toptrænet kriger? En mulighed er at angribe ham, mens han sover”, siger Sean Wallis.
Midt i forvirringen lykkedes det åbenbart en gruppe vikinger at søge tilflugt i den lokale kirke. Da byens borgere i raseri satte ild til kirken, var vikingerne til sidst nødt til at åbne dørene og gøre et sidste forsøg på at flygte. De kom imidlertid ikke langt, for udenfor ventede Oxfords borgere og lokale militser.
De 35 skeletter blev fundet i Oxford, da arkæologer undersøgte et område nær en af byens universitets-bygninger.
Sean Wallis er dog ret sikker på, at kun få eller slet ingen af vikingerne rent faktisk var krigere. De var nærmere lokalt bosatte vikinger og handelsmænd på gennemrejse fra Skandinavien.
Efter massakren blev ligene kørt væk på trillebøre og smidt i den gamle henge, som ligger ca. én km væk fra kirken.
En landsdækkende massakre?
Ifølge Sean Wallis er det muligt, at antallet af ofre i massegraven oprindeligt var endnu større. I moderne tid er dele af området nemlig blevet bebygget, og 20-25 skeletter kan derfor være blevet fjernet i forbindelse med det tidligere byggeri.
Samtidig beretter enkelte af de angelsaksiske krønikeskrivere, at også Oxford-vikingernes kvinder og børn blev myrdet. Kilderne er uenige på dette punkt, men er det sandt, så gemmer Oxfords jord på en massegrav mere.
Året efter fundet af massegraven i Oxford fandt arkæologer en anden massegrav med 54 unge, halshuggede vikinger nær Weymouth 150 km sydvest for Oxford. De dræbte var alle mænd, og analyser daterede massakren til mellem år 910 og 1030. Det fik flere forskere til at foreslå, at også Weymouth-masse-graven stammede fra massakren i 1002.
Ifølge Sean Wallis kan de 54 unge mænd også være en gruppe plyndrende vikinger, som blev taget til fange og derefter halshugget.
Men arkæologen hæfter sig ved, at kong Ethelreds ordre om massedrab på de danske vikinger angiveligt gjaldt hele landet og ikke kun Oxford. Altså er det muligt, at andre vikinge-massegrave venter på at blive fundet andre steder i England.
Danskerne tog hævn
I 1002 nåede nyheden om massakren hurtigt til Danmark, hvor vikingekongen Svend Tveskæg svor hævn.
Ifølge den angelsaksiske historiker Henry af Huntingdon tændte myrderierne danernes raseri på samme måde “som et bål, nogen har forsøgt at slukke med fedt”.
I de følgende år angreb Tveskægs vikinger England igen og igen: “De gjorde, hvad de var vant til, og plyndrede, brændte og myrdede alt på deres vej”, lyder det i den angelsaksiske krønike. Også Oxford blev angiveligt brændt ned til grunden.
Og i 1013 landsatte vikingekongen en stor hær, som drev kong Ethelred på flugt over kanalen. Svend nåede aldrig at nyde sejren for alvor, for i 1014 døde han.
I stedet overtog sønnen Knud ledelsen af felttoget. Blodbadet endte to år senere, da Knud blev udråbt til konge over hele England – vikingerne havde fået hævn.