“Det var et rasende angreb af voldsomme proportioner” Ceri Falys, knogleekspert.

© Per o. Jørgensen,

Vikinger blev slagtet og smidt i massegrav

I 2008 fandt arkæologer skeletterne af 35 unge mænd i en massegrav i Oxford. Skader på knoglerne viste, at ofrene blev stukket og hugget ihjel. Efter fire års undersøgelser fandt forskerne beviser for, at mændene blev myrdet, da den engelske konge i år 1002 gav ordren: Dræb alle danerne!

29. juni 2018 af Niels-Peter Granzow Busch

Arkæologerne var så småt ved at afslutte udgravningerne bag universitets-bygningen­ St. John's College i Oxfords centrum, da knoglerne kom til syne. Først et kranie, så ribbenene fra en brystkasse og endelig et par tykke lårbensknogler.

“I begyndelsen stod det klart, at der var tale om mindst fire skeletter. Men derefter blev de bare ved med at vælte op”, siger den britiske knogleekspert Ceri Falys, som var med til at gøre det sensationelle fund tilbage i 2008.

I alt afdækkede arkæologerne 35 skeletter,­ som lå hulter til bulter i massegraven. Nærmere undersøgelser af knoglerne afslørede efterfølgende, at de døde i sin tid var blevet hugget og stukket ihjel i et veritabelt blodbad. Ca. 20 af skeletterne havde mærker efter spyd- og pilestik i rygraden eller bækkenet. Og 18 kranier havde tilsammen 40 skader efter hug med sværd eller økser.

Hvem ofrene var, og hvorfor de var blevet dræbt, havde arkæologerne imidlertid­ ingen idé om. Først nu mener de at have fundet svaret.

Arkæologerne optegnede skeletternes position i massegraven, inden knoglerne blev taget op.

© Thames Valley Archaeological Services

Usædvanligt høje og kraftige ofre

Fire års minutiøse undersøgelser af hver eneste knogle skulle det tage, før forskerne havde opklaret den gåde-fulde massakre. Skeletterne lå begravet i resterne af en såkaldt henge – en cirkelformet grøft fra forhistorisk tid. Det jordlag, de dræbte lå i, tydede imidlertid på, at ligene var blevet smidt i grøften langt senere.

Til arkæologernes overraskelse var gravområdet tomt for genstande, som kunne afsløre de dødes identitet. Hverken gravgaver, våben eller noget så simpelt som tøjknapper var at finde – alt tydede på, at de dræbte havde været nøgne eller kun nødtørftigt påklædt.

Mere held havde forskerne med kulstof 14-analyser af knoglerne. De viste, at skeletterne stammede fra omkring år 1.000, da angelsaksiske konger fra Wessex i Sydengland havde herredømmet over størstedelen af landet. 

Angelsakserne tilhørte ikke Englands oprindelige befolkning, men var nordtyske germanere, som havde indtaget dele af landet 500 år tidligere.

Ceri Falys' undersøgelser af skeletterne viste, at de døde alle havde været mænd i alderen 12-40 år. De var alle kraftigt byggede og havde en gennemsnitshøjde på 176 cm. Til sammenligning var gennemsnitshøjden på angelsakserne på den tid kun 172 cm. Ofrene var altså gennemsnitligt fire cm højere end lokalbefolkningen – det tydede­ på, at de var fremmede.

Konklusionen understøttedes af det faktum, at ofrene ikke havde fået en kristen begravelse, men blot var blevet kastet tilfældigt oven på hinanden uden nogen form for værdighed.

De sidste minutter var uhyggeligt blodige

Forskerne mener, at vikingerne forskansede sig i Oxfords kirke. Da kirken blev sat i brand, forsøgte de at flygte – forgæves. Tre af ofrene er særligt interessante, fordi de hver især har givet afgørende viden om massakren.

Den maltrakterede mand

Angrebet på vikingerne var usædvanligt brutalt. Det vidner bl.a. skelettet af en ca. 25-årig mand om. Den øverste, venstre del af hans kranie har spor efter 10 voldsomme sværdhug, mens den øvre del af rygsøjlen har spor efter spydstik.

Vikingen var højere end de fleste lokale, så sværdhuggene mod hovedet er sandsynligvis blevet tildelt, da han gik i knæ eller lå ned.

De forskellige typer slag og stik viser, at offeret blev overfaldet­ af mindst to angribere. Ifølge forskerne tyder angrebets brutalitet på, at morderne ikke var professionelle soldater, og at de frygtede eller hadede offeret i ekstrem grad. 

Den tuberkuloseramte dreng

Alle de dræbte i massegraven var mænd, men langtfra alle – hvis overhovedet nogen – kan have været krigere. Det viser bl.a. fundet af skelettet af en dreng på omkring 18 år.

Undersøgelser af knoglerne afslørede, at drengen havde tuberkulose i et fremskredent stadie. Ifølge forskerne har sygdommen gjort det smertefuldt for ham at bevæge sig, og han må have hostet meget.

Trods offerets unge alder og sygdom blev han hugget ihjel ligesom de andre.

Den forbrændte kæmpe

Fundet af forkullede skeletdele har været afgørende for forskernes forsøg på at opklare mordene på vikingerne.

Et af de forbrændte ofre var en ca. 25-årig mand, som ifølge forskerne må have været en ren kæmpe med enorme arme. Både mandens pande og fingrene på den ene hånd er forkullede.

Forskerne gætter på, at manden – efter at være blevet dræbt – lå med panden og den ene hånd oven på et stykke brændende træ.

Fiske-diæt afslørede ofrene

En såkaldt strontium-analyse af ofrenes tænder gav forskerne endnu flere spor. Strontium er et radioaktivt mineral, som aflejres i tænderne i barneårene. 

Analysen kan afsløre, hvor i verden en person er vokset op, og hvad han eller hun primært har levet af. Undersøgelsen­ viste, at de døde især havde spist fisk og skalddyr. Det undrede­ forskerne, eftersom Oxford ligger­ langt inde i landet.

Mændenes højde og deres specielle diæt fik forskerne til at overveje, om ofrene kunne være vikinger. Ifølge de angelsaksiske krønikeskrivere genoptog både norske og især de danske vikinger under ledelse af vikingekongen Svend Tveskæg­ deres plyndringstogter i England­ omkring år 1000.

Endnu mere sikre på deres konklusion blev forskerne, da strontium-analysen afslørede, at langt de fleste af mændene var vokset op i et område af Vesteuropa, som bl.a. omfatter den østlige del af Danmark.    

De var ikke professionelle krigere

Ceri Falys begyndte nu at undersøge de mange skeletter for tegn på helede krigsskader, som kunne afsløre, om de døde havde været krigere. 

Til hendes undren havde kun to af de 35 ofre spor efter helede knogleskader, som kunne skyldes kamp. 

Den ene havde et helet sværdhug i armen, mens den anden havde et muligt sværdsår i baghovedet: “Hvis de alle var krigere, ville jeg have fundet langt flere skader i fx hovedet og på armene”, siger Ceri Falys.

Hendes undersøgelser af de mange skader, vikingerne havde fået i den sidste dødskamp, afslørede en anden mærkværdighed. 

Langt størstedelen af huggene og stikkene var koncentreret i ryggen, og næsten ingen af de døde havde­ afværgeskader på armene, som krigere ellers typisk får i kamp. Alt tydede derfor på, at vikingerne ikke havde forsvaret sig, men tværtimod havde forsøgt at flygte fra deres angribere.

Kong Ethelred flygtede i 1013 til Normandiet, da han indså, at han ikke kunne slå vikingerne.

© Bridgeman

Forbrændte knogler løser gåden

Løsningen på mordgåden kom, da forskerne fandt spor efter ild på flere af ofrenes knogler. Ifølge de gamle skrifter var Oxford nemlig i år 1002 scene for den såkaldte Skt. Brictiusdags-massakre­, hvor danske vikinger blev angrebet af Oxfords borgere.

Overfaldet var beordret af den angelsaksiske kong Ethelred, og ifølge kongens egen forklaring flygtede vikingerne under tumulterne ind i Skt. Frideswide­-kirken nær byens centrum og blokerede døren: “Forfølgerne prøvede at drive dem ud, og da det mislykkedes, satte de ild til bygningens planker og brændte kirken ned”.

Angrebet i Oxford var angiveligt led i en landsdækkende massakre på de danske vikinger i England. 

Ifølge Ethelred gav han ordren, fordi en en gruppe danske vikinger, kongen havde hyret som lejesoldater, havde planlagt at myrde ham. Den virkelige årsag var sandsynligvis, at kongen ville have hævn for vikingernes­ plyndringstogter.

Da kong Ethelred kom til magten 20 år forinden i år 978, havde forholdet til vikingerne ellers været relativt fredeligt. Kong Ethelreds forgængere havde i begyndelsen af 900-tallet indtaget de dele af det østlige England, som vikingerne tidligere havde erobret og til dels koloniseret – det såkaldte Danelagen.

De skandinaviske kolonister i området indordnede sig klogeligt under de nye angelsaksiske herskere. Men blot få år inde i kong Ethelreds regeringstid begyndte især de danske vikinger under Svend Tveskægs ledelse igen at hærge Englands kyster med deres flåder.

Ethelreds hærstyrker var for svage til at forsvare landets byer, og kongen måtte gentagne gange betale danerne enorme summer for at få fred. 

I 1002 lykkedes det imidlertid Ethelred at indgå en alliance med Normandiet på den anden side af Den Engelske Kanal, og nu følte kongen sig stærk nok til én gang for alle at gøre regnskabet op med vikingerne.

“En ordre givet af mig efter råd fra mine ledende mænd bekendtgjorde, at alle danere­, der var spiret frem på denne ø som ukrudt mellem hveden, skulle knuses i en højst retfærdig udryddelse”, referer den angelsaksiske krønike Ethelreds egne ord.

De døde blev kørt ud af byen

Ifølge arkæologen Sean Wallis, som har ledet udgravningerne i Oxford, tyder alt på, at de døde vikinger stammer fra Skt. Brictius-massakren. 

Han mener, at det var byens lokale milits-soldater, som på kongens ordre angreb de kvarterer i byen, hvor vikingerne holdt til. Muligvis foregik angrebet om natten. Det kan i hvert fald forklare, hvorfor vikingerne kun havde meget lidt tøj på.

“Hvordan dræber du en 180 cm høj viking med ry for at være en toptrænet kriger? En mulighed er at angribe ham, mens han sover”, siger Sean Wallis.

Midt i forvirringen lykkedes det åbenbart en gruppe vikinger at søge tilflugt i den lokale kirke. Da byens borgere i raseri satte ild til kirken, var vikingerne til sidst nødt til at åbne dørene og gøre et sidste forsøg på at flygte. De kom imidlertid ikke langt, for udenfor ventede Oxfords borgere og lokale militser.

Sean Wallis er dog ret sikker på, at kun få eller slet ingen af vikingerne rent faktisk var krigere. De var nærmere lokalt bosatte vikinger og handelsmænd på gennemrejse fra Skandinavien. 

Efter massakren blev ligene kørt væk på trillebøre og smidt i den gamle henge, som ligger ca. én km væk fra kirken.

De 35 skeletter blev fundet i Oxford, da arkæologer undersøgte­ et område­ nær en af byens universitets-bygninger­.

© Thames Valley Archaeological Services

En landsdækkende massakre?

Ifølge Sean Wallis er det muligt, at antallet af ofre i massegraven oprindeligt var endnu større. I moderne tid er dele af området nemlig blevet bebygget, og 20-25 skeletter kan derfor være blevet fjernet i forbindelse med det tidligere byggeri. 

Samtidig beretter enkelte af de angelsaksiske krønikeskrivere, at også Oxford-vikingernes kvinder og børn blev myrdet. Kilderne er uenige på dette punkt, men er det sandt, så gemmer Oxfords jord på en massegrav mere.

Året efter fundet af massegraven i Oxford fandt arkæologer en anden massegrav med 54 unge, halshuggede vikinger nær Weymouth 150 km sydvest for Oxford. De dræbte var alle mænd, og analyser daterede massakren til mellem år 910 og 1030. Det fik flere forskere til at foreslå, at også Weymouth-masse-graven stammede fra massakren i 1002.

Ifølge Sean Wallis kan de 54 unge mænd også være en gruppe plyndrende vikinger, som blev taget til fange og derefter halshugget. 

Men arkæologen hæfter sig ved, at kong Ethelreds ordre om massedrab på de danske vikinger angiveligt gjaldt hele landet og ikke kun Oxford. Altså er det muligt, at andre vikinge-massegrave venter på at blive fundet andre steder i England.

Danskerne tog hævn

I 1002 nåede nyheden om massakren hurtigt til Danmark, hvor vikingekongen Svend Tveskæg svor hævn. 

Ifølge den angelsaksiske historiker Henry af Huntingdon tændte myrderierne danernes raseri på samme måde “som et bål, nogen har forsøgt at slukke med fedt”.

I de følgende år angreb Tveskægs vikinger England igen og igen: “De gjorde, hvad de var vant til, og plyndrede, brændte og myrdede alt på deres vej”, lyder det i den angelsaksiske­ krønike. Også Oxford blev angiveligt brændt ned til grunden. 

Og i 1013 landsatte vikingekongen en stor hær, som drev kong Ethelred på flugt over kanalen. Svend nåede aldrig at nyde sejren for alvor, for i 1014 døde han. 

I stedet overtog sønnen Knud ledelsen af felttoget. Blodbadet endte to år senere, da Knud blev udråbt til konge over hele England – vikingerne havde fået hævn.

Vikingerne fik stor betydning for Europas videre udvikling. Derfor skriver vi næsten altid om vikinger i HISTORIE. Tegn abonnement her - så får du 

  • Nordens største historiemagasin leveret direkte til døren
  • Digital adgang til vores seneste 12 udgivelser
  • En valgfri gave

Læs mere

Ann Williams: Æthelred the Unready – The Ill-Counselled King, Hambledon and London, 2003. Julian Richards: Viking Age England, NPI Media Group, 2004. Ian Howard: Swein Forkbeard's Invasions and the Danish Conquest of England, Boydell Press, 2004.

Måske er du interesseret i...

Læs også