Normalt blev vikinger stedt til hvile med deres sværd eller økse liggende ved siden af dem. Men i byen Köping lidt sydvest for Stockhom har svenske arkæologer gjort et opsigtsvækkende fund: I to grave strittede sværdene lige op i luften.
Arkæologerne mener sågar, at de to 90 cm lange sværd ragede halvt op af jorden, da vikingerne blev begravet i begyndelsen af 800-tallet.
De to vikinger i nabogravene kan have været brødre, der døde sammen i kamp, lyder arkæologernes teori. Men hvorfor sværdene skulle plantes lodret og ligefrem rage op af jorden, er lidt af et mysterium.