I 814 e.Kr. modtager frankernes hersker, kejser Ludvig den Fromme, en uventet gæst ved sit hof i Aachen: Vikingen Harald Klak.
Det bemærkelsesværdige ved mødet er ikke, at Ludvig tager imod en viking – frankernes fjende gennem en menneskealder – men det faktum, at Klak indtil for nylig har været konge i Danmark, en titel, han nu har tabt til rivalen Horik.
Klak beder om hjælp til at genvinde sit rige, og Ludvig lover ham en hær. Den afsatte konge skal bare være tålmodig og vente på, at hæren bliver samlet.
Kejseren hjælper ikke Klak af sit hjertes godhed. Når hæren sejrer, vil Ludvig have en dansk marionet, som vil sætte en stopper for vikingernes konstante plyndringstogter mod Frankerriget.
“Op til fire 4.000 blev udleveret, og alle blev på én dag på kongens befaling halshugget...”. Einhard, krønikeskriver, om Karl den Stores massakre på 4.000 saksere.
Året efter er tiden inde, og Klak bliver sat i spidsen for Ludvigs hær. Alt tegner lyst, da det lykkes Klak at få sine gamle landsmænd på Dannevirke – en massiv grænsevold af jord, der går på tværs af Jylland – til at lukke ham og den fremmede hær gennem forsvarsværkets eneste port, muligvis mod bestikkelse.
Ifølge frankiske årbøger når Klaks hær syv dagsmarcher op i Jylland, mens Horik trækker sig tilbage, sandsynligvis til Fyn, og lader 200 vikingeskibe vogte kysterne.
Uden en fjende at kæmpe imod plyndrer soldaterne i stedet lokalbefolkningen, inden de vender hjem til Frankerriget. Klaks angreb er slået fejl, og hans krav på tronen må vente. Den bitre strid mellem vikinger og frankere kan fortsætte – og vikingerne har endnu deres største sejr til gode.
Karl vil genskabe Romerriget
Striden kom ikke ud af det blå. Allerede da Ludvigs far, Karl, blev kronet til konge i 768, havde frankerne underlagt sig store dele af Vesteuropa. Vor tids Holland, Frankrig, Sydtyskland og Norditalien var da en del af Frankerriget.
Mod nord mødte Karl dog stor modstand fra flere folkeslag af krigeriske hedninge: Saksere, frisere og daner. Sakserne var bosat i det nuværende Nordtyskland, syd for Dannevirke, mens friserne holdt til ved Nordsøkysten – mellem nutidens Holland og Danmark.
Karls forgængere, merovingerne, måtte magtesløse se til, mens sakserne gennemførte plyndringstogter ind over den frankiske nordgrænse. Disse plyndringer nægtede Karl at acceptere. Efter et par succesrige erobringstogter i Lombardiet og Østeuropa vendte Karl i 777 sin opmærksomhed mod nord. Den frankiske hær virkede så overlegen, at saksernes leder, hertug Widukind, flygtede til Danmark.
Her var han sikker på at få husly – ifølge de frankiske årbøger var Widukind nemlig gift med en søster til danerkongen Sigfred, og svoger Sigfred var bekymret.
Frankerne havde svært ved at få bugt med vikingerne, men deres saksiske naboer led en grum skæbne.
For danerne fungerede saksernes land som en betryggende stødpude til Frankerriget, og Sigfred nærede intet ønske om at få Karl som nærmeste nabo.
I første omgang gav sakserne efter for frankernes pres. De lovede Karl troskab, hvorefter han trak sin hær tilbage. Men snart efter begyndte sakserne igen at plyndre blandt frankerne.
For at statuere et eksempel vendte Karl i 782 tilbage med en endnu større hær. I oktober samme år lod han ifølge den frankiske krønikeskriver Einhard et stort antal saksiske mænd og drenge henrette:
“Op til 4.000 blev udleveret, og alle blev på én dag på kongens befaling halshugget ved floden Aller på et sted kaldet Verden”.
Herefter drog Karl tilbage til Aachen, som han kaldte “Nova Roma” – latin for Ny Rom. Karl drømte om at gøre sit imperium til det næste Romerrige, og det krævede en storslået hovedstad. Frankerkongen lod derfor prangende bygningsværker opføre i Aachen, og han omgav sig med lærde, der skulle sprede kristendommens budskab.
Karls aggressive fremfærd over for sakserne skulle dog frembringe en modreaktion, som end ikke Europas viseste skriftkloge havde forudset.
Kroningen af Karl som romersk kejser faldt ikke i god jord i Konstantinopel, hvor kejserinde Irene påberåbte sig at være Romerrigets sande arvtager.
Karl den Store så sig som Roms arvtager
Sejrene på slagmarken gav Karl tilnavnet “den Store”. I løbet af sine 46 år ved magten holdt han kun ét års pause i de krige, han førte for at gøre frankerne til Romerrigets arvtagere.
476 e.Kr. – kejser mister tronen
Efter årtier præget af germanske invasioner afsætter officeren Odoaker den romerske kejser Romulus Augustulus. Det Vestromerske Rige ophører med at eksistere, og dermed mangler Europa en styrende magt.
486 – romere får tæsk
Den frankiske kong Chlodovech 1. – fra det nuværende Belgien – overvinder de tilbageværende romere i Gallien og grundlægger frankernes rige. Clovis konverterer senere til kristendommen.
534 – riget udvides
Frankerne erobrer burgundernes rige i det nuværende Sydfrankrig. Burgunderne, med rødder på Bornholm (oldnordisk Burgundarholmr), bliver assimileret i Frankerriget.
732 – islam bliver bremset
I byen Poitiers i det nuværende Frankrig besejrer frankerkongen Karl Martel en muslimsk hær fra Den Iberiske Halvø og bremser islams fremfærd i Europa.
800 – ny kejser krones
Pave Leo 3. kroner frankerkongen Karl den Store til kejser i Rom. Karl betragter sit store rige i Vesteuropa som en naturlig arvtager til Det Vestromerske Rige.
Vikinger går til modangreb
Efter massakren ved Verden regnede Karl med, at han havde hørt det sidste til hedningene mod nord. Nu havde han vist, hvad der skete, hvis nogen vovede at modsætte sig hans vilje.
Men selvom sakserne var sendt til tælling, ville vikingerne på ingen måde acceptere Karls vision for Europa. Da de i 793 plyndrede klostret på den nordengelske ø Lindisfarne, gav den engelskfødte munk Alcuin – der var en del af Karls hof i Aachen – udtryk for sit chok i et brev til den engelske kong Æthelred:
“Betænk, at i næsten 350 år har vi og vore forfædre boet i dette såre smukke land (De Britiske Øer, red.), og aldrig tidligere er en så rædselsfuld gerning forekommet i Britannien som den, vi nu har været udsat for fra et hedensk folks side”.
“... aldrig tidligere er en så rædselsfuld gerning forekommet i Britannien som den, vi nu har været udsat for fra et hedensk folks side”. Alcuin, munk, der arbejdede for Karl den Store.
Det voldsomme angreb kom efter alt at dømme også bag på Karl. Men frankerkongens militære overlegenhed til lands var ikke meget bevendt mod skandinavernes nye supervåben – vikingeskibet.
I de følgende år angreb vikingerne flere steder uden for Karls rækkevidde i England, Skotland og Irland. Og da en gruppe vikinger i 799 angreb St. Philiberts kloster på øen Noirmoutier i Loire-flodens munding, havde plagen også bredt sig til Frankerriget, hvis kyster og floder var som fristende tag selv-borde for vikingerne.
Kejseren tester ny strategi
Flere historikere mener i dag, at vikingernes plyndringstogter var en direkte reaktion på det voksende Frankerriges magt til lands. Vikingernes fladbundede langskibe, der kunne drives frem med sejl og årer, var perfekte til at udføre overraskende nålestiksangreb mod en ellers stærkere fjende.
Karl lod sig imidlertid ikke slå ud, og hans drøm om at stå i spidsen for et nyt Romerrige rykkede tættere på, da han i år 800 blev kronet til kejser af paven i Rom. Nu strakte Karls rige sig fra Nordsøen til Middelhavet, og han stod endog i diplomatisk kontakt med den mægtige kalif i Bagdad, der sendte en levende elefant til Aachen som gave.
Fuld af selvtillid besluttede Karl sig for én gang for alle at indlemme sakserne i Frankerriget. I mellemtiden var Widukind vendt hjem fra sit danske eksil, og Karl pressede den saksiske hertug til at skifte side.
I katedralen i Aachen findes der en buste af Karl den Store. Angiveligt indeholder den hans hjerneskal.
For at undgå frankerkongens vrede lod Widikund sig døbe, og med Karls hjælp begyndte han nødtvungent at bekrige sine landsmænd.
Kombinationen af Karls soldater og Widikunds viden om Saksen viste sig effektiv. I 804 var al modstand nedkæmpet, og Karl kunne krydse Elben med en hær, der ifølge krønikerne tvang alle saksere nord for floden til at flytte sydpå for at bosætte sig i Frankerriget.
Herefter lod han den slaviske stamme abodritterne bosætte sig i området nord for Elben. På hans vegne skulle de forvalte grænseregionen.
Konge bortfører købmænd
Sejren over sakserne var en stor triumf for Karl, men vikingernes ambitioner var ikke blevet mindre. Danerkongen Gudfred forsøgte at overtale den frankiske kejser til at give ham området nord for Elben som et len – en slags godtgørelse til vikingerne for at afstå fra flere plyndringstogter. Men Karl lod sig ikke presse – abodritterne fik lov at blive.
Beslutningen gjorde Gudfred rasende, og i 808 tog danerkongen sagen i egen hånd. Han angreb abodritternes land og tvangsflyttede købmænd fra deres havneby Reric til vikingernes handelscentrum Hedeby, der lå ved mundingen af fjorden Slien.
Karl forlangte, at Gudfred udleverede købmændene. Da vikingekongen nægtede, anlagde Karl fæstningen Esesfeld nord for Elben. Gudfred svarede igen ved at forstærke grænsevolden Dannevirke.
Krigen var brudt ud, og i 810 sendte Gudfred mænd til Reric, hvor de myrdede abodrit-kongen, Thrasko. Herefter sejlede danerkongen ifølge krønikeskriveren Einhard sydpå med 200 vikingeskibe.
Historikerne kender ikke alle detaljer, men det var formentlig Gudfreds plan at angribe Aachen. Da planen kom kejser Karl for øre, tvangsudskrev han en stor bondehær og rustede sig til kamp.
Efter sin død blev Rollo begravet i katedralen i Rouen, hvorefter hans søn – Vilhelm Langsværd – overtog magten i Normandiet.
Vikingerne slog sig ned i frankernes rige
Da vikinger i 900-tallet angreb Det Vestfrankiske Rige, skete der noget utroligt: Fjenden gav dem land. Foræringen skete dog ikke af gavmildhed, det var sikkerhedspolitik.
Efter en arvefølgestrid blev frankernes rige i 843 delt mellem tre konger. I vest lå Karl 2. den Skaldedes rige – det senere Frankrig. Under hans barnebarn Karl 3. den Enfoldige blev riget i 911 hærget af vikingen Rollo.
For at stoppe ødelæggelserne tilbød kongen, at Rollo kunne få landet mellem byen Rouen og Den Engelske Kanal. Til gengæld skulle Rollo beskytte frankerne mod andre vikinger. Rollo sagde ja til at blive greve over området, som han snart udvidede. Flere vikinger slog sig ned i kolonien, der blev kaldt Normandiet – nordmændenes land.
Rollos identitet er imidlertid omstridt. Mens historikeren Dudo fra St. Quentin i 1015 omtaler ham som dansker, identificerer bl.a. sagaerne ham som norske Gange Rolf. Nordmanden havde fået sit tilnavn, fordi han var for stor til at ride på en hest og dermed var dømt til altid at gå (gange).
Uanset hvad, bevarede Rollos efterkommere magten over Normandiet, og i 1066 erobrede hans tiptipoldebarn Vilhelm – senere kendt som “Erobreren” – England.
Mord ender krigen
Men det endelige opgør mellem Karl og Gudfred kom aldrig. På vej til Aachen blev Gudfred myrdet – sandsynligvis af sine egne mænd, der ønskede en mindre risikabel kurs over for den magtfulde nabo. Den store flåde vendte om og sejlede tilbage til Danmark. Her udråbte stormændene Hemming, en af Gudfreds nevøer, til konge.
Hemming var venligere stemt over for frankerne, og han indgik i 811 en fredsaftale med Karl. Aftalen slog fast, at grænsen mellem danerne og frankerne skulle gå ved floden Ejderen. Året efter døde Hemming, og Danmark gik ind i en urolig periode, hvor Gudfreds sønner – heriblandt Horik – kæmpede med Harald Klak om kongemagten.
Magtkampen blandt danerne gav Karl muligheder for at afslutte konflikten, men så langt nåede han ikke.
Efter Karl den Stores død indtog vikingerne Paris i 845, men de forlod byen igen mod en betaling på 2.500 kg guld og sølv.
Kejseren døde i 814, og sønnen Ludvig den Fromme overtog magten. Heller ikke han fik dog has på vikingerne, og i 843 blev Frankrerriget delt i tre – en opsplitning, der svækkede riget markant.
Plyndringerne fortsatte derfor indtil 911, hvor herskeren over det vestfranske rige besluttede sig for at give Normandiet til vikingehøvdingen Rollo som et len. Til gengæld lovede Rollo at beskytte området mod sine landsmænd.
Således endte de to gamle fjender som allierede – og ironisk nok var det en af Rollos normanniske efterkommere, Vilhelm Erobreren, der i 1066 invaderede England og satte punktum for vikingetiden.