Vikinger skabte Europas største rige

Mens deres danske og norske slægtninge hærgede Vesteuropa, rejste svenske vikinger mod øst. Langs Østeuropas floder etablerede de driftige handelsbyer, og snart voksede vikingernes nye rige i både storhed og magt.

Mens deres danske og norske slægtninge hærgede Vesteuropa, rejste svenske vikinger mod øst. Langs Østeuropas floder etablerede de driftige handelsbyer, og snart voksede vikingernes nye rige i både storhed og magt.

Bridgeman

“Det er ruserkongens skik at have 400 af de tapreste mænd, som han har tillid til, hos sig i sit palads. Sammen med ham sidder 40 slavinder. Nu og da har han seksuelt samvær med én i nærværelse af de venner, som jeg omtalte, uden at træde ned fra tronen. Bliver han trængende, forretter han sin nødtørft i en skål”. –Ahmad ibn Fadlan, arabisk diplomat.

Som diplomat og opdagelsesrejsende i 920'erne havde arabiske Ahmad ibn Fadlan både set og hørt om mange vigtige mænd. Men kun få fascinerede ham som “rus”-vikingernes magtfulde fyrste. Og med god grund, for vikingernes leder var en af sin tids mægtigste mænd – og besad et gigantiske rige, hvis lige ikke fandtes i Europa.

Fyrstens besiddelser strakte sig vidt og bredt over stepperne; fra Sortehavets bred, østover langs floden Don og nordpå helt op til området syd for Finland. Mod vest nåede vikingeriget langt ind i nutidens Ukraine.

Lysebrunt: Rus-riget cirka år 800–1000. Brunt: Rus-riget i 1100-tallet. Røde linjer: Handelsruter.

©

Floderne var vikingernes veje

De store floder var livsnerven i vikingernes mægtige rige i Østeuropa. Alle de vigtigste handelsbyer lå strategisk placeret ved vandvejene, som både transporterede krigere og handelsvarer.

Igennem det løb tidens vigtigste handelsveje; mod syd til sølvet og krydderierne i Det Byzantinske Rige og Arabien. Mod nordøst til Silkevejen og mod sydøst til markederne i Samarkand, hvor handelskaravaner fra Indien, Persien og Kina mødtes.

Vikingernes rige var ikke blot Europas mægtigste, men også det rigeste – et imperium bygget på lige dele handelstalent og diplomati som på erobringstogter og rå magt.

Vikingerne handlede i øst

Vikingerne i Østeuropa blev kaldt rus'ere. Ordet – muligvis en afledning af det finske “ruotsi”, der betyder Sverige – dukker første gang op i både europæiske og arabiske kilder omkring år 840. Men skandinavernes historie i øst går endnu længere tilbage.

Allerede et par hundrede år tidligere var svenskere sejlet over Østersøen for at handle i det område, som i dag er Letland og Litauen. For at finde gode handelspladser sejlede de op ad Volkhov-floden til byen Ladoga, som blev grundlagt i 760'erne.

Byen, som før rus'ernes tid blot var en række spredte huse og gårde, lå ved bredden af den grå flod, omgivet af bakker og mørkegrønne nåleskove. Byen blev hurtigt en populær handels- og transitplads for nordboerne. Her lagde de deres klinkbyggede skibe til ved bredden, provianterede med fisk og tørret kød og stuvede handelsvarer i skibene.

“Sølvporten til Østens skatte”

Vikingernes ankomst forvandlede straks Ladoga til en livlig handelsby. Varer fra nær og fjern flød ind i byen; fra de slaviske stammer mod syd og øst kom pelsværk, honning, rav, våben, voks og trælle.

Fra Det Byzantinske Rige og Arabien kom guld, sølv, silke og dyrebare krydderier. Gaderne summede af skandinavisk, slavisk og andre, mere eksotiske tungemål, når handelsfolk mødtes og købslog om varerne.

En del skandinaver slog sig ned som håndværkere i byen, hvor de levede af at sælge træskærerarbejde, fodtøj, glasperler og smedearbejder til den lokale befolkning. Til gengæld købte de mad og råvarer som ben, horn og voks til deres værksteder. Vikingerne købte også pelsværk, som de for arabiske sølvmønter solgte videre på byens markeder.

Langs floderne i rus'ernes rige foregik livlig handel mellem købmænd fra nord og syd, og varer som silke, sølv og slaver skiftede ejermænd.

© Getty Images

Med tiden nåede Ladogas ry som “sølvporten til Østens skatte” skandinavernes gamle land, og det fik endnu flere vikinger til at vende bådene mod øst i håb om at få del i rigdommene.

De dominerende rus'ere var imidlertid klar over, at deres position var sårbar. Slaver, steppestammer og rivaliserende grupper af skandinaver udgjorde en konstant trussel mod den handel, som gav byen dens magt og velstand.

For at sikre magten over handelsvejene – og indkræve skat fra de lokale – drog rus'erne på angrebstogt mod syd. De vikingeskibe, der før bragte fredelige handelsfolk frem til stammerne langs floden, udspyede nu horder af rasende krigere bevæbnet med sværd, spyd og økser.

Hurtige overraskelsesangreb – samme teknik, som deres vikinge-slægtninge anvendte i Vesteuropa – fik de lokale til at flygte i rædsel. I løbet af kort tid havde rus'erne underlagt sig de slaviske og finske stammer, som levede langs Volkhov-floden, og sikret sig kontrollen over det trafikknudepunkt, hvor byen Novgorod i dag ligger.

Rurik blev stamfar til rus'erne

I to år hærgede vikingerne, indtil slaverne fik nok af plyndringer og skatter og gjorde oprør. “I 862 jog de væringerne (vikingerne, red.) bort over havet og gav dem ikke skat”, fortæller Nestorkrøniken, en beretning nedskrevet af en eller flere munke i Kyiv i 1100-tallet.

Munken Nestor spillede en stor rolle i nedfældningen af Nestorkrøniken. Forskerne er uenige om, hvorvidt han skrev den eller blot samlede og redigerede den.

Ifølge krøniken kunne slaverne dog ikke administrere den nyvundne frihed: “De begyndte at herske over sig selv, men der var ingen ret iblandt dem, og slægt rejste sig imod slægt; der var fejder blandt dem, og de begyndte at føre krig indbyrdes. De sagde til hverandre: ‘Vi vil søge os en fyrste, som kan herske over os og dømme ret’. Og de drog over havet [og sagde] til rus: ‘Vort land er stort og frugtbart, men der er ingen orden i det. Kom I da, og vær konger, og hersk over os’”.

Helt så fredeligt er det dog næppe gået til. Ifølge nutidens historikere var slaverne formentlig plaget af indre splid, indtil én af stridens parter sendte bud efter en gruppe vikinger, der kunne hjælpe ham med at tage magten. Skandinaverne udnyttede dygtigt striden til egen vinding og satte sig på magten.

Den ene af disse vikinger hed Rurik, fortæller Nestorkrøniken, og han skulle blive stamfar til rus-rigets herskere.

Rurik bosatte sig i Ladoga, hvor han fik bygget en tre meter høj og tre meter bred mur af sten og ler. Den skulle holde konkurrerende vikinger ude, mens han sammen med lokale stormænd satte sit præg på byen.

På flodbredden fik Ladoga en havn efter skandinavisk forbillede, og byen blev forsynet med et fælleshus, hvor tilrejsende handelsfolk kunne overnatte.

Novgorod bød på eksklusive varer

På et tidspunkt rykkede Rurik sydpå og slog sig ned i den slaviske by Gorodishche. Her ved Volkhov-flodens øvre løb mødtes vandvejen fra Østersøen med vikingernes to vigtigste handelsruter: flodvejene til henholdsvis de arabiske lande og Det Byzantinske Rige.

Byen lå på en bakkekam – hvilket gjorde den let at forsvare – og var velegnet som residensby for en fyrste. Fund af smykkevedhæng med runeindskrifter, dragtnåle med dragehoveder og armringe med torshamre bekræfter, at byen var beboet af rus'ere på Ruriks tid.

Gorodishche blev hurtigt populær blandt indflydelsesrige slaviske familier, der flyttede dertil for at være tæt på handelens og magtens centrum. Slaverne byggede deres gårde et par kilometer nord for Gorodishche og navngav deres nye bosættelse Novgorod.

Under rus'ernes ledelse blomstrer handlen, og alle rigets byer summer af travlhed og aktivitet.

© Getty Images

Gradvist overtog byen Gorodishches rolle og blev stedet, hvor skandinaverne rejste til, når de drog mod øst. Her kunne både den slaviske og skandinaviske elite købe de mest eksklusive varer – fx var det netop i Novgorod, at den norske kong Olav Haraldsson, senere kaldt “den Hellige”, i begyndelsen af 1000-årene fik købt de fine silkestoffer og fornemme pelse, han gik klædt i.

Novgorod voksede støt under rus'ernes ledelse og fik bl.a. lagt et fint gadenet af fyrreplanker. Gadernes forløb skulle holde sig helt til det 18. århundrede, hvor kejserinde Katarina 2. dikterede, at mange russiske byer – herunder Novgorod – skulle have ny byplan.

Kyiv blev hovedstad

På handelsruten mod syd benyttede rus'erne sig af små, vævre skibe med plads til 10-20 mand. Skibene var så lette, at de kunne løftes op og trækkes fra den ene flod til den anden. Ét af de steder, hvor vikingerne slæbte skibene over land, var ved byen Gnesjdovo, som lå nogle kilometer vest for det nuværende Smolensk.

Herfra kunne vikingerne sejle uhindret ad Dnepr til Kyiv og videre til Sortehavet. Trak de skibene over til en nærliggende flod, Daugava, kunne de sejle nordpå til Rigabugten.

De rutinerede vikinger sejlede i mindre, lette både, som nemt kunne transporteres over land til nye vandveje.

© Bridgeman

For at sikre sig adgang til dette vigtige knudepunkt indtog rus-høvdingen Oleg i år 880 Gnesj-dovo. Rurik var død året forinden, og da hans søn Igor endnu var mindreårig, blev høvding Oleg – en slægtning til Rurik – sat til at forvalte riget.

Oleg gik utvivlsomt op i rollen som erobrende vikingefyrste med liv og sjæl, for rige krigergrave med rester af heste og bronzedekoreret rytterudstyr afslører, at Oleg havde et veludrustet følge af kampberedte mænd med sig.

Gnesjdovo var imidlertid kun et stop på vejen mod syd. I år 882 kom Oleg til Kyiv, en bebyggelse, som havde eksisteret i et par århundreder. Byen lå på grænsen til de store steppeområder og var domineret af en nomadestamme.

Olegs krigere underlagde sig let byen, som snart blev rus'ernes nye hovedstad og rigets mest prægtige by. Omkring den lå en uindtagelig fæstningsmur, 14 meter høj og over tre kilometer lang, og ifølge den tyske krønikeskriver Thietmar af Merseburg rummede Kyiv omkring årtusindskiftet hele otte markedspladser og 400 kirker.

Vikingerne overtog lokale skikke

Megen tid brugte rus'ernes magthavere ikke på at dvæle ved erobringerne. De stille vintermåneder blev brugt til at rejse rundt i riget – dels for at opkræve skatter, dels for at besøge slaviske stormænd, som de indgik handelsaftaler og politiske alliancer med.

Da Ruriks søn Igor blev gammel nok til at overtage magten efter Oleg, var de mest magtfulde lag hos skandinaverne og slaverne smeltet så meget sammen, at overklassen samlet gik under betegnelsen “rus”.

Allerede med den unge Igor forsvandt skikken med at give fyrsterne nordiske navne, og sønnen Svjatoslav, som herskede over rus-riget frem til år 972, lader endda til at have overtaget en række skikke fra områdets slaver og steppefolk.

I modsætning til sine forfædre medbragte han hverken telt eller kogegrej på sine krigstogter mod øst og syd, fortæller Nestorkrøniken. I stedet for at koge kødet som en skandinav skar han det i strimler og stegte det, som skikken var på stepperne. Når han skulle sove, lagde han sig til rette under åben himmel og brugte sin saddel som hovedpude.

Rus'erne tog nordiske koner

Også hvad angik klædedragt og frisure, lod Svjatoslav sig inspirere af slaverne. I modsætning til sine beskæggede og langhårede slægtninge var Svjatoslav glatbarberet, fortæller den byzantinske historieskriver Leo Diaconus, som i 971 mødte rus-fyrsten ved Donau:

“Hans hoved var helt bart – kun på den ene side hang en hårlok som tegn på hans slægts fornemhed. Halsen var tyk, skuldrene brede, og hele skikkelsen ganske velskabt. Han virkede dyster og vild. I hans ene øre hang en guldring, smykket med to perler og i midten en rubin. Hans klæder var hvide og skilte sig fra de andres blot ved deres renhed”.

Vikingernes begravelser fascinerede både ibn Fadlan og ibn Rustah, som begge beskrev cermonierne.

© Getty Images

Vikingerne fik blandede anmeldelser

De østeuropæiske vikinger kunne være både utroligt beskidte og yderst renlige, skriver iagttagere, som mødte nordboerne.

Vikingernes færd i øst er beskrevet af flere iagttagere fra fremmede lande. Billedet af nordboernes udseende og opførsel er dog blandet og modsætningsfyldt.

For den arabiske diplomat Ahmad ibn Fadlan, der mødte vikingerne ved Volga-floden, var rus'erne både fascinerende og afskyelige. Han beundrede deres prægtige hof, men væmmedes ved deres mangel på personlig hygiejne.

“De er de mest beskidte af Allahs skabninger. De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller efter seksuelt samkvem, og de vasker ikke hænder efter at have spist. De er sandelig vildfarne æsler”, skrev han i 920'erne.

Den persiske geograf Ahmad ibn Rustah levede nogenlunde samtidigt med ibn Fadlan og mødte vikingerne i byen Novgorod. Perseren var helt uenig med ibn Fadlans karakteristik af rus'erne:

“De er renlige i klæderne, og mændene pryder sig med armbånd af guld. De behandler trællene pænt, og de bærer udsøgte klæder, fordi de med stor ihærdighed går ind for handelen”, skrev ibn Rustah, men understregede dog, at alt ikke var ro og harmoni i vikingeriget, for ”når en mand ejer blot en smule, så tragter hans broder og hans kammerat, som er med ham, kun efter at komme til at dræbe og plyndre ham”.

Selvom Svjatoslav tog meget af slavernes kultur til sig, glemte Ruriks slægt dog ikke deres gamle hjemstavn. Da Svjatoslavs efterfølger‚ prins Vladimir, blev udfordret af én af sine brødre, rejste han straks til Sverige for at hente hjælp. I 980 vendte Vladimir tilbage med en talstærk vikingehær, som hurtigt fik indsat prinsen som ubestridt rus-hersker.

Tiden i landflygtighed havde gjort Vladimirs forbindelser til Norden stærke. Han giftede sig med en nordisk høvdingedatter, og parrets sønner fulgte hans eksempel.

Én af dem blev endog gift med en svensk kongedatter. Skikken med giftermål mellem rus'ernes fyrstefamilie i øst og de nordiske kongehuse holdt sig til langt op i 1100-tallet.

I år 988 blev kristendom rus-rigets officielle religion. Forinden var mange vikinger konverteret for at kunne handle med kristne købmænd.

© Getty Images

Thors hammer blev et kristent symbol

Selvom rus'erne med tiden gik over til kristendommen, holdt de fast i både symbolerne og guderne fra deres gamle hjemland.

Odin, Thor og resten af Nordens guder fulgte med, da de første vikinger rejste op ad Østeuropas floder. Før de bragte deres varer til markedspladsen, ofrede de skandinaviske handelsfolk til guderne og bad dem sende “en handelsmand med mange dinarer”, fortæller den arabiske opdagelsesrejsende ibn Fadlan.

Muslimske og kristne handelsfolk var dog ikke meget for at handle med hedninge. For at få lov til at udveksle varer med de fremmede lod nogle nordiske købmænd sig derfor “primsigne” ved blive undervist i kristendom og love, at de senere ville blive døbt.

På den måde kunne vikinge-købmændene have “fuldt samkvem med kristne og hedninge og have som sin tro, det som tiltalte dem mest”, som den islandske Egil Skallagrimssons saga formulerer det.

Selvom mange vikinger holdt fast i deres gamle tro, vandt kristendommen dog støt og roligt indpas i vikingesamfundet – først blandt eliten, senere også blandt jævne folk. Fyrst Vladimirs dåb i 988 markerede vikingerigets officielle overgang til kristendommen.

Torshammeren og andre velkendte nordiske symboler forsvandt dog ikke fra den ene dag til den anden. Længe blev torshammeren brugt som religiøs dekoration side om side med det kristne kors – det er eksempelvis tilfældet på en kam fundet i nærheden af den russiske by Susdal.

Med tiden fik torshammeren sågar status som kristent symbol, ligesom Thor og den kristne gud smeltede sammen i rus'ernes bevidsthed.

Svenskerne kom til undsætning

Tiden efter Vladimir var præget af intern strid og rivalisering i de nordiske fyrstefamilier, men også andre farer truede. På stepperne syd for Kyiv boede nomadestammen petjenegerne, som gentagne gange angreb Kyiv og forsøgte at fravriste nordboerne herredømmet over den rige by.

I 1036 satte de ind med endnu et stort angreb. “Der var petjenegere uden tal”, beretter Nestorkrøniken. Men vikingefyrsten Jaroslav, hvis hustru var den svenske konges søster, vidste råd. Han tilkaldte lejesoldater fra Sverige og stillede sine nu talstærke og slagkraftige tropper op for at værne byen.

“Petjenegerne begyndte at rykke nærmere, og hærene stødte sammen på det sted, hvor nu Den Hellige Sophia, den russiske metropolkirke, står; det var dengang en mark uden for byen. Og det blev et grumt slag, og endelig hen under aften fik Jaroslav overtaget. Og petjenegerne flygtede til alle sider. De vidste ikke med sig selv, hvorhen de skulle flygte. Nogle druknede under flugten i Setoml, andre i andre floder; resten løb deres vej og har ikke vist sig igen indtil denne dag”, skriver Nestorkrøniken.

Historikerne kender ikke identiteten på de svenske lejesoldater, der slog petjenegerne tilbage. Men i Mellemsverige står rejst 26 runesten over mænd, som drog mod øst med høvding Ingvar den Vidfarne. Ifølge de islandske sagaer rejste Ingvar østpå til Jaroslavs hof netop i år 1036, hvor petjenegerne angreb.

Denne runesten blev rejst til minde om Harald – muligvis Ingvar den Vidfarnes bror – der faldt i kamp i rus-riget.

© IBL Bildbyrå

Stenenes geografiske spredning tyder på, at her har været tale om et såkaldt ledingstog, hvor bønderne i en region på kongeligt bud stillede med en kampstyrke på et vist antal skibe og mænd. Runestenene er sandsynligvis rejst som et minde over de af Ingvars mænd, der døde i kampen i rus-riget.

Mongolerne udslettede rus'erne

Under Jaroslav nåede vikingernes rige sit højdepunkt som Europas største og mest velhavende rige. Handlen var livlig, og velstanden stor.

Efter fyrstens død i 1054 begyndte rus-rigets nedgangstid. Mens Jaroslavs sønner og sønnesønner stredes om magten, dukkede en ny og stærk nomadestamme, kumanerne, op og begyndte at fortrænge rus'erne.

I 1132 døde den sidste magtfulde fyrste i Kyiv, Mstislav. Herefter mistede byen hurtigt sin betydning, og rus-riget blev opdelt i mindre fyrstendømmer. Det endelige nådestød for vikingernes rige kom fra mongolerne, som i 1200-tallet drog hærgende gennem området.

Først flere århundreder senere blev det område, som senere skulle blive til Rusland, igen fri fra mongolernes styre. På den tid var de fleste spor efter vikingerne for længst gemt dybt i den russiske muld. Men fund af genstande som bæltespænder, ringe og store sølvskatte taler deres tydelige sprog om de folk, som gav Rusland navn.

Det samme gør de runesten, som er rejst til minde om dem, der søgte rigdom og ære østpå. Som en sten i Västergötland i Sverige taler de lavmælt om sorgen og savnet efter de faldne:

“Gulle rejste denne sten efter sin hustrus brødre, Asbjørn og Jule, meget gode drenge, men de blev dræbt i krigstog østpå”.

Høvding Rurik grundlagde Europas største rige – hans arv blev dog fornægtet senere af det officielle Rusland.

© Polfoto/Topfoto

Vikingefortiden var politisk ukorrekt

Hverken kejsertidens Rusland eller det kommunistiske Sovjetunionen ville kendes ved arven fra vikingerne. Selv i dag er forskning i skandinavernes indflydelse i Rusland yderst kontroversielt.

Som officiel historiograf for Det Russiske Imperium og medlem af Det Kejserlige Videnskabernes Akademi var Gerhard Friedrich Müller vant til, at tilhørerne andægtigt lyttede, når han talte. Sådan skulle det imidlertid ikke gå den 6. september 1749, da Müller i det kejserlige selskab rejste sig for at holde en jubilæumstale om Ruslands oprindelse.

Talen vakte vild tumult. Müllers betragtninger om, at Rusland var grundlagt af tilrejsende vikinger, var for kraftig kost for de stærkt nationalistiske mænd i salen.

At et fremmed folk skulle have æren for nationens grundlæggelse, kunne de ikke acceptere. En deltager rejste sig og råbte anklagende – omend på formfuldendt latin: “Tu, clarissime auctor, nostrum gentem infamia afflcis” – Du, infame forfatter, vanærer vor nation!

Müllers sag blev indbragt for en særlig komité, som skulle undersøge, om hans forfatterskab skadede det gamle kejserriges ære.

Resultatet var altødelæggende for Müller. Hans bøger og artikler blev tilintetgjort, og han selv blev degraderet til adjunkt og forbudt at forske i det tidlige Ruslands historie. Den miskendte og rystede forsker vendte sig herefter mod et mindre sprængfarligt emne – Sibiriens historie.

Senere tog også det officielle Sovjetunionen afstand fra Ruslands nordiske arv. Denne gang lød begrundelsen, at påstanden om, at Rusland skulle være grundlagt af vikinger, var “politisk skadelig, fordi den frakender de slaviske nationer evnen til selv at skabe uafhængige stater”.

Endnu i dag er forskning i vikingernes indflydelse i Østeuropa stadig kontroversielt og støder især på modstand fra nationalistiske kredse i Rusland.

Omvendt har nationalistiske ukrainere, der ønsker at distancere sig fra det slaviske Rusland, taget områdets nordiske fortid til sig med begejstring.