Vikingerne fik job hos kejseren

Barske vikinger udgjorde i århundreder den byzantinske kejsers livgarde. Med deres langskaftede økser beskyttede de ham mod kupmagere og slagtede rigets fjender på slagmarken. Som belønning for deres tjeneste levede de i sus og dus i Konstantinopel.

Barske vikinger udgjorde i århundreder den byzantinske kejsers livgarde. Med deres langskaftede økser beskyttede de ham mod kupmagere og slagtede rigets fjender på slagmarken. Som belønning for deres tjeneste levede de i sus og dus i Konstantinopel.

Dennis Wong

I den gryende morgenstund 13. april 989 sætter kejser Basil 2. sine tropper i bevægelse. Det Byzantinske Riges hersker har i ly af nattens mørke sejlet en hær over Bosporusstrædet – fra sin hovedstad, Konstantinopel (nutidens Istanbul) – og er gået i land i Lilleasien.

Formålet med den natlige overfart er at overraske Basil 2.s fjende – oprørslederen Bardas Phokas. I ugevis har Bardas Phokas belejret havnebyen Abydos på Lilleasiens vestkyst, men den situation vil kejseren nu sætte en stopper for gennem et overraskelsesangreb.

Som hunde i en blodrus jager vikingerne resterne af Phokas’ hær.

Med i sit følge har kejseren bl.a. 6.000 vikinge-lejetropper, der alle brænder efter at komme i kamp. Da kejserens hær ud på morgenen nærmer sig fjendens linjer, stormer de nordiske krigere derfor brølende frem med hævede økser.

Larmen fra angrebet varskor soldaterne i fjendens lejr, og febrilsk dirigerer Bardas Phokas sine tropper mod de angribende vikinger. Pludselig falder oprørslederen dog af sin hest – død af et hjerteanfald. Nærmest samtidig rammer vikingernes angreb.

Snart er oprørsstyrken på flugt, og som hunde i en blodrus jager vikingerne resterne af Phokas’ hær og hugger de flygtende soldater ned.

Med hjælp fra væringerne – som de skandinaviske lejesoldater blev kaldt – var det lykkedes kejser Basil 2. at knuse Phokas’ oprør.

Som tak gjorde kejseren væringerne til et selvstændigt regiment i sin livgarde i Konstantinopel (af skandinaverne kaldet Miklagård), men vikingernes historie i den sydende metropol ved Bosporus­ gik meget længere tilbage.

Konstantinopel var endemålet

Allerede i begyndelsen af 800-tallet drev jagten på pelsværk og slaver svenske vikinger ned til Sortehavets kyster – og en konfrontation med Det Byzantinske Rige var derfor kun et spørgsmål om tid.

Undervejs befæstede vikingerne en række handelsstationer, der med tiden udviklede til mere eller mindre selvstændige kolonier. Her regerede en lille skandinavisk elite over en stor slavisk underklasse, og de nye herskere fra nord fik tilnavnet rus (roere).

Betegnelsen udvidede sig til at omfatte alle indbyggere i det storrige, som vikingefyrsten Oleg samlede i 882. Riget strakte sig fra byen Novgorod i nord til Kiev i syd.

Vikingerne var dog ikke tilfredse med at samle guld i deres russiske fæstninger – de drømte om den helt store gevinst: Konstantinopel, som var kendt for sine umådelige rigdomme.

“Jeg var bortrejst i syv år og tog til Miklagård, og jeg er græker-kongens mand”. Væringen Torkel, 1200-tallet.

Et af de første vidnesbyrd om, at vikingerne sonderede mulighederne for et angreb på kejser­byen, kommer fra den spansk-franske biskop Prudentius af Troyes.

I værket “Annales Bertiniani” fra 800-tallet skildrer han et byzantinsk besøg hos frankerkongen Ludvig den Fromme i byen Ingelheim i 839. Ifølge biskoppen ankom nogle mænd kaldet “Rhos” (rus) sammen med den byzantinske delegation.

Deres hersker – formentlig fyrsten i Kiev – havde sendt dem til Byzans for at opnå kejserens venskab.

Noget tyder imidlertid på, at vikingerne ikke kun havde venskabelige hensigter. Ifølge den russiske “Nestorkrønike” blev freden brudt, da vikingerne Askold og Dir i 860 angreb Miklagård med 200 langskibe. Angrebet blev dog afværget, og vikingerne måtte sejle tilbage til Kiev.

Vikinger valfartede til Miklagård

For at forhindre fremtidige angreb forsøgte kejser Michael 3. (842-867) at knytte vikingerne til sig med en freds­aftale, hvori de bl.a. forpligtigede sig til at sende lejesoldater til Byzans’ hær.

En lignende pagt blev også indgået i 874 mellem høvdingene i Kiev og Michaels efterfølger, Basil 1. Mange historikere ser denne aftale som begyndelsen på vikingernes tid i Konstantinopel.

Kejseren havde gode grunde til at hyre udenlandske soldater, der var drevet af økonomiske motiver, for livet ved det byzantinske hof var præget af grumme magtkampe.

Kejserens landsmænd var nemlig gerne viklet ind i komplicerede interessekonflikter mellem konkurrerende slægter.

Kejser Theodosius blev den sidste kejser, som herskede over hele Romerriget.

© Imageselect

Det Byzantinske Rige var Romerrigets arvtager

Ved kejser Theodosius den Stores død i 395 e.Kr. deltes Romerriget op i en østlig og en vestlig del. Den østlige del fik Konstantinopel som hovedstad og kendes i dag som Det Byzantinske Rige (Byzans). Riget kom under pres i 700-tallet, da muslimer erobrede dets mellemøstlige og nordafrikanske provinser.

Byzans var derefter reduceret til områder i det nuværende Tyrkiet og Grækenland. I vikingetiden oplevede byzantinerne dog en ny storhedstid, der varede fra 867 til 1057. Den blev bl.a. gjort mulig af barske vikingekrigere i kejserens hær.

På trods af deres nye bånd til kejseren havde vikingerne svært ved at ignorere Byzans’ fristende rigdomme, og i 907 angreb Oleg af Kiev endnu en gang Konstantinopel.

Skønt fremstødet også denne gang endte med at blive en fiasko, fik vikingerne gennemtrumfet en ny freds­aftale med kejser Leo 6. Til gengæld for at holde barbariske stammefolk væk fra byzantinernes nordlige grænse fik de nu lov til at aftjene militærtjeneste hos kejseren, “hvornår de end måtte komme, og hvor mange de end måtte være”.

De nye vilkår var så gode, at vikingerne i det meste af 900-tallet strømmede til Byzans – ikke kun fra Rus-riget, men hele vejen fra Skandinavien og sågar det fjerne Island. Deres drøm var at vinde hæder, berømmelse og økonomisk velstand i kejserens tjeneste.

Fattigrøvene måtte rejse hjem igen

Blandt de første væringer kendt af historikerne er islændingene Torkel Tjostarson og Ejvind Bjarneson, som nævnes i “Ravnkel Frejsgodes saga” nedskrevet på Island i 1200-tallet. Ifølge nogle fors­ke­re bygger de to sagafigurer på historiske personer, som i 900-tallet tjente under kejser Romanos 1.

Da Torkel i sagaen bliver spurgt, hvem han er, præsenterer han sig med følgende ord: “Jeg kom til Island sidste vinter. Jeg var bortrejst i syv år og tog til Miklagård, og jeg er grækerkongens mand”.

Selvom forskerne ikke kender Torkels og Ejvinds liv i Byzans i detaljer, kan puslespillet om væringerne stykkes sammen fra krøniker og sagaer. Ordet væring kan sandsynligvis oversættes med “edsvoren” og er beslægtet med navnet Vår – vikingernes gudinde for edsaflæggelser.

Slaget ved Hasting

Efter slaget ved Hastings drog engelske krigere med nordisk blod i årerne til Konstantinopel.

© National Geographic

Skandinaver rejste til Byzans i fem bølger

Håbefulde vikinger meldte sig jævnligt hos den byzantinske kejser for at blive optaget i væringegarden, men i fem år var tilstrømningen af skandinaver særlig intens.

1. Bølge: 874

Vikingekolonien Kiev forpligter sig til at sende lejetropper til den byzantinske kejser Basil 1. i Konstantinopel. Lejesoldaterne kommer fra hele Rus-riget, nutidens Rusland.

2. bølge: 988

Kejser Basil 2. beder Vladimir 1. af Kiev om hjælp til at besejre oprøreren Vardas Phokas. Prinsen sender 6.000 krigere – primært skandinaviske lykkejægere, der selv er nytilkomne i Rus-riget. Som modydelse bliver han gift med Basil 2.s søster.

3. bølge: 1066

Da normannerne indtager England, finder mange angelsaksiske krigere og efterkommere af de indvandrede vikinger et fristed i Konstantinopel. Her drømmer de om at generobre England – eller i det mindste hævne sig på slagmarken i Italien, hvor normannerne også huserer.

4. bølge: 1100

Efter en pilgrimsrejse til Jerusalem i Det Hellige Land lader den norske korsfarer­konge, Sigurd Jorsalfar, resten af sine oprindeligt 6.000 mænd blive i Konstantinopel. Krigerne bliver her optaget i kejserens garde.

5. bølge: 1220

Antallet af svenskere, der i middelalderen søger lykken i Konstantinopel, er så stort, at den svenske region Västergötland indfører en særlov for at bremse trafikken: Hvis en mand befinder sig i Det Byzantinske Rige ved en slægtnings død, bliver han arveløs.

Væringerne var altså edsvorne mænd, som havde aflagt troskabsløfter over for den byzantinske kejser.

Vikinger uden penge måtte dog spejde langt efter at gøre tjeneste som væring. Ifølge Konstantin 7. (913-920), der ud over at være kejser også var historiker, skulle udlændinge betale en optagelsesafgift for at blive medlem af Hetaireia – kejserens korps af lejetropper.

Da væringerne tilsyneladende blev anset for at være en særlig kampdygtig enhed, regner historikere med, at en skandinav måtte betale den højeste optagelsesafgift: 16 pund guld. Til gengæld kunne han regne med en fast månedsløn på omkring 40 guldmønter.

Krigerne var barbarer med økser

Det er uklart, hvor de første væringer blev indlogeret, men formentlig har de ligesom andre medlemmer af hæren været indkvarteret et sted ude i byen.

Efterhånden blev de imidlertid tildelt gemakker i det kejserlige paladskompleks mellem katedralen Hagia Sofia og den nuværende Blå Moské. Når væringerne fra tid til anden var i felten, levede de i veludstyrede militærlejre.

Blandt byzantinerne blev væringerne efterhånden kendt som pelekyphoroi barbaroi – barbarer med økser. Folk i Byzans beundrede dog som regel de blåøjede kæmper og mente, at de pga. deres fjerne herkomst langt fra de lokale magtkampe var særlig loyale.

Kejser Nikeforos 2. (963-969) delte den­ne opfattelse og sørgede for, at hans væ­rin­ger modtog daglig træning, så både de­res kampkraft og loyalitet over for kejseren blev styrket.

Da Nikeforos efter seks år på tronen blev myrdet i et attentat, stod det imidlertid klart, at væringernes loyalitet kendte grænser. Nikeforos’ væringekorps nægtede nemlig at hævne deres afdøde arbejdsgiver.

Elitestyrke blev forvandlet til livvagt

Efter at væringerne i den første halvdel af 900-tallet havde deltaget i militære kampagner i bl.a. Kaukasus, Syrien og på Kreta, blev de for alvor en magtfaktor under kejser Basil 2. (976-1025).

I 987 blev kejseren udfordret af oprøreren Bardas Phokas, som selv påberåbte sig kejsertitlen. Oprøret blev så stor en trussel for Basil, at den pressede kejser året efter måtte bede vikingerne i Kiev om hjælp.

Til gengæld for et ægteskab med Basils søster Anna sendte rus-høvdingen, Vladimir den Store, en 6.000 mand stærk vikingeflåde til den trængte kejsers undsætning. Styrken deltog i det succesfulde felttog, der i 989 endegyldigt knuste Phokas’ oprør – og sejren skyldtes ikke mindst vikingernes indsats.

Historikerne er usikre på, hvor mange af de 6.000 krigere der blev i Byzans, men anslår, at der frem til omkring år 1200 til enhver tid var ca. 3.000 væringer i aktiv tjeneste i Konstantinopel.

Efter Basil 2.s triumf steg væringernes stjerne yder­ligere: Nu var de ikke blot elitesoldater, men også kejserens personlige livgarde, som fulgte ham overalt.

Væringerne flankerede kejserens gyldne trone, når han modtog gesandter, og de tog deres økser med i kirke, når majestæten skulle til gudstjeneste. De nordiske krigere vogtede også paladsets porte og havde ret til at anholde selv højtstående adelsfolk, hvis de mistænkte dem for at konspirere mod kejseren.

Loven gjaldt ikke for væringer

Efter at Basil 2. i 1018 erobrede bulgarernes hovedstad, Achrida, forærede han væringerne en tredjedel af krigsfangerne. Andel i krigsrovet var blot ét af de privilegier, væringerne nød – elitestyrken havde fx også ret til at dømme sine egne medlemmer.

Dermed var væringerne hævet over byzantinernes strenge militærdisciplin, hvor ulydighed og fejhed kunne straffes med piskning samt afskæring af ører og næse.

I de første århundreder lignede væringerne i Konstantinopel alle andre vikinger, men det ændrede sig i løbet af middelalderen.

Fra 800-tallet til engang i 1000-tallet var væringerne efter alt at dømme klædt som deres slægtninge i Skandinavien – med kjortel, bælte, posede bukser og skindsko. Derudover bar de ringbrynje og hjelm i kamp. Efter vikinge­tiden ændrede væring­ernes udrustning sig løbende, og de gamle ringbrynjer fik en opgradering i form
af stærke pladerustninger.

© Magetathelion & Per O. Jørgensen

Udrustning i 1000-tallet

Som andre vikingehjelme beskyttede væringernes kun næsen i ansigtet.

Væringernes økser havde lange skafter, så krigerne kunne svinge deres våben med begge hænder.

Fodtøj af læder sørgede for, at væringerne stod godt fast i kamp.

© Magetathelion & Per O. Jørgensen

Udrustning i 1200-tallet

En brynjemaske dækkede nu det sårbare ansigt.

I tillæg til øksen bar væringerne nu et sværd, de kunne trække, hvis øksen fx gik i stykker.

Lægbeskyttere af metal styrkede væringernes forsvarsevne i nærkamp.

Selvjustitsen betød imidlertid ikke, at væringerne stillede spørgsmålstegn ved kejserens ordre. I 1021 beordrede Basil 2. fx et massemord på georgiere, og ifølge den armenske biskop Aristakes dræbte væringerne skånselsløst hver mand, kvinde og barn i 12 georgiske distrikter.

Andre beretninger viser dog, at væringerne også havde en blød side.

Da en anatolsk kvinde i 1034 slog en væring ihjel – efter at han havde forsøgt at voldtage hende – nægtede hans kammerater at give ham en anstændig begravelse. I stedet kompenserede de den forulempede kvinde ved at forære hende deres døde kammerats ejendele.

Kejserens mand fik den norske trone

Historiens berømteste væring er uden tvivl nordmanden Harald “Hårderåde”

Sigurdson, der efter sin tid hos kejseren i Konstantinopel blev norsk konge og forsøgte at erobre England. Haralds livsforløb i 1000-tallet viser, hvor langt det var muligt at nå for en dygtig væring i den sene vikingetid, da skandinavernes magt nåede sit højdepunkt.

Harald var knap tyve år gammel, da han i 1034 kom til Miklagård i spidsen for en 500 mand stærk flåde. Fire år forinden havde han sammen med sin halvbror, Norges ekskonge Olav den Hellige, lidt nederlag til tilhængere af den danske kong Knud den Store under slaget ved Stiklestad.

For at redde livet var Harald flygtet til Rus-riget, hvor han forelskede sig i en lokal fyrstes datter.

Prinsessens hånd skulle han imidlertid først gøre sig fortjent til. Harald opsøgte derfor kejseren i Konstantinopel med det formål at vinde hæder og ære – samt at få værdifuld kamperfaring. Hans hensigt var nemlig på et senere tidspunkt at vende hjem til Norge og erobre tronen.

Ifølge “Harald Hårderådes saga” varede det ikke længe, før kejseren udnævnte den unge mand til officer. Herefter gik det slag i slag med succesfulde felttog bl.a. på Sicilien, i Nordafrika og i Bulgarien; her hærgede Harald så voldsomt, at han fik tilnavnet “Bulgar-brænderen”.

Kronen på værket kom, da Harald bragte bulgarernes leder til Konstantinopel og slæbte ham ydmyget gennem gaderne med afskåren næse og udstukne øjne.

Samtidige skrifter omtaler væringerne som “kejserens vinsække”.

Militærkampagnerne bragte nordmanden stor rigdom. Ifølge “Haralds saga” skulle han blot betale “100 mark” til kejseren for hvert piratskib, han fangede, så kunne Harald og hans mænd beholde resten af rovet.

I 1042 blev den succesrige væring dog smidt i fængsel af tronraneren Michael 5. pga. beskyldninger om pengesnyd. Harald var ikke til sinds at dø i et fangehul, og det lykkedes ham at flygte. Sammen med res­ten af væringerne støttede han dernæst et oprør, der fik genindsat den kuppede enkedronning Zoe.

Efter ni år i Byzans kunne Harald gifte sig med sin fyrstedatter og vende hjem som en af Skandinaviens rigeste mænd. Det lykkedes ham at blive kronet til konge af Norge, men i 1066 endte Haralds liv brat.

Kongen fik en pil i halsen under slaget ved Stamford Bridge, da han med sin hær invaderede England. Dermed var vikingetiden forbi, men væringegarden levede videre i Byzans.

Krigerne væltede sig i kvinder og vin

I 1100-tallet var staden Miklagård travl som aldrig før, og væringerne nød storbylivet i fulde drag. En af livvagternes store glæder var de græske pi­ger, og de for­­lys­­te­­de sig flit­tigt på byens bor­del­ler.

Derudover del­­tog krigerne ger­ne i paladsets fester, hvor de var kendte for at holde brovtende taler og banke på deres skjolde.

Væringernes allerstørste glæde var efter sigende vin. Deres forkærlighed for de gærede druer var så stor, at byens indbyggere begyndte at brokke sig. Historikeren Michael Glykas, der sad i Noumera-fængslet, som væringerne bevogtede, skrev om sine fangevogteres druk:

“Noumera er værre end Hades. Væringernes skrålen holder dig vågen”.

Vinskind er lavet af gammel dyreskind

Sækkene til vin i 1100-tallets Byzans var lavet af skind.

© Shutterstock

Samtidige skrifter omtaler lige frem væringerne som “kejserens vinsække”. Nogle gange gik drukkenskaben for vidt – og flere kejsere oplevede at blive angrebet af stærkt berusede væringer.

Det udsvævende liv kostede også i forhold til krigskunsten – i løbet af 1100-tallet mistede væringerne deres anseelse som eliteenhed. Tabet betød dog ikke, at tilstrømningen til garden standsede.

Skandinaverne, der for længst var blevet kristne og ikke længere tog på vikingetogter, drømte stadig om Konstantinopel.

Tilstrømningen var så stærk, at den truede med at affolke hele regioner i Norden. Svenske Västergötland indførte i 1220 en lov, der gjorde enhver, som opholdt sig i Byzans, arveløs.

Livgarden endte som pynt ved hoffet

I løbet af 1200-tallet blev væringerne fuldstændig assimileret i den byzantinske kultur, og forbindelsen til Rusland og Skandinavien var nu en saga blot.

I 1265 faldt en gruppe væringer i et bulgarsk baghold i den lille by Ainos. Bulgarerne lod væringerne gå fri, mod at de overgav deres krigsfange – seldsjuk-sultanen Azz-Ed-In.

Andre af kejserens tropper generobrede hurtigt Ainos, men væringerne fik en hård straf for deres uduelighed: De blev tvunget til at ride gennem Konstantinopels gader på æselryg – iklædt dametøj.

Ydmygelsen var det ultimative nederlag for de stolte væringer. Trods straffen fik garden dog lov at fortsætte som en primært ceremoniel enhed ved det byzantinske hof, og den sidste omtale af væringegarden stammer fra 1404.