Vikingetidens skandinaver var dygtige søfarende, barske krigere og driftige handelsfolk. Men varer og sværdslag var ikke alt, vikingerne udvekslede.
En ny undersøgelse, gennemført under ledelse af forskere på Stockholm Universitetet, viser, at vikingetidens åbne samfund satte et voldsomt aftryk i skandinavernes genpulje, som var langt mere varieret end tidligere antaget.
Især en række særlige gæster kom og ruskede op i vikingernes arvemasse for at forsvinde igen på mystisk vis.
Vikingerne ville helst have børn med folk fra Vesteuropa
Forskere fra Sverige og Island har undersøgt arvemassen fra næsten 300 personer, som har levet i Skandinavien over de seneste 2.000 år. DNA-fundene blev herefter sammenlignet med gener fra 16.000 nulevende skandinaver og mere end 9.000 mennesker, hvis forfædre kom fra andre dele af Europa.
Sandby Borg dannede ramme for en massakre omkring år 450, hvor mindst 26 mænd, kvinder og børn blev dræbt. Deres dna danner rammer for dele af det nye studie.
Analysen af genmaterialet bekræftede forskernes mistanke om, at arvemassen hos skandinaver i vikingetiden fra omkring 750 til 1050 blev blandet med gener fra udefrakommende som fx briter og irere og folk fra det østlige Østersøområde samt Sydeuropa.
Men en af de mere opsigtsvækkende opdagelser i den nyere kortlægning er, at det hovedsageligt var kvinder, der migrerede til Skandinavien fra de østlige lande, og at generne fra øst hurtigt forsvandt ud af nordboernes DNA efter vikingetiden, hvorimod indflytterne fra vest stadig kan spores i skandinavernes gener i dag.
Opdagelsen får forskerne til at konkludere, at vikingerne var mere tilbøjelige til at få børn og stifte familie med indflyttere fra vest – altså de britisk-irske øer – og i mindre grad med migranter fra øst.
En anden stor overraskelse er, hvor massiv migrationen var, især i forhold til perioden før og efter vikingetiden. Forskernes primære sammenligningsgrundland fra perioden inden vikingetiden var DNA fra skeletter som døde under en massakre ved Sandby Borg på den svenske ø Øland omkring år 450.
Gener strømmede i vikingetiden til Skandinavien fra flere retninger (billedet til venstre). Sporene findes kun i ringe grad hos nutidens skandinaver (billedet til højre).
Suppleret med DNA fra nogle få andre udgravninger fra samme tidsperiode blev det tydeligt, at arvemassen fra jernalderens skandinaver – blot få århundreder før vikingetidens begyndelse – var bemærkelsesværdigt ensartet. Undersøgelsen viser samtidig, at DNA fra datidens mennesker i forbløffende grad ligner arvemassen hos vore dages svenskere.
En ensartet arvemasse fandt forskerne også i skeletter bjærget fra de svenske krigsskib Kronan, som kæntrede og eksploderede ud for Öland i 1676. På trods af der er 1200 år mellem dem, har skeletternes DNA en stor lighed med den arvemassen som er fundet hos de døde i Sandby Borg, samt hos nulevende svenskere.
Årsag til migrationsstop er stadig usikkert
Historikere og arkæologer er enige om, at vikingetidens varierede genpulje er et resultat af bedre muligheder for transport til søs, bedre handelsmuligheder samt en højere grad af internationalt samkvem i det hele taget.
Dna fra skeletterne i det det synke svenske skib Kronan har også været en essentiel del af forskernes arbejde. Det kolde vand har medført, at skeletterne er særdeles velbevarede.
”I vikingetiden blev verden meget større. Når man færdedes i handelsbyerne, kunne man møde folk, der var meget anderledes end én selv”, siger arkæologen Søren Michael Sindbæk til HISTORIE.
Hvorfor arvemassen få århundreder efter vikingetidens ophør bærer få spor af de forgangne århundreders tilflyttere har forskerne imidlertid ikke et entydigt bud på.
En forklaring kan ifølge undersøgelsens forskere være, at de tilrejsende har været handelsfolk, som er rejst tilbage efter kort tids ophold eller munke, som har levet i cølibat og derfor ikke ført deres arvemasse videre. Det kunne også være trælle, som var blevet kidnappet udefra og ikke fik lov til at få børn.
”Det bliver spændende at gå på museum, når vi engang i fremtiden kan møde en bondesøn fra Jylland med en forfader fra England eller en trælledatter fra Bornholm med rødder i Finland”. Arkæolog Søren Sindbæk.
Søren Sindbæk peger på en anden mulighed. Gravskikke fra middelalderen og fremefter betyder, at mange flere skeletter og dermed et større udvalg af DNA-materiale er bevaret.
Vi ved ikke, om fortidens grave er repræsentative eller om det er særlige grave, som forskerne finder frem til, påpeger Sindbæk.
Men studiet gør os ikke kun klogere på jernalderen og vikingetiden, tilføjer arkæologen. DNA-analyser åbner helt nye perspektiver for at nuancere vores forståelse af fortiden og dens mennesker. Forbedrede analyseværktøjer gør det i stigende grad muligt ud fra DNA-fund at bestemme den enkeltes herkomst og livshistorie.
Det giver os mulighed for fremover at komme helt tæt på almindelige mennesker også fra den fjerne fortid. ”Det bliver spændende at gå på museum, når vi engang i fremtiden kan møde en bondesøn fra Jylland med en forfader fra England eller en trælledatter fra Bornholm med rødder i Finland”, fortæller Sindbæk begejstret.
