Vikingerne: Fyrtøj afslører hidtil ukendt vikingerejse

Forskere har fundet beviser for, at vikingerne nåede Newfoundlands Notre Dame-bugt, som dengang var øens tættest befolkede område.

Det er ifølge forskerne muligt, at området ved Notre Dame-bugten gemmer ukendte vikinge-udforskningsposter.

Kvartssten fortæller, at vikingerne var i området

For omkring 1.000 år siden sejlede en gruppe vikinger fra Newfoundlands nordligste punkt til øens Notre Dame-bugt 230 km mod syd. Det mener canadiske forskere efter at have undersøgt to kvartssten – såkaldt jaspis.

Stenene, som vikingerne brugte til at tænde ild med, blev fundet i Newfoundlands berømte vikingebosættelse L'Anse aux Meadows flere år tilbage. Da forskerne besluttede at undersøge stenenes kemiske fingeraftryk, fandt de ud af, at de kun kan stamme fra Notre Dame-bugten. Ifølge forskerne betyder det, at vikingerne har været i området.

"Vi ved ikke, om de kom der tit eller kun var der en enkelt gang", siger Kevin Smith, vicedirektør for Heffenreffer Museum for antropologi.

Fortsat meget at lære om vikingerne

Området var dengang fyldt med skov, fisk og byttedyr: "For enhver, som kom fra de næsten træløse atlanterhavsøer, ville området have været yderst interessant", påpeger Smith. Området var desuden et af Newfoundlands tættest befolkede, så vikingerne må derfor uvægerligt være kommet i kontakt med de indfødte.

Tidligere undersøgelser har vist, at vikingerne også har besøgt kysten ved Quebec samt Canadas arktiske områder. Ifølge Smith viser den nye opdagelse, at vi fortsat har meget at lære om vikingernes rejser i den nye verden.