I renæssancen blev Romerrigets fjender, germanere, fremstillet som krigere med horn på hjelmen. Hornene var en del af billedet på den ædle vildmand, der var populært i denne periode.
Tanken om de noble vilde blev i 1800-tallet adopteret af historikere, arkæologer og kunstnere i Norden. På dette tidspunkt var de nordiske lande blevet reduceret til småstater uden reel indflydelse på stormagtspolitikken i Europa.
▶︎ Få myten trykprøvet i vores podcast
I kombination med den tids nationalromantiske strømninger førte det til, at mange indflydelsesrige skandinaver skuede tilbage i tiden for at finde noget, som Norden kunne bryste sig af. Valget faldt på perioden 793-1066, der blev døbt “vikingetiden”.
Denne periode var perfekt, fordi den repræsenterede en tid, hvor de nordiske lande havde magt. I fremstillingen af den barske viking dukkede hornene også op på hjelmene.
I Danmark er det første kendte billede af en viking med horn et træsnit af Lorenz Frølich fra 1877. I årene efter dukkede lignende fremstillinger op i Sverige, og i begyndelsen af 1900-tallet vandt de hornede hjelme for alvor indpas i afbildninger af vikingetiden.
FOR OG IMOD: Fund afgør spørgsmålet
Forskerne kender til hornede hjelme fra tidligere perioder – fx de to Veksø-hjelme (ca. 900 f.Kr.) fundet på Sjælland. Også på Guldhornene (ca. 400 e.Kr.) fra Sønderjylland ses hornede figurer.
I Oseberggraven fra Norge, der kan dateres til den tidlige vikingetid, fandt forskerne et vægtæppe udsmykket med billeder af hornede hjelme. Muligvis er der tale om ceremonielle hovedbeklædninger.
Arkæologerne har fundet små figurer fra vikingetidens Skandinavien, der på hovedet bærer en hjelm med horn. Figurerne kan i teorien repræsentere en kultisk praksis, som forskerne ikke kender til i dag.
Arkæologerne har kun fundet to næsten komplette hjelme fra vikingetiden, og ingen af dem havde horn. De fundne hjelme beskyttede kraniet samt øjen- og næseregionen.
I eddaerne og sagaerne nævnes hjelme med horn ikke et eneste sted. Disse værker er nedskrevet af kristne, der havde et ønske om at fremstille vikingerne som barbariske og uciviliserede. Derfor kan det undre, at de kristne forfattere skulle have undladt at omtale hornene, hvis de rent faktisk har eksisteret.
En hjelm med horn er på ingen måde praktisk i kamp. En fjende kan nemt slå hjelmen af ved at ramme hornene, der stikker op.
Gjermundbu-hjelmen fra Norge er den bedst bevarede hjelm fra vikingetiden.
KONKLUSION: Vikingerne bar hjelme beregnet til krig
Når det kommer til stykket, er forskningen ganske klar: Vikingerne bar ikke hjelme med horn – i hvert fald ikke, når de drog i kamp. Kun to relativt intakte hjelme fra vikingetiden er blevet fundet, og ingen af dem har haft horn på toppen.
Kombineret med et totalt fravær af hornede hjelme i de skriftlige kilder, der ellers indeholder mange sandfærdige beretninger, har forskerne konkluderet, at hornene er en myte.
Hjelme med horn kan i teorien have eksisteret til ceremoniel brug, men der findes ingen håndfaste beviser herfor. Til gengæld findes der arkæologiske beviser for, at vikingerne i kamp brugte hornløse hjelme, som beskyttede både kranie, øjne og næse.
Forestillingen om barske vikinger med horn holdes i dag primært i live gennem reklamer, souvenirs, legetøj og udklædningshjelme.
MYTEKNUSERNES DOM: Vikingerne havde ikke horn på hjelmen.
