I renæssancen blev Romerrigets fjender, germanere, fremstillet som krigere med horn på hjelmen. Hornene var en del af billedet på den ædle vildmand, der var populært i denne periode.
Tanken om de noble vilde blev i 1800-tallet adopteret af historikere, arkæologer og kunstnere i Norden. På dette tidspunkt var de nordiske lande blevet reduceret til småstater uden reel indflydelse på stormagtspolitikken i Europa.
▶︎ Få myten trykprøvet i vores podcast
I kombination med den tids nationalromantiske strømninger førte det til, at mange indflydelsesrige skandinaver skuede tilbage i tiden for at finde noget, som Norden kunne bryste sig af. Valget faldt på perioden 793-1066, der blev døbt “vikingetiden”.
Denne periode var perfekt, fordi den repræsenterede en tid, hvor de nordiske lande havde magt. I fremstillingen af den barske viking dukkede hornene også op på hjelmene.
I Danmark er det første kendte billede af en viking med horn et træsnit af Lorenz Frølich fra 1877. I årene efter dukkede lignende fremstillinger op i Sverige, og i begyndelsen af 1900-tallet vandt de hornede hjelme for alvor indpas i afbildninger af vikingetiden.