Historikere har i årevis fortalt den samme historie om vikingernes korte eventyr i Amerika. Anført af Leif den Lykkelige ankom nordboere omkring år 1000 til øen Newfoundland ud for Canadas østkyst. I de følgende år besøgte nordboerne kysten på flere togter.
Men forbindelsen til det nye kontinent skulle ikke vare ved.
Efter nogle få togter kom vikingen Thorfinn Karsnefni i kamp med lokale indianere, som vikingerne nedsættende betegnede “skrællinger”. Under stridighederne blev to af Thorfinns mænd dræbt. Kort efter vendte nordboerne hjem – det amerikanske eventyr var forbi, lyder fortællingen.
Men historien rummer langt fra hele sandheden. Vikingerne vendte nemlig gentagne gange tilbage til Amerika.
Faktisk opretholdt de med togter forbindelsen til kontinentet gennem hele 500 år, viser ny forskning udført af den islandske arkæolog Lisabet Guðmundsdóttir. Formålet med vikingernes besøg på det nye kontinent var enkelt: at forsyne nordboernes grønlandske elite med luksustræ.
Vikingerne på Grønland beskæftigede sig bl.a. meget med hvalrosfangst.
Træ var en mangelvare
At træ var svært at finde på Grønland, stod klart for vikingerne, så snart de i slutningen af 900-tallet slog sig ned på øen.
Selvom klimaet dengang var varmere, gjorde de kolde og korte somre, at vegetationen begrænsede sig til lavstammede buske og spinkle træer. Meget lidt af det lokale tømmer var egnet til at lave redskaber eller til byggeri af huse og skibe.
Til det formål indsamlede vikingerne i stedet drivtømmer, træ fra andre steder, som var blæst i havet som følge af storme eller oversvømmelser.
Drivtømmeret var ofte af højere kvalitet end det grønlandske træ, men det var stadig ikke populært hos den lille gruppe, som udgjorde eliten blandt de omkring 5.000 vikinger i Grønland.
Eliten ville have det bedste træ til deres huse og skibe – det fandt de bl.a. i Amerika, viser Lisabet Guðmundsdóttir forskning, som i blev udgivet i tidsskriftet Antiquity.
Noget af det træ som studiet har undersøgt fra vikingernes bosættelser. Træet stammede fra bl.a. huse og redskaber.
Luksustræ var forbeholdt eliten
Gudmundsdottir har undersøgt træ fra fx hustømmer og redskaber, fundet i fem vikingegårde i Grønland.
Fundene dækker samlet set hele perioden fra omkring 900, da de første vikinger slog sig ned på Grønland, til 1450, da nordboernes samfund gik til grunde. Fire af gårdene var beboet af jævne folk, mens den sidste, Gardar, var en bispegård og husede nogle af samfundets øverste spidser. Det var sandsynligvis også den eneste gård, som havde egne skibe.
Med en avanceret analysemetode kaldet “taxa analyse”, var Guðmundsdóttir i stand til at undersøge træet helt ned på celleniveau og dermed afgøre dets slægt, samt hvor det stammede fra.
De mørkegrå områder viser vikingerne bosættelser i det sydvestlige Grønland, og krydset er bispegården Gardar. Pilene viser mulige ruter til og fra bl.a. Nordamerika.
I alt 8.552 stykker træ blev analyseret, og undersøgelsen viste, at ca. halvdelen var drivtømmer, som ikke stammede fra Grønland. Men en lille del var træ, som stammede så langt væk fra øen, at det ikke kan have været drivtømmer og må have været importeret.
Blandt disse træsorterne er skarntydegran og banksfyr, som i vikingetiden ikke voksede i Europa, men til gengæld var meget almindelige i Nordamerika.
Undersøgelsen viste desuden, at eliten var drivkraften bag importen. Samtlige fund af importeret træ stammede fra bispesædet Gardar.
Bispesædet i Gardar var en af de rigeste gårde i Grønland. Her var bl.a. en katedral bygget i sten, hvis ruiner stadig kan ses.
Undersøgelser sætter skriftlige kilder i nyt perspektiv
Undersøgelsens resultat er banebrydende, fordi den vender op og ned på, hvad historikere hidtil har antaget om vikingernes forbindelser til Amerika.
I islandske kilder fra 1346 findes en beretning om et skib, som tilsyneladende var på vej til Markland (navnet på et af de områder i Nordamerika, som vikingerne opdagede omkring år 1000), men som driver ud af kurs og ender på Island.
“Gennemførte det skib måske regelmæssigt sejladser til Markland? Uanset, så er det, at finde bevis for, at disse rejser fandt sted over en så lang periode, bestemt interessant og bidrager med et nyt perspektiv,” siger Lisabet Guðmundsdóttir til Historie.
Fundene bekræfter desuden, at nordboerne både var velorganiserede og i besiddelse af betydelige evner indenfor sejlads og navigation.
”Det viser, hvor vedholdende og ressourcestærke nordboerne på Grønland var,” fastslår Guðmundsdóttir.
Arkæologer har allerede fundet spor efter vikingerne i Amerika, fx L'Anse aux Meadows, en boplads fra 1000-tallet på den nordligste pynt af øen Newfoundland.
Gudmondsdottir mener dog ikke, at det bliver let at finde flere.
“Små sæsonbetonede bosteder kan være svære at finde, især hvis de kun er brugt en enkelt gang. Men hvem ved?”
Arkæologer udgravede i 1960'erne vikingebopladsen i L'Anse aux Meadows på Newfoundlands nordspids.