Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Vikingerne sejlede verdenshavene tynde

En ægte viking kunne sove i siddende position, styre skibet gennem voldsomme storme og skide ud over rælingen uden at falde i.

The Granger Collection/Ritzau

Intet andet folkeslag nåede i middelalderen så vidt omkring som vikingerne.

Deres skibe var robuste nok til at krydse Nordatlanten og nå helt til Amerika, men kunne samtidig sejle op ad Europas lavvandede floder pga. den flade bund.

Takket være disse velbyggede, fleksible fartøjer, samt deres egen hårdførhed, kunne de søstærke vikinger sejle, hvorhen i verden det skulle være.

Med deres handelsskibe tilbagelagde de store afstande og fragtede varer mellem fx Norge og Island – en tur, der kunne klares på lidt over en uge i godt vejr.

Langskibene sejlede derimod primært langs Europas kyster.

Her var de på udkig efter byer at plyndre – eller på vej til krigshandlinger i især England.

Krigerne fra nord frygtede ikke havet, men så det som en mulighed for at drage ud i verden og høste rigdomme.

Ingen kunne stoppe dem, for vikingerne var samtidens dygtigste søfarere.

Skibene var tidens bedste fartøjer

En af de ting, som gjorde vikingeskibene til de bedste på havet, var kombinationen af et firkantet sejl og årer.

Mandskabet kunne lynhurtigt justere sejlet, så blæsten blev udnyttet maksimalt.

Og svigtede vinden, var det en smal sag at stikke årerne i vandet. Vha. sejl og årer kunne besætningen også – hurtigere end andre samtidige søfolk – vende skibet.

Ydermere kunne et vikingeskib “krydse”, altså zigzagge sig frem mod vinden.

I begyndelsen af vikingetiden brugte skandinaverne deres stolte skuder til både krig og handel.

Det fremgår af to skibe fundet i norske vikingegrave – Gokstadskibet og Osebergskibet, der begge er bygget i 800-tallet.

De havde ropladser nok til at fungere som krigsskibe og var brede nok til at kunne transportere en stor ladning handelsvarer.

Fra 900-tallet begyndte skibsbyggerne imidlertid at specialisere deres skibe, så arkæologerne skelner mellem handelsskibe og krigsskibe.

I modsætning til krigsskibene havde handelsskibene ingen roere, hvorfor de kun behøvede en besætning på omkring otte mand til at passe sejlet.

Til gengæld var skibene brede, så hele den midterste del af det åbne dæk kunne bruges til last.

Det er dog især de slanke krigsskibe med sejl og årer, som eftertiden husker vikingerne for – de såkaldte langskibe.

Foruden vand og brød bestod maden på et vikingetogt ofte af tørret kød og fisk.

© Shutterstock

Togterne krævede en vinters forberedelse

Rådne planker, mørt tovværk og måske et nyt sejl. Når en stormand planlagde et togt, gjorde han klogt i at forberede sig i god tid.

Eftersom vikingetogterne løb af stab­len i sommerhalvåret, brugte stormændene vinteren på at gøre deres skibe klar.

Allerede om efteråret var fartøjet blevet trukket op i bådhuset, hvor en skibsbygger kontrollerede, at træværket var i orden, før det blev behandlet med tjære.

Derefter efterså rebslageren rigningen og udskiftede mørt tovværk.

På et langskib med plads til 40 roere var der ca. 2.000 m reb og tov. Hvis det foregående togt havde været hårdt, skulle det op til 100 m2 store sejl lappes.

Sejlet var vævet af uld, der tålte vand, men storm og kamp kunne flosse det.

Som det sidste inden den nye sejlsæson blev forsyninger til besætningen båret ombord.

Unge bønder stod til søs

De islandske sagaer beskriver stort set kun sømandslivet i forbindelse med krig eller uvejr.

Derfor må forskerne stykke deres viden om hverdagen til søs sammen fra sagaer og lovtekster, arkæologiske fund samt praktiske forsøg med rekonstruerede vikingeskibe.

Ud over skibets fører, skipperen, bestod hovedparten af besætningen på et langskib af karle – unge mænd fra landet, der muligvis aldrig havde stået på et skib før.

I begyndelsen af vikingetiden var disse karle tilknyttet en lokal stormand, som havde udvalgt dem til sin leding – en slags privat hær.

Efterhånden som konger samlede magten i Skandinavien, blev områder af en vis størrelse pålagt at stille et langskib til rådighed for kongens leding i den årlige sejlperiode (ca. april-oktober), mens hver bebyggelse skulle sende én mand.

Mændene medbragte våben og fik oplæring ombord. På skibet lærte skipperen dem at håndtere og fastspænde sejlet, samt hvordan de skulle betjene årerne.

Ud fra antallet af årehuller i fundne langskibe kan forskerne beregne besætningernes omtrentlige størrelse.

Skibene varierer imellem 26 og 60 ropladser – med ca. 40 stk. som det almindeligste.

Den norske konge Olav Tryggvasons berømte langskib, Ormen hin Lange, havde ifølge sagaerne 34 robænke, hvilket giver hele 68 roere, der sad to og to i hele skibets længde – så tæt, at de åndede hinanden i nakken.

Sejl og årer drev skibet

Vikingernes fartøjer var tidens bedste. Med eller uden vind kunne de skandinaviske sømænd sejle, hvorhen det skulle være – på tværs af Atlanten eller op ad Europas lavvandede floder.

SOL90

Masten

holdt sejlet oppe og kunne lægges ned, hvis det stormede, eller hvis vikingerne skulle ro uset ind på en fjende.

Vanter

var tovene, som afstivede masten.

Skøder

fæstnede sejlet til skibet.

Teltet

kunne slås op på dækket, hvis det regnede eller var uvejr.

Skroget

var klinkbygget og som regel af egetræ. Bunden var flad, så skibet kunne sejle på lavt vand.

Årerne

blev brugt i vindstille vejr. Ud fra antallet af årehuller kan besætningens antal beregnes.

Dragehovedet

skulle afskrække fjenden og give vikingerne kampgejst.

Bueskytter skulle bruges i kamp

Skipperen stod sædvanligvis i agterenden og gav ordrer. Det var især en fordel under roning, hvor mændene sad med ryggen mod sejlretningen.

Agterenden var endvidere opholdssted for den øvrige besætning, som normalt ikke havde opgaver som roere.

Posten ved roret var overladt til styrmanden, der måske også har fungeret som næstkommanderende, når skipperen havde brug for at hvile.

En anden vigtig funktion var halskarlen. Han holdt øje med området foran masten, som skipper ikke kunne se fra agterenden af skibet, og sikrede følgelig, at sejlet blev sat rigtigt ude foran.

Sagaerne nævner også lodser, tolke og bueskytter.

Sidstnævnte var afgørende under søslag, hvor de skulle beskyde fjendens skibe, imens deres egne folk roede for at undgå fjendens pile.

Der var generelt kun få bueskytter ombord, måske to til fire, og som regel var de af højere byrd end de almindelige rorkarle.

Det betød dog ikke, at de ikke også kunne gribe en åre, hvis det blev nødvendigt.

Sidst, men ikke mindst, var madsvenden et vigtigt medlem af besætningen – vikingernes skibskok.

Skibskokken blev påbudt ved lov

Ifølge “Eyrbyggernes saga” fra 1000-tallet var det i den tidlige vikingetid almindeligt “ingen madsvend at have”.

Dette ændrede sig i den sene vikingetid. Forandringen fremgår bl.a. i norske lovtekster, der påbyder madsvenden på et langskib at gå i land tre gange om dagen.

To gange for at lave mad og én gang for at hente vand til drikkevandskarret, som stod ved skibets mast.

Da langskibene som regel sejlede langs kysten, blev loven formentlig overholdt.

Når der var anledning til det, har besætningen sandsynligvis smidt ankeret og er gået i land for at samles om gryden, hvor madsvenden efter alt at dømme kogte grød af korn, der blev opbevaret i en skibstønde.

Ombord har hver enkelt viking antagelig haft en pose med tørret kød og brød, som han kunne spise af, når sulten meldte sig.

Store handelsskibe fragtede sommetider får og andre levende husdyr, men forskerne ved ikke, om nogle af dyrene rent faktisk blev slagtet og spist under selve sejladsen.

Nogle steder i Nordatlanten sejlede vikingerne desuden over lavt vand med store stimer af bl.a. makreller, som de relativt nemt kunne fiske.

I nødsituationer kunne vikingerne også gå i land for at stjæle kvæg. Fra et kvad om sagnhelten Helge Hundingsbane lyder det fx:

“Han gik op på stranden og spiste der råt kød”.

På et langskib var der hverken plads til privatliv eller fine fornemmelser.

Den, der blev søsyg oven på måltidet, måtte pænt brække sig ud over rælingen.

Vikingerne har formodentlig også forrettet deres nødtørft ved at sætte sig med enden ud over skibssiden og holde fast i tovværket ved masten.

Når det stormede, og havet var i oprør, brugte de dog en træspand oppe i stævnen.

Vikingerne havde nemlig ingen redningsveste, så en tur ned i de frådende bølger betød ofte døden.

Ikke alle vikinger drog ud for at plyndre. Mange byggede i stedet brede skibe, der var velegnede til handel.

© National Geographic Creative/Bridgeman Images

Vinden gjorde arbejdet

Så længe det ikke stormede, var sejladsen imidlertid en fredelig affære.

Meget af tiden ombord på vikingetidens lang-skibe gik faktisk med at vente på den såkaldte byrr – nordboernes betegnelse for en frisk vind.

Når først den dukkede op, og sejlet var sat korrekt, gled fartøjet fremad af sig selv.

Bortset fra enkelte justeringer af sejlet undervejs kunne mandskabet derfor beskæftige sig med andre sysler.

Bevægelsesfriheden var dog begrænset ombord på de smalle fartøjer, og det blev forventet, at sømændene sad på deres plads, til de fik andet at vide.

Vikingerne blev derfor eksperter i at småsove, når der ikke var brug for dem.

Hvis de ikke hvilede sig eller udførte skippers ordrer, måtte sømændene underholde sig selv, så godt de kunne.

Selvom der var reparationer af tovværket, havde de sandsynligvis en god del fritid under sejladsen.

Enkelte skibe havde en skjald eller historiefortæller med, som kunne fortælle myter og anekdoter til besætningen i de lange timer, hvor skibet bare gled roligt afsted.

Folk dystede desuden i arm-lægning og – som indridsede mønstre på fundne planker fra skibsvrag viser – spil som mølle og hnefatafl.

I “Laksdølernes saga” modtager rigmanden Torkel vennen Snorre på et af sine skibe, hvor han har “meget at drikke med sig ombord, og han sparede ikke på det”.

Det er en af de få beskrivelser af alkoholindtagelse på et vikingeskib – og sandsynligvis har den slags sjældent fundet sted på krigsskibene.

På langskibene herskede streng disciplin, og skipper tillod ikke sine mænd at reducere deres kampkraft gennem drukkenskab.

Når et langskib sejlede langs kysten, gik besætningen efter alt at dømme i land og sov om natten, enten under åben himmel eller i telte.

Forskerne er ikke enige om, hvorvidt vikingerne også sov i telte ombord på langskibene, når de skulle krydse havet og fx sejle de ca. tre døgn, det tog at komme fra Ribe i Danmark til Danelagen i England.

Flere skjaldekvad og sagaer antyder imidlertid, at skibstelte kan have været relativt udbredte.

I et skjaldedigt fortæller den norske kong Harald Hårderådes skjald Tjodolf fx, at hans herre ombord på et skib ud for Trondheim “slynger det lange telt af sig”.

Uanset om de sov i telt eller ej, mener forskerne, at besætningsmedlemmerne skiftedes til at holde vagt om natten – således at fx styrbords og bagbords side hver havde en tørn på fire timer.

Her kunne frivagten (soveholdet) så hvile sig på dørken mellem robænkene. Hver mand har haft medbragt sin egen sørya – et tæppe af uld.

Selv i regnvejr bevarer det 60 pct. af sin isolationsevne.

Enkelte kilder nævner også húdfat, en skindsovepose, der havde plads til, at to mænd kunne sove sammen i den.

Hver mand opbevarede sandsynligvis sin sørya i en medbragt vadsæk, som han i dagtimerne kunne stikke ind under den robænk, han sad på.

Våben og årer blev lagt inde i midten af langskibene, så det var noget af en balancekunst for de vagthavende at justere sejlet uden at træde på hverken sværd eller sovende kolleger.

Landmærker bragte skibet hjem

“Sejl så tæt på Shetlandsøerne, at du kan se det meste af dem, så tæt på Færøerne, at du kan se det halve af fjeldene, så tæt på Island, at du kan se hvaler og fugle – så rammer du Grønland”, lyder en gammel rejsebeskrivelse af turen fra Norge til bosættelserne på Grønland.

Vikingerne var vant til at manøvrere efter den slags anvisninger.

Eftersom de ikke havde et moderne kompas, brugte de landskabet, solhøjden, dyr og havstrømmene til at navigere efter.

Denne form for ruteangivelse var almindelig, fordi vikingerne som oftest sejlede i dagslys på Atlanten, hvor de ikke kunne navigere efter stjernerne på himlen.

Hvad enten formålet med færden havde været handel, plyndring eller erobring, kom der et tidspunkt, hvor vindene blæste fra den rigtige kant, og skibet skulle hjem.

For at rense fartøjet for de muslinger og krebsdyr, der havde lejret sig på skibets underside, hændte det ofte, at skipper inden hjemkomsten sejlede op i en å.

Ferskvandet fik smådyrene på skibets underside til at give slip.

Når skibet nærmede sig den hjemlige strand eller anløbsbro, vrimlede det med mennesker, som ville byde besætningen velkommen og hjælpe til med at hale langskibet op på land, så det kunne komme i bådhus og gøres klar til næste sæson.

Men først skulle besætningen fra borde.

Hvis ikke det lod sig gøre at ro helt op på stranden, smøgede de hjemvendte karle deres hoser op og vadede i land med vadsæk og våben i favnen.

Togtet var slut for i år, og en lang vinter ventede, inden vikingerne igen stævnede ud mod fjerne kyster.

Læs også:

Vikinger

Harald Hårderåde: Den sidste vikingekonge

9 minutter
Vikinger

Købmanden førte Norden ind i en ny tid

8 minutter
Arkæologi

Stort Odintempel gravet op i kendt vikingeområde

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul