Vikingerne skabte et tidligt demokrati højt mod nord

Vikinger fór vild i tågen

Færden begyndte godt. Vikingerne havde god vind og kunne sågar at kapre et af kongens skibe. Men ude på åbent hav brød stormen løs, og de to skibe kom væk fra hinanden. Det stod også hurtigt klart, at rejsen var for stor en anstrengelse for den gamle. Kveldulv måtte lægge sig.

“Jeg har aldrig været nogen sygelig mand, men hvis det nu går, som jeg tror, at jeg kommer til at dø, da læg mig i en kiste, og skub mig over bord”, sagde han ifølge Egils Saga, en gammel islandsk tekst, der beskriver Kveldulvs slægtshistorie.

Kveldulvs søn Grim – kaldet Skalla-Grim på grund af sit skaldede hoved – overtog kommandoen, som hans far havde ønsket det. Den stærke høvdingesøn havde vanskeligheder med at styre sine ængstelige mænd, der i dagevis måtte krydse op mod vinden, mens tågen lå som en mur foran dem. Men endelig en dag hørte de en velkendt lyd – mågeskrig. De var nær land! Med ét lettede tågen, og de så ind på en fremmed, gavmild kyst.

Skallagrim fik øje på en fjord, som vrimlede med fisk. På kystens klipper legede fede sæler, polstrede af spæk. Kveldulvs søn så længere ind over landet og fik øje på rig muld, som bare ventede på ploven. Skallagrim Kveldulvson havde fundet det land, hans far var rejst ud for at finde: Island.

De første bosættere

Det var på alle måder et ungt og utæmmet land, Skallagrim var kommet til. Under jorden var mægtige naturkræfter stadig i færd med at forme øen. Vulkanudbrud og jordskælv hjemsøgte regelmæssigt Island, og mange bosættere måtte se deres gårde ødelagt eller dækket af aske og lava.

Også Islands befolkning var ung. Skallagrim var blandt pionererne, men han var ikke den første. Sagaerne fortæller, at den første fastboende indvandrer på øen var nordmanden Ingolf Arnarson. Han slog sig i 874 ned ved en fiskerig elv i det vestlige Island. Her var jord til at dyrke byg, så han kunne brygge øl, og fjorden var dyb nok til en havn.

Med nybyggere – landnamsmænd – som den succesrige Ingolf spredte rygtet om Island sig i hele Norden og blandt vikingerne på De Britiske Øer.

Skallagrim byggede sin gård, Borg, ca. 50 km nord for Ingolfs. Ligesom andre nybyggere benyttede han sig af de muligheder, som det nye land gav. Han fiskede laks i elvene, samlede æg fra søfuglenes reder og drev jagt på sæler og hvaler. Han var desuden en dygtig smed og udvandt myremalm, som han forarbejdede til våben og redskaber. Sine mange huse byggede han af det drivtømmer, han fandt på strandene.

Og det gik ham godt, fremgår det af familiesagaen Egils Saga: “Skallagrim var en meget driftig mand. Han havde altid mange mænd hos sig, og han gjorde meget ud af at skaffe de forsyninger, der var at få, og som kunne bruges til folkenes underhold”.

Men livet var også hårdt for nybyggerne. Ifølge Egils Saga fik Skallagrim og hans kone Breda flere børn, men alle døde. Egil og hans bror Thorolf var de første, som oplevede at vokse op.

De fleste landnamsmænd kom fra Norge, og mange var flygtet fra det stadig mere undertrykkende styre under Harald Hårfager. Efter at Kveldulv og Skallagrim havde forladt Norge, beslaglagde Harald familiens ejendomme. Han indledte også forfølgelsen af Kveldulvs slægt og venner, så også de måtte flygte. Andre kom til Island af langt mindre dramatiske årsager; udsigten til frugtbar, rigelig og gratis jord lokkede dem.

De første tingsteder

Island var – som så mange andre nybyggersamfund – et lovløst land, hvor sværdet var lov. Desuden var etniske konflikter uundgåelige, når emigranter fra hele Skandinavien skulle forsøge at leve sammen. Ofte lykkedes det ikke.

Islands grundlægger, Ingolf Arnarson, havde taget irske trælle med sig til øen, og de gjorde oprør, fortæller det islandske skrift Landnama-bogen. Trællene dræbte en af Ingolfs mænd og flygtede i skib med deres tyvekoster. Ingolf optog forfølgelsen og indhentede de intetanende trælle, der netop var i færd med at spise. Straffen var ubønhørlig: Ingolf dræbte alle mænd og førte kvinderne tilbage til trældom.

Til at begynde med var der jord nok til alle. Men frem til år 930 strømmede omtrent 20.000 nybyggere til øen. Dermed blev konflikter om jorden uundgåelige – og islændingene havde ingen konge til at styre landet og stoppe fejderne.

For at løse konflikterne opstod tingsteder over hele øen. Det var lokale forsamlinger, hvor frie bønder ledet af den stedlige gode mødtes for at afgøre stridigheder og vedtage lokale love. Goderne var Islands stærke mænd – en kombination af høvdinge og præster.

Deres rolle var at være de første blandt ligemænd, men mange misbrugte deres stilling. Gennem intriger, alliancer og afpresning blev enkelte af dem til rene småkonger, der styrede deres områder med diktatorisk magt. Blandt dem var Ingolf Arnarson.

Det var netop for at slippe for sådanne despoter, at mange af nybyggerne var rejst til Island, og det stod klart, at noget måtte gøres.

En hel sommer red Grim Geitesko øen rundt på sin lavstammede islandske hest. Han drog fra gård til gård og opsøgte selv de mest isolerede bygder på øen. Han kom for at vinde støtte for et revolutionerende forslag: et fælles ting og en lov, som skulle gælde for hele Island.

Sin bror Ulvljot havde han sendt til Gulating, de vestnorske vikingers domstol, hvor han skulle studere lovene.

Gradvist lykkedes det Grim at overbevise islændingene om sin idé, nu manglede de bare et sted at mødes. Det fandt Grim i Thingvellir – et dramatisk slettelandskab i den vestlige del af øen. Intet sted kunne være mere passende for Islands lovgivende forsamling end dette naturlige amfiteater skabt af fjeld og lava.

Vikingernes republik, det frie Island

En junidag i 930 samledes goder og andre udsendinge i Thingvellir til Islands første Alting. Fra hele øen kom de – nogle havde rejst i 17 dage for at nå frem. På sletten foran Altinget voksede en hel teltby op med marked og gøgl – og festlighederne varede lige så længe, Altinget var samlet. Grund til fest havde de, for de delegerede var i færd med at skabe noget helt unikt: en stat uden konge. Et land bygget på loven, ikke på magt. Kort sagt, en republik.

Dag efter dag blev lovene debatteret, afvist eller vedtaget. Og hver gang en ny lov blev til, steg lovsigemanden op på Lovklippen. Her fremsagde han med høj røst loven, så hans stemme gav genlyd i kløften og blev kastet ud over havet. De love, han forkyndte, blev ikke skrevet ned, for islændingene havde endnu ikke et skriftsprog – lovsigemandens opgave var at huske dem.

Det var en dristig idé, som blev sat i værk i Thingvellir denne sommer. Altinget havde ingen politistyrke, der kunne sætte magt bag lovens ord – og dette var en tid, hvor magt var det eneste sprog, alle forstod. Men mange islændinge havde forladt deres hjemlande netop for at slippe bort fra magtens vilkårlighed, og de fleste fulgte frivilligt Altingets love for det fælles bedste. Beslutningerne på Thingvellir i 930 markerede afslutningen på den lovløse nybyggertid.

Vikingestaten Island var skabt.

Skallagrims død

Skallagrim var kommet til Island i nybyggertiden, og han var med, da Altinget blev grundlagt. Han var nu en gammel mand, og de sidste år havde hans søn Egil haft ansvaret for gården.

En morgen blev Skallagrim fundet død siddende ret op og ned i sit høvdingesæde fuldt påklædt. Egil førte liget til et sted kaldet Nausta-nes. Dér lå Skallagrim en nat i et telt, mens hans mænd vågede over liget.

Næste dag blev Skallagrim lagt i en båd og roet videre til sit endelige hvilested. Han blev lagt i en gravhøj sammen med sin hest, sine våben og sine smederedskaber. Stedet hed Digra-Nes og lå ikke langt fra det sted, han mange tiår tidligere var gået i land i Island.