Per O. jørgensen/Historie, Art Archive/picture desk & Bridgeman
Vikinger i Norden

Vikingerne var Nordens spartanere

Når vikingerne drog ud for at plyndre og massakrere langs fremmede kyster, skete det ikke i en spontan og tilfældig blodrus. Bag sejrene lå mange års kamptræning, snedig krigslist og nøje planlagte angrebsstrategier. Men hvis høvdingen faldt, gik vikingernes kampfællesskab i opløsning.

Grædende og klagende følger et kor af høje, nordiske krigere båren gennem gaderne i den norditalienske havneby Luna. Under et ligklæde ligger deres leder, vikingehøvdingen Hastein.

Omkring den døde har de barske mænd placeret pynte­økser og ceremonisværd besat med guld og juveler.

Dagen forinden døbte Lunas biskop Hastein ind i den kristne tro. Vikingerne er langt hjemmefra, og den katolske kirkefader ville gerne efterkomme den dødssyge vikings sidste ønske på dødslejet.

Nu, hvor den mægtige høvding er sovet ind, skal han have en storladen kristen begravelse i Lunas klosterkirke. Kirken er stuvende fuld, og et kor af præster synger Hastein ind i efterlivet.

"Med stor vildskab dræber vikingerne alle uden undtagelse. Hylende og skrigende bliver mænd, kvinder og børn hugget ned uden nåde”. Historiker Dudo af St.-Quentin

“Men så”, fortæller den normanniske historiker Dudo af St.-Quentin, “da liget skal bæres ud til graven, springer Hastein pludselig op fra båren, drager sit sværd af skeden og angriber biskoppen, som står med Biblen i hånden. Brutalt hugger høvdingen ham ned”.

I samme nu trækker samtlige Hasteins mænd deres våben. “Det bliver en total massakre”, fortsætter Dudo i sin beretning. “Med stor vildskab dræber vikingerne alle uden undtagelse – som ulve i en fårefold. Hylende og skrigende bliver mænd, kvinder og børn hugget ned uden nåde”.

Snart slår Hasteins mænd byportene vidt op, og hundredvis af vikinger strømmer ind bag Lunas høje bymure.

Med snilde har vikingehøvdingen opnået det, han trods sine mere end 60 skibe og op mod 2.200 mand ikke kunne drømme om at gennemføre med et frontalangreb: Han har indtaget den stærkt befæstede by Luna og vundet rigdom til sig selv og sit trofaste følge.

Snilde og taktik vandt sejre

Historien om Hasteins listige overfald på Luna i år 860 er nedskrevet ca. 150 år senere og overdriver sandsynligvis det reelle hændelsesforløb. Men vikingehøvdinge som Hastein og hans kompagnon, Bjørn Jernside, var vitterlig drevne udi listige krigskunster.

Kildebeskrivelser vidner om, at Nordens frygtede krigere ikke kun sikrede deres sejre gennem rå vold, men også ved at være smartere end deres fjender og skruppelløst betjene sig af snedige tricks.

Vikingerne gjorde livet usikkert langs Europas kyster og flodbredder fra omkring år 790 til 1050. Bag deres succesfulde togter lå mange års benhård træning, effektive efterretnings­ekspeditioner og taktisk snilde.

Blodrus og snydetricks sikrede vikingerne sejren

Vikingerne mødte deres fjender på slagmarken med lige dele frygtløshed og udspekulerethed. Kombinationen gjorde skandinaverne frygtede i hele Europa.

I åbne slag angreb vikingerne i tætte formationer kaldet svinefylkinger. De bestod oftest af mænd fra samme skib, som kendte hinanden godt.

I spidsen løb skrigende elitesoldater i dyb krigerisk trance. Målet var at bryde modstandernes opstilling og angribe deres bagerste mænd først.

I andre situationer tyede vikingerne gerne til krigslist, fx hvis de vidste, at fjenden var til hest. Så gravede de en ryttergrav, dækkede den til og lokkede modstanderne til at angribe.

Når rytterne faldt i graven, gik vikingerne løs på dem med sværd og økser. Taktikken er kendt fra bl.a. Paris i år 886.

© Per O. Jørgensen/Historie

Kolonnen rykker frem

Vikingerne stiller op og gør deres våben klar til kamp. Når hornene blæser til angreb, rykker vikingehæren frem i en kolonne på mellem 30 og flere hundrede mand.

© Per O. Jørgensen/Historie

Vildskaben bryder igennem

Forrest løber bersærkerne – halvnøgne mænd i blodtørstig trance, som intet frygter. Under høje skrig stormer de frem, går løs på fjenden og trænger igennem forsvaret.

© Per O. Jørgensen/Historie

Fjendens opstilling er ødelagt

Vikingerne spreder sig ud og falder den splittede fjendehær i ryggen. Krigere med sværd og økser går løs på fjendt­lige bueskytter og stenkastere.

Selv de berygtede, barmavede bersærker – der ifølge sagaerne “gik uden brynjer, var gale som hunde og ulve” og “bed i deres skjolde” – indgik som en kalkuleret del af vikingernes angrebstaktikker: Bersærkerne udgjorde spydspidsen og skulle skræmme og intimidere fjenden.

Børn lærte at slås

Fra krøniker, sagaer og arkæologiske fund ved vi, at vikingerne allerede begyndte deres kamptræning som børn. Krigermentaliteten gennemsyrede hele samfundet, og midt i enhver vikingelandsby lå en plads, hvor voksne og børn ned til fem-seks år dagligt dystede benhårdt i kampfærdig­heder og idræt.

Børnene deltog for at hærde kroppen og forberede sig på voksen­livets ud­fordringer, mens de voksne mænd dyrkede idræt for fornøjelsens skyld og for at holde sig i form. Ifølge Heiðarviga-
sagaen havde vikingerne tradition for at “udøve lege om dagen og gå sammen for at brydes”.

Kampundervisningen blev ledet af erfarne krigere, der fungerede som læremes­tre for børnene og underviste dem i angrebs- og forsvarsteknikker. Bl.a. skulle drengene lære at bruge de forskellige våben med både højre og venstre hånd, så de nemt kunne skifte, i tilfælde af at de som krigere i kamp blev såret i våbenarmen.

Med jævne mellemrum mødtes vikinger fra forskellige egne og kæmpede ved store idrætslege. Konkurrencerne gik hårdt for sig, men var underlagt et fastlagt regelsæt, som skulle sikre, at ingen kom slemt til skade under legen.

Vikingerne gik højt op i deres helgi – fysiske ukrænkelighed – så hvis en mand forsøgte at skade en anden med vilje under en kampleg, blev han bortvist, og hans handlinger erklæret uværdige. Nok skulle en kriger kunne hidse sig op og gå bersærk i ægte kamp, men til hverdag måtte han styre sit temperament.

Svor høvdingen evig troskab

Børnenes oplæring sluttede, når de nåede 12-årsalderen. Så forventede samfundet, ifølge skjaldevers og sagaer, at de unge vikinger mestrede en lang række færdigheder: nærkamp med sværd, skjold og økse, bueskydning, spydkast, brydning, ridning, svømning samt længde- og højdespring.

© Shutterstock

Krigeren begyndte karrieren som femårig

Vikingetidens samfund var stærkt hierarkisk, men vedat slutte sig til en høvding og udmærke sig som kriger på togt i det fremmede kunne en ung mand stige i graderne og måske selv blive høvding. Hans karriere begyndte alle­­rede i barndommen, og som ganske ung skulle han mestre mange færdigheder.

På togter skulle en viking dog kunne mere end at slås. Han var også nødt til at skaffe mad og holde sine våben ved lige, og en rigtig mand kunne derfor også gå på jagt, smede sværd og pile spidser samt reparere ringbrynjer og skjolde.

Også hjernen skulle være skarp: Vikingerne værdsatte mænd, der kunne riste runer, spille brætspillet hnefatafl, digte og spille på harpe. Fx var skjalden altid med på togt og stod for den psykolo­giske kampforberedelse ved at digte hyldestkvad til høvdingen og synge sange om tapre sagnkonger og deres trofaste mænd.

For en eventyrlysten ung viking, som havde lært sig alle de nødvendige færdigheder, var den største drøm at blive optaget i en høvdings hird – hjørne­stenen i vikingernes kamporganisation.

Hirden var en slags udvidet familie bestående af alt fra en enkelt skibs­besætning til flere tusind mand, som alle havde svoret deres høvding evig troskab. Til gengæld lovede høvdingen at skaffe mændene rigdom og ære, symboliseret med en guldring, som højtideligt blev skænket den nye hirdmand ved opta­gelsen i broderskabet.

Det edsvorne bånd til høvdingen sikrede en uovertruffen disciplin i kamp, men var også vikingernes akilleshæl: Under slag skulle høvdingen være omgivet af hirdens bedste krigere, for hvis han døde, gik broderskabet i opløsning. Fik modstanderen ram på høv­dingen, tog mange hirdmænd flugten eller overgav sig til fjenden.

Omvendt betød hirdbroderskabet stor indbyrdes tillid, så længe høvdingen levede. Mændene vidste, at de kunne stole på hinanden i kamp.

Krigerne indfangede alle

Vikingernes første togter i slutningen af 700-tallet blev sandsynligvis udført af små grupper af hirdmænd, som gik løs på mål langs Nordeuropas kys­ter uden først at gøre sig taktiske over­vejelser. Men vikingerne udviklede snart et fast mønster for deres togter, hvor gennemtænkte lynangreb fra havet spillede en afgørende rolle.

Målene udvalgte vikingerne ud fra observationer under tidligere togter eller ved at indhente efterretninger fra omrejsende handelsmænd.

Overraskelsesmomentet betød alt, og et angreb begyndte næsten altid tidligt om morgenen. Når skibene nærmede sig målet, strøg krigerne sejlene og roede ind mod kysten. Skibenes
lave skrog gjorde dem næsten usynlige fra land, og med de flade bunde kunne vikingerne ro helt ind til kysten og hoppe direkte ud i vandkanten som moderne landsætningstropper.

Om nødvendigt kunne skibene ros helt ind i flodmundingerne, selvom vandet var mindre end en meter dybt. Fremme ved målet stormede krigerne råbende og skrigende ind i lands­byen eller klostret med deres blanke våben svingende over hovederne.

Besætningen var en velsmurt maskine

Vikingerne spildte hverken tid eller plads, når de pakkede skibet og drog på togt.

Som på et moderne krigsskib havde hver mand sin plads, når vikingerne drog på togt i langskibe pakket med krigere, våben og klipfisk. En velfungerende krigerbesætning kunne forblive på åbent hav i op mod en uge ad gangen, tvinge skibet op på 17 knob ved at justere sejlet og sejle fra Skandinavien til England på få dage. Oftest foregik sejladsen dog nær kysterne, hvor mændene kunne købe eller plyndre frisk mad.

Vagtposter udførte i skiftehold skibets vigtigste opgaver dag og nat. I forskibet stod en udkigspost og spejdede efter skær under vandet og kendemærker på land.

Per O. Jørgensen/Historie

En feltskærer rensede krigernes sår og syede flænger sammen.

Per O. Jørgensen/Historie

Styresmanden var ­skibets kaptajn. Sandsynligvis var han også den bedste navigatør.

Per O. Jørgensen/Historie

Madsvenden gik i land én gang om dagen for at lave mad, da skibene ikke havde ildsted. Under længere sejladser måtte vikingerne nøjes med kold klipfisk og gammelt brød.

Per O. Jørgensen/Historie

Rorgængeren, stjórnari, passede roret, mens en rávordr trimmede sejlet.

Per O. Jørgensen/Historie

Formålet var at lamme modstanderne med skræk, og talrige kilder vidner om, at taktikken lykkedes til fulde.

I en årbog fra det nordfranske klos­ter St. Bertin beretter en frygtsom munk om en vikingeflåde, der i 842 angreb handelspladsen Quentovic “pludseligt ved daggry”. Vikingerne “hærgede frygteligt og lagde alt øde, idet de dræbte og fangede mennesker uanset køn, så de ikke efterlod andet i byen end de bygninger, som blev købt fri med penge”.

Stik af-taktik splittede fjenden

Afpresning var en krumtap i viking­ernes plyndringstaktik. Mens hovedstyrken rykkede ind med et frontal­angreb, omringede andre krigere byen eller klostret, så ingen kunne slippe væk. Vikingerne identificerede hurtigt præster, rige købmænd og herrefolk, som de kunne kræve løsesum for.

Også særlig statelige bygninger tilbød krigerne at skåne – mod klækkelig betaling. Resten plyndrede de og stak ild til, mens beboerne blev ført væk som slaver.

Hændte det en sjælden gang, at vikingerne blev overrumplet af en fjendtlig styrke, før plyndringen var omme, delte de sig op i smågrupper og flygtede i hver sin retning. Så var den fjendtlige hær tvunget til enten at opgive kampen eller splitte sig op og møde vikingerne i mindre træfninger, hvor skandinaverne ofte var stærkest pga. deres årelange træning.

Efterfølgende mødtes viking­erne et aftalt sted, hvor de kunne gå i bådene og sejle videre mod næste mål.

Levende mennesker var mest værd

Med tiden blev vikingerne modigere og dygtigere. Togterne varede længere, skibene sejlede dybere ind i lande via floderne, og målene blev større og sværere at indtage. Også stærkt be­fæstede byer blev angrebet.

I juni 843 roede de to norske høvdinge Åsgeir og Gunnar med 67 skibe op ad Loirefloden syd for Bretagne. Målet var den gamle romerske provinsby Nantes, der var omkranset af høje, men forfaldne bymure. Nyheden om den fjendtlige flåde nåede byen 24. juni, midt under fejringen af sankthans, hvor Nantes myldrede med mennesker fra hele egnen.

Hastigt smækkede borgerne byportene i, men til ingen nytte: Vikingerne besteg murene med stormstiger og væltede ind i byen. Et øjenvidne berettede senere i en krønike om byen:

“Da de så deres fjender gennembryde bymurene, løb de til Skt. Peter og Skt. Paul-Katedralen, barrikaderede dørene og bad om guddommelig udfrielse, eftersom de ikke kunne redde sig selv”.

Øjeblikke senere bragede vikingerne ind i kirken og huggede biskoppen ned midt under bønnen “Sursum corda” – “Opløft jeres hjerter”. Ifølge øjenvidnet fulgte et sandt blodbad:

“Børn, som hang fast ved deres døde mødres bryster, drak blod snarere end mælk, kirkens stenfliser blev farvet røde af hellige mænds blod, og fra det hellige alter dryppede uskyldiges blod. Hedningene plyndrede derpå hele byen, greb alle dens skatte og satte ild til kirken.

Så tog de et stort antal fanger og gidsler for løsepenge og vendte til­bage til deres skibe”.

Vikingerne skræmte folk til at overgive sig uden at gøre modstand.

© Per O. Jørgensen/Historie

Vikingernes mordlyst er formentlig overdrevet i denne og andre bloddryppende øjenvidneskildringer. Krigerne havde ingen interesse i at slå flere ihjel end højst nødvendigt, for mennesker var mest værd i live. De fleste ofre blev derfor ikke dræbt, men taget til fange og brugt eller solgt som slaver.

Vikingerne vandt en stor sejr

De stadig større vikingehære udfordrede gerne store kongshære i åbne slag. I 991 sejlede en mægtig vikingeflåde fra Skandinavien mod England. I spidsen stod den danske konge Svend Tveskæg og den norske høvding Olav Tryggvason.

Tilsammen rådede de to herremænd over 94 skibe og 4.000 erfarne krigere fra Danmark, Norge og vikingebosættelserne i nutidens Baltikum, Rusland og Ukraine. Grådige efter rigdom satte vikingerne kurs mod kystbyen Maldon i Essex, hvor møntværksteder slog sølv til klingende valuta. De slog lejr på øen Northey ud for Maldon.

Forfærdet samlede Englands kong Æthelred sin hær under hærføreren Byrhtnoth og lod dem marchere til kys­ten ud for Northey. Vandet var så lavt, at vikingerne vadede dem i møde.

Hærene stillede op på linje over for hinanden, og krigerne trommede deres våben mod skjoldene. Over vikingerne vajede faner med billeder af ravne, drager, ulve og andre skrækindjagende dyr.
Det oldengelske heltekvad “The Battle of Maldon” beskriver slaget:

“Kampulvene rykkede frem, de skyede ikke vandet, vikingernes skare”, begyndte den ukendte digter.

“Over glitrende vande kom de med deres skjolde. Velslebne kastespyd fløj, og buerne havde travlt. Grum var kampen. Kri­gere faldt på begge sider, ynglinge lå døde”.

Den engelske hærfører sendte sine krigere i stormløb mod vikingerne – men de stod tæt og værgede godt for sig bag deres skjolde. Den nordiske skjoldmur holdt stand, og straks efter løb vikingerne direkte mod Byrhtnoth i et hidsigt modangreb.

En ung vikings spyd borede sig ind i den engelske hærførers krop, så han faldt til jorden. En anden viking stormede frem for at “tage krigerens rustning, gyldne ringe og udsmykkede sværd”.

Ud over smykker og mønter kunne byttet også være fanger, våben, klæder og vin.

© Bridgeman

Byttet blev delt i fire bunker

Desperat forsøgte Byrhtnoth at slå tilbage, men endnu en viking kom til og huggede sit sværd ind i den gråsprængte englænders arm, så hærførerens guldbesatte sværd faldt til jorden. Hårdt såret opmuntrede Byrhtnoth sine folk til at kæmpe videre, inden han vendte blikket mod himlen og bad for sin sjæl.

“Så huggede de hedenske skalke ham ned”, beretter heltekvadet.

Vikingerne var gået direkte efter fjendens leder, og taktikken virkede. Nyheden om Byrhtnoths død spredte sig hurtigt i englændernes rækker, og mange tog flugten.

Tog betaling for ikke at angribe

Sejren ved Maldon kostede imidlertid også vikingerne mange døde. Åbne slag var altid risikable, og skandinaverne ville helst undgå den type kampe.

Derfor lod viking­erne sig hyppigt betale fra at angribe. Og talrige eksempler vidner om, at den slags afpresning var vikingernes allermest indbringende krigstaktik.

I år 866 måtte den frankiske konge Karl den Skaldede opgive at nedkæmpe en vikingestyrke anført af høvdingene Odo og Rotbert og i stedet betale vi­kingerne 4.000 pund sølv for at slutte fred. Summen var uhyrlig: På den tid kostede et kostbart våben som et sværd 125 gram sølv i vikingebyen Hedeby.

Summen svarede derfor til 14.500 sværd. Pengene skaffede frankerkongen ved at brandbeskatte sine undersåtter.

Også Svend Tveskæg og Olav Tryggvason tog sig godt betalt: Alene efter sejren ved Maldon krævede de to hærførere 10.000 pund sølv fra den engelske kong Æthelred som betaling for ikke at gå løs på flere byer.

Og blot to år senere, efter endnu et par plyndringstogter, afpressede de to vikingeledere Æthelred for yderligere 16.000 pund.

Vikingerne var ikke blot drevne taktikere på slagmarken. De vidste også, hvornår det bedst kunne betale sig slet ikke at slås.

Alligevel ophørte vikingernes herredømme i løbet af 1000-tallet. Skiftende konger uden arvinger, interne magtkampe og kristendommens indtog var medvirkende til vikingetidens udfasning. Skandinaverne begyndte nu at udvikle sig som europæere.