Vikingerne var vilde med sort humor

I sagaen, der foregår i vikingetidens Island, kæmper to unge mænd – Gunløg og Ravn – om deres fælles kærlighed, Helga den fagre. Tvekampen er hård og indædt, indtil det lykkes Gunløg med et sværdhug at kappe Ravns ene fod af.

Gunløg påpeger, at nu må sejren være hans i betragtning af, hvor alvorligt Ravn er lemlæstet. Men den opfattelse deler Ravn åbenbart ikke:

“Det er sandt, at det er gået slemt tilbage for mig, men jeg vil dog kunne klare mig lidt endnu, hvis jeg får noget at drikke,” siger han, og efter en kort pause genoptages tvekampen, der i øvrigt ender med, at begge vikinger dør.

Et andet eksempel på sagaernes barske humor findes i Dropløgs saga, hvor vikingen Helgi i en tvekamp får hugget sin underlæbe af. Han siger tørt til sin modstander:

“Jeg har godt nok aldrig har været køn, men du har ikke ligefrem gjort det ­bed­re.” Med den bemærkning viser Helgi, at han både har selverkendelse og et selvironisk forhold til sit eget udseende.

Barske vikinger var superhelte

Ifølge historiker Trine Buhl, som forsker i sagaerne ved Århus Universitet, er den barske humor ofte selve nerven i de islandske sagaer, som typisk blev ­nedskrevet omkring år 1200, men hvor handlingen foregår fra cirka år 900 til 1050.

“Hvis humoren ikke var til stede i sagaerne, ville mange af dem simpelt hen være dødkedelige,” siger Trine Buhl. Hun påpeger, at humoren ses i fremstillingen af personerne i sagaerne.

Fx er der nærmest ingen grænser for, hvad sagaernes helte kan præstere i kamp. Det fremgår bl.a. af Gisle Surssons saga, hvor Gisle i en af slutscenerne slås ene mand mod utallige fjender.

Gisle klatrer op på en klippe og slår gang på gang sine modstanderne tilbage, men til sidst lykkes det dem at tilføje ham et så stort sår i maven, at hans tarme vælter ud.

Det stopper dog ikke Gisle, der i kampens hede både når at svøbe sin skjorte om maven for at holde indvoldene på plads og kvæde en vise til sin kone, hvorpå han springer ned fra klippen og kløver en fjende til bæltestedet, inden han selv dør.

“Det er så fuldstændig overdrevet, at det bliver morsomt,” forklarer Trine Buhl, der mener, at overdrivelserne er et helt bevidst humoristisk element i sagaerne.

Ud over overdrivelser gør sagaerne også brug af underdrivelser, ­ironi, sort humor og falden på halen-komik for at skabe grinagtige anekdoter.

I Njals saga fortælles der blandt andet om en rytter, der fuldkommen mister kontrollen over sin hest. Det beskrives på følgende måde: “Den red raskere til, end han brød sig om.”

Et andet eksempel på vikingehumor findes i ­Laksdælasagaen. Her støder en skrap og ilter vikingekvinde en mørk nat ind i et spøgelse, som hun uden videre omsvøb giver en skideballe, ­hvilket skræmmer spøgelset bort.

Kongen blev skudt i et vist sted

Også i de norske kongesagaer, der hovedsageligt handler om kongemagten i Norge, findes den barske og ironiske komik.

I et afsnit fortælles der fx om snigmordet på den danske konge Harald Blåtand.

Ifølge sagaen nægter kongen at anerkende Svend Tveskæg som sin søn. Kongen mener, at han er en uægte søn, hvilket får Tveskæg til at samle sine støtter og gå i krig med Blåtand om kongetroen.

VIDEO – Dø af grin over vikingehumor:

Kongens hær slår en aften lejr nær Tveskægs hær. På et tidspunkt varmer kongen sig ved et bål, mens en af Tveskægs snigmordere står i mørket med en bue og iagttager ham. Da kongen bøjer sig forover og derved kommer til at stikke sin bagdel i vejret, skyder snigskytten ham.

Det beskrives i sagaen i nutidsform: “Efter de fleste kyndige folks udsagn flyver pilen lige op i enden på kongen, fortsætter gennem kroppen og ud gennem munden, hvorpå kongen falder om og dør”.

Ifølge Trine Buhl er det helt tydeligt, at det netop er de mest humoristiske, ­absurde og saftige sagaer, der blev populære. Det var dem, der blev kopieret i flest eksemplarer og har derfor overlevet frem til i dag.

Om de norske kongesagaer skal opfattes som et udtryk for vikingehumor, er i virkeligheden en smagssag, mener Trine Buhl, men understreger:

“Jeg er personligt ikke i tvivl om, at vikingerne havde humor. Men sagaerne blev først nedskrevet i middelalderen, og set med ­litteraturhistoriske øjne stammer de dermed fra en senere periode end den, de beskriver,” siger hun.

De fleste forskere er dog i dag enige om, at sagaerne oprindeligt blev fortalt mundtligt. De stammer derfor fra 900- og 1000-tallet, hvor de blev overleveret af sagafortællere gennem generationer.

Omkring år 1200 begyndte skribenter som fx munke eller lærde så at skrive fortællingerne ned. Det skyldtes, at skriftsproget efterhånden blev mere og mere udbredt i Norden med kristendommens indførelse.

De mundtlige ­overleveringer er ganske givet blevet bedre, for hver gang de er blevet fortalt, og da de blev nedskrevet, er der højst sandsynligt også blevet pyntet på dem. Det vil sige, at en skribent muligvis har tilføjet en anekdote eller et afsnit eller redigeret noget helt bort.

Men i fx Edda- og skjalde­digtningen, der handler om nordisk gudemytologi og helte­sagn, ses en lighed mellem vikingetidens og middelalderens fortællinger.

Digtene og gudemyterne blev ligesom sagaerne først nedskrevet i middelalderen, men nogle passager er genfundet i præcist samme versemål på runesten, der stammer fra vikingetiden.

Det tyder på, at middelalderens skribenter rent faktisk har gengivet de gamle gudemyter og heltesagn rimeligt nøjagtigt – uden at ændre alt for meget i dem.