Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Vikingernes demokrati gjorde livet surt for kongen

Alle frie mænd havde ret til at tale, og deres evige kritik drev kongen til vanvid - men også til de rette beslutninger, hvis presset var stort nok.

Christie's Images/Bridgeman Images

En forårsdag i 934 træder den islandske skjald Egil Skallagrímsson frem foran dommerne på Gulatinget.

De 36 dommere på tingstedet nord for Bergen i Vestnorge skal dømme i en bitter arvestrid mellem Egil og Ønund.

Egil har en svær sag, for Ønund er ven med kong Erik Blodøkse og dronning Gunhild, og det royale par overværer ovenikøbet retssagen.

Skjalden Egil forklarer, at hans kone er blevet snydt af Ønund for sin retmæssige arv. Ønund er gift med søsteren til skjaldens kone, og da de to søskendes velhavende far døde, skyndte Ønund at rage alt til sig på sin hustrus vegne.

Ønund træder frem foran dommerne og hævder, at den afdøde storbonde Bjørn den Rige kun gav den ene af sine to døtre arveret.

Det er løgn, og skjalden har ikke færre end 12 vidner med til Gulating, som sværger, at også hans kone blev lovet del i arven.

I dette øjeblik begår dronning Gunhild en skæbnesvanger fejl. For at hjælpe Ønund beordrer hun kongens hirdsmænd til at opløse retten.

Tingsteder fandtes allerede i jernalderen, da vikingernes forfædre levede.

Hirdsmændene stormer frem mod den ellers ukrænkelige indhegning af hasselgrene, som dommerne sidder i, og skrækslagne må dommerne flygte. Men retfærdighed er ikke noget, vikingerne spøger med.

Når tingets regler krænkes, og retssystemet sættes ud af kraft, forlanger vikingernes ære, at mændene selv skaffer sig retfærdighed. Både Ønunds og Egils venner griber derfor til våben.

Den grove krænkelse af Gulatinget endte ifølge sagaerne med, at Erik Blodøkses hirdsmænd dræbte 10 af skjaldens venner, hvorefter Egil måtte sejle hjem til Island med uforrettet sag.

Men konger og dronninger fik ikke altid deres vilje på tinget. Historikerne har fundet adskillige eksempler på, at Nordens herskere blev nedstemt og truet af deres rasende undersåtter til at skifte standpunkt.

Demokrati chokerede romerne

Tingsteder fandtes allerede i jernalderen, da vikingernes forfædre levede. På oldnordisk hed de þing (udtales som det engelske ord thing).

Eftersom ordet også fandtes på oldengelsk, tysk og de øvrige germanske sprog, regner forskerne med, at ikke blot skandinaverne, men alle Nordeuropas germanske jernalderstammer mødtes på tingsteder.

Teorien bekræftes af den senere romerske kejser Julius Cæsar, der i sin beretning om gallerkrigene fra år 50 f.Kr. skildrer mødet med det germanske folk sveberne nord for Rhinen.

Efter at romerne havde bygget en bro over floden og truet med at invadere svebernes land, sammenkaldte de ifølge kejseren deres ting – eller concilium, som Cæsar skrev på latin.

Svebernes ting besluttede at evakuere deres landsbyer og stable en forsvarshær på benene.

Den skulle bremse romernes nært fore-stående angreb.

Også senere romerske kilder beretter om germanernes forbløffende traditioner for demokrati.

I værket “Germania” fra år 98 e.Kr. beskriver historikeren Tacitus germanernes ting, der på mange måder lignede vikingernes tusind år senere.

Tinget bestod ifølge Tacitus af frie mænd, der mødtes under nymåne og fuldmåne for at dømme i tvister og vedtage nye love.

Et ting startede ifølge Tacitus med, at kongen eller høvdingen opremsede dagsordenen. Når sagerne skulle be­hand­les, viste deltagerne deres uenighed ved at brumme.

Var der enighed, stødte ger­ma­ner­ne deres spyd sammen – en skik, der overlevede ind i vikingetiden, hvor det at slå skjolde eller sværd mod hinanden blev kendt som vápnatak (“våbentag”).

For romerne var germanernes korte distance mellem høvdinge og deres undersåtter endnu en overraskelse. På tinget havde hver mand mulighed for at komme til orde.

Håkon svor at hævne julens ydmygelser, men kort efter havde han brug for en stor hær og forsonede sig med sine plageånder.

© Alamy/Imageselect

Håkon måtte æde sin stolthed i sig

Vikingernes konge skulle godkendes på rigets tingsteder, og han måtte derfor slå knuder på sig selv for at behage sine undersåtter.

Håkon den Gode blev ifølge Snorri Sturlusons kongesaga valgt som konge af Norge på tingstedet nær Trondheim.

Tinget fandt sted omkring år 930-934, hvor nogle vikinger var konverteret til kristendommen, mens hovedparten holdt fast i asatroen.

Kongen var kristen, men dybt afhængig af støtten fra asatroende, og det gav problemer.

En vinter rejste Håkon med sit følge til Trondheim for at deltage i vikingernes traditionelle juleblot (ofringsfest til ære for Odin og Thor). Under den første blot slog han korsets tegn over sit drikkebæger, hvilket vakte vrede blandt de lokale.

De råbte til ham, at han skulle spise hestekød fra offerdyret, men det nægtede kongen. Under næste juleblot var rygterne om kongen løbet i forvejen, og vikingerne opførte sig endnu mere truende.

Til sidst fandt Håkon det klogest at føje sig. Han skålede derfor uden at gøre korsets tegn og nippede sågar lidt til leveren fra en ofret hest.

Nordens konger stod svagt

Selvom forskerne stadig er ved at afdække de germanske tingsteders historie efter romertiden, tyder meget på, at folke-forsamlingerne mistede indflydelse, efterhånden som kirken og kongen fik større magt i løbet af 400-, 500- og 600-tallet.

Men i Norden holdt vikingerne stædig fast i deres ret til medbestemmelse. Da missionæren Ansgar fra Frankerriget besøgte den svenske kong Olof omkring år 830, blev han derfor forbløffet over kongens vage svar på munkens anmodning om tilladelse til at missionere blandt vikingerne.

Ifølge skriftet “Vita Ansgari” (Ansgars levned) svarede Olof, at han ville sende forespørgslen videre til tinget:

“Lad dit sendebud deltage i næste tingmøde, og så skal jeg tale til tinget på dine vegne. Hvis det behager guderne og folket, vil dit opdrag lykkes. Det er nemlig skikken hos dette folk, at alle offentlige beslutninger bygger mere på folkets enstemmige vilje end på kongens magt”.

På tinget opstod der ifølge “Vita Ansgari” højlydte diskussioner, der imidlertid endte med, at Ansgar fik lov til at stifte en kristen menighed i Birka.

40 km øst for nutidens Reykjavik mødtes de islandske vikinger for at holde alting. Thingvellir kaldte vikingerne stedet, hvilket betyder tingslette.

© Shutterstock

Selv guder gik på tinge

Vikingernes konger var ikke ene om at måtte bøje sig for tingets mening, selv de nordiske guder måt­te overholde demokratiske spilleregler.

Kvadet “Balders drømme” fra digtsamlingen Den ældre edda begynder med, at guderne samles på et tingsted for at høre om Balders ildevarslende drøm:

“Snart var aserne/alle på tinget/og asynjerne/samlet til stævne;/de mægtige guder/mødtes fordi,/tunge drømme/tyngede Balder”.

Vikingetidens skriftlige kilder tyder på, at Skandinavien var spækket med tingsteder. Mange af dem var små, lokale ting og dækkede blot en landsby eller et mindre område.

I dele af Skandinavien kunne enhver fri mand eller enke med egen jord sammenkalde det lokale ting ved hjælp af en såkaldt budstikke.

Det var en kort stok af træ, der blev fragtet fra gård til gård sammen med nyheden om at samles på en bestemt dato. Personer, der forsømte at viderebringe budstikken, risikerede at blive idømt en pengebøde.

Gradvist opstod større ting, som behandlede spørgsmål, der berørte en hel region. I Norge fik Eidsivatinget – stiftet omkring år 850 – således ansvar for de østlige dele af riget, mens Gulatinget og Frostatinget fra 900-tallet tog sig af henholdsvis Vestnorge og området omkring Trondheim.

I den sene vikingetids Danmark fandtes en række små, lokale herredsting og tre store landsting i Lund, Ringsted og Viborg.

Alvorlige sager som eksempelvis mord blev sendt til et af landstingene. Både små og store ting foregik under åben himmel og på faste steder, der var relativt lette at nå frem til.

Vikingerne var villige til at rejse endog temmelig langt for at deltage i diskussionerne og træffe vigtige beslutninger.

På Island tog rejsen over en uge på hesteryg for de bønder, der boede længst fra landstinget.

Præcis hvor et tingsted blev grundlagt, kunne skyldes tilfældigheder, viser sagaen om den norske viking Torolf
Mosterskæg:

Da Torolf nærmede sig Islands kyst ved halvøen Reykjanes, smed han ifølge sagaen stolperne fra sit norske gudetempel – de såkaldte højsædestøtter – over bord.

Støtterne var dekoreret med udskæringer af Thor, der også var tingets gud. På kysten, hvor de drev i land, oprettede Torolf områdets første ting.

Tingpladsen

lå altid et sted med rigeligt græs, så vikingernes heste kunne få noget at spise. Tinget kunne vare 2-3 uger.

Luca Tarlazzi

Lovsigemanden førte ordet

Lovsigemanden fungerede som både ceremonimester og opslagsværk. Vikingerne skrev ikke deres love ned, så lovsigemanden måtte huske dem alle.

Han talte til forsamlingen fra en forhøjning kaldet Lovklippen. De fleste steder fungerede klippen også som talerstol for de vikinger, der ønskede at give deres mening til kende.

Luca Tarlazzi

Domstolen

tog sig af tvister mellem vikingerne. Dommerne sad bag et lavt gærde af flettede grene, og ingen andre måtte betræde området.

Luca Tarlazzi

Telte

omkransede tingstedet. De blev både brugt til at overnatte i og som boder, for tinget var også markedsplads, hvor alt fra vinterforråd til luksusvarer blev købt og solgt.

Luca Tarlazzi

Hirden

slog en beskyttede ring om kongen, når stemningen på tingstedet blev truende.

Luca Tarlazzi

Kongen

sad på en komfortabel stol nær lovklippen. Hans undersåtter sad på bænke under de timelange diskussioner.

Luca Tarlazzi

Indhegning måtte aldrig forceres

Mange vikinger boede i bjergrige egne, og her blev tinget som regel afholdt for foden af en genkendelig klippe.

Vikingerne brugte ikke vejskilte, så det var vigtigt, at deltagerne nemt kunne genkende den klippe, som de skulle samles om.

Det mest ikoniske ting er islændernes Alting. Vikingerne koloniserede Island i slutningen af 800-tallet og oprettede mindre tingsteder flere steder, men fem årtier senere – omkring år 930 – blev der brug for et landsting.

Her kunne alle kolonisterne samles og få medindflydelse på beslutninger, der vedrørte hele øen: Om kristne munke måtte missionere på Island, og hvor mange dage skulle kalenderåret bestå af.

Et dramatisk landskab øst for Reykjavik blev valgt og fik navnet Thingvellir (Ting­slet­ter­ne). På grund af geologiske forandringer i området ved forskerne i dag ikke med sikkerhed, hvor lovbjerget lå.

“Men hvis du ikke gør, som vi siger, vil vi angribe dig og dræbe dig”.
Den svenske lovsigemand Torgny til kong Olof.

De islandske sagaer rummer til gengæld adskillige beretninger om, hvad der foregik på tingsletterne i 900- og 1000-tallet.

Eksempelvis anklagede en bonde ved navn Thord engang bonden Odds søn og hans medsammensvorne Hønse-Tore for mordbrand. De to skurke havde brændt et fjernt familiemedlem til Thord inde.

Islændingenes saga fortæller, at sagen tidligere var blevet rejst ved det herredsting, som lå nærmest på gerningsstedet, men drabelige kampe mellem Thords venner og mordernes familier havde kos­tet endnu et menneskeliv og førte til aflysning af tinget, fordi det “ikke kunne afholdes i henhold til loven”.

Truslerne fortsatte imidlertid på Altinget, hvor Odd ifølge Hønse-Tores saga medbragte 300 bevæbnede mænd. Igen udbrød der åben kamp, og flere af Odds krigere faldt.

Da roen omsider blev genoprettet, dømte tinget brandstifteren Hønse-Tore og flere af hans medsammensvorne til fredløshed.

Eftersom enhver ustraffet kunne dræbe en fredløs, blev Hønse-Tore slået ihjel kort efter tinget.

Alle måtte betale entré

Altinget på Island blev normalt afholdt ved midsommer. I dagene op til tinget ankom høvdinge og bønder på hesteryg fra hele øen.

For at have taleret skulle de fremmødte ifølge øens love være over 12 år, frie mænd, have en fast bopæl samt betale en særlig tingafgift.

Enker med ejendom havde lov til at tale på vegne af deres afdøde mand. Tusindsvis af
mennesker flokkedes til Thing­vel­lir, for vikingerne med-bragte ofte deres kone, børn og enkelte trælle.

Under de to uger, som Altinget varede, sov og spiste folk i boder – primitive stenhuse med uldstof eller skind som tag. Det var også almindeligt at holde gæs­te­bud i boderne, hvor mindre uoverensstemmelser blev løst i mindelighed over nogle bægre mjød.

For mange af deltagerne var tinget også en kærkommen lejlighed til at møde andre mennesker.

Pauser i debatterne blev efter alt at dømme brugt til handel, sport (fx brydning) og ikke mindst
romantik.

Mange familier medbragte deres unge døtre til tingboden, hvor de hjalp til med madlavning og oprydning.

Da vikingerne var bønder og boede spredt, var tinget en af de få årlige begivenheder, hvor giftemodne unge kunne spejde efter en mulig brud eller gom.

Livet i boderne ved Altinget var dog ikke lutter fryd og gammen. Vikingen Thorgeir, der savnede modet til at udfordre sin fars morder, benyttede tinget til at chikanere morderen, Skúta.

Ifølge Reykdøla saga brugte Thorgeir og hans venner Skútas bod som toilet. Men fornærmelsen gav bagslag, for Skúta slog Thorgeir ihjel med sin økse på vejen hjem fra tinget.

Vikingerne spredte navnet til deres kolonier

Nye tingsteder blev etableret overalt, hvor vikingerne slog sig ned. I dag bærer mange bynavne stadig præg af deres glorværdige fortid som mødested for demokratiske vikinger.

Dingwall, Skotland.

Vikingerne og deres efterkommere bevarede grebet om det nordlige Skotland helt frem til 1400-tallet. Flere byer i området omkring Dingwall bærer nordisk-prægede navne, fx Kirkhill (Kirkebakke) 20 km mod syd.

Shutterstock

Thingmote, Dublin.

Vikingerne i kolonien Irland holdt efter alt at dømme deres ting på bakken Thingmote syd for floden Liffey. Højen kendes imidlertid kun fra skriftlige kilder, da den i 1685 blev gravet væk og brugt til at fylde et hul i gaden Nassau Street.

Shutterstock

Thingvellir, Island.

I 874 rejste den første viking til Island for at kolonisere øen, og 56 år senere var befolkningstallet så stort, at islænderne fik brug for et landsdækkende ting. Det blev oprettet på jord beslaglagt fra en dømt morder.

Shutterstock

Thynghowe, England.

Da danske vikinger slog sig ned i Eng­land i 880’erne, overtog de et gammelt germansk tingsted. Vi­kin­ger­ne mødtes på højen, der lå i en lysning i Sherwoodskoven, og med tiden kom stedet til at hedde tinghøjen – thing howe.

Shutterstock

Tinganes, Færøerne.

I løbet af 800-tallet slog norske vikinger sig ned på 18 små øer i Atlanterhavet. Ved nutidens Thorshavn mødtes de måske så tidligt som år 825 for at holde ting for hele øriget.

Shutterstock

Tingwall, Orkney.

Ifølge orknøboernes saga regerede mægtige jarler over Orkneyøerne. De mødtes om foråret og efteråret til ting – formentlig ved ruinerne af et tårn fra jernalderen.

Shutterstock

Tynwald, Isle of Man.

Fra ca. år 800 herskede norske vikinger på øen Man. Tynwald er stadig sæde for øens parlament, og den 5. juli hvert år går politikerne i procession op på højen, hvor deres forfædre mødtes i vikingetiden.

Shutterstock

Store sten markerede tingstedet

I Danmark og andre steder uden bjerge blev tinget afholdt på en flad mark. Store kampesten – såkaldte tingsten – blev ofte brugt til at markere tingstedet, så ingen var i tvivl om, hvornår de stod på tinge og skulle lade våbnene hvile.

Alle tingsteder havde en forhøjning, som vikingerne stillede sig op på, når de skulle tale. Oppe på forhøjningen kunne alle se, hvem der havde ordet, samt lettere høre, hvad han eller hun sagde.

Selvom vikingerne var ligemænd på tinget, havde nogle enkelte specialopgaver at udføre.

Den vigtigste var lovsigemanden, som ledte debatterne og sørgede for, at ordet blev givet til dem, der havde noget på hjerte.

Et antal storbønder og jarler blev desuden udpeget til at være dommere i de tvister, der blev bragt til tinge. Antallet af dommere varierede – fra det norske Frostatings 12 til Altingets 39.

På Gulatinget i Norge mødtes dommerne ifølge Egil Skallagrímssons saga på en flad mark. For at vise, at disse mænd ikke måtte antastes under deres arbejde, sad de bag et lavt hegn:

“Hvor hasselgrene var sat i en kreds, og uden om gik snore, som blev kaldt hellige bånd”.

Kun dommerne måtte passere snorene og tage plads i denne lille indhegning.

Bøder var den mildeste straf

Vikingernes ting var også en domstol, der afgjorde tvister. Selvom gamle love nedskrevet kort efter vikingetiden nævner straffe som lemlæstelse, blev vikinger ifølge sagaerne typisk idømt mildere straffe.

  • Bøder:

    Den almindeligste straf for mindre forseelser var pengebøder.

    Lovene angav forslag til rimelige erstatninger, der afhang af skadens omfang og den forulempedes status i samfundet.

    I Bjørn Hitdalekjæmpes saga får hovedpersonen 100 sølvpenge i erstatning, fordi hans nabo har skrevet en smædesang om ham.

  • Eksil:

    Grovere forbrydelser, fx mord på en anden mands træl, blev ofte straffet med landsforvisning i tre år. Så længe morderen opholdt sig i udlandet, måtte slavens ejermand ikke hævne sig.

    Morderen fik lov at beholde sin jord og ejendom, så han efter straffens udløb havde mulighed for at vende hjem igen til sin gamle tilværelse.

  • Fredløshed:

    Virkelig grove forbrydelser som mord på en fri mand blev i reglen straffet med fredløshed.

    Det indebar, at den dømte blev udstødt af samfundet, og hvem som helst havde lov til at dræbe ham uden selv at risikere straf.

    De fredløse mistede også deres jord og alle værdier, som de ikke tog med sig.

    Fuld fredløshed var tingets udgave af dødsstraf. Selvom det lykkedes enkelte at holde sig i live som fredløse i op til 15 år, levede de i evig angst.

  • Holmgang:

    Det hændte, at tingets dommere ikke kunne nå til enighed om, hvem der havde begået uret. I de situationer kunne stridens parter ty til holmgang for at afgøre tvisten.

    Holmgang indebar, at de to stridshaner mødtes til duel med skjold og økse eller sværd. Sagaerne omtaler holmgang ved det islandske tingsted Thingvellir frem til ca. år 1000.

Kongen blev tvunget til fred

Trods sagaernes beretninger om blodige opgør respekterede de fleste vikinger tilsyneladende tingfreden, og mange steder har det været forbudt at bære våben inde på pladsen – sagaerne nævner flere eksempler på vikinger, der må haste ned til deres telt eller skib efter våben.

Eksemplerne rokker dog ikke ved, at veltalenhed var vigtigere end våbenfærdigheder på tinget. En mand, der ikke rejste sig op og med ord forsvarede sin ære, blev betragtet som en kujon.

Til store ærgrelse for vikingernes skiftende konger kunne de ikke altid regne med, at tinget accepterede deres planer. Et stykke ind i 1000-tallet var kongen stadig nødt til at overtale tingets vikinger til at drage med ham i krig.
Et af de kendeste eksempler beskrives i Snorri Sturlusons kongesaga (også kaldet Heimskringla).

Snorri beretter, at den svenske konge Olof Skötkonung planlagde et felttog mod Norge, som han gerne ville føje til sit rige. Men under Alla sveers ting nær nutidens Stockholm tordnede Torgny Lovsigemand i
ca. år 1020 frygtløst mod kongen.

“Sindelaget hos svenskekongen er nu anderledes, end det tidligere var”, begyndte Torgny, der herefter gennemgik en håndfuld store svenske konger – fra Erik Emundsson til kong Bjørn og Erik den Sejrrige – som alle havde været “til at tale med”, som lovsigemanden sagde.

“Men til den konge, vi har nu, tør ingen sige andet end det, kongen selv vil. Han tragter efter at få Norgesvældet, som ingen svens­ke­kon­ge før har tragtet, og det giver uro blandt mange folk”.
Ifølge sagaen brølede Torgny herefter af sine lungers fulde kraft mod kongen:

“Nu ønsker vi bønder, at du bliver forligt med Olav den Tykke – Norges konge – og gifter ham med din datter Ingegerd. Hvis du ønsker at genvinde de riger ved Østersøen, som dine slægtninge og forfædre før har haft, så vil vi alle følge dig i det. Men hvis du ikke gør, som vi siger, vil vi angribe dig og dræbe dig, da vi ikke tåler ufred og ulovligheder fra dig. Sig nu straks, hvilket vilkår du vælger!”

Da slog vikingerne med deres våben og lavede en voldsom larm for at udtrykke deres enighed.

Ifølge sagaen rejste kong Olof sig derpå og talte. Skuffet lovede han at gøre, som bønderne ønskede, “for sådan havde svenske konger altid gjort”.

Kristendommen knægtede tinget

Vikingernes demokrati levede ikke op til nutidens normer. Jarler og storbønder kunne vinde tinget for deres synspunkter ved at intimidere deltagerne med deres hirdsmænd. Og det var også en kendt sag, at mange tvister aldrig nåede frem til tinget, fordi en af parterne led en voldelig død uden vidner.

Alligevel betød kristendommens indførelse et tilbageskridt for vikingernes frihed og medbestemmelse.

Biskopper lovede kongen et sikrere greb om magten, for regenten kunne påstå, at Gud havde udvalgt ham til at herske.

Paradoksalt nok besluttede vikingerne på Island i år 1000 på Altinget netop at indføre kristendommen.

Læs også:

Komet Syrien Abu Hureyra
Arkæologi

Rumobjekt smeltede stenalderbosættelse

2 minutter
Kriminalitet

Scandinavian Star: Historien bag katastrofen

31 minutter
Om Historie

VIND KÆMPEMÆSSIG TAJ MAHAL i LEGO

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul