Snelandskab, Thors hammer

Vikingernes fimbulvinter bygger på virkelige hændelser

Vikingerne frygtede fimbulvinteren, som ville udløse hungersnød og indvarsle verdens undergang. Beretningerne er ikke fri fantasi, mener forskerne. Fimbulvinteren har sin rod i året 536 e.Kr.

Vikingerne frygtede fimbulvinteren, som ville udløse hungersnød og indvarsle verdens undergang. Beretningerne er ikke fri fantasi, mener forskerne. Fimbulvinteren har sin rod i året 536 e.Kr.

The Print Collector/Imageselect & Shutterstock

Alene ordet fimbulvinter kunne få vikingerne til at skælve. Fimbulvinteren indvarslede et iskoldt mareridt af sult og krig, før verden gik under i ragnarok, hedder det i værket “Den yngre edda”.

Det middelalderlige bogværk rummer vikingernes digte, der blev skrevet ned omkring år 1220 af den islandske historiker Snorri Sturluson. Digtsamlingen regnes i dag for den bedste kilde til forståelsen af vikingernes tro.

Ifølge Den yngre edda var der nok at være bange for: “Tre vintre går ud i ét uden somre imellem”.

Den iskolde, solløse periode beskrives i eddadigtet “Vølvens spådom” som “en sværdtid, skjoldtid – før verden forgår”.

I årtier har forskerne afskrevet fimbulvinteren som en myte – på linje med de drager og hekse, som vikingerne også troede på. Men nye forskningsresultater tyder på, at den dødbringende vinter fandt sted i jernalderen og ramte vikingernes forfædre i Norden.

Fimbulvinteren var åbenbart så grusom, at beretningen om den blev en lige så kendt del af vikingernes asetro som Odin, Thor og Midgårdsormen.

Vulkan udløste istid

Katastrofen begyndte med et vulkanudbrud, som forskere har fundet spor af i Alperne.

Bog

Digtene i Den yngre edda handler mest om nordiske guder og stammer fra vikingetiden. I generationer blev digtene overleveret mundtligt, indtil Islands mest magtfulde mand, Snorri Sturluson, skrev dem ned.

© Shutterstock

I år 536 e.Kr. gik vulkanen Katla i udbrud på Island og udløste en klimakatastrofe. Store mængder lava og underjordiske gasser væltede op fra dybet. Fra Grønland til Kina fyldte det gigantiske vulkanudbrud atmosfæren med røg og tåge.

Et væld af skriftlige kilder fra 536 fortæller samstemmende: Solen blev sløret, høsten slog fejl, og folk sultede. Irske årbøger beretter om hungersnød, mens kinesiske krønikeskrivere observerede sne midt om sommeren.

Ifølge den romerske historiker Cassiodorus (ca. 490-590 e.Kr.) skinnede solen det år blot et par timer om dagen – fra en himmel fyldt med mørke skyer. Ved at undersøge iskerner fra den grønlandske indlandsis fandt forskere fra NASA allerede i 1983 vulkanske spor fra år 536.

“Kineserne prøvede at spå om fremtiden ved at kigge på stjernebilleder, men i år 536 var de væk!” Jeanette Varberg, arkæolog og museumsinspektør.

NASA’s mistanke om en uhyggelig katastrofe blev styrket, da eksperter undersøgte gamle kinesiske beskrivelser af stjernehimlen, forklarer en af Nordens førende eksperter i vikingerne og deres forfædre: Jeanette Varberg, der er arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet.

“Kineserne prøvede at spå om fremtiden ved at kigge på stjernebilleder, men i 536 var de væk! Der var en tåge over stjernerne. Det er også blevet bekræftet af mesopotamiske kilder”, forklarer Varberg.

Siden opdagelsen i 1983 har forskerne forsøgt at lokalisere vulkanen, der udløste fimbulvinteren. Ilopango i El Salvador var længe under mistanke, men i dag hælder de fleste forskere til en islandsk vulkan.

“Analyser af en glassplint fra år 536 – fundet i isen i De Schweiziske Alper – peger på Katla. Det er som et kemisk fingeraftryk”, siger Varberg.

Island

Vulkanen Katla ligger delvist under gletsjeren Mýrdalsjökull i det sydlige Island. Katla var længe yderst aktiv – mellem 930 og 1918 var vulkanen i udbrud mindst 20 gange. Ingen af dem dog så voldsomt som i år 536.

© Shutterstock

Katlas voldsomme udbrud indhyllede den nordlige halvkugle i tåge, og hen over de næste måneder faldt sommertemperaturen tre-fire grader. Resultatet var ifølge Varberg “den værste nedkøling i 2.000 år”.

Fire grader lyder måske ikke umiddelbart af alverden, men temperaturudsvinget var nok til at gøre 536 til “det værste år at leve i”, mener historikeren Michael McCormick, der er professor ved Harvard University i USA.

Varberg er enig og understreger, at solens svage stråler gik hårdest ud over vikingernes forfædre højt mod nord:

“Kulden varede i tre år i Irland, men op til 10 år i Nordskandinavien. I Sydeuropa er temperaturudsving ikke så fatale, men i det nordlige Skandinavien levede folk i forvejen på kanten”.

Uden tilstrækkeligt sollys modnede kornet ikke på jernalderbøndernes marker, men gik i stedet i forrådnelse. Da vikingernes forfædre var bønder, resulterede fejlslagen høst i hungersnød – især i Norge, hvor arkæologerne har fundet spor af markante ændringer i 500-tallet.

Jeanette Varberg

I sin bog “Viking” gennemgår Jeanette Varberg bl.a. forskernes viden om fimbulvinteren.

© Mogens Engelund, engelund.dk

Spor af hungersnøden ses fx i landsbyen Landa i Sydvestnorge, der havde været beboet i 2.000 år, men blev forladt omkring år 536. Længere nordpå i Norge tyder fraværet af arkæologiske fund fra 500-tallet på, at befolkningstallet dalede drastisk.

“Arkæologerne burde have fundet noget, men der er intet! Der er altså statistisk grundlag for at sige, at noget usædvanligt må være hændt”, mener Varberg.

Pollenanalyser bekræfter billedet. Forskere har analyseret pollen i knap 1.500 år gammel tørv, der blev gravet op i Sverige og Norge. Marker, der dyrkes, vrimler med pollen fra korn og græs, men i det nordlige Sverige og Norge rummer tørv fra midten af 500-tallet stort set ingen græspollen – fordi store områder stod uopdyrkede og sprang i skov efter fimbulvinteren.

Svenske arkæologer skønner, at halvdelen af alle bebyggelser i Mälardalen nær Stockholm blev forladt i 500-tallet. Det samme gælder Öland og Gotland. Nogle flygtede formentlig mod syd, andre omkom. Forskere regner med, at Nordskandinaviens befolkning blev halveret i årene efter 536.

Får, græs, hytte

Fra får fik vikingernes forfædre uld og kød.

© Shutterstock

Solen betød liv eller død for vikingernes forfædre

I 500-tallet var Norden beboet af bønder, som dyrkede jorden og var dybt afhængige af årets få lune sommermåneder.

På mange måder levede vikingernes forfædre et liv, der lignede deres berømte efterkommeres. I 500-tallet handlede de med omverdenen, var underlagt en lokal hersker og dyrkede jorden for at kunne forsørge deres familie.

Husdyr som får, geder, svin og køer udgjorde en vigtig del af husholdningen, og det meste af året græssede de på enge nær gården. Når vinteren satte ind, blev de fleste dyr slagtet og kødet røget, tørret eller saltet for at kunne holde sig.

Kun avlsdyr overvintrede i stalden, men de krævede meget hø. Kolde somre med dårlig græs-vækst var katastrofale for vikingernes forfædre, fordi de ikke kunne skaffe nok hø, før vinteren satte ind.

Bønderne dyrkede desuden byg, hvede og havre. Hvis sommeren var kold, svigtede høsten, og så havde bønderne mindre forråd til at fremstille grød og brød af, der udgjorde grundstenene i datidens kost.

Selvom forskerne regner med, at Den yngre eddas beskrivelse af konstant kulde er en overdrivelse, viser dendrokronologi, at der var tale om en klimakatastrofe.

Dendrokronologi er studier af træers årringe. Fundne stolper af træ, der er fældet i årtierne efter 536, viser tydeligt, at sollyset svigtede.

“Hvis træet har en bred årring, har det været et godt år med stor vækst. Men årringene er næsten usynlige under fimbulvinteren”, forklarer Varberg.

Mens sporene af fimbulvinteren er tydeligst i Norge og Sverige, er de mindre markante i Danmark. Ifølge Varberg skyldes det, at klimaet i det sydlige Skandinavien var mildere, og befolkningen derfor hurtigere kom til hægterne efter kuldeperioden.

Helt slap danerne dog ikke. Fund af store guldskatte, der blev begravet i 500-tallet, tyder på, at bønderne i Danmark ofrede formuer til guderne for at få sol og varme.

Over hele Norden forvoldte det kolde klima i midten af 530’erne så svære kvaler, at historien om lidelserne ifølge historikernes teori blev genfortalt i generationer.

Ulve åd solen og månen

Ved vikingetidens begyndelse 200-250 år senere var forfædrenes lidelser blevet til en begivenhed, der ville gentage sig engang i fremtiden: Den grusomme fimbulvetr – oldnordisk for hovedvinter eller vinteren over alle vintre.

“Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet”, beretter Den yngre edda.

Vikingernes dommedagsprofeti nøjedes ikke med at advare om kulde. Nøden ville resultere i “kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab”.

“Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster,...”. Vikinge-digt om fimbulvinteren.

I kølvandet på menneskenes blodsudgydelser ville ulve sluge hhv. solen og månen og verden havne i mørke.

“Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri”, hedder det i Den yngre edda.

Når Fenrisulven rev sig løs, begyndte ifølge myterne selve ragnarok – kampen mellem guder og jætter – der ville slutte med verdens undergang.

De eneste overlevende mennesker efter fimbulvinteren og ragnarok ville ifølge Den yngre edda være parret Liv og Livtraser, der – som Biblens Adam og Eva – sørgede for at sætte børn i den nye og bedre verden.

Thor, Thors hammer, lyn

End ikke guderne ville overleve ragnarok, mente vikingerne. Først ville Thor dræbe Midgårdsormen, men tordenguden ville synke sammen blot ni skridt senere, når slangens gift gjorde det af med ham.

© Heritage Images/Getty Images

Vikingerne efterlod sig ingen længere tekster. De eneste ord fra vikingetiden, som ikke har været gennem en kristen munks manipulerende redigering, er teksterne på runesten.

Derfor er der gennem tiderne blevet forsket ivrigt i inskriptionerne, og én af dem synes at bekræfte, at vikingernes fimbulvinter bygger på det kvalfulde år 536.

I begyndelsen af 800-tallet rejste vikinger en runesten nær søen Vättern i Sverige. Den gådefulde sten i Rök prydes af Nordens længste runeindskrift og nævner bl.a. en dramatisk begivenhed “for ni generationer siden”.

Mens de fleste historikere kæder katastrofen sammen med begivenheder, der fandt sted i 400-tallet, mener den svenske fimbulvinter-forsker Bo Gräslund, at Rökstenen henviser til vinteren 536.

Runsten

Hvis vikingerne regnede 25-30 år for en generation, passer Rökstenens omtale af en katastrofe for ni generationer siden med fimbulvinteren.

© Arkland

Mens klimakatastrofen i 536 og de efterfølgende år er relativt godt belyst, kniber det med den del af fimbulvinteren, som handler om, at brødre førte krig mod hinanden.

“Vi har ingen beviser på krig”, erkender Varberg.

Beretninger om krig og blodsudgydelser under fimbulvinteren kan være føjet til i 800-900-tallet for at få spådommen til at passe bedre ind i vikingernes beretninger om gudernes evige kamp mod jætterne.