Vikingernes ringborge blev forladt efter få år

Tyskerne erobrer Dannevirke

I 974 angreb en hær fra Det Tysk-Romerske Rige den danske forsvarsvold Dannevirke. Kilder fortæller, at kriger efter kriger væltede ind over volden. Med pile, økser og sværd blev de danske vikinger slagtet, mens de desperat forsøgte at forsvare fæstningsværket Dannevirke. Luften genlød af skrig og suk fra mænd, der med dræbende slag fra tysk-romerne blev ekspederet til Valhalla.

Pøle af blod sivede langsomt ned i tørven, som kong Harald Blåtand omhyggeligt – men forgæves – havde fået forstærket volden med. Dannevirke blev løbet over ende af fjenden, og Det Tysk-Romerske Rige besatte den vigtige handelsby Hedeby og krævede en enorm krigsskadeerstatning, som truede med at sende det danske rige ud i forarmelse.

I 974 var Harald Blåtand konge i Danmark. Mens hans far, Gorm den Gamle, formentlig kun havde hersket over det jyske landområde, var Harald beviseligt konge over det, vi i dag kender som Danmark, og tillige dele af Sverige og Norge. Ligesom faderen havde Harald blik for både krig og politik og var tidligt blevet inddraget i Gorms regeringsførelse. Og da den gamle konge døde i 958, tydede alt på, at kongesønnen ville blive en dygtig regent.

Danmark var en krudttønde

Harald arvede imidlertid ikke kun Gorms titel, men også hans politiske problemer. Nok havde Gorm været konge, men hans position var ikke så etableret, som titlen antyder. I 900-tallet var en konge blot en ledende stormand, der af de andre stormænd blev betragtet som “først blandt ligemænd”. Kongeværdigheden blev ikke automatisk nedarvet, så Haralds magt var ingen selvfølge – han måtte kæmpe for den. Overalt i det danske rige lurede fjendtlighed, og ethvert fejltrin kunne resultere i kongens fald.

Som om de interne konflikter ikke var nok, arvede Harald også truslen fra syd, hvor først germanske stammer og senere Det Tysk-Romerske Rige lå på lur. For at stække den stærke nabo – som kunne tænkes at angribe de hedenske danskere under påskud af et kristent korstog – konverterede Harald til kristendommen. Alligevel drog han på erobringstogt syd for grænsen, og efter et fejlslagent felttog blev Harald sendt i defensiven, og Dannevirke indtaget. Nederlaget ved Dannevirke i år 974 sendte Harald Blåtand ud i en dyb krise. Han vidste, at en konge, der ikke kunne forsvare sit land og sit omdømme, sad usikkert på tronen.

Haralds far, Gorm den Gamle, havde oprindeligt været en af rigets stormænd, men havde efter en karriere som rådgiver for den engelske konge tilkæmpet sig titlen som Danmarks første konge.

Men det hele var forgæves. I 974 stod Harald med et Dannevirke, der var rendt over ende, og et ulmende oprør blandt Danmarks stormænd, som mente, at Harald ganske enkelt var for svag til at lede riget og havde tilranet sig en magt, han ikke havde krav på. Kongen måtte handle straks, hvis ikke tronen skulle glide ham af hænde. For at demonstrere sin magt og sit vælde kastede han sig ud i et projekt, som skulle styrke ham militært og kvæle ethvert opløb til oprør: Harald begyndte at befæste Danmark med gigantiske ringborge, hvis lige aldrig var set før i Skandinavien.

Ingen kilder nævner borgene

Ingen af de danske ringborge er omtalt i samtidige kilder. Historikernes viden om de unikke forsvars-værker bygger derfor primært på arkæologiske udgravninger. Datering af træstykker fundet under udgravninger viser, at borgene blev bygget af træ, der blev fældet omkring år 980. Årstallet er fundet ved hjælp af dendrokronologi – det vil helt enkelt sige: Ved at tælle årringe i træ.

Selvom konceptet er simpelt, er teknikken en af de allerbedste og mest præcise redskaber til at datere fund. Tidligere kunne metoden primært fortælle om et træs alder, da det blev fældet.

Men fordi årringene viser, hvor meget træet har vokset i et specifikt år, har forskere i dag kunnet udforme en ret præcis facitliste til at aldersbestemme årringene efter. Barske vintre sætter aftryk. Det samme gør store begivenheder som vulkanudbrud m.m. I dag eksisterer der en global “profil” for årringe i træ, så forskerne ret præcist kan datere træ ved at kigge på årringene bredde og form. Sammenholdt med kulstof 14-analyser kan arkæologerne derfor datere begyndelsen af byggeriet med ret stor nøjagtighed til omkring år 980.

Borgenes funktion er straks sværere at forklare. Placeringen af anlæggene har dog har givet historikerne et fingerpeg om hensigten bag byggeriet. Alle borge ligger inde i landet – langt væk fra kysten – forholdsvist langt fra landegrænserne og fordelt rundt i hele landet.

Placeringen vurderer historikere som tegn på, at borgene ikke skulle fungere som et forsvarsværk som fx Dannevirke og holde ydre fjender væk. Mere sandsynligt har borgens funktion været at vise styrke indadtil og fungere som militære støttepunkter for Harald Blåtand, når han skulle forsvare sig mod oprørske danske stormænd.

At borgene i datiden har været skræmmende bastioner for enhver rebelsk stormand, er forskerne ikke i tvivl om. Hver eneste borgs byggegrund blev valgt med stor omhu, så borgene var lette at beskytte mod angreb. Tre borge lå i ågafler – steder, hvor to vandløb mødes – hvilket gav beskyttelse fra tre sider. Den eneste borg, som ikke lå i en ågaffel, var så svær at sejle ind til, at det nærmest var umuligt at angribe borgen fra søvejen.

På samme måde var farvandene, som ledte op til borgene, så smalle, at skibe ikke kunne angribe i formation, men måtte sejle i en lang række – en sårbar position for en flåde. Uanset om angrebet kom fra land eller vand, havde spejderne på borgene god udsigt og kunne holde øje med, hvad der skete omkring dem, og indkalde forstærkninger. Med andre ord levede borgene op til deres formål straks fra begyndelsen.

Trelleborg lagde Sjælland bar

Efter beslutningen om at opføre ringborgene og valget af den perfekte lokation begyndte arbejdet med at bygge de enorme fæstningsværker. Godt nok blev borgene primært opført af jord og træ, men arkæologiske udgravninger viser, at Haralds imponerende borge lagde beslag på enorme ressourcer og pressede vikingernes teknologiske kunnen til det alleryderste.

Fx krævede byggeriet af Trelleborg nær Slagelse så enorme mængder af tømmer, at vikingerne – ifølge forskere tilknyttet Trelleborg – måtte fælde halvdelen af al egeskov på Sjælland for at bygge borgen.

På praktisk vis blev fæstningerne derfor placeret i umiddelbar nærhed af store skove, som kunne sikre leverancerne af træ til det omfattende byggeri.

Hvem der stod for det daglige byggearbejde, ved historikerne ikke, men nogle forskere mener, at en forklaring gemmer sig i ellers meningsløse passager i gamle overleveringer.

Fx fortæller Sven Aggesen, en krønikeskriver fra 1100-tallet, at kongen udsendte en hær “for at slæbe på en vældig stor sten”. Nogle historikere mener, at beretningens påstand om, at kongen tvang danskerne til at slæbe store sten, kan være en omskrivning af en tåget erindring om, at Harald tvang befolkningen til at udføre store anlægsarbejder, som de ikke umiddelbart forstod nytten af.

Mere sandsynligt er det dog, at Sven Aggesen taler om Jellingstenen, den enorme sten, som Harald Blåtand lod slæbe op på en bakke ved Jelling i Jylland for at sikre sit eftermæle. Men samtidig kan det absolut være muligt, at Haralds hær blev sat til byggearbejdet. Vi ved i hvert fald, at et oprør blandt de stolte krigere begyndte at ulme i årene omkring 980. Muligvis har de været utilfredse med at skulle bruge tid og kræfter på at skovle jord frem for at slås og plyndre.

Udformningen var kristen

Lige meget hvem Harald satte til at bygge borgene, vidner planlægningen og udførelsen om stor ekspertise inden for matematik og ingeniørkunst. Alle borge er bygget efter samme grundplan – en cirkelrund, geometrisk nøjagtig jordvold omgivet af en voldgrav.

Forskere mener, at selve designet af borgene – en cirkel med gader, der krydser hinanden i centrum – har sin oprindelse i de såkaldte hjulkort. Kortene var datidens måde at fremstille verden på. Ifølge korttegnerne var verden cirkelrund og delt af fire floder, som krydsede hinanden i verdens midtpunkt – kristendommens helligste by, Jerusalem. De kluntede kort var ikke tænkt til rejsebrug, men blot som et anskueligt symbol på det nyligt opståede kristne verdensbillede.

Harald – der opfattede sig selv som kongen, der havde kristnet danskerne – ønskede med formen sandsynligvis at markere sit tilhørsforhold til den nye religion og måske søge Guds beskyttelse.

Vikingerne var dygtige bygmestre

Ringborge, som dem Harald Blåtand byggede i Danmark, kendes kun fra få andre steder i verden. I Skåne – som under Harald tilhørte Danmark – er der fundet spor efter endnu to ringborge, men deres alder og konstruktion er forskerne ikke helt sikre på – måske er borgene tidligere end Haralds.

I Holland og Belgien har arkæologer fundet rester af borge, hvis grundplan minder om de danske, men disse borge er ca. 100 år ældre. Borgene kan have inspireret Haralds bygmestre, men grundplanen i de danske ringborge er langt mere stringent og geometrisk.

Haralds borge er nemlig arkitektoniske perler og vidner om vikingernes store byggetekniske kompetencer. For at kunne opføre forsvarsværkerne så nøjagtigt må vikingerne have været i stand til at foretage komplicerede geometriske udregninger og haft stort kendskab til jords og tømmers egenskaber som byggematerialer. Fx vil en jordvold skride sammen, hvis den ikke bliver sammensat korrekt.

Vikingerne byggede derfor cirkelvolden over et indre skelet af lodrette og vandrette tømmerstokke, som effektivt holdt hinanden på plads og forhindrede en udskridning.

Skelette består af 1800 asketræer

Arbejdet med at bygge den solide vold har krævet et ubegribeligt stort antal arbejdstimer. Alene opgaven med at flytte fyldjorden må have taget pusten fra selv den mest hærdede viking. På Trelleborg er der anvendt over 20.000 m³ jord – nok til at fylde ladet på 1.600 moderne lastbiler.

For at holde jorden på plads flettede arbejderne først 1.800 unge asketræer, som udgjorde voldens indre skelet. De vandrette bjælker gik tværs gennem volden og forbandt yder- og inderside. Voldens yderside blev derefter beklædt med egeplanker, og i alt blev der brugt omkring 8.000 store egetræer til konstruktionen af palisader, huse og veje.

De fleste egetræer har været ca. 200 år gamle, da de blev fældet, med et tværmål på 120-130 centimeter og en højde på otte til ti meter. De gamle træer var med til at skabe voldene, der effektivt har kunnet holde fjenden ude. Den eneste måde, besøgende kunne komme ind i borgene på, var via en af ringborgens fire porte, der bestod af op til seks meter brede stensætninger og planker. Stenfundamenterne tyder på, at der har stået tømrede tårne eller porthuse oven på.

Foran borgene havde arbejderne gravet voldgrave, og broen, der førte over voldgraven, var placeret midt imellem de to hovedporte, så en angribende fjende var sårbar over for sten, spyd og pile så lang tid som muligt, inden han nåede portene. Fra de fire porte, som var placeret ekstremt nøjagtigt ud for de fire verdenshjørner, løb to trælagte gader gennem borgens indre område.

Netop portenes meget præcise placering har længe været en af forskernes måder at definere en ringborg på. I de fire danske ringborge Fyrkat, Trelleborg, Aggersborg og Nonneborg ligger portene placeret, så de vender direkte mod nord, syd, øst og vest. Tre af de andre ringborge, Borgring i Danmark og Trelleborg og Borgeby i Sverige, har porte, der ligger et par grader forskudt i forhold til verdenshjørnerne.

Bl.a. derfor har forskerne længe været i tvivl om, hvorvidt de tre sidste borge skal tælles med som ringborge. Men de fleste mener i dag, at forskydningen er sket af æstetiske grunde, og at de tre borge er at regne for vikingeringborge. Om de to svenske er bygget af Harald Blåtand er dog mere tvivlsomt, da undersøgelser tyder på, at borgene er en del ældre end fra år 980.

Ikke kun portene var placeret med præcision. Inde i borgene krydsede gaderne hinanden præcis i cirklens midtpunkt – svarende til floderne på det kristne hjulkort. Det solidt byggede gadenet skulle modstå vedholdende trafik af de 500 til 800 mennesker, som bemandede borgene. Hvem beboerne var, ved historikerne ikke, men et gæt er, at de var Harald Blåtands personlige hird – kongens edsvorne mænd og deres familier.

Beboerne var unge, smukke og rige

Livet på borgene må have handlet om andet end krig og forsvar, for de små samfund havde værksteder, som også fremstillede andet end militær udrustning. På bl.a. Fyrkat har arkæologer fundet spor efter smedjer, som forarbejdede både guld og sølv. Også på andre borge har de udgravet smykker og lignende spor efter en velstående befolkning.

Især to grave, som forskerne har afdækket ved Trelleborg, bekræfter beboernes velstand. I den ene grav lå resterne af en mand begravet med en sølvindlagt tømmerøkse ved sin side, mens en kvinde i den anden grav havde fået dyrebare glasperler og guld med sig. Parret har sandsynligvis spillet en fremtrædende rolle i borgens dagligliv – måske som bestyrere på en af gårdene.

Arkæologer, som har undersøgt knogler fra borgenes gravpladser, kan konkludere, at mange af de begravede er unge mænd, som tydeligvis var både sunde og stærke. Deres tænder var næsten uden huller og dermed i langt bedre stand, end tilfældet var hos vikingetidens mennesker i almindelighed. De nyeste undersøgelser af skeletterne viser, at krigerne er vokset op uden for Danmark, og forskerne mener nu, at der er tale om slaviske lejesoldater fra egnene syd for Østersøen.

Dette understøttes af ringborgenes mange lighedspunkter med flere af de borge, som ligger langs Østersøens sydkyst. Ifølge forskerne bekræfter disse fund antagelsen om, at mandskabet på borgene var elitetropper, der var udstationeret for at beskytte Harald og derfor blev holdt i fysisk topform.

Borgene skulle skræmme

De store ringborges blotte tilstedeværelse må have virket både ærefrygtindgydende og intimiderende på områdets lokale beboere. Herfra kunne Haralds folk holde ro og orden og ganske nemt overvåge, om der var optræk til oprør, mens de opkrævede skatter. Sølv, kød og korn udgjorde skatterne og gik bl.a. til at brødføde Haralds udvalgte.

Når kongen og hans følge, der havde residens i Jelling i det sydlige Jylland, besøgte egnen, gav borgene formentlig også husly til Harald. Derudover fungerede borgene som handelspladser, mener historikerne. Håndværkere og handelsfolk kom dertil for at sælge varer til kongens købedygtige folk, og de mange værksteder inden for borgene vidner om, at Haralds mænd producerede så meget, at de også tiltrak handel fra oplandet.

Efterhånden som borgene blev kendt som magtcentre og handelspladser, begyndte flere at slå sig ned rundt omkring dem. På den måde opstod flere lokalsamfund, som udviklede sig til små byer. Fx udsprang byen Hobro formentlig af en bebyggelse nær Fyrkat. Mens Harald byggede sine borge, kogte utilfredsheden stadig under overfladen rundt-omkring i Danmark – muligvis forstærket af de mange byggerier, der har medført enorme udgifter og med al sandsynlighed øgede skatter.

Haralds søn gør oprør

Med fokus på at sikre magten indadtil kunne Harald næppe forudse, at den største trussel mod ham skulle komme fra hans nærmeste. Blåtands søn Svend var – som det sig hør og bør – kommet i krigerlære hos sin far. I 983 sendte Harald den unge Svend – der senere fik tilnavnet Tveskæg – til Hedeby for at erobre det grænsefort, som kejser Otto 2. havde opført efter slaget på Dannevirke. Kongesønnen klarede opgaven og vendte hjem som en helt.

Rigets stormænd så Svend som en ung, intelligent og ekstremt handlekraftig kriger og besluttede derfor at indsætte ham på tronen i stedet for Harald. Hvorfor Svend gik med på idéen, ved historikerne ikke – måske var han enig i kritikken af faren, måske var det et personligt opgør mellem far og søn. Krøniken Gesta Cnutonis, skrevet omkring 60 år senere, beretter:

“Da han (Svend, red.) havde nået ynglingealderen, voksede han dag for dag i folkets kærlighed; som følge heraf tiltog også hans fars ugunst imod ham mere og mere”. Kildematerialet er generelt for tyndt og usikkert til at drage en bestemt konklusion om Svends motiver. Sikkert er det imidlertid, at en hær under Svends ledelse vendte sig mod Harald, som straks flygtede til Sjælland.

Her mødte kongen oprørerne i et åbent slag. Harald tabte og måtte flygte. I eksil samlede Harald en flåde, som i 986 var klar til at optage forfølgelsen af Svends flåde. Ifølge overleveringen fandt slaget sted på Helgenæs på Mols. Harald Blåtand drog til Jomsborg og fik Jomsvikingerne med sig, og de drog mod Svend Tveskæg.

Det blev til en drabelig kamp på Helgenæs, som Harald Blåtand tabte. Under kampen blev Harald hårdt såret. Jomsvikingerne førte ham til Jomsborg, som lå ved Oderflodens munding i Venden. Her døde Harald Blåtand ca. 986, og han blev derefter ført til og bisat i Den Hellige Trefoldighedskirke, som han selv havde grundlagt i Roskilde.

“Denne vor Harald, som var den første, der påbød danerfolket kristendommen og fyldte hele Norden med præster og kirker, han, det siger jeg, blev uskyldigt såret og forjaget for Kristi skyld, men han vil, det håber jeg, ikke komme til at savne martyrkronen”, skrev den tyske kronikør Adam af Bremen senere om den danske konges død.

Efter Haralds død overtog den populære Svend kongeværdigheden, og både religiøse og politiske modsætninger fortonede sig hurtigt. Svends metode til at samle danskerne var lige så enkel, som den var velafprøvet: En krig mod en ydre fjende. I 990 optrappede han interessen for England, og fire år senere stod Svend selv i spidsen for en storstilet flådeinvasion af London.

Det udenlandske eventyr sørgede for, at oprørske stormænd og andre, der kunne rejse kritik af hans styre, fik andet at tænke på. Succesen i England beseglede den unge konges popularitet. Ringborgene mistede ganske hurtigt deres betydning. Umiddelbart efter invasionen af London blev ringborgene taget ud af brug og rømmet. Med et rige, der igen var faldet til ro, var det simpelthen for dyrt at opretholde et mandskab på borgene og vedligeholde selve bygningsværkerne.

Fund på borgene tyder på, at rømningen var planlagt og fredelig. Vikingerne har fx sørget for at tage deres våben med. På Fyrkat har arkæologerne således fundet hele 150 hvæssesten, men ikke et eneste sværd. Herefter er borgene i stilhed faldet i ét med landskabet – indtil de dukkede op igen omkring 1.000 år senere, da arkæologer fjernede græstørvene og blotlagde konstruktionerne.