En alliance af irere og skotter angriber i 937 e.Kr. den engelske kong Athelstan i det nordlige England. Angribernes mål er at knuse nabolandets konge, men Athelstan har et es gemt i ærmet: Vikinge-lejetropper.
Under slaget ved Brunanburh i Northumbria kæmper den islandske viking Thorolf Skallagrímsson på engelsk side. I ren dødsforagt bærer Thorolf ingen ringbrynje, og da den skotsk-irske alliance er ved at få overtaget på slagmarken, bliver han grebet af et vildt raseri: Thorolf går bersærk.
“Bersærkerne brølte, kampen var i gang/ulvhednerne hylede og rystede spyddene” Uddrag fra “Haraldskvadet”, ca. 900 e.Kr.
Ifølge “Egil Skallagrímssons saga” fra 1200-tallet smed Thorolf sit skjold om på ryggen, hvorefter han brugte sit tunge tohåndsspyd til at meje skotter og irere ned med til højre og venstre. Til sidst stod bersærken over for en af fjendens ledere, en mægtig jarl:
“Derpå satte han jarlen spyddet for brystet, og drev det gennem hans brynje og krop, så det kom ud mellem skuldrene. Så trak Thorolf sit sværd og huggede til begge sider; hans mænd fulgte ham, så der faldt mange”.
Takket være vikingerne sejrede Athelstan. Frygtløse bersærker som Thorolf var nemlig et supervåben, der i vikingetiden ofte spillede en afgørende rolle på slagmarken.
Bersærkergangen var oldgammel
En bersærk var i vikingetiden en kriger, der blev grebet af så voldsomt et raseri på slagmarken, at han uden tanke for sin egen sikkerhed gik amok i en blodrus. Fordi bersærker ikke frygtede døden, kæmpede de uden en ringbrynje, som i vikingetiden kunne veje op mod 10 kg.
Ordet bersærk (oldnordisk berserkr) betyder sandsynligvis “bar særk” (skjorte), hvilket tyder på, at bersærkerne kæmpede i bar overkrop. Visse sprogforskere har dog hævdet, at ordet oprindeligt betød “bjørneskjorte”, og at bersærkerne kæmpede iført bjørneskind.
Uanset hvad, så fandtes halvnøgne og frygtløse krigere længe før vikingetiden ifølge historikeren Michael P. Speidel. En stenfigur fra Kernosovka i Ukraine dateret til 3000-4000 f.Kr. forestiller fx en nøgen kriger med bælte, langt hår, tre økser, en kølle og et spyd.
Vilde krigere fandtes verden over
Aztekere dansede natten lang
Quachic-krigere var aztekiske elitesoldater, som havde aflagt ed på aldrig at trække sig tilbage. Krigerne nød visse privilegier – fx havde de adgang til glædespiger. Før et slag kom quachic’erne i blodrus ved at danse nøgne omkring.
Indianere løb frem mod pilene
Blandt oglala-stammen i det nuværende South Dakota fandtes der en særlig gruppe krigere, som havde svoret at kæmpe til døden. Uden frygt løb de frem mod fjendens bueskytter, som de spiddede med hjorteklove påført skarpe jernspidser.
Frygtløse krigere gik amok
På Malabarkysten i Indien så hollænderen Johan Nieuhof i 1662 de såkaldte amok-krigere: “Som gale mænd løber de mod deres fjenders sværd, hvilket gør dem frygtet af alle”. Ordet amok betyder på sproget malajisk “vild kriger”.
Bersærker var ifølge Speidel også til stede i Assyriens hær som lejesoldater, da landets kong Tukulti-Ninurta i 1228 f.Kr. knuste babylonierne. Kongen hyrede efter sin triumf en digter til at skrive et sejrskvad:
“Rasende løb de til fronten uden rustning. De har fjernet deres brystpanser, smidt deres klædestykker, bundet deres hår op og pudset deres våben”.
I oldtiden var især kelterne kendt for at kaste sig nøgne ind i kampen mod de militært overlegne romere. Op gennem det første årtusind e.Kr. forsvandt taktikken dog fra Europas slagmarker – bortset fra i Norden.
Hårfager havde bersærker i lasten
I 1734 fandt husmanden Erich Lassen det mindste af de to guldhorn fra Gallehus i det sydlige Danmark. Fundet kunne dateres til omkring 400 e.Kr., og blandt motiverne på hornet fik forskerne øje på to nøgne bersærker: Den ene med sværd og skjold, den anden med en hornet hjelm.
Selvom vikingerne brugte hjelme uden horn, kendes hornede hjelme fra jernalderen. Flere af dem viser nøgne bersærker-lignende krigere og mænd iført dyreskind, der danser. Ifølge visse forskere skulle dansen bringe krigerne i trance inden et slag.
Vikingernes bersærker nævnes for første gang omkring år 900. I det såkaldte Haraldskvad giver den norske skjald Thorbjørn Hornkløver en beskrivelse af slaget i Hafrsfjord, hvor det angiveligt lykkedes den norske kong Harald Hårfager at samle Norge til ét rige.
På det mindste af de danske guldhorn (her en replika) mener forskerne, at to af figurerne forestiller bersærker.
Så snart langskibene havde kastet anker i Hafrsfjord, var bersærkerne ifølge digtet de første til at gå i krig:
“Bersærkerne brølte, kampen var i gang/ulvhednerne hylede og rystede spyddene”.
Ulvhedner (eller ulvepelsene) var krigere klædt i ulveskind, som formentlig var en slags kolleger til bersærkerne.
Ifølge “Egil Skallagrímssons saga” kom Harald Hårfager sejlende til slaget i Hafrsfjord med 12 bersærker i sit forreste langskib. Kilderne tyder dermed på, at bersærkerne fungerede både som en slags elitesoldater og en fortrop, der indledte slag.
Arkæologen Jeanette Varberg har også påpeget, at vikingernes konger og jarler meget vel kan have sat bersærker ind i den såkaldte svinefylking – en kileformet krigergruppe, der pløjede direkte ind i fjendens frontlinje for at ødelægge den.
Odins krigere bed i skjoldene
Efter alt at dømme nød bersærkerne en høj status i samfundet, og mange af dem var krigsherrer. Sagateksterne fremstiller ofte bersærkerne som kvinderøvere, hvilket forskerne mener kan stamme fra en tid, hvor jævne mænd forventedes at stille deres hustruer til rådighed, når mægtige krigere kom på besøg.
Bersærkerne var nært knyttet til guden Odin, hvis navn oprindeligt betød “den rasende”. I “Ynglingesagaen” fra omkring år 1225 beskriver den islandske historiker Snorri Sturluson bersærkerne som Odins krigere:
“Odin kunne i kamp gøre sådan, at hans fjender blev blinde eller døve eller slagne med rædsel, og deres våben ikke bed mere end træstokke, men hans egne folk løb brynjeløse omkring og var gale som hunde eller ulve, mens de bed i deres skjolde og havde kræfter som bjørne eller okser; de dræbte andre mænd, men hverken ild eller jern kunne stoppe dem — det kaldes for bersærkergang”.
En udskåren skakbrik fra 1100-tallet fundet på den skotske ø Lewis viser sandsynligvis en bersærk, der sætter tænderne i overkanten på sit skjold. Ifølge historikeren Speidel udsprang den sære skik af et forsøg på at imitere bjørne:
“Ved at bide hurtigt i et skjold kan man efterligne lyden af en bjørn, der klaprer med tænderne inden et angreb”.
En af de berømte Lewis Chessmen (skakbrikker) forestiller angiveligt en bersærk, der bider i sit skjold.
Forskerne prøver stadig at forklare bersærkernes vildskab og tilsyneladende mangel på frygt. Bersærkergangen er blevet udlagt som sindssyge, epileptiske anfald eller sågar en vild rus efter at have indtaget rød fluesvamp.
Ifølge en teori af planteforskeren Karsten Fatur indtog bersærkerne ikke fluesvamp, men derimod frø fra den giftige plante bulmeurt. Effekterne af bulmeurt stemmer overens med oldnordiske beskrivelser af bersærkerne, der rystede, blev røde i ansigtet og efter bersærkergangen ofte kastede op og hallucinerede.
Fatur argumenterer for, at bulmeurten gjorde bersærkerne mindre modtagelige over for smerte, og at plantefrøene nedsatte deres blodtryk, hvilket reducerede de vilde krigeres blodtab på slagmarken – og styrkede rygterne om deres usårlighed.
Bulmeurt er fundet i en vølves (spåkvinde, red.) grav nær den danske vikinge-ringborg Fyrkat. Opdagelsen viser, at vikingerne efter al sandsynlighed kendte til plantens hallucinerende effekt.
Indtil videre er der imidlertid ikke fundet nogen konkrete beviser på, at bersærkerne indtog hverken bulmeurt eller rød fluesvamp, inden de gik bersærk.
Koblingen mellem bersærker og bjørne trækker som minimum tråde tilbage til middelalderen.
Bersærk forvandlede sig til bjørn
Efter vikingetiden fik overleverede beretninger om bersærker ofte et temmelig eventyragtigt skær. Eksempelvis kunne bersærken Bødvar Bjarke ifølge sagaerne kæmpe i skikkelse af en rasende bjørn.
Bødvar Bjarke levede angiveligt på den danske sagnkonge Rolf Krakes tid i 400-tallet e.Kr. Beretningen om denne bersærk findes i historikeren Saxos værk “Gesta Danorum” (Danernes bedrifter) fra omkring år 1200 samt i den senere islandske middelalderfortælling “Rolf Krakes saga”.
Ifølge historien vækkede den unge kriger Hjalte under et slag den tilsyneladende sovende bersærk Bødvar Bjarke. Den vækkede kriger blev rasende: Hans ånd havde nemlig – i skikkelse af en stor bjørn – kæmpet for kong Rolf og fældet mange af hans fjender på slagmarken.
Nu var trancen brudt, og bersærken kunne ikke garantere, at han var i stand til at kæmpe lige så effektivt i sin menneskeham.
Bødvar Bjarke har enkelte lighedstræk med sagnhelten Beowulf. De rejser fx begge fra Götaland i Sverige for at gå i tjeneste hos danerkongen i Lejre på Sjælland. Parallellerne har fået visse forskere til at foreslå, at historierne om Beowulf og Bødvar Bjarke oprindeligt har haft et fælles – nu ukendt – ophav.
Bersærkerne blev eventyrfigurer
Da Islands Alting i år 1000 gjorde kristendommen til øens officielle religion, var tiden ved at ebbe ud for Odins bersærker. Selve bersærkergangen blev fordømt som en hedensk uskik og forbudt ved lov.
Men vikingerne havde endnu ikke glemt deres gamle evner. Da en flok grønlandske vikinger omkring år 1020 blev angrebet af indianere i Vinland i Nordamerika, viste vikingekvinden Freydís, at også kvinder kunne gå bersærk.
Ifølge “Erik den Rødes saga” tog hun sværdet fra en død mand, blottede sine bryster og slog rasende på dem med sværdbladet. Indianerne vidste ikke, hvad de skulle stille op – og ifølge sagaen hastede de bort.
“Han løb frem foran sin fylking og huggede til begge sider, både hjelm og brynje sprang under hans hug” Beskrivelse af vikingetidens sidste bersærkergang.
Efterhånden som kristendommen vandt frem, blev bersærkerne imidlertid reduceret til spændende eventyrfigurer fra fortiden. I de mundtlige overleveringer blev nøgne krigere og kæmpere iført bjørne- og ulveskind blandet sammen og tillagt magiske evner.
Da den danske historiker Saxo Grammaticus omkring år 1200 skrev sit store værk “Gesta Danorum” (Danernes bedrifter), anså han bersærker som en slags kæmper, der kun kunne dræbes med kølleslag.
Sagnkongen Halfdan sloges ifølge Saxo med en 4,5 meter høj bersærk. Da Halfdan udfordrede kæmpekrigeren – kaldet Hardben – blev bersærken angiveligt så vred, at han bed stykker af sin skjoldkant og dræbte seks af sine egne mænd.
Konge gik bersærk
Selvom middelalderen var fuld af krige, forsvandt behovet for bersærker på slagmarken ifølge Speidel. Hærene blev mere disciplinerede og veludrustede, og ensomme krigere uden rustning var lette ofre.
Meget passende endte vikingetiden – ifølge “Harald Hårderådes saga” – med et bersærker-angreb. I 1066 invaderede en norsk hær England under ledelse af kong Harald Hårderåde.
Visse forskere har hævdet, at bersærkerne drog i kamp iført bjørneskind.
Det afgørende slag stod ved Stamford Bridge, og sagaen beretter, at kongen under kampen blev “rasende, så han løb frem foran sin fylking og huggede til begge sider, både hjelm og brynje sprang under hans hug, sådan gik han gennem sine fjenders skare, så alle, som var nær ham, fløj til side for ham som avner for vinden”.
Men kong Harald blev dræbt, da en pil gennemborede hans hals – og nordmændene tabte slaget. Haralds fejlslagne invasion regnes ofte for vikingetidens afslutning, og med den var bersærkernes tid på slagmarken reelt set også ovre.
Fortællingerne om bersærkerne levede dog videre i sagaerne, og derfra kender vi i dag til vikingetidens frygtløse superkrigere.