Vikingernes skibe, som i århundreder gjorde Europas kyster usikre, begyndte at forsvinde fra skandinaviske farvande i 1200-tallet.
De blev erstattet af såkaldte kogger, som havde højere sider, en større lasteevne og med tiden også fik dæk og et agterror frem for styreåre.
Andre holdt dog fast ved langskibet og videreudviklede fartøjet.
På Hebriderne, den skotske vestkyst og Irlands nordkyst havde mange vikinger bosat sig, og her forblev en variant af det traditionelle krigsskib det mest almindelige transportmiddel på vandet helt op i 1600-tallet.
Ingen eksemplarer af den skotske birlinn har overlevet til i dag.
Samtidige afbildninger viser dog et fartøj, som minder meget om langskibet.
Ligesom sin forgænger havde Birlinn'en et klink-bygget skrog med overlappende planker.
Skibet kunne sejle for årer eller sejl og var derfor perfekt til havet mellem Skotland og Irland.
Her er vejret lunefuldt, og farvandene snævre og fulde af klippeskær. Til forskel fra vikingeskibet havde birlinn'en et fastmonteret ror, og højdeforskellen mellem for- og agterstavn var også større.
I middelalderen havde den magtfulde højlandsklan MacDonald en hel flåde af birlinn'er, som blev brugt til at holde fast på deres store besiddelser på Hebriderne.
Birlinn'en gled først ud af brug midt i 1600-tallet.