Virile vikinger reddede Irland

Irland var i dyb krise, da vikingerne begyndte at bosætte sig på den grønne ø. Vikingerne vendte ifølge en ny undersøgelse den katastrofale situation.

Både norske og danske vikinger sejlede til Irland, hvor de ifølge nye undersøgelser blev afgørende for samfundets udvikling.

© Shutterstock

Da vikingerne i 900-tallet begyndte at bosætte sig i Irland, tilførte de nordiske krigere bogstaveligt talt øen nyt liv. En undersøgelse lavet af forskere fra Queens University Belfast viser, at det irske befolkningstal på det tidspunkt var raslet ned i over 200 år, og at vikingernes ankomst bremsede nedturen.

Uforklarlig irsk befolkningskrise

“Omkring år 700 gik den irske befolkning på mystisk vis ind i en nedgang muligvis pga. krig, hungersnød, pest eller politisk uro”, forklarer Rowan McLaughlin, en af forskerne bag undersøgelsen i en pressemeddelelse.

“Vikingerne bosatte sig i Irland i 900-tallet under nedgangen, og selv om de var få i antal, så var de mere succesfulde end de lokale i at øge deres antal”, forklarer McLaughlin.

Vikinger og irere fik børn sammen

Hidtil har historikerne ellers været overbeviste om, at Irlands befolkningstal fortsatte med at stige helt frem til hungersnøden i 1840'erne. Men da forskerne sammenkørte store mængder data om alle hidtil fundne arkæologiske genstande og bygninger fra årene 400-1200, fik de en overraskelse.

Ifølge de sammenkørte data stod det klart, at det irske samfund fra omkring år 700 oplevede en generel nedgang i menneskelig aktivitet på alle niveauer. Nedgangen fortsatte, indtil vikingerne begyndte at slå sig ned i Irland og bremsede den ulykkelige udvikling.

Ifølge McLaughlin fik vikinge-bosætterne muligvis flere børn end de lokale, men alt tyder også på, at de giftede sig ind i den lokale befolkning. Undersøgelser viser således, at mange irere den dag i dag bærer vikingegener.