For mere end 65 år siden gjorde danske arkæologer et yderst usædvanligt fund. I tre år havde de udgravet vikingeborgen Fyrkat nær Hobro.
Den cirkelformede fæstning, der efter alt at dømme var bygget af den navnkundige kong Harald Blåtand omkring år 980, havde skabt overskrifter ikke kun i Danmark, men i hele Skandinavien.
Arkæologerne var i gang med at afdække en række vikingegrave umiddelbart uden for borgen, da det stod klart, at den ene af gravene var markant anderledes end alle de andre.
I graven lå en ca. 40-årig kvinde iklædt en lang, blå kjole, der gik helt ned til fødderne. Over hovedet bar hun et slør med guldvævet kant, mens hun på tæerne havde to tåringe af sølv.
Dragten alene viste, at kvinden måtte have været en vigtig person. Det var imidlertid kvindens gravgaver, som for alvor fik arkæologerne til at spærre øjnene op. Med i evigheden havde den afdøde nemlig fået små, mærkelige amuletter, hallucinerende bulmeurt og en gådefuld metalstav.
Eksperterne var ikke i tvivl: Kvinden i graven måtte være en vølve – en af vikingetidens mest magtfulde og sagnomspundne personer.
Læs med og få indsigt i vikingetidens højt respekterede og frygtede troldkvinder.
Kvinden lå begravet i overdelen af en hestevogn med gravgaver liggende omkring sig.
Selv Odin rådspurgte vølven
Vølven, som betyder stavbæreren, var i århundreder vikingernes vigtigste forbindelse til gudernes og åndernes verden. Ifølge sagaerne kunne vølverne se fremtiden, og de var så betydningsfulde, at de blev behandlet som dronninger.
Folk både frygtede og beundrede vølven, der angiveligt havde magt over liv og død.
Vikinge-seerskens vigtigste kendetegn var vølvestaven – en art tryllestav. Under en tørvegravning i 1949 fandt bønder nær landsbyen Hemdrup i Danmark en halv meter lang runestav, der var stukket lodret ned i mosen.
Staven anses af eksperter for at være et af de ældste sikre tegn på vølvernes eksistens. På staven er der indridset en kvinde med fletninger og lang kjole – muligvis vølven selv. Under figuren står der en trylleformular med runer:
“Den fygende overvandt dig aldrig, Åsa har lykke i strid”.
Ifølge historikerne henviser “den fygende” til en febersygdom, som vølven hjalp kvinden Åsa med at helbrede – ved hjælp af staven. Vølverne anvendte bl.a. staven, når de skulle udøve “sejd” – magi. Sagn om stavbærende kvinder kan ifølge historikere spores helt tilbage til bondestenalderen i Skandinavien.
Det er imidlertid først i vikingetiden, at konkrete fysiske beviser dukker op. I landsbyen Kirk Michael på øen Man i Det Irske Hav, hvor vikingerne var aktive i 800-tallet, har arkæologer fundet en billedgravsten, der sandsynligvis forestiller en vølve med en stav i hånden.
Arkæologerne har også fundet vølvestave i en række grave i Norden.
Islands vølve hedder Sigríður Klingenberg og er kendt for sine spådomme.
Islands vølve spår stadig
I næsten 50 år har det islandske ugeblad Vikan årligtoffentliggjort spådomme fra en lokal vølve. Seersken har adskillige gange ramt plet i sine forudsigelser.
Flere steder i Norden har kvinder genoptaget vikingevølvens ældgamle traditioner. Nutidens kendteste vølve lever på Island, hvor hun hvert år i begyndelsen af december fremsiger spådomme for det kommende år.
Forudsigelserne læses af islændingene med en blanding af morskab og alvor, for indtil flere gange har vølven været overraskende tæt på sandheden.
I 2004 forudså vølven fx, at den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, var så syg, at palæstinenserne ville få en ny, mere diplomatisk leder. Blot 11 måneder efter døde Arafat, og lederposten blev overtaget af den moderate Mahmoud Abbas.
På samme vis forudså den islandske seerske året efter, at pave Johannes Paul 2. ville gå bort, hvilket indtraf fire måneder senere.
Vølven har dog også tit ramt helt ved siden af. Bl.a. forudså hun i 2004, at Færøerne inden for få år ville blive selvstændige. Færingerne venter stadig.
Vølverne var så vigtige for vikingerne, at de endda indgik i deres myter. Således fremsiges “Vølvens spådom” – det indledende digt i det mytologiske værk Den ældre edda – af en vølve, som selveste Odin har hidkaldt for at lære verdens skæbne at kende.
Som tak for profetien, hvor vølven bl.a. forudsiger verdens undergang, ragnarok, forærer den magtfulde gud hende ifølge digtet “halsguld og ringe”.
Vølven rejste fra gård til gård
Odin havde gode grunde til at belønne vølven rigeligt, for ingen ønskede at gøre en vølve vred. Gennem sejden havde vølverne stor magt, som også kunne bruges til at skade andre, hvis troldkvinderne ikke var tilfredse med lønnen.
I Egil Skallagrímssons saga strides den islandske skjald Egil med sine norske ærkefjender kong Erik Blodøkse og dronning Gunhild, hvis søn Egil havde dræbt. Dronningen var fremragende til at sejde, så da skjalden flygtede fra Norge til Island, brugte hun sin magi til at få hævn:
“Om Gunhild fortæller man, at hun lod sejde, at Egil Skallagrimssen aldrig skulle have ro på Island eller andre steder, før hun fik ham at se igen”.
Magien virkede åbenbart, for året efter blev skjalden fyldt af en ubændig trang til at rejse ud. Undervejs led Egil skibbrud ud for Nordengland, hvor Gunhild og Erik afventede ham i vikingekolonien York.
Egil blev dømt til døden, men fremsagde på dagen for sin henrettelse et digt så smukt, at kongen tilgav ham hans brøde.
De typiske vølver var dog ikke gifte kvinder som Gunhild, men snarere enspændere, der var løsrevet fra de familiebånd, der normalt definerede en kvindes liv i vikingetiden. I stedet rejste vølven rundt fra sted til sted med sine remedier og udøvede sejd, hvor der var efterspørgsel efter den.
Hun kunne dog godt have kolleger, som hun mødtes med – for eksempel havde vølven Thorbjørg i Erik den Rødes saga haft “ni søstre, som alle var spåkoner, men hun var den eneste, der endnu levede”.
Det var heller ikke usædvanligt, at vølven rejste med et følge af yngre, kvindelige medhjælpere. I Orvar-Odds saga ankommer vølven Hild til en planlagt sejd-ceremoni med hele 15 piger og 15 drenge i sin kortege.
Mandlige magikere var ildesete
Vølverne arbejdede mod betaling, eventuelt i form af kost og logi. Derfor var deres klienter først og fremmest velstående personer såsom storbønder og jarler, der sendte en budbringer ud efter den nærmeste vølve i tilfælde af en krise.
Rigt udstyrede vølvegrave tyder på, at vølverne især færdedes blandt samfundets førende slægter.
Vølven fra vikingeborgen
Hår og knogler
En klump brændt hår og knoglestumper blev oprindeligt tolket som uglegylp. En ny undersøgelse har siden afsløret, at klumpen ikke stammer fra en ugle. Knogler og hår har dog sandsynligvis indgået i vølvens magi.
Bronzebæger
Ved kvindens venstre arm lå et lille bæger af bronze med et låg af græs. Bægeret, der muligvis stammer fra Centralasien, indeholdt en fedtet substans af ukendt art. Indholdet kan have været brugt til vølvens trance-ceremonier eller anden magi.
Bulmeurtefrø
En mængde frø fra den giftige plante bulmeurt blev fundet i vølvens grav. Frøene har ifølge forskerne ligget i en læderpung, som siden er rådnet væk. Vølven har sandsynligvis indtaget de euforiserende frø for at komme i trance – enten ved at blande dem med dyrefedt og smøre dem på kroppen som en creme eller ved at brænde dem og indånde røgen fra bålet.
Smykker
Et stoleformet smykke fra graven forestiller muligvis en såkaldt sejdhjæl – sædet, hvor vølven sad under sine ceremonier. Vølvens andre smykker og amuletter var ligeledes utraditionelle. Bl.a. bar hun et hængesmykke med små svømmefuglefødder af sølvblik samt to tåringe af sølv.
Dåsespænde
Ved vølvens hoved lå et såkaldt dåsespænde. Det dekorerede smykke, der blev båret på brystet, indeholdt måske drikkelse til ceremonierne. I 2017 fandt arkæologer nær vikingefæstningen Borgring på Sjælland et stykke metal, som kan høre til dåsen.
Blandt vølvens mange kompetencer var at se det skjulte i fortiden og fremtiden, at helbrede sygdom, styre vejret og bringe lykke. Vikingerne mente, at kvinder var de bedste magikere, men der fandets også mænd, som kunne sejde.
I Laxdøla saga berettes om den troldkyndige mand Kotkel og hans sønner, som slog sig ned på Island, hvor de generede nabokvinden. Hendes søn, Tord, truede derfor troldmanden. Det skulle han ikke have gjort. Da Tord kort efter sejlede ud, fremtryllede Kotkel et uvejr.
“Pludselig rejste sig tæt ved land en brodsø, hvor en sådan aldrig før var set, den rullede i et nu skibet rundt, så det lå med kølen i vejret”.
Tord og hans medpassagerer druknede alle som følge af Kotkels sejd.
Mænd som Kotkel nød dog aldrig den samme ærefrygt som de kvindelige vølver, for vikingerne betragtede sejd som en kvindeting, mænd skulle holde sig langt fra.
Spåkone røg hash
Vølven kom i kontakt med de højere magter ved at gå i trance. I trancetilstanden – mente vikingerne – kunne vølvens sjæl rejse til andre verdener og besøge ånder og guder, der kunne bistå hende med hendes ærinde.
En af de vigtigste beskrivelser af en vølves sejd findes i Erik den Rødes saga, der er nedskrevet i 1200-tallet. Ifølge sagaen havde vikingerne på Grønland i månedsvis sultet, fordi både jagten og fiskeriet var mislykkedes. Hvis uheldet fortsatte, kunne vikinge-samfundet ikke overleve til foråret.
Storbonden Torkel besluttede at spørge de højere magter til råds og inviterede vølven Thorbjørg Lillevølve til sin gård: “Da hun kom ind, fandt alle sig forpligtede til at hilse sømmeligt på hende”.
“Nu ser jeg mange ting tydeligt, som før lå dulgte for mig”. Vølven Thorbjørg i sagaen om Erik den Røde.
Den respektindgydende vølve var fornemt klædt og havde en stav i hånden samt en pung ved bæltet, hvor hun opbevarede sine tryllemidler.
I modsætning til gårdens andre gæster, der måtte sidde på træbænke, blev vølven ifølge sagaen tildelt et højsæde med bløde puder, hvorefter hun fik serveret et pragtmåltid.
Da selve seancen gik i gang, satte vølven sig på en særlig platform eller stol, “sejdhjællen”. Gårdens kvinder slog ring om hende, og en af dem sang et særligt kvad fra ældgammel tid. Derefter tiltalte vølven storbonden Torkel:
“Nu ser jeg mange ting tydeligt, som før lå dulgte for mig. Jeg kan fortælle dig – Torkel! – at dette uår ikke vil vare længere end denne vinter, og tiderne vil bedres, når foråret kommer”.
I den kristne middelalder blev kvinder, som brugte vølvernes kunster, udråbt til hekse og brændt på bålet.
Den slags kvad, som blev sunget i sagaen, kaldtes galder (galdr på oldnordisk). Ligesom fx indianske eller sibiriske shamaners sang bestod galder sandsynligvis af en række gentagelser, der havde en suggererende virkning på vølven og hjalp hende til at komme i trance.
Sang alene var imidlertid ikke altid nok, når vølven skulle rejse mellem verdener i jagten på skjult viden. I år 834 blev en fornem kvinde og hendes trælkvinde lagt i en skibsgrav i Oseberg i Norge – sammen med bl.a. en vølvestav af træ og en pose cannabisfrø.
Nogle forskere tror, at kvinden har været vølve, og at hun røg hash for lettere at opnå den nødvendige trancetilstand.
Under udgravningen af vølvegraven nær ringborgen Fyrkat i Danmark fandt arkæologerne frø fra planten bulmeurt, der også indeholder et euforiserende stof. Efter alt at dømme har vølven, der blev begravet i slutningen af 900-tallet, indtaget frøene for at få hallucinationer.
Vølven kunne dog også opnå kontakt til gudeverdenen ved langvarig meditation. Under en såkaldt udesidning sad vølven alene ude i naturen på en stor sten. I nattens løb kom hun i berøring med mange af de væsener, som ifølge folketroen huserede i mørket.
Denne form for sejd var selv i kristen tid så udbredt på Island, at det i 1200-tallets love ligefrem blev forbudt at “sidde ude og vække trolde op og fremme hedenskab”.
Når sangen eller rusen døde hen, befandt vølven sig stadig på åndelig rejse mellem forskellige verdener, og folk kunne nu stille hende spørgsmål, som hun ifølge beretningerne besvarede med stor klarhed.
Uønsket vølve blev angrebet
Selvom vølverne nød stor respekt i samfundet, var ikke alle vikinger udelt begejstrede for de magtfulde troldkvinder. Ifølge Orvar-Odds saga boede den unge mand Odd en tid hos bonden Ingjald, da det rygtedes, at vølven Hild var på egnen.
Ingjald tilkaldte straks vølven for at høre, hvordan vinteren ville blive:
“Folkene på gården gik frem for sejdkonen, og hun sagde til hver af dem, hvordan det så ud for dem. Siden fortalte hun, hvordan vinteren ville blive, og meget andet, som folk ikke vidste før”.
Da hun forsøgte at spå Odd, nægtede han at høre om sin skæbne, for han brød sig ikke om magi. Da hun alligevel fremsagde sin spådom, stak Odd rasende en kæp op i næsen på hende, så blodet strømmede.
Den skrækslagne Ingjald måtte bagefter tilbyde vølven kost og logi i tre dage samt en række gaver for at blødgøre den rasende vølve. Odd var dog ikke den eneste, som afskyede vølver.
Omkring år 1000 var store dele af Norden gået over til kristendommen. I den nye tro var der ikke plads til vølver, som påstod at kunne udføre mirakler. De stavbærende kvinder forsvandt dog ikke helt.
En ny generation af troldkvinder tog de gamle traditioner med sig ind i middelalderen, hvor kvinderne blev kendt som hekse. Ligesom vølverne brugte “heksene” bl.a. planten bulmeurt for at få adgang til andre verdener.
Den gamle magi blev dog overalt bekæmpet med bål og brand, og til sidst var vikinge-vølvens troldkunst blot et fjernt minde.