Vølven skabte frygt og beundring blandt vikingerne

Dragten alene viste, at kvinden måtte have været en vigtig person. Det var i­mid­ler­tid kvindens gravgaver, som for al­vor fik arkæologerne til at spærre øjnene op. Med i evigheden havde den afdøde nemlig fået små, mærkelige amuletter, hal­lu­ci­ne­ren­de bulmeurt og en gådefuld me­tal­stav.

Eksperterne var ikke i tvivl: Kvin­den i graven måtte være en vølve – en af vikingetidens mest magtfulde og sagnomspundne personer.

Selv Odin rådspurgte vølven

Vølven, som betyder stavbæreren, var i år­hun­dre­der vikingernes vigtigste forbindelse til gudernes og åndernes verden. Ifølge sagaerne kunne vølverne se fremtiden, og de var så betydningsfulde, at de blev behandlet som dronninger.

Folk både fryg­te­de og beundrede vølven, der an­gi­ve­ligt­ havde magt over liv og død.

Vikinge-seerskens vigtigste kendetegn var vølvestaven – en art tryllestav. Under en tørvegravning i 1949 fandt bønder nær landsbyen Hemdrup i Danmark en halv meter lang runestav, der var stukket lod­ret ned i mosen.

Staven anses af eks­per­ter for at være et af de ældste sikre tegn på vølvernes eksistens. På staven er der indridset en kvinde med fletninger og lang kjole – muligvis vølven selv. Un­der figuren står der en trylleformular med ru­ner:

“Den fygende overvandt dig aldrig, Åsa har lykke i strid”.

Ifølge historikerne henviser “den fy­gen­de” til en febersygdom, som vølven hjalp kvinden Åsa med at helbrede – ved hjælp af staven. Vølverne anvendte bl.a. staven, når de skulle udøve “sejd” – magi. Sagn om stavbærende kvinder kan ifølge historikere spores helt tilbage til bon­de­sten­al­de­ren i Skandinavien.

Det er imidlertid først i vikingetiden, at konkrete fysiske beviser dukker op. I lands­by­en Kirk Michael på øen Man i Det Irske Hav, hvor vikingerne var aktive i 800-tallet, har arkæologer fundet en bil­led­grav­sten, der sandsynligvis forestiller en vølve med en stav i hånden.

Ar­kæ­o­lo­ger­ne har også fundet vølvestave i en ræk­ke grave i Norden.

Vølverne var så vigtige for vikingerne, at de endda indgik i deres myter. Således frem­si­ges “Vølvens spådom” – det ind­le­den­de digt i det mytologiske værk Den æl­dre edda – af en vølve, som selveste Odin har hidkaldt for at lære verdens skæb­ne at kende.

Som tak for profetien, hvor vølven bl.a. forudsiger verdens un­der­gang, ragnarok, forærer den magtfulde gud hende ifølge digtet “halsguld og ringe”.

Vølven rejste fra gård til gård

Odin havde gode grunde til at belønne vøl­ven rigeligt, for ingen ønskede at gøre en vølve vred. Gennem sejden havde vøl­­ver­­ne stor magt, som også kunne bruges til at skade andre, hvis troldkvinderne ikke var tilfredse med lønnen.

I Egil Skalla­grímssons saga strides den islandske skjald Egil med sine norske ærkefjender kong Erik Blodøkse og dronning Gun­hild, hvis søn Egil havde dræbt. Dron­­nin­­gen var fremragende til at sejde, så da skjalden flygtede fra Norge til Island, brugte hun sin magi til at få hævn:

“Om Gunhild fortæller man, at hun lod sejde, at Egil Skallagrimssen aldrig skulle have ro på Island eller andre steder, før hun fik ham at se igen”.

Magien virkede åbenbart, for året efter blev skjalden fyldt af en ubændig trang til at rejse ud. Undervejs led Egil skibbrud ud for Nordengland, hvor Gunhild og Erik afventede ham i vikingekolonien York.

Egil blev dømt til døden, men frem­sag­de på dagen for sin henrettelse et digt så smukt, at kongen til­gav ham hans brøde.

De typiske vølver var dog ikke gifte kvinder som Gunhild, men snarere en­spæn­de­re, der var løsrevet fra de familiebånd, der nor­malt definerede en kvin­des liv i vikingetiden. I stedet rejste vøl­ven rundt fra sted til sted med sine re­me­di­er og udøvede sejd, hvor der var ef­ter­spørg­sel efter den.

Hun kunne dog godt have kolleger, som hun mødtes med – for eksempel havde vølven Thorbjørg i Erik den Rødes saga haft “ni søstre, som alle var spåkoner, men hun var den e­nes­te, der endnu levede”.

Det var heller ikke usædvanligt, at vølven rejste med et følge af yngre, kvindelige medhjælpere. I Orvar-Odds saga an­kom­mer vølven Hild til en planlagt sejd-ceremoni med hele 15 piger og 15 drenge i sin kortege.

Mandlige magikere var ildesete

Vølverne arbejdede mod betaling, eventuelt i form af kost og logi. Derfor var deres klienter først og fremmest vel­stå­en­de personer såsom storbønder og jarler, der sendte en budbringer ud efter den nærmeste vølve i tilfælde af en krise.

Rigt udstyrede vølvegrave tyder på, at vøl­ver­ne især færdedes blandt samfundets førende slægter.

Blandt vølvens mange kompetencer var at se det skjulte i fortiden og fremtiden, at helbrede sygdom, styre vejret og brin­ge lykke. Vikingerne mente, at kvinder var de bedste magikere, men der fandets også mænd, som kunne sejde.

I Laxdøla saga berettes om den trold­kyn­di­ge mand Kotkel og hans sønner, som slog sig ned på Island, hvor de ge­ne­re­de nabokvinden. Hendes søn, Tord, truede derfor troldmanden. Det skulle han ikke have gjort. Da Tord kort efter sej­le­de ud, fremtryllede Kotkel et uvejr.

“Pludselig rejste sig tæt ved land en brod­sø, hvor en sådan aldrig før var set, den rullede i et nu skibet rundt, så det lå med kølen i vejret”.
Tord og hans medpassagerer druknede alle som følge af Kotkels sejd.

Mænd som Kotkel nød dog aldrig den samme ærefrygt som de kvindelige vølver, for vi­kin­ger­ne betragtede sejd som en kvindeting, mænd skulle holde sig langt fra.

Spåkone røg hash

Vølven kom i kontakt med de højere mag­ter ved at gå i trance. I trancetilstanden – mente vikingerne – kunne vølvens sjæl rejse til andre verdener og besøge ånder og guder, der kunne bistå hende med hendes ærinde.

En af de vigtigste be­skri­vel­ser af en vølves sejd findes i Erik den Rødes saga, der er nedskrevet i 1200-tallet. Ifølge sagaen havde vikingerne på Grønland i månedsvis sultet, fordi både jagten og fiskeriet var mislykkedes. Hvis uheldet fortsatte, kunne vikinge-samfundet ikke overleve til foråret.

Storbonden Torkel besluttede at spørge de højere magter til råds og inviterede vøl­­ven Thorbjørg Lillevølve til sin gård: “Da hun kom ind, fandt alle sig forpligtede til at hilse sømmeligt på hende”.

Den respektindgydende vølve var fornemt klædt og havde en stav i hånden samt en pung ved bæltet, hvor hun op­­be­­va­­re­­de sine tryllemidler.

I modsætning til gårdens andre gæster, der måtte sidde på træbænke, blev vølven ifølge sagaen til­delt et højsæde med bløde puder, hvorefter hun fik serveret et pragtmåltid.

Da selve seancen gik i gang, satte vølven sig på en særlig platform eller stol, “sejdhjællen”. Gårdens kvinder slog ring om hende, og en af dem sang et særligt kvad fra ældgammel tid. Derefter tiltalte vøl­ven storbonden Torkel:

“Nu ser jeg mange ting tydeligt, som før lå dulgte for mig. Jeg kan fortælle dig – Torkel! – at dette uår ikke vil vare læn­­ge­­re end denne vinter, og tiderne vil bed­­res, når foråret kommer”.

Den slags kvad, som blev sunget i sagaen, kal­dtes galder (galdr på old­nor­disk). Ligesom fx in­di­an­ske eller sibiriske sha­maners sang bestod galder sandsynligvis af en række gen­ta­gel­ser, der havde en sug­ge­re­ren­de virkning på vølven og hjalp hen­de til at komme i trance.

Sang alene var imidlertid ikke altid nok, når vølven skulle rejse mellem ver­de­ner i jagten på skjult viden. I år 834 blev en fornem kvinde og hendes træl­kvin­de lagt i en skibsgrav i Oseberg i Nor­ge – sammen med bl.a. en vølvestav af træ og en pose cannabisfrø.

Nogle for­ske­re tror, at kvinden har været vølve, og at hun røg hash for lettere at opnå den nød­ven­di­ge trancetilstand.

Under udgravningen af vølvegraven nær ringborgen Fyrkat i Danmark fandt ar­kæ­o­lo­ger­ne frø fra planten bulmeurt, der også indeholder et euforiserende stof. Efter alt at dømme har vølven, der blev begravet i slutningen af 900-tallet, ind­ta­get frøene for at få hallucinationer.

Vølven kunne dog også op­nå kontakt til gudeverdenen ved lang­­va­­rig meditation. Under en såkaldt u­­de­­sid­­ning sad vølven alene ude i naturen på en stor sten. I nattens løb kom hun i be­­rø­­ring med mange af de væsener, som i­føl­ge folketroen huserede i mørket.

Den­ne form for sejd var selv i kristen tid så ud­­bredt på Island, at det i 1200-tallets love ligefrem blev forbudt at “sidde ude og vække trolde op og fremme he­­den­­skab”.

Når sangen eller rusen døde hen, befandt vølven sig stadig på åndelig rejse mel­­lem forskellige verdener, og folk kun­ne nu stille hende spørgsmål, som hun ifølge beretningerne besvarede med stor klarhed.

Uønsket vølve blev angrebet

Selvom vølverne nød stor respekt i samfundet, var ikke alle vikinger udelt be­gej­stre­de for de magtfulde troldkvinder. I­føl­ge Orvar-Odds saga boede den unge mand Odd en tid hos bonden Ingjald, da det rygtedes, at vølven Hild var på egnen.

Ingjald tilkaldte straks vølven for at høre, hvordan vinteren ville blive:

“Folkene på gården gik frem for sejd­ko­nen, og hun sagde til hver af dem, hvor­dan det så ud for dem. Siden fortalte hun, hvordan vinteren ville blive, og me­get andet, som folk ikke vidste før”.

Da hun forsøgte at spå Odd, nægtede han at høre om sin skæbne, for han brød sig ikke om magi. Da hun alligevel frem­sag­de sin spådom, stak Odd rasende en kæp op i næsen på hende, så blodet strømmede.

Den skræk­­slag­­ne Ingjald måtte bag­­ef­­ter tilbyde vølven kost og logi i tre dage samt en række gaver for at blød­­gø­­re den rasende vølve. Odd var dog ikke den eneste, som afskyede vølver.

Omkring år 1000 var store dele af Norden gået over til kristendommen. I den nye tro var der ikke plads til vølver, som på­­­stod at kunne udføre mirakler. De stav­­bæ­­ren­­de kvinder forsvandt dog ikke helt.

En ny generation af troldkvinder tog de gamle traditioner med sig ind i mid­­del­­al­­de­­ren, hvor kvinderne blev kendt som hekse. Ligesom vølverne brugte “hek­se­ne” bl.a. planten bulmeurt for at få adgang til andre verdener.

Den gamle magi blev dog overalt bekæmpet med bål og brand, og til sidst var vikinge-vølvens troldkunst blot et fjernt minde.