Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Vikingernes rige forfædre

Mere end to århundreder før det, vi i dag kender som vikingetiden, handlede skandinaverne med Europa og stedte deres herskere til hvile i mægtige skibsgrave. Vendeltiden var præget af stigende velstand og blodige plyndringstogter.

Werner Forman/Getty Images

I det gyldne skær fra ildstedet træder den brynjeklædte sagnhelt Beowulf frem foran kong Roar.

Han har sammen med 14 andre krigere roet hele vejen fra Götaland i Sydsverige til Lejre ved Roskilde for at tilbyde danernes konge deres støtte.

Beowulf er nevø til göternes konge, Hugleik, og har hørt, at Roar belønner sine mænd yderst gavmildt.

Alligevel sveder Beowulf under sin rigt udsmykkede hjelm, som han endnu ikke har vovet at tage af. På det mindste vink fra Roar vil danerne nemlig kaste sig over de ubevæbnede fremmede, der har fulgt tidens skikke ved at stille deres skjold og spyd fra sig ved indgangen.

Men der er ingen grund til uro. Kong Roar rejser sig fra sit sæde og byder de götiske krigere velkommen i sin sal.

Sagnhelten Beowulf kendes kun fra den oldengelske versfortælling, der bærer hans navn og udspiller sig i 500-tallets Skandinavien.

På trods af at helten ifølge fortællingen opsøgte Roar for at dræbe et magisk uhyre, regner forskerne med, at værket rummer en kerne af historisk sandhed.

Om personen Beowulf har eksisteret, ved ingen, men i fortællingen opfører han sig som en vaskeægte viking, der drager ud i verden efter rigdom og ære.

Fordi Beowulf levede i 500-tallet, bør han imidlertid – ifølge de gængse måder, historikere tidsinddeler Nordeuropas fortid på – ikke kaldes viking.

I stedet tilhørte Beowulf og hans mænd en kriger-elite, der herskede over Skandinavien i det, som svenskerne kalder vendeltiden (550-793 e.Kr.) – på dansk kaldes epoken germansk jernalder.

243 år inden nordiske stridsmænd officielt indledte vikingetiden ved at sejle til den engelske ø Lindisfarne og plyndre klostret i år 793, levede vikingernes forfædre et slående vikinge-agtigt liv med krig, plyndringstogter og international handel.

Kaos og sult hærgede Norden

Vendeltiden var et produkt af to markante begivenheder: En menneskeskabt tragedie og voldsomme klimaændringer.

Tragedien begyndte omkring år 400, da det asiatiske nomadefolk hunnerne krydsede floden Dnepr i Ukraine og sendte derboende stammer på flugt.

Angrebet udløste en bølge af europæiske folkevandringer, der i sidste ende fik Romerriget til at bukke under.

Også Skandinavien mærkede uroen. Hidtil havde Nordens bønder boet spredt, nu søgte de tryghed i fællesskabet.

Landsbyer skød op, og på steder, hvor truslen føltes særlig overhængende, blev forsvarsanlæg bygget – ofte høje jordvolde med palisader på toppen.

“Göterne er et modigt og kampberedt folk. Sveerne er af samme æt og overgår resten i højde”.
Den gotiske historiker Jordanes, 551 e.Kr.

Om skandinaverne frygtede østeuropæere på flugt eller røveriske naboer, ved historikerne endnu ikke.

Undersøgelser af pollen, planter og gravsteder tyder på, at skandinaverne i år 536 desuden blev ramt af en klimakatastrofe.

I løbet af få år blev det opdyrkede areal i Sverige halveret – overalt opslugte vild skov de dyrkede arealer.

Ifølge en teori fyldte et kraftigt vulkanudbrud i Mexico atmosfæren med støv, der i månedsvis formørkede Solen og fik temperaturerne til at synke så meget, at afgrøderne gik til grunde i Skandinavien – med omfattende hungersnød og død til følge.

Temperaturfaldet bakkes op af rapporter fra fx Kina, hvor der i sommeren 536 blev meldt om snefald.

Ved vendeltidens begyndelse var Skandinavien derfor en tyndtbefolket region, mener historikerne, men modgangen skabte en ny magtelite, der skulle føre Norden ind i en æra præget af velstand.

Kongegrave ledte forskerne på sporet

Rige gravgaver vidner om, at vendeltidens Sverige var velstående og havde stærke konger.

Ved Valsgärde, der ligger nær landsbyen Vendel og ca. 80 km nord for Stockholm, har arkæologerne fundet 15 bådgrave fra vendeltiden (ca. 550 til 793 e.Kr.).

At dømme efter de rige gravgaver, som de afdøde fik med sig til efterlivet, er der tale om kongegrave.

Som i den senere vikingetid blev Valsgärdes kongelige stedt til hvile med våben, drikkebægre samt ofrede heste og seletøj.

Udgravning af et smukt dekoreret bronzebeslag med slyngede dyre-ornamenter i den såkaldte vendelstil samt en fornem hjelm viser, at det østlige Sveriges velstand kan have været betydelig større end under den efterfølgende vikingetid.

Som noget helt enestående indeholder flere af gravene i Valsgärde tre skjolde, der sandsynligvis skulle bruges under holmgang (dueller) i efterlivet.

Islandske sagaer nævner, at kamphanerne måtte medbringe tre skjolde, når de skulle duellere.

En 8-12 m lang båd udgjorde kisten i vendeltidens kongegrave.

© Museum Gustavianum/Valsgärde

Svensk landsby navngav perioden

Den svenske landsby Vendel godt 100 km nordvest for Stockholm har lagt navn til perioden lige før vikingetiden. Byen er et af arkæologernes vigtigste fundsteder.

Selvom forskerne stadig er ved at samle puslespillet om vendeltiden, tyder det arkæologiske arbejde på, at stærke krigsherrer med magt til at dominere ikke kun deres lokalområde, men hele landsdele opstod i kølvandet på
folkevandringstiden.

I Vendel fandt arkæologerne i årene 1881 til 1893 hele 14 grave fyldt med rige gaver. Lokale herskere havde i 500- og 600-tallet fået smukke, tveæggede sværd, overdådige hjelme og udsøgt glas fra Sydeuropa med sig i døden.

De velhavende krigsherrer blev ovenikøbet stedt til hvile i bedste vikingestil: Liggende på ryggen i en båd med deres våben og dyr ombord.

Nogle blev brændt, andre begravedes i gravhøje og enkelte blev både brændt og stedt til hvile i en prægtig gravhøj.

I Uppåkra ved Malmø og Gudme på Fyn har arkæologer udgravet resterne af de storgårde, som vendeltidens herskere residerede på – og som deres undersåtter bosatte sig rundt om for at nyde gavn af den tryghed, som en stærk leder gav.

I Gudme har forskerne fundet resterne af næsten 50 mindre gårde rundt om storgården, hvor krigsherrens hirdsmænd vogtede.

Hirden var et mellemeuropæisk fænomen, som skandinaverne hurtigt tog til sig: Den europæiske udvikling inden for krigsførelse skabte senest i løbet af 500-tallet behovet for, at magthaverne rådede over professionelle krigere med dyre kvalitetsvåben.

Kun en rig leder havde råd til at have hirdsmænd på lønningslisten. De hjalp ikke med at dyrke jorden, men brugte al deres tid på at øve sig i våbenbrug og skulle bagefter bespises i overensstemmelse med deres fornemme rang.

Frankrig skulle plyndres i 500-tallet

Bortset fra kortfattede runeinskriptioner er ingen skriftlige kilder bevaret fra vendeltidens Skandinavien. Og kun nogle få udenlandske krønikeskrivere beretter om landene højt mod nord.

En af dem er den gotiske historiker Jordanes, som omtaler “Scandza” (Skandinavien) i sin bog fra ca. år 551. Hans værk handler om goternes historie og opremser flere af datidens nordiske folkestammer:

“Samerne spiser ikke korn, men lever af kødet fra vilde dyr og fugleæg, da der er store mængder vildt i moserne”.

Herpå følger beskrivelser af en mængde andre folkeslag i Skandinavien.

“Alle deres bebyggelser ligger i en flad og frugtbar region. Derfor forstyrres de ofte af angreb fra andre stammer. Göterne er et modigt og kampberedt folk.

Sveerne er af samme æt og overgår resten i højde. Men danerne, der har det samme ophav, fordrev folket herulerne, der på grund af deres højde var de mest fremtrædende af alle Scandzas nationer”, skriver Jordanes.

En anden krønikeskriver fra middelalderen, biskop Gregor af Tours (538-594), afslører, at vendeltidens krigsherrer havde ressourcer til at drage på langvarige togter og plyndrede – ligesom deres efterkommere vikingerne.

I “Frankernes historie” beretter Gregor om en af danernes konger med det latinske navn Chlochilaicus (hans nordiske navn var måske Hugleik), som i begyndelsen af 500-tallet hærgede langs den franske flod Seinens munding.

Chlochilaicus erobrede et område i Holland, men blev her overrasket af en fransk hær og døde under det efterfølgende slag. Også sagnet om Beowulf rummer et togt til Holland.

Göternes konge Hugleik “kom sejlende med sin hær til frisernes land, hvor hetwarerne overfaldt ham. Han faldt blandt sine mænd”.

Et fornemt bronzesværd, der var en konge værdigt, er blandt fundene fra vendeltiden.

© G. Dagli Orti/De Agostini Picture Library/Bridgeman Images

Sagnhelt krævede tribut af England

Vikingernes plyndringstogter i slutningen af 700-tallet var ikke de første. Ifølge Ynglingesaga og andre islandske skrifter drog flere af vendel-tidens herskere ud – fx Ivar Vidfamne i 600-tallet.

Sagaerne fortæller, at Ivar var konge og arvede den skånske trone.

Han tilhørte den ambitiøse Skjoldunge-slægt og underlagde sig snart resten af Sverige. Derpå undertvang han Danmark, Norge, dele af Finland, de baltiske kyster og sågar Northumberland i England.

Ivar skabte dermed et imperium, som han kunne kræve tribut af, men ellers formentlig lod styre sig selv.

Ingen arkæologiske fund har dog indtil videre kunnet bakke sagaernes historie op, og han regnes derfor af mange historikere som intet mere end en sagnhelt.

Den svenske arkæolog Birger Nerman (1888-1971) mente, at Ivar Vidfamne lå i en af bådgravene i Valsgärde nord for Stockholm, men det har moderne forskning ikke kunnet bekræfte.

Ifølge sagaerne regerede en af vendeltidens konger over næsten hele Sverige. Hans magt var angiveligt så stor, at engelske, danske og norske konger betalte beskyttelsespenge til ham.

G. Dagli Orti/De Agostini Picture Library/Bridgeman Images

Sveernes rige

Ynglingesagaen fortæller, at Ivar Vidfamne drog fra Skåne og underlagde sig “Svitjod”, der var en middelalderlig betegnelse for sveernes rige.

G. Dagli Orti/De Agostini Picture Library/Bridgeman Images

Ivars enorme rige

Ifølge sagaerne undertvang Ivar sig et væld af kongeriger langs Østersøens kyster – samt en femtedel af England.

G. Dagli Orti/De Agostini Picture Library/Bridgeman Images

Sveerne ofrede deres konge

På trods af vidnesbyrd om stærke danske og sydsvenske konger mener forskerne, at sveerne fra Stockholms-området var vendeltidens mest magtfulde.

De bygger teorien på, at langt de fleste af periodens rige gravskatte er fundet i sveernes rige – nær floden Fyrisåen, der på sin vej til søen Mälaren løber forbi landsbyen Vendel, storgården Valsgärde og sveerkongernes hovedsæde i Gamla Uppsala.

På øen Helgö i Mälaren har forskerne endvidere fundet resterne af et bronzestøberi, og i fjeldene nord for søen blev der udvundet jern.

Historikerne antager, at sveerne blev rige ved at handle med jern og pelsværk fra skovene mod nord.

Den ivrige jagtaktivitet dokumenteres bl.a. af, at arkæologer har fundet flere faldgruber fra vendeltiden til at fange elge i end fra noget andet tidspunkt i Svealands historie.

Goteren Jordanes kan dårligt skjule sin begejstring for de driftige sveere, der var kendt i både Rom og Konstantinopel for deres fremragende pelsværk:

“Sveerne har, ligesom folk i Thüringen (i det mellemste Tyskland, red.), pragtfulde heste. Her findes også de som – med et utal af andre stammer som mellemmænd – sender deres pelse i handlen til romersk afbenyttelse”.

Indtægterne fra pelshandel blev brugt til at købe rigt dekorerede våben og kostbar kunst. I en af gravene i Valsgärde 35 km syd for Vendel lå et højt, slankt drikkebæger i blåt glas, der formentlig var fremstillet i Norditalien.

4 km længere sydpå i Gamla Uppsala blev sveernes herskere stedt til hvile i gravhøje, som i størrelse kan måle sig med højene i vikingetidens Jelling.

Gravhøjene vidner om, hvor magtfuld vendeltidens herskende klasse var, men skriftlige kilder hævder, at store ofre også blev krævet af dem. Skandinaverne havde nemlig arvet en grum skik af deres germanske forfædre: Menneskeofring.

Ifølge det norske kvad Ynglingatal (Ynglingerækken) fra 900-tallet kostede den gamle skik kongen Domalde livet:

“På hans tid var landet plaget af ulykke og hungersnød. Det første efterår ofrede sveerne okser, men uden resultat. Næste efterår ofrede de mennesker (formentlig slaver, red.), men året efter var endnu værre. Det tredje efterår mødtes høvdingene og blev enige om, at det måtte være kong Domaldes skyld. De angreb derfor og myrdede ham”.

Mordet var ikke bare straffen over en uduelig leder, men skulle ifølge Ynglingatal formilde guderne:

“Sveere med sværdets od, voldte da Domaldes død. Kongens drab dengang skulle årets vækst atter fremme”.

“Kongens drab dengang skulle årets vækst atter fremme”.
Nordisk kvad om vendlernes menneskeofringer.

Vendlerne blev til vikinger

Fund af smykker med nordiske guder på viser, at vendeltidens mennesker tilbad Odin og Thor – ligesom vikingerne.

De brugte ligeledes runer til at skrive med, og præcis som vikingernes ringborge var vendeltidens herskere også i stand til at opføre imponerende bygningsværker.

Nordeuropas næst-længste fæstningsmur, det 30 km lange Dannevirke ved grænsen til Tyskland, stammer fra vendeltiden, og det samme gør den 500 m lange og 11 m brede Kanhavekanal på Samsøs smalleste sted.

Skibsbyggerkunsten mestrede vendeltidens folk også. Eksempelvis ligner det 18 m lange vestnorske Kvalsundskib fra ca. 690 et vikingelangskib – det mangler blot en mast.

Men et fund fra Estland tyder på, at sejl allerede fandtes i vendeltiden, at vendlerne var vikingernes forfædre, og at overgangen mellem de to epoker er mere flydende, end historikerne hidtil har talt for.

Siden 2008 har arkæologer udgravet en slagmark på den store estiske ø Saaremaa. Omkring år 750 drog vendeltidens stridsmænd på togt mod øst, men på øen gik noget galt: 41 nordiske krigere blev hugget og stukket ihjel.

Deres skibe måtte efterlades, og udgravningerne viser, at det ene af dem – ligesom senere vikingeskibe – havde et kølsvin, altså en kraftig, langsgående bjæl­ke i bunden af skibet, som en høj mast kunne fæstnes til.

Vendlerne sejlede altså allerede på togt omkring år 750 – præcis som deres efterkommere vikingerne gjorde det i 800- og 900-tallet.

To bæltespænder fra vendeltidens Nordeuropa. Det til venstre blev fundet i Norge, det gyldne til højre blev udgravet i England.

© Getty Images

Britiske fund vidner om nordisk kontakt

I 1939 udgravede britiske arkæologer en stor gravhøj i Sutton Hoo 130 km nordøst for London.

Til deres overraskelse indeholdt den resterne af en 25 m lang robåd uden mast samt en række skandinavisk udseende genstande fra 600-tallet.

Knoglerester og træ var for længst rådnet op i den fugtige grav, men en prægtig hjelm – i stil med dem, som svenske arkæologer havde fundet i Valsgärde og Vendel – fik for alvor briterne til at spærre øjnene op.

Det samme gjorde et kostbart bæltespænde af guld med dyrefigurer på. Et lignende bæltespænde fra vendeltiden med samme form og udsmykning var tidligere blevet udgravet i ved den norske gård Åker, 140 km nord for Oslo.

Sutton Hoo ligger 16 km oppe ad floden Deben, der munder ud i Nordsøen. Både fra Skandinavien havde med andre ord let adgang til området i 600- og 700-tallet, da vendlernes magt var størst.

3 teorier om kongen fra Sutton Hoo

Forskerne har flere teorier om, hvorfor graven rummer gaver, der ligner kostbarheder fra vendeltidens grave.

  • Sutton Hoo-manden var en svensk udvandrer eller kolonist.

  • Sutton Hoo-manden var en angelsaksisk prins, der var opfostret i Sverige. Han arvede et kongerige i det østlige England og tog sine svenske skikke med sig derover.

  • Sutton Hoo var under kraftig indflydelse af Ivar Vidfamnes nordiske rige – eller var sågar en del af det.

Læs også:

Holocaust

Hvem afslørede Anne Franks skjulested?

2 minutter
2. verdenskrig

Skjult tekst i Anne Franks dagbog afsløret

3 minutter
Sport

Skandalen over dem alle: Tour de France 1904

10 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul