Virkelighedens Robinson Crusoe blev hovedjæger

Renton fornemmede, at de tre amerikanere ville skære halsen over på ham ved førstkommende lejlighed og spise ham.

Kun synet af land ude i horisonten fik amerikanerne på andre tanker og forenede alle om opgaven med at ro redningsbåden i retning af øen.

Efter 37 dage til søs nåede de omsider en tropeø. Af de tusindvis af øer, der ligger spredt ud over Stillehavet, forsøgte søfolk i 1800-tallet at holde sig på lang afstand af Salomonøerne.

Det blev fortalt, at her boede kannibaler, der ikke gik af vejen for at dræbe og æde enhver sømand, der kom forbi.

Renton og de tre amerikanere befandt sig nu ud for netop en af Salomonøerne. En sværm af krigskanoer mødte dem ved koralrevet, som spærrede vejen ind til stranden.

De fire radmagre hvide sømænd var for svage til at gøre modstand og blev taget med. Inde på stranden fik Renton og de andre nogle kokosnødder at spise, mens deres båd blev splittet ad. De var fanget på øen.

Sømændene fik lov at sove i en lille hytte på stranden, mens hundredvis af indfødte nysgerrigt stirrede på dem.

Nyheden var så stor, at talrige både med indfødte ankom dagen efter – herunder nogle fyldt med barskt udseende krigere.

Renton var tynd, men havde klaret strabadserne til søs bedre end de tre amerikanere, der lå apatiske i hytten og kun vaklede ud, når de indfødte kastede mad hen til dem.

Renton kunne gå lidt rundt på stranden og fik lov til det. En nyankommen kriger opsøgte ham nede ved vandet og forklarede med fagter Renton, at de hvide sømænd snart ville få skåret halsen over.

Men hvis Renton fulgte med, kunne han redde sit liv.

Briten besluttede at lade de tre amerikanere i stikken og stak af sammen med sin nye ven.

Sådan forklarede Renton senere til den australske avis The Brisbane Courier, hvordan han var sluppet levende fra øen Manaoba.

De indfødtes mundtlige overleveringer om Rentons redning fortæller en anden historie.

Den pensionerede britiske filminstruktør Nigel Randell Evans indsamlede under otte rejser til Salomonøerne i 1990’erne overleveringerne i sin bog “The White Headhunter”, der handler om Jack Rentons liv blandt de indfødte.

Ifølge overleveringerne blev Renton slet ikke bortført:

“Han blev købt af en høvding ved navn Kamilla, der tog ham med til Maanakwai (en landsby på øen Malaita, red.). Han blev der i måske en måned. Fortællingen om Kamilla og hans lyshudede slave spredte sig langs Malaitas kyst, og høvding Kabou tog afsted for at se ham”.

Renton blev herefter købt af den magtfulde høvding Kabou, som tog ham med til sin landsby på øen Sulufou.

Fodbold var ikke nok til at overleve

Ifølge Rentons egen udlægning faldt han hurtigt til i det nye samfund, fordi han var “temmelig ferm til de indfødtes praktiske gøremål, såsom at lave net og kanoer”.

Inden længe blev han “af de indfødte set som nærmest en af deres egne”, forklarede briten til den australske avis.

De indfødtes mundtlige overlevering afslører dog, at livet på tropeøen krævede en del tilvænning. Ifølge efterkommerne af de krigere, der bragte Renton til øen Sulufou, besad den hvide fange i begyndelsen ingen af de færdigheder, der var nødvendige for at overleve.

Han kunne hverken fange fisk eller lave net. Kun hans lyse skind reddede ham. Alle var fascinerede af den fremmede og gav ham noget at spise.

Høvdingen Kabou lod sin slave lege med landsbyens børn, så han kunne lære de indfødtes sprog af dem.

Renton flettede til gengæld en bold af palmeblade og satte børnene til at spille fodbold.

Med tiden blev landsbyens fiskere imidlertid trætte af at brødføde høvdingens slave. En dag råbte en fisker:

“Hej, du der. Du sidder hele dagen og laver intet, mens vi er ude at fiske, og så kommer du her med din kurv (for at få mad, red.). Hvorfor lærer du ikke noget?”

Renton indså, at hvis ikke han hurtigt lærte at bidrage til livet i landsbyen, var han overflødig, og hans liv ville være i stor fare.

I hast lærte Renton at fiske som de indfødte og begyndte at lave mad for høvding Kabou og andre store mænd. I landsbyen gik snakken: “Minsandten, hans herre har trænet ham godt”.

Renton var ikke glad for rollen som kok, men den holdt ham i live i den første svære tid.

Efter ca. et halvt år havde Renton lært sig at tale de indfødtes sprog. Han kunne derfor spørge, hvorfor mange af landsbyens ældste kaldte ham Doorey.

Det viste sig, at en hvid hvalfanger ved navn Doorey havde boet i landsbyen 40 år tidligere. Hans skib var gået ned, så han endte som slave hos landsbyens daværende høvding.

Doorey havde arbejdet som skibstømrer og var med tiden blevet højt respekteret for de smukke og solide huse, han havde bygget på øen.

Dooreys færdigheder og høje status havde reddet Renton, indså briten – takket være hvalfangeren var det blevet et statussymbol for de indfødte at eje noget så sjældent som en hvid slave.

Men denne status, forstod Renton, var også blevet Dooreys skæbne. Da han stak af til en anden stamme, havde landsbyen tabt ansigt, og som hævn havde høvdingen lokket Doorey i et baghold og myrdet ham.

Overtro gavnede britens anseelse

Landsbyen, som Renton boede i, var gennemsyret af overtro, indså han snart; blandt andet var de indfødte bange for, at rester af deres mad skulle falde i hænderne på personer, som ville dem noget ondt.

“De var overbeviste om, at hvis en falsk ven formåede at stjæle bare en smule af den mad, som de havde indtaget, et hår fra deres hoved eller en fingernegl – så ville han have dem i sin magt”, fortalte Renton senere.

Bevæbnet med selv den mindste stump, der havde tilhørt en anden, kunne en modstander gå til sine forfædres alter, lægge tingene foran det og udtale en besværgelse over personen, som han eller hun ville skade.

Af samme årsag var de indfødte overbeviste om, at alle uheld, sygdomme og dødsfald skyldtes besværgelser.

Når en person var død, samledes hans familie derfor om liget. Sammen med shamanen skulle de forsøge at finde ud af, hvem der var skyld i hans død. Mødet fulgte altid samme ritual, forklarede Renton:

“Et lys brød frem over ligets hoved, løftede sig, svævede og blinkede i luften. Lyset begyndte kort efter at svæve ud af hytten, og alle fulgte efter det. Det kunne føre dem til en landsby flere mil væk eller vende om og bringe dem tilbage til den samme hytte, som de var kommet fra. Men til sidst ville lyset lægge sig på taget hos den skyldige”.

Som regel endte “lyset” med at pege på den person, som vidner havde hørt skændes med eller bagtale den afdøde, umiddelbart inden døden indtraf.

For Renton, der som den eneste i landsbyen ikke ejede et alter til sine forfædre, havde overtroen en uventet sidegevinst: Mens de indfødte var yderst mistroiske over for hinanden, kunne alle stole på Renton, der ikke havde mulighed for at nedkalde forbandelser.

Hvis en mand bar på en hemmelighed, som han trængte til at dele med nogen, kunne han derfor trygt gå til Renton, for briten udgjorde ingen fare.

Barbariske skikke forfærdede Renton

Modsat europæernes fordomme var langtfra alle Salomonøernes indfødte kannibaler.

Høvding Kabous landsby foragtede de stammer, som var kendt for at æde deres fjender.

Til gengæld var Kabou og hans folk ivrige hovedjægere som alle andre stammer i området. Hvis et nyt storhus til landsbyens ældsteråd skulle indvies, var der ifølge stammens tro behov for et afhugget hoved til ceremonien.

Det samme gjaldt søsætningen af en ny krigskano, når jagtsæsonen på delfiner begyndte, og et væld af andre vigtige begivenheder.

Afhuggede hoveder gav mana – sjælekraft, som beskyttede mod onde ånder.

Renton fik sin første oplevelse med stammens barbariske skikke efter at have deltaget i arbejdet med at bygge en stor krigskano.

Nogen Doorey var han ikke, men Renton havde dog udmærket sig tilstrækkeligt til at få lov til at deltage i søsættelsen af fartøjet.

Alle mænd, kvinder og børn samledes på den åbne plads foran krigernes fælles kanohus, og en rituel dans begyndte.

I Rentons ører afgav trommer, konkyliehorn og panfløjter en infernalsk larm, da en shaman pludselig trådte ind midt på pladsen.

Shamanen bar en rituel dragt, der fik ham til at ligne et dæmonisk væsen, der var halvt menneske og halvt fisk. Forfærdet trak alle sig tilbage.

Musikken stoppede, og en ildevarslende stilhed sænkede sig over pladsen.

Dæmonen inspicerede de forsamlede én efter én. Hver gang han stoppede ved en person, kunne Renton høre, at der gik et gisp igennem forsamlingen. Til slut stoppede fiskedæmonen ved en slavepige og lagde sin hånd på hende.

Straks kastede forsamlingen sig over slavinden og holdt hende fast, så høvding Kabou kunne hugge hovedet af hende. Liget blev båret hen til den nye kano, så dens sider kunne oversprøjtes med slavepigens blod.

Renton overværede mordet og indså forfærdet, at valget lige så godt kunne være faldet på ham. Uanset hvor meget han anstrengte sig for at blive accepteret, risikerede han at møde samme skæbne som slavepigen.

Ifølge øboernes overleveringer blev Renton samme aften kaldt til høvdingens hytte.

“Kabou ønskede at gøre Renton hård. Han vidste, at drab var den eneste måde at hærde ham på, og at folk ville respektere ham mere, hvis han havde dræbt”, lyder overleveringen.

Kabou fortalte, at han havde hørt, at indbyggerne på øen Manaoba, der oprindeligt havde fanget Renton og de tre andre søfolk, havde dræbt amerikanerne.

“Du må dræbe tre mænd fra Manaoba, for det er vores skik, at hvis en mand fra din stamme bliver dræbt af en mand fra en anden stamme, så skal du dræbe den mand”.

Renton forsøgte at stikke af

Men Renton havde ikke lyst til at blive hovedjæger. Samme aften stjal han en kano og begyndte at padle nordpå langs kysten.

Det kunne ikke nytte noget at sejle ud i det åbne hav, for han havde ingen chance for at krydse Stillehavet i den lille kano – desuden risikerede han at blive knust mod de rev, der omgav øen.

I stedet måtte han sejle langs kysten og håbe på at kunne nå frem til en europæisk handelsstation, som han havde hørt lå nord om den store ø Malaita.

Først måtte Renton dog for alt i verden forbi nabolandsbyen på Manaoba, inden dagen gryede, for ellers ville han blive opdaget.

Da solen stod op, indså Renton til sin gru, at han ikke var kommet langt nok. Han fortsatte dog ufortrødent, i håbet om at de indfødte ville tro, at han var en af dem.

Et alarmhorn fortalte imidlertid snart Renton, at han var afsløret. Briten padlede for sit liv og forsøgte at skjule sig i en mangrovesump, men her blev han inden længe opdaget.

Renton var sikker på, at hans sidste time var kommet, men Manaoba-krigerne dræbte ham ikke – formentlig af frygt for at pådrage sig den store høvding Kabous vrede.

I stedet tilkaldte de Kabou, der kom og hentede sin slave. Renton tænkte, at høvdingen ved førstkommende lejlighed ville straffe ham ved at ofre briten under en blodig ceremoni, men igen tog han fejl.

Sejlturen hjem til Kabous landsby føltes uendelig for Renton, der lå bagbundet i bunden af høvdingens kano.

Længe padlede alle i ildevarslende tavshed, men så blev stilheden afbrudt af et fnis. Derefter spredte latteren sig blandt Kabous mænd. Renton var fuldkommen forvirret.

Da de ankom til Kabous landsby, holdt høvdingen en tale, hvori han forklarede, at han dagen forinden havde afsløret for Renton, at hans venner var blevet dræbt af indbyggerne i nabolandsbyen, og at Renton åbenbart ikke havde kunnet vente med at komme afsted for at hævne dem.

Den hvide mand var taget afsted alene – kun bevæbnet med et spyd og en økse – for at dræbe tre af nabolandsbyens krigere.

Kabou var stolt af Renton, der ifølge høvdingen havde vist, at han fortjente at blive betragtet som kriger. Herefter tog britens liv en uventet drejning.

Den hvide hovedjæger imponerede Kabou

Landsbyen anerkendte Rentons mod, og hans forvandling fra slave til kriger begyndte.

Som med sproget var det landsbyens børn, der gav ham de første lektioner, senere deltog han i de voksnes krigslege, hvor pilespidser og spydspidser var forsynet med propper af blødt træ, så ingen kom alvorligt til skade under duellerne.

Efter tre måneders træning blev briten inviteret med på hovedjagt. Hans første togt foregik i ly af natten, så krigerne kunne omringe en landsby uden at blive set. Derefter ventede de ca. 120 hovedjægere på daggryets første lys, forklarede Renton.

“Før beboerne vågnede, strømmede vores gruppe ind i landsbyen. Efterhånden som de kom ud af deres hytter, blev de slået ned, gennemboret med spyd eller skudt med pile. Inden for få minutter var mange af landsbyens mænd dræbt”, fortalte briten til The Brisbane Courier.

Hvad der skete med kvinderne og børnene, ville Renton ikke afsløre, men andre europæere, der senere besøgte øerne, fortalte om ritualer, hvor både tilfangetagne kvinder og børn blev dræbt i blodige religiøse ceremonier.

Renton havde dræbt ikke færre end tre mænd under sin første hovedjagt. Kabou var stolt og betragtede ham fra da af som sin egen søn. Advarende råbte han til sine undersåtter:

“Hvis nogen gør skade på denne unge mand, skal hans skind komme til at pryde min væg”.

Rentons anseelse steg yderligere, og han blev nu et fuldt accepteret medlem af landsbyen. Med ét forvandlede slaven sig til en attraktiv ungkarl, som giftemodne kvinder kastede lange blikke efter.

Mens Renton over for The Brisbane Courier afviste, at han havde haft en romance med en af de indfødte, fortæller øboernes mundtlige overleveringer en anden historie:

“En pige ved navn Borie boede i landsbyen. Hun var Kabous grand-niece, og alle vidste, at hun forelskede sig i Renton. Snart vidste hele Sulufou, at de var sammen. Alle var glade, da Borie et år senere blev gravid, men hun døde under fødslen af deres barn. Hele landsbyen sørgede – Borie og Renton havde elsket hinanden højt”.

Renton havde nu boet i Kabous landsby i tre år, og hans ry som kriger var vokset. Ifølge overleveringerne dræbte han mere end 60 fjender, men briten tog aldrig deres hoveder.

Han forklarede, at han ikke ville have dem hængende i sin hytte. I stedet slog han tænderne ud af munden på sine ofre og fik fremstillet en halskæde af dem.

Alle stammer i miles omkreds vidste efterhånden, at en hvid mand boede i Kabous landsby, og en dag kom et sendebud med et brev til ham.

Afsenderen var en kaptajn ved navn MacFarlane, som havde kommandoen over det engelske orlogsskib Rose and Thistle. I brevet skrev MacFarlane:

“Det er blevet rapporteret til mig, at hvide mænd opholder sig på denne ø. Hvis en hvid mand modtager dette brev, skal han begive sig til Isabel (en stor ø 120 km nordvest for Sulufou, red.). Om to måneder vender jeg tilbage til øen Sigana (ved Isabels sydspids, red.) og kan tage ham med til Sydney.”

Kabou lod Renton læse brevet, men det kunne ikke komme på tale at lade briten rejse. Nok var Renton værdsat og elsket, men han tilhørte stadig høvdingen.

Fire år mere skulle der gå, før Renton igen fik chancen for at undslippe, og denne gang slog han til.

Britiske menneskejægere hærgede

Mens Salomonøernes indfødte i århundreder havde gået på hovedjagt, var skruppelløse briters menneskejagt af nyere dato.

I 1860’erne og 1870’erne manglede plantageejere i den britiske koloni Australien desperat billig arbejdskraft.

Selvom Storbritanniens love forbød slaveri, var det en udbredt praksis at bortføre indfødte til Australien, hvor de arbejdede under slavelignende forhold.

Et af disse slavetogter gik til øen Leli, der ligger 40 km syd for Kabous landsby på Sulufou. Her satte de indfødte sig så kraftigt til modværge, at det britiske slaveskib Carl måtte beskyde krigskanoerne med musketter.

Høvdingen af Lelis søn var blandt de døde, mens 16 krigere blev taget til fange.

Tabet af en søn krævede hævn, og høvdingen udlovede en enorm dusør til den, der kunne bringe ham en hvid mands hoved.

Som alle vidste, boede en hvid mand hos Kabou på Sulufou, og snart var en armada af kanoer på vej mod øen. Ved ankomsten til landsbyen råbte anføreren til Kabou:

“Broder, vi er kommet her for at tage din dreng. Vi vil bringe ham til Leli og dræbe ham der”.

Kabou svarede truende:

“Hvem der end vil dræbe Renton, må dræbe mig først”.

De fremmede indså snart, at de i denne omgang ikke kunne få den hvide mand med sig, men der var ingen tvivl om, at de ville vende tilbage og hente ham med magt.

Og magten var langsomt ved at slippe høvding Kabou af hænde, fordi hans landsby ikke rådede over geværer. Dem handlede andre stammer sig til ved at sælge slaver til de britiske skibe.

Med truslen fra Leli-øen behøvede Kabou mere end nogensinde skydevåben, hvis det skulle komme til kamp mod nabostammerne.

Mere af nød end lyst besluttede Kabou derfor at sende Renton afsted for at undersøge mulighederne for at bytte sig til geværer.

Briten var den eneste i landsbyen med viden om skydevåben, men han fik ikke lov at rejse alene – en eskorte på adskillige krigere ledsagede ham. For Renton var rejsen en enestående chance for at flygte.

På øen Isabel havde en høvding ved navn Bera anlagt en mindre fæstning, hvorfra han byttede mennesker for geværer og stålværktøj.

Renton fik besked på at besøge Bera for at prøve at bytte sig til geværer. Et overvældende syn mødte ham: I sin fæstning havde “kong Bera” – som han ønskede at blive tituleret – samlet 84 ståløkser, 500 knive, 136 gamle musketter, mere end 200 geværer og 50 revolvere. Det var en fuldkommen overvældende ildkraft sammenlignet stenaldervåbnene i Kabous landsby.

Men ingen af varerne, som Renton medbragte, ville Bera bytte for geværer – end ikke de delfintænder, som ellers i århundreder havde været Salomonøernes vigtigste betalingsmiddel.

Mens Renton befandt sig i Beras fæstning, fik han kontakt med en engelsktalende indfødt, der blev brugt som tolk, når britiske skibe lagde til.

Tolken lovede, at han ville forsøge at få det næste britiske skib til at kaste anker nær Kabous landsby, så de kunne handle direkte med briterne.

Renton takkede tolken, for det ville øge hans chancer for, at flugtforsøget lykkedes.

Rentons desperate flugt

Nogle uger senere ankom to budbringere fra en landsby nær Kabous for at tale med Renton.

De fortalte, at et af de hvides store sejlskibe var ankret op ud for det brede bælte af skarpe koralrev, som Sulufou lå beskyttet bag.

Renton vidste, at han hurtigt ville blive indhentet, hvis han forsøgte at stikke af sammen med budbringerne, i stedet lokkede han høvding Kabou til at følge med ham ud til skibet – for at de kunne forsøge at købe geværer til landsbyens krigere.

I en stor krigskano sejlede de næste morgen i retning af det britiske skib, men Kabou beordrede kanoen til at lægge til på stranden foran en anden lille landsby, som hørte til hans rige.

For Renton var det en uventet manøvre:

“Jeg blev overvældet af ængstelse og begyndte at forestille mig, at hver bevægelse, skibet foretog, var forberedelse til at sejle væk. Jeg søgte derfor desperat efter en måde at give skibet besked om min tilstedeværelse. Der var intet. Intet papir, intet europæisk tøj. Pludselig fik jeg i sandet øje på en planke fra en gammel kano”.

Renton skyndte sig hen til et bål, greb en forkullet pind og begyndte at skrive en besked på planken:

“John (han var døbt John, men blev kaldt Jack, red.) Renton. Vær venlig at tage mig med til England. Høvdingen på denne ø beder om gaver fra jer. Et besætningsmedlem fra skibet må komme i land, så jeg kan tale med ham. Jeg har været skibbruden på denne ø i ca. fem år”.

Faktisk var næsten otte år gået, siden Renton drev i land, men han havde helt mistet tidsfornemmelsen i en kultur, der ikke målte tiden.

To indfødte gik med til at sejle den uskyldigt udseende planke ud til skibet. Snart kom et brev retur fra kaptajnen på skibet, der ville vide, hvad de indfødte forlangte for Renton.

Kabou troede brevet fortalte, at briterne ville handle, og han lod Renton padle ud til koralrevet sammen med to kanoer fyldt med krigere – for at sikre sig, at hans “søn” ikke pludselig stak af.

Rentons kano og en robåd fra skibet mødtes ved et lille rev, der stak helt op af havet. To af Kabous stærkeste krigere holdt Rentons arme, mens han talte med sine landsmænd.

En engelsk sømand i båden viste, at han havde ståløkser med, som de kunne bytte sig til, og holdt dem op i vejret.

Han råbte også til Renton på engelsk, at hans mænd havde medbragt deres geværer, og at de var villige til at bruge dem, hvis det blev nødvendigt.

Renton fik hurtigt overbevist sin eskorte om, at en af dem skulle se nærmere på varerne. Den indfødte gik hen over revet og kastede et blik ned i robåden.

Ved synet af de bevæbnede matroser vendte han brat om og løb tilbage til kanoerne, mens han råbte “skynd jer væk”.

I forvirringen, der opstod, slap begge vogtere deres greb i Renton, som stak af. Let til bens løb han hen over revet:

“Jeg styrtede fremad og kastede mig ned i robåden, der straks lagde fra land. Pludselig var jeg omgivet af mænd, der trykkede min hånd og talte mit modersmål. Da jeg så mig tilbage over skulderen, kunne jeg se, hvordan mit ø-fængsel forsvandt i det fjerne”.