Voldsom vind og byggesjusk bremsede mongolernes verdenserobring

Det er dem, som marinarkæologen i år 2002 er dykket ned for at undersøge.

For mongolerne var den kraftige storm en katastrofe, der blev begyndelsen til enden for deres mægtige dynasti, men for japanerne var den et mirakel, der reddede landet fra en frygtelig invasion.

Khanen vil herske over hele Kina

For Kublai Khan må nyheden om stormen, der udslettede hele hans enorme flåde, have været umulig at begribe.

Som barnebarn til Djengis Khan, der i begyndelsen af 1200-tallet havde underlagt sig store dele af Asien, havde han stolte aner og sejr i blodet.

I foråret 1241 strakte mongolernes herredømme sig over det meste af Asien, og det var først, da mongolhæren nærmede sig Wiens porte i Europa, at dens fremrykning standsede.

På det tidspunkt var mongolernes herredømme det største rige, som verden endnu havde set.

Felttoget standsede imidlertid ikke af militære årsager, men fordi det mongolske rige var plaget af interne stridigheder om arvefølgen.

Efter Djengis Khans død i 1227 havde hans søn Ögedei overtaget titlen som khan, og da han døde i 1241, slog rivaliseringen ud i lys lue.

Stridighederne varede i næsten to årtier, men i 1260 udråbte Det Store Mongolske Råd Kublai Khan til storkhan og hersker over det mongolske rige. Indtil da havde han gjort tjeneste som fyrste og hærfører over et mindre område i Kina.

En række rivaler, der også havde kæmpet om den mongolske trone, nægtede dog at anerkende ham som storkhan, og i praksis blev riget splittet i fire områder.

Kublai Khan var nu hersker over det østlige Mongoliet, Manchuriet, Tibet og en stor del af Kina.

For den ambitiøse hersker var det dog langtfra nok. Hans rige skulle være stort og strække sig ud over de indonesiske øer Java og Sumatra og helt til Vietnam.

Men først og fremmest ville han gøre det, som ingen af hans forfædre endnu havde formået: Han ville underlægge sig hele Kina.

Færre penge ville knuse Japan

Vejen til det kinesiske Song-dynasti gik imidlertid via Japan. En stor del af dynastiets indtægter kom nemlig fra skat på den oversøiske handel med japanerne.

Hvis khanen kunne kvæle handelen, ville Song-riget have færre penge at føre krig for, og landet ville dermed være markant lettere at indtage.

Derfor satte Kublai Khan sig for at slå til mod byen Hakata på Japans tredjestørste ø Kyushu, der bugnede af rigdomme.

Et stort kinesisk samfund af købmænd havde slået sig ned i byen, og i midten af 1200-tallet var trafikken mellem de kinesiske havne og Hakata vokset voldsomt.

Fra Kina bragte skibene bl.a. silke, porcelæn, bøger og te, der nu var japanernes helt store dille.

Retur fra Japan var skibenes lastrum fyldt med tømmer, kobber, mineraler, blækhuse, sværd og vifter. Hakata måtte knuses, og i 1268 var khanen klar til at slå til.

Eksemplariske skibsbyggere

Mongolhærens styrke lå på landjorden, men Kublai Khan satte en ære i at tage ved lære af sine fjender.

Det gjaldt også Song-dynastiet, og derfor gav han ordre til at bygge store skibe, som lignede kinesernes. Song-dynastiet var nemlig verdens bedste skibsbyggere.

Deres skibe var bygget af træ og bambus og var meget store. Med fleksible bambussejl var skibene manøvredygtige, og deres rum-inddelinger med skotter i skroget sikrede mod oversvømmelser og kæntring.

Ud over at blive brugt til handel udgjorde skibene rygraden i Song-dynastiets slagkraftige flåde. Et enkelt skib kunne let rumme op til 1.000 soldater, og krigerne kunne have deres heste med ombord.

På dækkene medbragte krigerne katapulter, som kunne slynge brændende genstande eller kinesiske brandbomber, i form af granater fyldt med krudt, imod fjenden.

Foruden at bygge skibe som kineserne lærte Kublai Khan sine soldater at reagere på ordrer givet ved hjælp af trommer – ligesom i Song-hæren.

Mongolerne forbereder sig på krig

I 1268 manglede den nu 53-årige mongolske Khan ikke selvtillid. Han var en mand i sin bedste alder og i god form, beretter den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo:

“Hverken lille eller høj, men af moderat højde” med lemmer, der var “kødfulde og velproportionerede” og en “frisk, rødmosset hud”. Kublai Khan spillede hårdt ud over for japanerne:

“Vi, det store Mongolske Rige, har modtaget Himlens Mandat og er blevet Universets Herre. Utallige stater i fjerne lande har derfor ønsket at knytte bånd til os”, proklamerede han i et brev, hvor han også forklarede, at japanerne lige så godt kunne overgive sig først som sidst.

Men den japanske regering havde andet at tænke på end den storpralende mongolhersker. Magten i landet var på det tidspunkt delt mellem kejseren, som tog sig af de diplomatiske og religiøse anliggender, og “bakufu”, der er japansk for “lejrregering”, og som udgjorde landets militære og egentlige ledelse.

Bakufu var domineret af samuraier, en særlig krigerkaste, der reelt sad på magten. På denne tid var samuraierne viklet ind i en blodig magtkamp mellem de forskellige klaner, og de havde hverken tid eller kræfter til at bekymre sig om andet.

Kublai Khan ventede derfor forgæves på svar, og i frustration begyndte han at gøre sig klar til at gå i krig mod Japan.

I mellemtiden lå han ikke på den lade side, og i de følgende år havde han stor succes på slagmarken andre steder. I 1271 formåede han – uden at erobre Japan først – at indtage store dele af Song-dynastiet i det sydlige Kina.

I det nyerobrede område indsatte han snart efter sig selv som kejser og grundlagde det, der skulle blive kendt som Yuan-dynastiet.

Han havde indtaget en stor del af Kina, men hans ambitioner var ikke blevet mindre: Nu skulle Japan underlægges mongolske herredømme.

Som forberedelse til den kommende invasion sendte han 5.000 mongolske tropper til vasalstaten Korea som fortrop og beordrede den koreanske konge til at bygge hele 900 krigsskibe og indkalde en hær på 10.000 mand.

Selv samlede Kublai Khan sine egne tropper, som også talte titusinder af krigere. Fanger fra en kinesisk by, som khanen netop havde besejret, blev også indskrevet.

“De blev befriet fra deres lænker og forskånet for henrettelse”, lyder det i officielle papirer fra oktober 1273.

Til gengæld skulle de tidligere fanger nu kæmpe på mongolernes side i den forestående krig mod japanerne.

Kurs mod de japanske øer

Kublai Khans flåde sejlede fra Happo tæt ved Busan i vore dages Sydkorea den 2. november 1274 med kurs mod de japanske øer.

Flåden talte ikke færre end 23.000 mongolske, kinesiske og koreanske soldater. Dertil kom 6.700 søfolk fordelt på 900 skibe.

Angrebet gik, som Kublai Khan havde håbet og forventet. Da han to dage senere nåede frem til øen Tsushima, som ligger omkring halvvejs mellem Kyushu og Korea, ventede kun en lille garnison bestående af 80 samuraier og en militærguvernør ved navn So Sukekuni.

Nervøs over synet af de mange krigsskibe sendte militærguvernøren en tolk ud for at spørge, hvad flåden ville.

Som svar lod styrkens leder en landgangsstyrke på 1.000 mand vælte ind på stranden, imens de udspyede en “rasende strøm af pile så tætte som regn”. Samuraierne og deres krigere faldt på stribe, og snart var slaget tabt.

“Ved hjælp af overlegne våben gik fjenden i land uden at lide stort tab”, fortæller japanske kilder sørgmodigt.

Efter at have sat ild til de omkringliggende byer og dræbt indbyggerne fortsatte flåden til den næste ø, Iki.

Afstanden til Iki var kun 50 km, og øens guvernør, Taira Kagetaka, havde allerede hørt om massakren på Tsushima.

Han rådede kun over 100 beredne samuraier, og i ren desperation bevæbnede han derfor de lokale fiskere med jagtspyd, køller og sække fyldte med sten. Men kampen blev forudsigeligt kort.

Kagetaka blev hurtigt drevet tilbage til sit fort, og for at undgå nederlagets skam begik han og hans familie harakiri – det vil sige selvmord ved at sprætte deres maver op fra venstre mod højre med et kort sværd. Imens fortsatte mongolerne til bugten, hvor handelsbyen Hakata lå.

Den første storm redder Japan

Den japanske garnison i Hakata-bugten var advaret om mongolernes angreb, og derfor ventede 6.000 samuraier på stranden, da det uhyggelige syn af Kublai Khans flåde viste sig i horisonten.

I små både roede de mongolske styrker i land til lyden af trommeslag, hvorefter de med det samme gik løs på fjenden.

Mongolerne var samuraierne overlegne. Deres buer rakte længere, og hvor samuraierne var bedst til at kæmpe mand mod mand, mestrede mongolhæren de store organiserede angreb.

Alligevel fik Kublai Khans hær kamp til stregen af de kampberedte samuraier. Blandt dem var Takezaki Suenaga.

“At være kriger er at gøre, hvad der gør os værdige til belønning”, erklærede han, før han med sine fem krigere stormede frem mod den store invasionsstyrke.

Ved aftenstid indstillede mongolerne kamphandlingerne for natten og trak sig tilbage til stranden.

Da morgenen kom, ventede der imidlertid japanerne et dramatisk syn. Ifølge den officielle kinesiske Yuan-shi-beretning havde der om natten rejst sig “en voldsom storm”, og mange krigsskibe var blevet slået mod klipperne og ødelagt.

“Pludselig rejste der sig en modsat – østlig – vind, som blæste dem tilbage til deres eget land”, beretter den japanske hofmand Kadenokoji Kanenaka i sin dagbog den 6. november 1274.

Ca. 50 ulykkelige mongolske soldater og søfolk blev fanget og eskorteret til den japanske hovedstad, hvor de ifølge hofmanden blev afhørt og henrettet.

“Skiftet i vinden må have kommet som beskyttelse fra guderne. Vi bør prise dem uendeligt”, tilføjede han i sine notater.

Stormen, som med sin hærgen havde reddet japanerne fra mongolernes frygtelige invasion, kom siden da til at gå under navnet “Kamikaze”, der betyder “hellig vind” på japansk.

13.500 soldater mistede livet

Nederlaget tyngede imidlertid ikke Kublai Khan. Nok havde han mistet 13.500 mand og 300 skibe, men Hakata lå i ruiner, og dermed havde han tørlagt én af Song-dynastiets vigtigste indtægtskilder.

Khanen fortsatte derfor ufortrødent sin erobringskampagne. I 1279 fandt det sidste knusende slag mod Song-dynastiet sted ud for det nuværende Hongkong.

Kublai Khan kæmpede med dynastiets flåde, som inden da var faldet i hans hænder, og ved årets udgang var hele Kina underlagt mongolerne. Nu var det tid at vende tilbage til Japan.

“Song-dynastiet har mødt sin undergang for mongolernes hænder, og der er risiko for, at den samme fare nu vil overgå Japan.

Vi anser det derfor for nødvendigt at advare jer”, skrev en tidligere Song-undersåt til japanerne samme år.

Japanerne havde i forvejen lugtet lunten, og allerede i 1276 var de gået i gang med at forberede sig til det store slag, som de ventede ville komme.

Da mongolerne sidst angreb i 1274, havde samuraierne mødt dem direkte på stranden, hvorfra japanerne var blevet trængt tilbage.

Nu blev bønder sat til at bygge en bred og høj stenmur på 20 km langs kysten ved Hakata-bugten.

Med en forsvarsmur ville de kunne møde fjenden fra en beskyttet position. Samtidig organiserede samuraierne deres krigere i forsvarsenheder, og myndighederne beslaglagde fiske- og handelsfartøjer, så de kunne imødegå mongolernes trussel til vands.

Også Kublai Khan rustede sig til kampen. Krigerne blev udstyret med rustninger lavet af små læderlapper, så de kunne imødegå samuraiernes pile og sværd. Hestene, som skulle bruges i kamp, blev sendt på græs, så de kunne nå at æde sig godt fede før sejladsen.

Alle skibe blev kaldt sammen, herunder også de erobrede Song-skibe. Da der stadig ikke var fartøjer nok, byggede khanen nye.

Hele skovområder blev lagt øde for at skaffe træ nok til de store krigs­skibe. I august 1280 var slagplanen klar:

“I samråd med den koreanske konge og generalerne blev der opnået enighed om en angrebsplan. Skibe med 40.000 mongolske, koreanske og nordkinesiske tropper skulle mødes ud for øen Iki med en flåde, som medbragte 100.000 tropper fra det sydlige Kina, og derfra fortsætte og knuse Japan”, noterede mongolske embedsmænd.

Mongolerne angriber Japan igen

I juni 1281 indledte khanen sit andet angreb på Japan.

Selvom mongolerne denne gang mødte væsentlig mere modstand, faldt øerne Iki og Tsushima hurtigt.

Værre blev det for mongolerne, da de forsøgte at gå i land i den nordøstlige del af Hakata-bugten. Her blev de mødt af et velforberedt japansk forsvarssystem med en effektiv forsvarsmur og mange små-fartøjer, hvis besætninger stædigt tog kampen op mod de store krigsskibe.

Fx sejlede den japanske kaptajn Kusano-Jiro gennem en “regn af pile, hvoraf én flåede hans venstre arm af”, men han formåede at kæmpe videre.

Han knækkede sit skibs master, så de faldt ned på de mongolske skibes dæk, så han og hans mænd kunne gå ombord og kæmpe.

Før andre fartøjer kunne nå at komme mongolerne til undsætning, “satte de modige angribere skibet i brand og satte herefter afsted, idet de tog 21 hoveder med sig”, lyder en af japanernes drabelige beretninger.

De japanske både var lette at navigere, men mange af dem blev sænket af store sten og bomber affyret fra katapulter på khanens skibe.

Voldsomhederne fra mongolernes angreb fik ikke japanerne til at give op. I stedet formåede de at gøre de mongolske kaptajner så nervøse, at mongolerne bandt deres fartøjer sammen for at forhindre de japanske både i at omringe og angribe dem enkeltvis.

Japanerne svarede igen ved at sende både med brændende hø imod dem.

For at få et pusterum lagde de mongolske styrker til sidst til ved øerne Shiga og Noko ved mundingen af Hakata-bugten.

Men også her blev de angrebet af japanerne. Fra alle sider synes samuraier at strømme ombord på de mongolske skibe, der havde kastet anker, for at kæmpe.

En japansk kilde hævder, at samuraierne nåede at indsamle over 2.000 hoveder, før mongolerne blev tvunget til at trække sig tilbage til den erobrede ø Iki.

Den anden kamikaze redder Japan

Indtil nu havde den mongolske og den koreanske hær kæmpet alene mod japanerne.

Den erobrede Song-flåde med sine 3.500 skibe og 100.000 krigere var nemlig endnu ikke nået frem fra Kina. Den 12. august 1281 var flåderne endelig forenet, og nu angreb de i fællesskab Japan.

Denne gang foregik kamphandlingerne ved øen Takashima, der var langt dårligere forberedt end krigerne ved Hakata-bugten.

Angrebet varede hele natten, og som tidligere benyttede japanerne sig af små, hurtige fartøjer, som de brugte til at udføre raids mod mongolerne med.

For at forsvare sig bandt de mongolske kaptajner endnu en gang deres skibe sammen, men denne gang skulle forsvarsteknikken vise sig at blive skæbnesvanger for dem.

Igen udbrød der en kraftig storm, der i løbet af kort tid splintrede de mongolske krigsskibe til atomer.

“En tyfon sænkede de fleste af de udenlandske piraters skibe. Adskillige tusinder blev dræbt eller fanget.

Ikke en eneste af fjendens skibe forblev ved Iki eller Tsushima”, skrev hofmanden Kadenokoji Kanenaka efterfølgende i sin dagbog.

Den nat mistede Kublai Khan på et øjeblik hele sin gigantiske flåde, og for anden gang var japanerne tilsyneladende blevet reddet af vejret.

For mongolerne forekom forklaringen om et vildt naturfænomen som årsag til deres nederlag langt bedre end rygter om slaphed og inkompetence, og set med japanske øjne var

Forskere stykker historien sammen

Derfor var japanske og mongolske kronikører aldrig i tvivl om, at en kraftig storm var årsag til tabet af Kublai Khans gigantiske flåde.

I flere hundrede år har videnskabsfolk imidlertid sat spørgsmålstegn ved forklaringen, for de har haft svært ved at tro på, at en storm skulle være hele årsagen til det store forlis.

Løbende har historikere og marinarkæologer derfor undersøgt levn fra skibene, når de er dukket op i nettene hos de lokale fiskere. stormen beviset på, at guderne var med dem.

Men først i 1981 blev der sat en egentlig arkæologisk undersøgelse i gang af området ud for Takashimas kyst.

I mere end 20 år har marinarkæologer med dykkerekspeditioner som den, James Delgado foretog i 2002, nu afsøgt havbunden for fund.

Derfor er det også i dag muligt for forskerne at stykke sammen, hvad der egentlig skete den 12. august 1281 ud for den japanske kyst.

Alt tyder på, at en voldsom tyfon ramte skibene, der lå sammenbundne ud for kysten. De skibe, som lå længst ude i vandet, skar ankertovene over og satte formentlig til søs i håb om at ride stormen af.

Skibene nær ved kysten var derimod prisgivne. Hjælpeløse kunne søfolkene se til, mens de enorme skibe blev slynget fra side til side af storm og bølger for til sidst at blive knust mod hinanden eller klipperne.

Et sted i infernoet af skrig, vrinsken og splintrende tømmer gik feltherre Wang ned med sit skib.

Om han da var levende eller død, ved forskerne ikke, men sikkert er det, at han gik til bunds iført sin røde læderrustning og sin hjelm, indtil han med ansigtet nedad nåede bunden.

Her lå han, indtil James Delgado mere end 700 år senere fik øje på krigerens hjelm med en rest af hjerneskal i.

Tømmer afslører hemmeligheden

Blandt arkæologernes mest interessante fund er de tømmerstykker, som Delgado og hans kolleger har fundet.

Tømmerstykkerne var spredt ud over et stort areal på havbunden, og det bekræfter ifølge forskerne myten om, at der med al sandsynlighed har fundet en kraftig storm sted.

Fundene viser imidlertid også noget andet.

Nærstudier af tømmeret viser nemlig, at flere af plankerne har mange sømhuller.

Det afslører, at det er blevet repareret på en hastig og usystematisk måde.

Selv kritiske dele af skibet, som fx mastefoden, der fordeler trykket fra masterne, er hurtigt og sjusket repareret.

Delgado og andre arkæologer ser det tvivlsomme tømmerarbejde som et tegn på, at Song-flåden var under pres med hensyn til tid og mandskab, da den stærkt forsinket huggede sig vej gennem bølgerne i sommeren 1281.

Søfolk og håndværkere havde muligvis været trætte og demoraliserede eller så trætte af Kublai Khan og det arbejdspres, hans krigslyst udsatte dem for, at de bevidst har saboteret hans skibe.

Det voldsomme vejrfænomen er derfor ikke skyld i hele katastrofen.

Dårlig vedligeholdelse, byggesjusk og mulig sabotage er en medvirkende årsag til, at det gik så galt for mongolerne, som det gjorde.

Havde skibene været i god stand, kunne de måske have reddet stormen af, og så havde Japans historie set helt anderledes ud.