Den 22. august 1791 havde en stor skare slaver samlet sig til en hemmelig ceremoni i skoven Bois Caiman i den franske koloni Saint-Domingue (det nuværende Haiti).
Ceremonien blev anført af en kæmpestor slave: Voodoopræsten Dutty Boukman. Han kunne læse og var blevet inspireret af idéerne om frihed og lighed fra den franske revolution, der var begyndt to år tidligere.
Ved sin side havde Boukman en mægtig præstinde, der var født i Afrika. Hun kom med en profeti om, at Boukman og andre slaver ville føre an i et oprør, der skulle befri alle de sorte på Saint-Domingue fra slaveriets åg for tid og evighed.
Under ritualet blev der ofret et vildsvin, der skulle symbolisere den frie skovs og forfædrenes ånder.
Voodoomødet i Bois Caiman bliver i haitiansk tradition anset for starten på det slaveoprør, der kom til at vare mere end 10 år, selvom moderne historikere gerne vil nedtone begivenhedens betydning.
Fra Haiti spredte voodoo sig til det sydlige USA, Cuba og Brasilien.
Martyrium skabte sammenhold
Oprørslederen Boukman selv døde dog i kamp, kort efter at oprøret var brudt ud. Franskmændene lod hans hoved vise frem overalt i det fromme håb, at de oprørske slaver ville tabe modet, når de indså, at deres leder var død. Resultatet blev dog det stik modsatte. Boukman fik status af martyr.
Selvom der var andre faktorer, der spillede ind, end de sortes stærke tro – fx blev franskmændene ramt af tropiske sygdomme – lykkedes det til sidst slaverne at besejre de franske styrker.
I 1804 blev den selvstændige nation Haiti udråbt – verdens første sorte republik og historiens eneste eksempel på et succesfuldt slaveoprør.
Kolonimagterne ville dog ikke anerkende en nation af slaver. Landet, hvis nye herskende klasse fortrinsvis bestod af mulatter, blev boykottet af omverdenen. Helt frem til 1860 nægtede Vatikanet således at sende katolske præster til Haiti.
Rygter om kannibalisme, zombier og seksuelle orgier blev spredt, og religionen voodoo blev udmalet som ren sortekunst – et billede, der hænger ved i fx Hollywood-skrækfilm.
De berømte voodoodukker med nåle i, der ofte ses i film og på TV, havde dog ikke meget med virkelig voodoo at gøre. Man brugte ganske vist dukker i visse ritualer, men det var forholdsvis sjældent.
Men da sådanne dukker er en eftertragtet salgsvare som samlerobjekt eller souvenir, er de nu blevet en stor del af den kommercielle “turistvoodoo”.
Fjender kunne svækkes ved at stikke nåle i dukker, der lignede dem, mente voodoodyrkere.
Hverdagsreligion på Haiti
Selvom der vitterlig forekommer tro på sort magi og zombier i voodoo, så er det i dag først og fremmest en hverdagsreligion for millioner af mennesker – især i Haiti, men også i det sydlige USA.
Mange haitianere udvandrede efter revolutionen til områderne omkring New Orleans, hvor de udviklede deres egen variant af voodoo – ofte kaldet hoodoo.
Lignende såkaldt afroamerikanske religioner findes i andre lande, hvis befolkning i vidt omfang stammer fra Afrika – såsom Cuba (santeria) og Brasilien (candomblé).
Navnet vodou (det er den stavemåde, haitianerne selv benytter; voodoo er en engelsk forvanskning) kommer af ordet for “ånd” hos fon-folket i det nuværende Benin i Vestafrika. På Haiti benyttes ofte udtrykket “at tjene ånderne” om religionen.
Ifølge haitianerne færdes vi mennesker i et helt hav af forskellige ånder, såkaldte loa, hver og en med egne typiske karaktertræk. Mange af disse ånder udgøres af katolske helgener, der har lignende egenskaber og attributter.
Marie Laveau fik angiveligt 1.000 dollars for at hjælpe en dommer fra New Orleans med at blive genvalgt.
Frygtet præstinde regerede New Orleans
Tusinder af voodoo-dyrkeres tro på hendes magiske evner gjorde Marie Laveau frygtet og eftertragtet.
Marie Laveau var historiens mest legendariske voodoo-præstinde. Hun blev født i New Orleans omkring 1801 – som datter af en hvid plantageejer og en sort kvinde.
Officielt arbejdede hun som frisør, men det var som præstinde ved hemmelige voodooritualer, at hun blev tilbedt og frygtet.
Marie Laveau øjnede i en tidlig alder muligheden for at tjene penge på voodoo, og hendes kunder bestod af både sorte og hvide.
Unge giftelystne kvinder købte besværgelser, der skulle få en udvalgt mand til at forelske sig i dem, mens politikere kunne bede om hjælp til at skaffe en modstander af vejen eller vinde valget til en høj post.
Da Marie Laveau døde, efter sigende i 1881, blev hun efterfulgt af sin datter af samme navn.
De to voodoo-dronninger blandes ofte sammen i forskellige legender, og i New Orleans er der stribevis af turistattraktioner, der bliver markedsført som Marie Laveaus hus, tempel eller grav.
Sorte høns og stærk rom
De fleste voodoodyrkere er også katolikker og ser ingen selvmodsigelse heri. På familiens husalter står de kristne helgenbilleder side om side med voodooamuletter og magiske symboler.
Familiemedlemmerne foretager ofte daglige ofre i form af fx parfume, mad eller brændevin til deres foretrukne helgener og ånder.
Voodoomesserne bliver afholdt i særlige templer, ofte simple palmebladshytter dekoreret med magiske symboler.
Under messen bliver præsten eller præstinden efter sigende ved hjælp af sang og trommemusik besat af den påkaldte ånd (loa), der på den måde kan kommunikere med de troende.
En kvindelig loa, der kan give sig til kende på den måde, er den lyshudede og forfængelige Ezili Fweda. Hun er glad for gaver i form af parfume, champagne, smykker og konfekt.
Hendes værste rival i åndeverden (de siges at konkurrere om samme mandlige loa) er den sorte kvinde Ezili Dantò, der dog hellere vil have gaver i form af grise, sorte høner og stærk rom.
En farlig mandlig loa bærer det sigende navn Kriminèl. Han går med dolk og kan overtales til at udføre magiske voldshandlinger. En anden farverig figur er Baron Samedi (Baron Lørdag), der er gravpladsernes herre og vogter.
Den skræmmende baron afbildes oftest i høj hat, sort jakkesæt, mørke briller og bomuld i næseborene – et udseende, man forbinder med gravere. Hans ansigt skal også være sminket hvidt for at minde om et dødningehoved.
I James Bond-filmen Lev og lad dø (1973) har superskurken en håndlanger ved navn Baron Samedi – for at udnytte haitianernes frygt for denne loa.
Sort magi, som haitianerne kalder “den venstre hånds værk”, bedrives af hemmelige selskaber, af hvilke det frygtede Bizango er det kendteste.
Bizango eksisterede allerede under slaveoprøret i 1700-tallet, hvor dets medlemmer skal have brugt sort magi under kampene med franske tropper.
Den blodige revolte på Haiti i 1791 kostede over 300.000 slaver, kolonister og franske tropper livet.
“Den venstre hånds værk”
I 1900-tallets militærdiktatur anvendte diktatorerne Duvalier (Papa Doc og sønnen Baby Doc) Bizango-selskabet til at gøre anderledes tænkende tavse.
En del af “den venstre hånds værk” er zombieficering – troen på, at det er muligt at tage en persons sjæl i sin besiddelse med magi og forvandle ham eller hende til en zombie, en viljeløs levende død, der lystrer sin herres mindste befaling.
Troen på zombieficering formodes at stamme fra slavesamfundets undertrykkelse.
Den frihed, haitianerne opnåede i 1804, kom aldrig til at føre til velstand og udvikling. Frem til i dag er Haitis historie blevet præget af korrupte militærdiktaturer og sociale sammenbrud.
Manglen på velfærd har betydet, at den fattige befolkning i stor udstrækning har været – og fortsat er – henvist til lokale voodoopræster og præstinder, når det gælder alt fra sygepleje og uddannelse til løsning af økonomiske tvister.
François Duvalier på vej gennem Haitis hovedstad Port-au-Prince i 1963 – med et gevær ved sin side.
Diktator undertrykte folket med voodoo
Haitis befolkning blev i 14 år holdt i et jerngreb af frygten for en grusom diktator og hans voodoo-forheksede sikkerhedsstyrker.
Diktatoren François Duvalier, kendt som “Papa Doc”, styrede Haiti i perioden 1957-71.
Han opbyggede en paramilitær styrke kaldet Tonton Macoute for at terrorisere sine modstandere til tavshed.
Navnet Tonton Macoute betyder “Onkel Jutesæk” og stammer fra voodoo-troen på Haiti. Onkel Jutesæk var et væmmeligt væsen, der sneg sig omkring på gaderne om natten og fangede ulydige børn, stoppede dem i sin sæk og aldrig lod dem slippe fri igen.
Billedet passede godt på Duvaliers hemmelige politi, der ved nattetid hentede hans politiske modstandere og lod dem forsvinde for altid.
Mange haitianere, for hvem myterne om voodoo er virkelighed, troede, at den voodoo-kyndige diktator havde zombieficeret medlemmerne af det hemmelige politi og fik dem til at adlyde hans mindste vink uden at protestere.