Englands puritanske politikere forbød julen
I midten af 1600-tallet forsøgte det engelske parlament at afskaffe julen. Højtiden var ifølge de stærkt reformatoriske politikere et dårligt minde om hedenske tider, som kun pavetro forrædere ville fejre.
Englændernes foretrukne julespise var kalkun og budding.
De engelske borgere fik i 1642 besked på, at al fejring af julen fra nu af var forbudt. Loven blev ilde modtaget, for juledagene var dengang som nu en stor højtid for englænderne.
De fejrede begivenheden med salmesang og kirkegang, og inviterede hinanden på dans og julemad som gås, kalkun og julebudding.
Det engelske parlament betragtede borgernes opførsel som misbrug af helligdagene, for festerne ledte ofte til druk og sex, og den slags var helt utilgivelig for parlamentets puritanske medlemmer.
Derfor forbød de julen og proklamerede, at alle lovovertrædere ville blive straffet med bøde eller fængsel.
Loven blev indført efter flere års stridigheder mellem parlamentet og den engelske konge Karl 1., som traf beslutninger uden at spørge parlamentet til råds. Konflikten kastede landet ud i en lang borgerkrig, der også skulle afgøre, hvilken statsreligion England skulle have.
Karl 1. ønskede at trække den nuværende anglikanske kirke i en katolsk retning, og den beslutning fik parlamentet på stikkerne, for med den katolske kirke ville de alt for festlige helligdage for alvor blive holdt i hævd.
Med politikeren Oliver Cromwell i spidsen agtede parlamentet at reformere kirken, så englænderne fremover skulle leve et rent og fromt liv, der var inspireret af den strenge calvinistiske tro.
I de dele af landet, som endnu var kontrolleret af den katolske Karl 1., måtte englændere stadig fejre jul, mens borgere i parlamentets områder, som bl.a. talte London, var tvunget til at følge de nye, strenge love.
Julepolitiet patruljerer i London
Få år efter forbuddet beklagede poeten, avistrykkeren og den indædte modstander af Cromwell John Taylor sig over situationen i et af sine digte.
“Alle de friheder og de harmløse festligheder, de glade lege og danse […] var nu udryddet og afskaffet i en grad, så det virkede, som om de aldrig havde eksisteret”, skrev han.
Og han overdrev ikke. I Londons gader patruljerede soldater fra parlamentets hær for at sikre sig, at ingen overtrådte loven ved at indbyde til julegilde eller ved at tilberede den forbudte julemad.
Soldaterne sniffede sig sågar vej gennem byens gader i jagt efter de forbudte julegodter.
Juledag 1646 konstaterede John Taylor, at byens indbyggere lod til at have glemt julen, og han så ikke “nogen tegn på, at dagen normalt var en helligdag.
Forretningerne var åbne, markederne fulde, bådsmændene roede, vognførerne lastede, og alle erhverv undlod at holde mindet om julen og Kristus i hævd”.
Juledagene var en festlig højtid for englænderne, men i 1642 fik de besked på at droppe festlighederne - julen blev forbudt.
Loven strammes yderligere
Mange englændere håbede, at parlamentet ville opgive forbuddet, så snart det havde besejret Karl 1. Men det skete ikke.
Da kongen overgav sig i 1647, blev forbuddet ikke trukket tilbage. Tværtimod strammede parlamentet tiltagene for at stoppe de glade julefester.
Eller som en sangskriver udtrykte sig efter parlamentshærens vigtigste sejr i krigen: “Julen blev dræbt under slaget ved Naseby”.
Selv det engelske ord for jul, christmas, skulle nu ændres.
Christmas mindede ifølge parlamentet om de katolske messer (mass), og parlamentet forlangte i stedet, at juledagene skulle omtales som “Christtide” (Kristus-tiden), hvor de frem for at feste, drikke og danse efter hedensk og katolsk tradition skulle fokusere på at faste og bede.
Men englænderne længtes nu så meget efter julens mad og festligheder, at langt de fleste i midten af 50’erne løb risikoen for en tur i fængslet ved at fejre julen, som de altid havde gjort.
London-kirken Exeter Chapel var derfor fyldt til sidste bænk juledag 1657, da præsten mr. Gunning holdt en hemmelig prædiken fra Mikas bog.
“De fromme er forsvundet fra landet, der findes ingen retskafne mennesker. Alle ligger på lur efter blod og jager hinanden i fordærv”, afsluttede han, inden han kaldte de tilstedeværende til alters.
Netop i det sekund stormede bevæbnede soldater ind i kirken og arresterede alle dens besøgende.
Nogle sendte soldaterne til sheriffen, og andre røg en tur i fængslet, huskede én af de arresterede, John Evelyn. Han erindrede også det forhør, han efterfølgende blev udsat for:
“De adspurgte mig, hvorfor jeg ikke havde overholdt loven om, at ingen længere skulle holde den overtroiske fest for Jesu fødsel”.
Lovene dør med Cromwell
Blot nogle få år tidligere havde John Evelyn ikke kunnet opspore julegudstjenester i London, da han tilbragte december i byen.
Men i 1657 fejredes julen ikke blot i Exceter Chapel. Samme dag kunne hæren rapportere, at to andre gudstjenester også fandt sted i byen, i Fleet Street og på Garlick Hill, foruden alle de private fester rundtom i byen.
Englænderne var ganske enkelt blevet trætte af politikernes regler. Parlamentet lukkede teatre i massevis, offentlig morskab var ildeset, og alle højtider til minde om helgener blev annuleret. Faste og bønner var alt, hvad Cromwell og hans parlament tilbød i stedet.
Da den hårde leder døde året efter, i 1658, var befolkningen så utilfreds med parlamentets ledelse, at de krævede monarkiet genindført. Det skete, da Karl 1.s søn – Karl 2. – blev hentet ind som ny regent.
I de efterfølgende år – fra 1660 til 1700 – skete en enorm omstrukturering af det engelske samfund, og samtlige love, som parlamentet havde indført, blev omstødt.
Nu kunne englænderne omsider fejre julen igen.
Forbud kom på mode
England var hverken det første eller sidste land til at forbyde julen. Flere steder i verden har ledere forbudt deres folk at fejre højtiden.
- Schweiz droppede helligdage: I 1500-tallet forbød Schweiz’ calvinister alle religiøse helligdage, der ikke var nævnt i Biblen – herunder julen.
Amerikansk koloni fik forbud: De engelske kolonister i Massachusetts udstedte i 1659 en lov, der gjorde fejring af jul til en strafbar handling.
Albanien indførte ateisme: Den kommunistiske leder Enver Hoxha erklærede i 1967 Albanien ateistisk, og julen blev først lovlig igen i 1990.
I 1967 forbød Enver Hoxha al religion i sit land.