Englands puritanske politikere forbød julen
I midten af 1600-tallet forsøgte det engelske parlament at afskaffe julen. Højtiden var ifølge de stærkt reformatoriske politikere et dårligt minde om hedenske tider, som kun pavetro forrædere ville fejre.

Englændernes foretrukne julespise var kalkun og budding.
De engelske borgere fik i 1642 besked på, at al fejring af julen fra nu af var forbudt. Loven blev ilde modtaget, for juledagene var dengang som nu en stor højtid for englænderne.
De fejrede begivenheden med salmesang og kirkegang, og inviterede hinanden på dans og julemad som gås, kalkun og julebudding.
Det engelske parlament betragtede borgernes opførsel som misbrug af helligdagene, for festerne ledte ofte til druk og sex, og den slags var helt utilgivelig for parlamentets puritanske medlemmer.
Derfor forbød de julen og proklamerede, at alle lovovertrædere ville blive straffet med bøde eller fængsel.
Loven blev indført efter flere års stridigheder mellem parlamentet og den engelske konge Karl 1., som traf beslutninger uden at spørge parlamentet til råds. Konflikten kastede landet ud i en lang borgerkrig, der også skulle afgøre, hvilken statsreligion England skulle have.
Karl 1. ønskede at trække den nuværende anglikanske kirke i en katolsk retning, og den beslutning fik parlamentet på stikkerne, for med den katolske kirke ville de alt for festlige helligdage for alvor blive holdt i hævd.
Med politikeren Oliver Cromwell i spidsen agtede parlamentet at reformere kirken, så englænderne fremover skulle leve et rent og fromt liv, der var inspireret af den strenge calvinistiske tro.
I de dele af landet, som endnu var kontrolleret af den katolske Karl 1., måtte englændere stadig fejre jul, mens borgere i parlamentets områder, som bl.a. talte London, var tvunget til at følge de nye, strenge love.