Før middelalderens kristne kunne fejre Jesu fødsel, måtte de først igennem en 40 dage lang julefaste.
Fra midten af november skulle de fastende holde sig fra alkohol og animalske produkter som kød, æg, mælk, ost og smør.
Formålet var at forberede sig åndeligt til fejringen af julen.
Når fastens strabadser var overstået, ventede hele 12 dage med fest og fejring fra den 25. december til helligtrekongersdag den 6. januar.
Danmark ble som det første skandinaviske riket kristnet i årene rundt 975.
Vikingerne fejrede hedensk jul
Nordboerne fejrede jul, længe før de blev kristne.
Vikingerne fejrede midvinterfest – kaldet jul – på årets korteste dag, som falder 21.-22. december.
Festen bestod af masser af mad, øl og ofringer til guderne.
Da vikingerne blev kristne i 900-1000- tallet, lykkedes missionærerne med at forvandle den hedenske fest til en fejring af Jesu fødsel – og skifte Thor og Odin ud med Jesus og Jomfru Maria.
Trods ihærdige forsøg formåede munkene dog ikke at udskifte det hedenske ord “jul”.
Julen havde endnu ikke udviklet sig til en rolig familiefest, men bestod af en blanding af hedenske og katolske skikke.
Det betød bl.a., at juleaften var en stille vågeaften, som blev afsluttet med den katolske midnatsmesse.
Derefter stod juledagene i store træk på drikkegilder, vilde lege, dans og slåskampe.
Festlighederne med det hedenske islæt blev så vilde, at kirken i 1100-tallet måtte udstede love, som dikterede fred og ro i juledagene.
En af de hedenske traditioner, som blev æltet sammen med fejringen af Jesusbarnet, var julestubben.
I store dele af Europa blev en træstamme slæbt indenfor og lagt på ildstedet, hvor den skulle brænde, indtil julen sluttede.
Skikken udsprang formentlig af en nordeuropæisk fejring af naturen fra tiden før kristendommen.
