Juleaften var rædslernes fest

Folk på gårdene bagte, slagtede og bryggede øl til de overnaturlige skabninger. Kun ved at dele i årets sidste dage kunne menneskene nemlig gøre sig håb om undgå ulykker og måske endda modtage hjælp i det følgende år.

Når juleaftensdag oprandt den 24. december, skulle brændet være hugget, og julemaden stå klar til servering. Især måtte cirkelbevægelser som at spinde, vinde garn og bore huller undgås.

For juleaftensdag var årets korteste, troede folk, og her herskede mørkets væsener. Fornuftige folk undlod at tirre dem med handlinger, som kunne ligne Solens rejse hen over himlen.

I stedet gik juleaftensdag med små opgaver som at pynte op i stuen, så den var klar til at tage imod alle skabninger. For at begrænse antallet af gæster mærkede man dog stuen af med kors tegnet i tjære og brændte krudt og svovl af.

Når alt var klar indenfor, kom turen til kreaturerne. Kvæget fik gnedet tænderne med salt – i nogle danske egne med en blanding af salt og sod. For så kunne de ikke blive besat.

I Norge bragte folk mad til gårdens største træ eller vandede dets rødder med mælk. Undtagelsen var Telemark, hvor serveringen fandt sted ved områdets gravhøje. Så var man fri for at få de sultne “vætter” indenfor.

Alle juleforberedelser skulle være gjort, inden kirkeklokken forkyndte solnedgang. Så begyndte juleaften, og nu skulle husets beboere tage vel imod enhver skabning, som måtte finde vej ind i deres stue. Ellers så udsigterne for det nye år dystre ud.

Ikke alle børn fik gaver

I den norske del af riget var det almindeligt at begynde juleaften med et dampbad for alle gårdens beboere. Den sidste til at forlade badstuen skulle fyre godt op, så de usynlige væsener og afdøde slægtninges ånder også fik mulighed for at gå renset ind i det nye år.

Herefter blev julelysene tændt og gaverne fundet frem. Ikke blot familien, men alle, som i årets løb havde hjulpet, skulle belønnes.

For adelige som lensmand Erik Rosenkrantz på Bergenhus kunne modtagerlisten blive lang. I 1560 uddelte han gaver til 187 personer.

Også byrådene gav julegaver til stadens embedsfolk. I Helsingør fik sognepræsten, kapellanen, organisten og byskriveren en hel okse til deling.

Børn satte en tallerken uden for døren. Hvis de i aftenens løb hørte en banken, skyndte de sig ud for at se, om mystiske væsener havde lagt noget til dem.

Havde børnene været artige i årets løb, var deres tallerken fuld af gaver. De uartige derimod fik ingenting.

Juleaften var fyldt med spådomme

Når gaverne var uddelt, blev julemaden serveret, og middagsgæsterne sad som regel længe ved bordet. Ikke nødvendigvis i begejstring over husmoderens kogekunst, men fordi det hed sig, at “den, der holder først op med at spise på juleaften, skal dø, inden året er omme”. Alle spiste og drak så meget, de orkede – og hvis de indimellem måtte kaste op, var det ingen skam.

Juleaften var i det hele taget fuld af varsler om, hvad det nye år ville bringe – af bryllupper, begravelser og udbytte ved høsten. Modige folk kunne liste sig udenfor og kigge ind ad vinduet for at se, hvem i selskabet de ville miste i den kommende tid. For inde i stuen ville de dødsmærkede sidde som hovedløse eller uden skygge.

Den nysgerrige risikerede dog at blive bortført af “de underjordiske”. Eller at se mere, end sindet kunne bære, og blive “rent tosset af sindsbevægelse”, som det ifølge en gammel fortælling skete for en karl i Lumsås i Nordsjælland.

Ønskede folk indsigt i fremtiden, kunne de dryppe den ildelugtende fåretalg, som julelysene var lavet af, i vand. Når talgen blev kølet hurtigt ned, dannedes figurer, som med lidt fantasi kunne give svar på spørgsmål om fremtiden. Fortolkingen var også åben for diskussion, når husfaderen tog varsler ved at slå op et tilfældigt sted i Biblen.

En tredje spådomsmetode bestod i at kaste en sko op i luften og søge svar ud fra, om hælen eller tåen pegede mod døren. Unge kvinder, der gerne ville kende navnet på deres kommende ægtefælle, kunne skrælle et æble i ét stykke og kaste det over skulderen. Det skarpe øje kunne så aflæse et eller flere forbog­staver af skrællens stilling på gulvet.

Spådomsritualerne var ingen juleleg, men tværtimod ramme alvor. I det hele taget var juleaften ikke senere tiders muntre fest. Dans og andre cirkelbevægelser skulle undgås, så længe solen var nede, og nattens væsener huserede.

Hvis det hændte, at kirkeklokken ud på aftenen begyndte at kime, havde alle grund til at være bange. De fleste nordjyder havde hørt om bondekonen fra landsbyen Vokslev, som sent juleaften hørte klokken.

Hun skyndte sig af sted for ikke at gå glip af midnatsmessen, men i kirken opdagede hun, at alle omkring hende var døde. Kvinden tog flugten og reddede med nød og næppe livet. I farten mistede hun sin frakke, og den fandt naboerne den følgende morgen – flået til laser.

Historien var ikke enestående, for en ældre kvinde i Christiania – nutidens Oslo – havde angiveligt akkurat samme gruopvækkende oplevelse. Og lignende fortællinger kendtes i andre egne i det dansk-norske rige, for episoden var en udspekuleret vandrehistorie, der skulle afholde folk fra at gå til midnatsmesse.

Ved reformationen i 1536 var det katolske ritual blevet afskaffet, men nogle præster afholdt stadig messen i smug. Ville de gejstlige ikke makke ret, måtte deres menigheder i stedet skræmmes fra at møde op. Derfor blev gyser­historierne sat i omløb.

Familien sov sammen på stuegulvet

Kulminationen på aftenens uhygge var selve julenat. For at sikre sig mod det, der ventede, havde familien strøet halm på stuens gulv og spredt puder og sengeklæder henover. Rummet blev forvandlet til et fælles sovekammer, så alle kunne våge over hinanden.

Inden familien gik til ro, blev bordet dækket op igen med dug, tændte lys og frisk mad på fadene. Døren blev efterladt ulåst, så overnaturlige gæster kunne komme ind og nyde lækkerierne. Folk håbede på, at de derved kunne købe sig til et år uden spøgeri og ulykker.

Når alle forberedelserne var gjort, gjaldt det om at overvinde sin frygt og falde hurtigt i søvn. For “de underjordiske” brød sig ikke om at blive udspioneret og ville straffe enhver, som forstyrrede dem i deres julefest.

Blandt gæsterne var som regel både genfærd og trolde. “Gravsoen” kom også på visit, hvis ikke gårdens beboere havde ofret et par neg i høsttiden.

Denne gigantiske gris med strittende børster og stirrende øjne kunne lave stor ravage i huset. På Samsø og andre steder risikerede folk også at blive opsøgt af “helhesten” – genfærdet af en hest, som var blevet levende begravet for at bringe held ved opførelsen af en kirke.

Ved midnatstid rejste kvæget sig i stalden og gav sig til at tale som mennesker. Ordvekslingerne var på hebraisk, mente jyderne, men ingen vovede sig nogensinde ud for at undersøge sagen.

Julenattens farer var størst for spædbørn, for trolde holdt af at bortføre dem og efterlade et af deres egne børn. Fik forældre mistanke om, at de havde fået en troldunge i vuggen, skulle de på de efterfølgende tre torsdage piske barnet med ris, spytte på det og feje det ud af huset med en kost.

Så fik troldene medlidenhed, afhentede deres eget afkom og lagde det rette barn tilbage i vuggen.

Rædsel blev efterfulgt af glæde

Julesøvnen varede ikke længe, for en gammel skik bød enhver at være oppe igen og hilse den opgående sol. Den sendte nemlig mørket og dets væsener bort, og nu, julemorgen, holdt glæden endelig sit indtog i hjemmet.

I den hedenske tid havde aseguderne Odin og Thor æren for det forløsende dagslys og det nye års komme. Med kristendommen var de blevet erstattet af Jesusbarnet, hvis fødsel jog mørket væk.

De følgende dage gik med festlige sammenkomster, hvor det var en “forseelse ikke at svømme i floder af stærkt øl og flommefedt”, skrev den dansk-norske biskop Erik Pontoppidan forarget i 1700-tallet.

Ud over mad og drikke i overflod var julestuerne også kendetegnet ved muntre julelege, som ofte var kendetegnet ved, at én i selskabet fik prygl med bind for øjnene.

Julefesterne varede frem til helligtrekongersdag den 6. januar. Her kunne alle se, at dagene blev længere og mørkets rædselsregime endegyldigt ovre.

Med udgangen af 1700-tallet var overtroen på retur, og juleaften blev efterhånden også en festdag, hvor folk kunne tillade sig glæde.

Et vigtigt element i den gamle jul forsvandt tidligt i 1800-tallet, da danskerne og nordmændene efter tysk inspiration satte pyntede grantræer i deres stue.

For folk gav sig til at danse i ring omkring stammerne uden at bekymre sig om, at cirkelbevægelsen kunne vække nattevæseners mishag.