"Julemand, hvorfor røver du banken?"

Mens de andre parkerer Buicken i en sidegade, hvor banken har sin personaleindgang, går Ratliff hen ad fortovet på hovedgaden, hvor First National Bank ligger.

“Hej, julemand!” råber en dreng spontant, da han som den første af flere begejstrede børn vil hilse på “Santa”.

Ratliff har med vilje valgt den 23. december 1927 til kuppet. Op til julen ligger banken inde med mange kontanter, fordi folk skal hæve penge til gaveindkøb. Texaneren bliver dog hurtigt frustreret over al opmærksomheden:

“Glædelig jul”, mumler han irriteret med en dyb, falsk stem­­me. En lille pige hopper ikke på skuespillet:

“Du er ikke en rigtig julemand”, konstaterer hun, inden Ratliff tager de sidste skridt og åbner døren ind til banken.

Kvinde undslipper og alarmerer politiet

FREDAG 23. DECEMBER 1927 ca. kl. 12.00: Bankkasserer Alex Spears passer sit arbejde bag skranken i First National Bank, da en op­sigts­væk­ken­de kunde træder ind gennem døren.

Det har været en travl formiddag for Alex Spears. De lokale borgere skal bruge kontanter til juleindkøbene, og her ved middagstid er der stadig kø foran bankens to skranker, som passes af Alex Spears og kollegaen Jewell Poe.

“Halløj, julemand”, hilser Spears smilende, da en mand i et rødt kostume kommer ind i filialen.

Bankmanden bemærker ikke, at tre andre mænd også lis­ter ind i banken. Da alle de fremmede pludselig hiver pistoler frem, ved Alex Spears dog, at den er gal.

“Op med lapperne! Jeg mener det, makker!” lyder det fra en af røverne, som peger på Jewell Poe.

En anden røver retter sin revolver mod Alex Spears, der trods chokket registrerer, at en mor og hendes 6-årige dat­ter i samme øjeblik træder ind i filialen.

“De skyder julemanden! De vil skyde ham”, råber pigen, som modsat sin mor ikke forstår, at et bank­rø­ve­ri udspiller sig for næsen af hende.

“Skynd dig, skat – skynd dig!” lyder det fra moren, som skubber sin lille datter fremad gennem rummet for at nå hen til bankens baglokale.

Kvinden har bemærket, at en forbryder bag dem blo­ke­rer hovedindgangen, og hun forsøger at nå frem til personaleudgangen i baglokalet.

“Kom tilbage, frue”, hører Alex Spears en røver nær kvinden kalde, men hun fortsætter.

Bankmanden frygter det værste, fordi en anden af rø­ver­ne råber: “Skyd! Skyd, for fanden!”

“Jeg kan ikke – måske rammer jeg”, lyder det und­skyl­den­de fra den tøvende forbryder, som stadig har moren og dat­teren på sigtekornet, men lader dem flygte ind i bag­lo­ka­let og ud gennem personaleudgangen.

“De røver banken!” skriger moren ude i sidegaden.

Imens får julemanden travlt, og han beordrer Jewell Poe til at åbne bankens pengeskab.

“Gør det bare”, siger Alex Spears til sin kollega.

Julemanden hiver en pose frem med skriften “Idaho Potatoes”, som Jewell Poe fylder med bundter af dol­lar­sed­ler, checks og en masse værdipapirer.

Imens følger Alex Spears begivenhederne fra sin skranke. Bankmanden har arbejdet i filialen i 10 år, og han tæn­ker mest af alt på kundernes sikkerhed:

“Jeg håber, at de tingester er sikret”, siger han roligt og kaster et blik på sin oppassers våben.

Banditten vælger at overhøre kassererens kom­men­­tar, for julemandens kartoffelsæk er ved at være godt fyldt, og røverne kan ikke spilde mere tid.

“Lad os komme ud herfra!” råber julemanden.

Men i det samme lyder et skud, og en kugle gen­nem­bo­rer bankens vinduesparti. Da Alex Spears kig­ger ud på hovedgaden, ser han flere af byens kendte ansigter. Bankmanden indser, at kuppet vil koste blod.

Røverne flygter gennem kugleregn

FREDAG ca. kl. 12.05: Gennem vinduerne kan Marshall Ratliff og hans kumpaner se en hob af politifolk og bevæbnede Cisco-borgere.

“Hver eneste mand i byen må stå derude!” brøler Ratliff arrigt, mens han står ved døren til baglokalet.

Bankrøveren er i færd med at genne kunder og personale derind, fordi væggene her giver bedre beskyttelse end banklokalet med de store vinduer. Resten af røverne søger dækning bag skrankerne, mens de besvarer ilden udefra.

“Hvor helvede kom de fra!?” råber Helms midt i kug­le­regnen, der splintrer bankens ruder i tusind stykker.

“Det er den satans dusør!” råber Ratliff med reference til den belønning på 5.000 dollars, som Texas’ banker har udlovet til enhver, der dræber en bankrøver.

Forbryderne bliver enige om, at deres bedste chance for at slippe levende væk er at bruge kunderne som skjold. Helms, Hill og Davis trækker sig derfor én efter én ud i bag­lo­ka­let, mens de giver hinanden dække med skudsalver.

Alex Spears indser faren og forsøger at flygte ud gennem døren til gyden. En af røverne opfanger dog situationen og skyder. Spears går omkuld med et strejfskud på kæben.

Ratliff griber dernæst en kvindelig bankassistent og kryd­ser armene omkring hende. I hver hånd har han en pistol:

“Rejs jer op! Gå fremad! Når de ser, hvem I er, stopper de med at skyde”, siger han til resten af de skræmte kunder og bankansatte, som bliver beordret ud igennem døren og hen imod Buicken, der er parkeret i sidegaden.

Da de forreste gidsler når ud gennem døren, løber de skri­gen­de væk. I forvirringen kan banditterne spæne over til flugtbilen, mens kuglerne pifter gennem luften.

I kaosset slip­per Ratliffs gidsel væk, og i sin blottede position mærker forbryderen pludselig et jag fra en kugle i hagen og dernæst i det ene ben, inden han får kastet sig ind på bagsædet.

To piger – 12-årige Laverne og 10-årige Emma May, som var i banken for at hæve deres sparepenge til julegaver – når ikke væk. De bliver skubbet ind i Buicken af røverne.

Ratliff fornemmer, at adskillige borgere og politifolk er blevet ramt under den dramatiske skudveksling – der­iblandt Ciscos sherif, Bit Bedford, som Ratliff udmærket kender.

Men også Davis, som ikke var skærmet bag et gid­sel, er alvorligt ramt af et skud fra et hagl­gevær. Bandens nye mand besvimer af smerte på bagsædet, mens Hill fe­brilsk forsøger at starte motoren.

Ratliff kan se, at Davis er døende. Og hvis Hill ikke snart får gang i Buicken, vil de alle lide samme skæbne.

Spears får øje på pigerne

FREDAG ca. kl. 12.15: Den sårede bankmand Spears løber ud for at del­tage i jagten på forbryderne.

Da Alex Spears ser, at alle for­bry­der­ne er i bilen, vover han sig hen til en po­li­ti­be­tjent, som lig­ger hårdt såret i gyden. Bank­manden bløder fra kæben, men er ikke alvorligt såret. Han samler betjentens pistol op fra jorden og retter den mod Buicken.

Spears skal lige til at trykke af, da han ser lille Emma Mays ho­ved stikke op i bilens bag­ru­de. Bank­mand­en kas­ter våb­net og løber op ad gyden, mens han vinker advarende med ar­me­ne.

Indstil skydningen, så børnene ikke bliver dræbt!

Banditterne efterlader Davis

FREDAG ca. kl. 12.16: Røverne har fået startet bilen og kører ud af byen, da Hill meddeler, at tanken næsten er tom. De må finde en ny flugtbil.

Ratliff kan næsten ikke tro, hvad han hører. Hvorfor har ingen dog tjekket benzinmåleren!? I sit julemandstøj hop­per han ud af Buicken, som Hill har standset i udkanten af Cisco, for at vinke en splinterny Oldsmobile ind til siden:

“Ud af bilen!” beordrer banditten til stor overraskelse for føreren og passagererne, der først reagerer og løber væk, da de ser flere mænd med pistoler omringe bilen.

Ratliff og Helms læsser ammunition og tyvegods over i Oldsmobilen og hjælper til sidst Davis og pigerne ind i det nye køretøj.

Pludselig standser nogle biler med lokale indbyggere og åbner ild på kort afstand af røverne.

“Lad os komme afsted”, råber Ratliff, men Hill har ikke fået fat i nøglen fra ejeren og kan ikke få gang i motoren, da han prøver at kortslutte tændingen.

“Jøsses!” udbryder Ratliff, som springer ud af bilen og af­fy­rer sine pistoler mod forfølgerne.

Med kugler flyvende om ørerne løber Ratliff, Helms og Hill tilbage til Buicken med pigerne. På vejen hen til kø­re­tøjet slår en kugle ind i Hills venstre arm, så hans krop ro­te­rer 180 grader, men han formår at holde sig på benene og nå ind i bilen.

“Hvad med Davis?” spørger en af banditterne, da alle på nær Helms’ svoger er på plads i Buicken.

“Efterlad ham. Han er næsten død”, svarer Ratliff koldt.

Forfølgerne gør stort fund

FREDAG ca. kl. 12.20: Røverne slipper væk fra forfølgerne, fordi Helms kaster nogle medbragte søm ud foran de jagtende biler. Imens inspicerer politiet og Alex Spears Oldsmobilen.

Ciscos borgere samler sig omkring Oldsmobilen, imens politiet forsøger at skabe overblik over situationen.

Den sårede røver på bagsædet er i en slem forfatning, men under et øjebliks bevidsthed fortæller han, at hans navn er Louis Davis, og at han kommer fra Wichita Falls. Han påstår også, at han ikke kender navnene på de øvrige forbrydere.

I bilen finder betjentene to glemte pistoler samt tre patronbælter. Men nok så vigtigt ligger der også en sæk med skriften “Idaho Potatoes” på bagsædet.

Alex Spears, som også er nået frem til bilen, stu­de­rer nøje kartoffelsækkens indhold, der viser sig at være hele udbyttet af røveriet! De mange værdipapirer er ca. 150.000 dollars værd, men dem havde røverne ikke kun­net omveksle til rede penge.

Til gengæld fisker bank­manden 12.200 dollars i kontanter op – et beløb, som rø­ver­ne kunne have købt 10 spritnye Buicker for.

“Jeg gætter på, at de aldrig fik så meget som et glimt af dem (pengene, red.)”, konstaterer Alex Spears tilfreds.

Forbryderne må flygte til fods

FREDAG ca. kl. 12.30: Buicken er kun nået lidt syd for Cisco, da tanken er så godt som tom, og banditterne drejer ned ad en lille sidevej.

“Hmm, vi er vist nødt til at tage den på gåben herfra”, kom­mer det fra Ratliff, da Buicken ikke kan køre længere ned ad den ujævne grusvej, der er halvt dækket af krat og skov.

Bandelederen tager sit blodindsmurte jumandsskæg af og kigger på de to tilfangetagne piger:

“Læg jer på gulvet. Hold hænderne for øjnene, og kig ikke. Hvis I gør, skyder jeg jer”, truer Ratliff.

Mændene samler våben og ammunition, før de går ind i skoven. Humøret er på lavpunktet: Byttet er væk, de har ingen bil, og både Ratliff og Hill er sårede.

Ratliff bekymrer sig også over, at han så sherif Bedford blive ramt – og måske var det endda Ratliff selv, der skød ham. Hvis de nu er po­li­ti­mord­ere, vil myndighederne jage dem som vilde dyr.

“Vi kan ikke gøre en skid andet end at gemme os og bede”, siger texaneren, mens de tre mænd tvinger sig vej gen­nem krattet med kurs tilbage mod Cisco, hvor de håber at stjæle en ny bil i udkanten af byen. Men forfølgerne er på sporet af dem.

KORT – Følg røvernes hektiske flugt:

Vicesherif finder flugtbilen

FREDAG ca. kl. 13.30: Vicesherif Cy Bradford er blandt forfølgerne, som finder Buicken med pigerne.

Cowboyhatten med den brede skygge sidder på sin vanlige plads på Cy Bradfords hoved, da Cisco-regionens vicesherif sonderer om­rå­det, hvor den mørkeblå flugtbil holder.

Bradford finder efterladte madvarer, en vandbeholder og spo­le­søm i bilen, hvilket fortæller ham, at røverne havde planlagt deres flugt grundigt. Heldigvis er de nu til fods – og måske uden forsyninger.

“Vi må hellere sprede os ud i en vifte”, foreslår Cy Bradford, der har mere end 100 betjente og vrede civile med sig.

Snart hører vicesheriffen et råb fra skoven, hvor en gruppe har fundet julemandskostumet og en blodig jakke.

Bradford får også en anden væsentlig oplysning: 12-årige Laverne mener, at hun kunne genkende en af røverne.

“Hvem? Julemanden?” spørger en af vicesheriffens folk.

“Ja. Jeg tror, det var Marshall Ratliff”.

Røverne opsøger Davis’ søster

LØRDAG ca. kl. 19.00: I den forløbne nat har røverne maset sig frem gennem krattet til ud­kanten af Cisco, hvor forbryderne stjal en åben Ford uden kaleche. Bilen sov de i.

“Vi er nødt til at få noget mad”, siger Helms, mens han triller bilen ud fra røvernes skjul under træerne på den afsides grusvej. Ingen biler er passeret i løbet af dagen.

Den 32-årige seriekriminelle familiefar er blevet småsyg efter den kolde nat i skoven syd for Cisco – og oven på et døgn uden mad knurrer maven. Han foreslår, at de kører ad små veje mod byen Moran, hvor Doris Englin bor. Hun er Davis’ søster og Helms’ svigerinde.

Kl. 2 om natten til søndag 25. december parkerer Helms bilen i nærheden af Englins hus. Han lister selv hen til døren for at sikre sig, at politiet ikke ligger i baghold.

Men or­dens­magten har tydeligvis ikke fundet frem til den til­fan­ge­tag­ne røvers søster. Efter en kort snak med Doris signalerer Helms med et pift, at Ratliff og Hill kan komme.

“Louis er død. Doris fortalte mig det. Det er politichefen også”, forklarer Helms, inden de træder ind ad ho­ved­døren, hvor en grådkvalt Doris Englin giver dem et kram.

“Jeg gætter på, at I drenge gerne vil have lidt at spise”, frem­stam­mer hun og finder tre kogte kyllinger og lidt dressing frem.

“Det er nok ingen god idé for jer at blive her ret længe. De har ikke været her endnu, men I ved, at de vil komme”.

Røverne ved, at Doris Englin har ret. Så snart de har spist kyllingerne og drukket en kop kaffe, får mændene derfor lidt kage med i lommerne og tager afsked med Doris.

Banditterne kører videre, og inden dagslyset bryder frem, finder de skjul under en række træer i et mennesketomt område. Med fyldte maver falder de hurtigt i søvn.

Biljagt ender i ulykke

SØNDAG ca. kl. 23.55: Politiet har sat over 150 vejspærringer op på de større veje omkring Cisco, og 50 politivogne patruljerer egnen for en efterlyst Ford. Samtidig beslutter de tre røvere at køre mod syd med Helms som chauffør.

Temperaturen er faldet til tæt på nulpunktet, og Helms fortryder, at de ikke stjal en lukket bil. Røverne kører af­sted, mens de drømmer om at kunne sove i en varm, blød seng. Pludselig dukker lysene fra en fjern vogn op foran dem – og river røverne tilbage til virkeligheden.

“Det er forfølgerne! Den store bil dér – jeg er sikker!” råber Helms og stopper Forden i rabatten.

“Duk jer, få det til at se ud, som om der kun sidder en chauffør i bilen”, råber Helms, mens han med slukkede lygter vender og kører tilbage i samme retning, de kom fra.

Ratliff kigger forsigtigt op over bagsædet, hvor han ligger, og ser bilen bagved nærme sig langsomt:

“Det ligner en stor, hurtig én på måden, forlygterne er pla­ce­ret. Lige så sikkert som at lort stinker, vil de indhente os, hvis vi ikke kommer af den her vej”, konstaterer han.

Ud af øjenkrogen spotter Helms en markvej og svinger skarpt ind på den. For sent ser han kreaturgitteret. Forden ham­rer ind i den tunge metallåge, vælter rundt og ender i en grøft. Til forbrydernes held suser forfølgerbilen med tre bevæbnede mænd forbi uden at ænse dem.

“For dælen, det var tæt på!” udbryder Helms, da de er krav­let ud af køretøjet og bevæger sig ned imod farmen for enden af markvejen, hvor en ældre herre åbner døren.

Røverne bilder manden ind, at en syg kvinde venter på dem i en forulykket vogn oppe ved vejen. Farmeren fortæller, at han har en bil, men at sønnen Carl er kørt i den. Drengen burde dog snart være hjemme.

Og ganske rigtigt kom­mer 22-årige Carl Wylie kort tid efter rullende i en splinterny Dodge. Han når end ikke at standse motoren, før en af banditterne stikker en pistol op i ansigtet på ham: “Vi napper den her bil”.

Inden sønnen har fundet ud af, hvad der foregår, affyrer hans far pludselig et skud med et gevær, som han har hentet inde i huset, mens de fremmede har været optaget af at stjæle bilen. Helms, Ratliff og Hill springer ind i på passagersæderne og brøler: “Kør! Få øsen væk herfra!”

Knægten gasser op, og snart er forbryderne med deres nye gidsel tilbage på vejen, hvor Helms giver ham en ordre: “Kør mod nord, til vi giver dig besked på andet”.

Bankrøverne må krydse nordlig flod

TIRSDAG ca. kl. 4.30: I et døgn gemmer røverne sig i et buskads syd for byen Moran. De beslutter sig for at forsøge at komme hjem til Wichita Falls.

“Carl, når du kommer tilbage til Cisco, så fortæl dem ikke, hvor vi er”, siger Ratliff, da den sårede texaner giver hånd til farmersønnen lidt nord for Cisco, hvor banditterne på ny har stjålet en Ford og er blevet enige om at lade deres gidsel slip­pe væk – endda med Dodgen.

“Jeg ved alligevel ikke, hvor I er på vej hen”, forsikrer Carl, som derefter kører væk i sin fars bil. Imens starter Helms Forden, og de tre røvere begiver sig mod nord.

Planen er at krydse Brazos-floden i den lille by South Bend ca. 100 km nord for Cisco. I to døgn har de ikke spist andet end lidt frugt, og bandeleder Ratliff er så svæk­­ket af sine sår, at han i perioder taler i vildelse.

Da solen så småt titter frem ved 8.30-tiden, noterer Helms med tilfredshed, at røverne befinder sig tæt på South Bend. Ingen andre dage har de tilbagelagt så lang en distance, og i fællesskab beslutter banditterne sig for at køre vi­de­re, selvom det er lyst – en beslutning, de snart fortryder.

Cy Bradford lader geværet tale

TIRSDAG ca. kl. 9.00: Carl Wylie har alarmeret politiet, som nu søger efter en Ford, der ifølge Carl formodentlig er på vej mod Wichita Falls. I South Bend står vicesherif Cy Bradford klar, hvis bankrøverne vil forsøge at krydse Brazos-floden.

“Se!” lyder det fra en betjent, da en Ford længere oppe ad vejen kommer til syne i morgensolen.

“Afsted – det er dem! Nu har vi dem!” råber Jim Foster, sherif i South Bend, og Cy Bradford og adskillige andre po­li­ti­folk hopper frem fra deres skjul og løber over til patruljevognene for at sætte efter røverne.

Imens er de tre banditter vendt rundt, og under jagten kan vicesherif Cy Bradford se, at deres Ford kun knebent hol­der sit forspring. Pludselig drejer flugtbilen til venstre ned ad en grusvej, der ender blindt nær et skovområde. Cy Brad­fords politibil er tæt på, da banditterne springer ud af deres vogn. En af dem humper langsomt efter de andre.

Vicesheriffen har allerede ladet sit dobbeltløbede hagl­gevær, “Gamle Betsy”, da han stiger ud af bilen og instinktivt skyder efter den bagerste, langsomme forbryder. Cy Bradford har været i utallige skudkampe i sin lange karriere, og hans skud borer sig ind i kødet på banditten, der knækker sammen og falder om i gruset.

Bradford rammer også de to andre røvere, men sårene er ikke værre, end at de er i stand til at flygte ind i skoven. I stedet for prompte at optage jagten bevæger Cy Bradford og de øvrige politifolk sig hen til den faldne.

“Jeg tror, han stadig er i live. Jeg ved ikke, hvor lang tid end­nu, men jeg mærker en puls”, lyder det fra Jim Foster.

Lidt senere kommer en betjent fra Ciscos politi hen og i­den­ti­fi­ce­rer den slemt sårede bankrøver: “Det er Marshall Ratliff! I har fået fat på hovedmanden. Han er den gamle julemand. Jeg har kendt ham i årevis”.

Imens politiet har fokus på Ratliff, når Helms og Hill frem til bredden af Brazos-floden. De er begge blevet ramt flere steder af hagl, men ingen af sårene er dødelige.

“Hvor længe er det siden, de skød på os?” spørg en stakåndet Helms, da de stopper for at få vejret.

“Jeg har ingen idé”, svarer en lige så forpustet Hill.

Røverne spidser ører, men der er til deres lettelse ingen tegn på, at forfølgerne er tæt på. Helms ryster over hele krop­pen.

Feber, sult og skudsår tærer på hans kræfter, og den 32-årige familiefar er langt hjemmefra: “Jeg ved ikke en skid om den her egn”, vrisser han.

“Det gør jeg heller ikke. Men hvis vi holder os til floden, har vi hele tiden dække”, kommer det fra Hill.

De to røvere slæber sig videre gennem krattet og det høje græs langs Brazos hele dagen, før de ved mørkets frembrud fal­der udmattede om på jorden. De har fundet et godt skjul, men samtidig begynder en kold regn at falde.

“Næste gang vil jeg foreslå, at vi røver en bank om sommeren”, lyder det sarkastisk fra Hill, inden de falder i søvn.

Helms og Hill overlever to døgn på flugt

ONSDAG morgen: Efter en nat i skovbunden beslutter Helms og Hill sig for igen at forsøge at krydse floden – denne gang til fods.

Tidligt onsdag morgen vader røverne over Brazos på et sted, hvor floden er lavvandet. Ved aftentid når de frem til en gård med en stor lade. Forsigtigt sniger de sig ind og stjæ­­ler lidt foderkorn.

Uset lusker de tilbage til skoven, hvor de drister sig til at tænde et lille bål, så de kan varme det hårde, tørre korn – deres første måltid i tre døgn.

Hele torsdagen lykkes det røverne at und­gå deres for­føl­gere, men fredag for­mid­dag er det lige ved at gå galt for de to mænd, da et fly opdager dem, mens de passerer et åbent stykke land. Helms og Hill slipper kun med nød og næppe fra det forsamlede opbud af menneskejægere ved at gemme sig under nogle store sten ved flodbredden.

Næsten mirakuløst kan parret tidligt fredag morgen den 30. december gå ind i byen Graham, små 20 km fra South Bend. Helms nærmest hænger over Hills skul­der, mens de sni­ger sig gennem gy­der­ne.

Begge mænd er tappet for kræf­ter, da en politibil stopper nogle få meter bag dem. Byens politimester, Jim Davis, hop­per ud med en hævet pistol:

“Okay, stop, hvor I er!” råber po­li­ti­mes­te­ren efter de to forhutlede skikkelser.

Helms vender sig svajende om, men den ellers iltre ban­dit har ikke energi til at gribe efter sit våben. Han står blot på stedet, mens Hill forsøger at flygte.

“Han kan ikke klare den. Han er for udmattet. Skyd ikke! Dræb ham ikke!” råber Jim Davis til sine ledsagere, mens po­li­ti­­mes­teren spæner efter røveren.

Efter få meter falder Hill omkuld. Han er for svimmel til at styre sine ben, og Jim Davis overmander ham let.

“Dit forbandede fjols”, udbryder politimesteren, da han hjælper røveren op og giver ham håndjern på.

Helms og Hill er omsider fanget – næsten en uge efter at de plyndrede First National Bank sammen med julemanden. Den største menneskejagt i Texas’ historie er slut.

EFTERSKRIFT

Mens Louis Davis mistede livet kort efter julemandsrøveriet, overlevede de tre andre forbrydere. Helms blev dog efterfølgende dømt til døden, fordi vidner beskrev ham som skydegal.

Ratliff blev ligeledes dømt til døden. Hill fik en dom på 99 års fængsel, fordi øjenvidner fastslog, at han ikke havde skudt for at dræbe. Ingen bankdusør blev nogensinde udbetalt i forbindelse med julemandskuppet i Cisco.