Julekuglen var millioner værd
Julekugler stammer fra den sydøsttyske by Lauscha, der siden 1600-tallet har været kendt for sine glasfabrikker, der bl.a. fremstillede glasøjne.
I 1597 begyndte en af byens fabrikanter at lave helt enkle, runde glaskugler. Den store udbredelse vandt kuglerne dog først, da den amerikanske butiksmagnat Frank Woolworth besøgte Lauscha.
Her blev han overtalt til at købe et parti kugler, selvom han frygtede, at hans kunder ville finde pynten kedelig.
Næppe var det første parti dog lagt ud i Woolworths butikker, før kuglerne blev flået ned fra hylderne. Allerede samme aften var de udsolgt. Omkring 1890 solgte Woolworth julekugler for hele 25 mio. dollars om året.
Ukrainere hænger spindelvæv på træet
Juletræer i Ukraine er ofte indhyllet i kunstige edderkoppespind. Skikken fejrer, fortælles det, et mirakel, som en familie oplevede en julemorgen for længe siden. Familien, som bestod af en fattig enke og hendes børn, havde i mange år ikke haft råd til et juletræ.
En sommermorgen faldt en fyrrekogle imidlertid ned på gulvet i familiens faldefærdige hytte. Koglen voksede op og blev til et prægtigt træ. Børnene var lykkelige, for nu havde de endelig et juletræ.
Da højtiden kom, havde familien dog ikke råd til pynt, og børnene gik skuffede i seng.
Da de vågnede næste morgen, så de et eventyrligt syn: Træet var dækket af spindelvævstråde, som, da det første morgenlys ramte dem, blev forvandlet til det pureste guld og sølv.
Enken og hendes børn kom aldrig mere til at mangle noget, slutter legenden fra omkring år 1900. Ud over kunstige spind pynter ukrainerne også grenene med figurer af små edderkopper kaldet pavuchky.
I Catalonien står julen i bagdelens tegn
Julekrybber er populære de fleste steder, hvor højtiden fejres. I Catalonien i Spanien byder modellerne imidlertid på en særpræget tilføjelse.
Scenen viser, foruden de traditionelle bibelske figurer omkring Jesus, også en mand, som sidder på hug og forretter sin nødtørft.
El Caganer (den skidende mand) gjorde sit indtog i krybbescenen i slutningen af 1600-tallet og har siden været en fast indslag i Cataloniens juleudstillinger.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor traditionen stammer fra, men en populær teori vil vide, at El Caganer har til formål at punktere den meget højtidelige scene med en mere verdslig handling.
Børn og barnlige sjæle har desuden gjort det til en sport at være den første til at udpege El Caganer i en julekrybbe.
Især i 1900-tallet blev figuren populær, og fra 1940 begyndte catalonierne at lave mange forskellige versioner af El Caganer, der bl.a. afbildes som nonner, djævle, historiske personer, kongelige og politikere.
Julekævle skider gaver ud
Børn i Catalonien modtager hvert år små gaver, som ifølge traditionen kommer ud af bagenden på en Tió de Nadal, en julekævle.
Mellem 8. og 24. december fodrer børnene kævlen og giver den et varmt tæppe på.
Juledag begynder børnene at slå på kævlen med pinde, mens de synger sange, der begynder med ordene “Skid, kævle!”.
Thomas Edison opfandt lyskæden
Levende lys på juletræet var almindeligt allerede i 1600-tallet, men det var langtfra ufarligt at sætte tællelys på et tørt træ, og store julebrande var ganske almindelige.
Løsningen på problemet kom endelig i 1880, da den amerikanske opfinder Thomas Edison tog patent på glødepæren. Til jul samme år hængte han en lyskæde rundt om sit laboratorium i Menlo Park, New Jersey.
To år senere fik Edward Johnson, Edisons kompagnon, en genial idé: Han hængte lyskæder på et juletræ, der stod på en roterende opsats, og ringede til pressen.
“Træet var strålende oplyst med i alt 80 lys, ligeligt fordelt i blåt, hvidt og rødt. Man kan dårligt forestille sig noget smukkere syn”, skrev Detroit-avisen Post and Tribune.
En høj pris og få hjem med stikkontakter betød dog, at lyskæden først blev almindelig fra 1930’erne.
Træet behøver ikke være af træ
Juletræer vandt udbredelse i 1800-tallet, men især i Tyskland var træ en mangelvare, da byggeri og industri førte til en voldsom skovning.
Da juletræer ikke var til rådighed, farvede tyskerne i stedet gåsefjer grønne og samlede dem med metaltråd, så de lignede et træ.
Fjertræerne blev populære i både USA og England – og blev med tiden også lavet af dyrehår fra fx vildsvin.
Efter 2. verdenskrig kom der juletræer af plastik, og undersøgelser tyder på, at der i dag sælges flere af disse plastiktræer end af den ægte vare.
Sølvjuletræ skabte trafikkaos
Den 9. december 1949 mødte et overdådigt syn New Yorks indbyggere.
På pladsen foran det vældige forretningskompleks Rockefeller Center midt på Manhattan funklede det mest storslåede juletræ, som nogensinde var set: 7.500 lyspærer i alle farver strålede fra den næsten 23 m høje rødgran, hvis grene var dækket af et tykt lag sølvmaling.
576 enorme hvirvlende plastiksnefnug pyntede desuden promenaden, der førte op til centeret.
Juletræet foran Rockefeller Center havde været en institution siden 1931, men i 1949 var alle sejl sat til. Aviserne kunne berette, at træet gjorde newyorkerne så målløse, at trafikken på Manhattan gik fuldkommen i stå.
“Biler stod kofanger mod kofanger på hele 5th Avenue. Tværgående trafik var helt umulig, så bilerne sad også fast i de tilstødende gader”, skrev avisen The New York Times.
Politiet måtte træde til for at løse den fastlåste situation, men trafikken blev først nogenlunde normal igen ved 22-tiden.
Julebukken var en drillepind
Julebukken af halm ses ved juletid i mange skandinaviske hjem – men fredelig har den ikke altid været. Allerede i vikingetiden klædte mænd sig ud som geder, der symboliserede Thor, under jól-festen.
Traditionen fortsatte efter kristendommens indtog, hvor “bukken” gerne var en udklædt gårdskarl.
Bukken gik fra hus til hus, hvor han brasede ind i stuen, mens han højlydt fortalte ubehagelige sandheder og prøvede at stange de tilstedeværende.
Kun ved at give bukken mad og øl kunne de festende slippe af med ham igen.
Sørgende far skabte guldenglen
I den sydtyske by Nürnberg overstråler én julefigur alle andre – den eventyrlige rauschgold-engel.
Legenden fortæller, at en dukkemager under trediveårskrigen var nødt til at flygte sammen med sin datter.
De to fandt husly hos en kobbersmed i Nürnberg, men pigen døde ulykkeligvis af sygdom kort efter. For at muntre den fortvivlede far op forsynede smeden ham med træ og rauschgold – papirtynde ark af messing, som ligner guld.
En dag var dukkemageren pludselig rejst, men tilbage i værkstedet stod den smukkeste udskårne engel lavet af funklede rauschgold, der lignede datteren på en prik.
Historien om englen spredtes hurtigt, og mange borgere bestilte deres helt egen rauschgold-engel. Figuren er stadig populær.