Den tyske bamse fik succes i USA
Mens den 20-årige Richard gik på kunsthåndværkerskolen i Stuttgart, fik han arbejde i sin faster Margarete Steiffs legetøjsvirksomhed.
Når Richard som led i sine studier skulle tegne, besøgte han gerne byens zoologiske have, hvor han især var glad for bjørnene.
Disse dyretegninger kom til at danne grundlag for en legetøjsbamse, som han formgav i 1902.
Prototypen fik det praktiske navn “Steiff Bär 55 PB”. De 55 var bjørnens højde i cm, P stod for “plys”, og B for “bevægelig”, dvs. at dens arme og ben kunne bevæges.
Den første bamse fra Steiff var 55 cm høj.
Bamsen debuterede i 1903 på den store legetøjsmesse i Leipzig uden at påkalde sig større opmærksomhed. Den fik faktisk kun én opkøber til at standse op.
Han var til gengæld amerikaner og købte alle 100 plysbamser i Steiffs stand. Dagen efter kom han tilbage for at bestille yderligere 3.000.
På verdensudstillingen i St. Louis året efter solgte Steiff 12.000 bamser og modtog udstillingens guldmedalje.
Herefter fik bamsen kælenavnet “Teddy” efter USA’s daværende præsident Theodore Roosevelt.
Tændstikæsken blev målestok for en Matchbox-bil.
En bil i tændstikæsken
Jack Odell var medejer af det britiske legetøjsfirma Lesney og arbejdede med at udvikle prototyper, som kunne blive til nyt legetøj.
En dag i 1953 kom hans datter hjem fra skole og fortalte, at de var blevet bedt om at finde en lille ting derhjemme, som de skulle holde foredrag om i klassen.
Kravet var, at tingesten skulle kunne være inde i en tændstikæske. Ikke mange interessante ting bød sig til hjemme hos familien Odell, så Jack gik tilbage på fabrikken for at finde på noget.
Resultatet blev en lille model af en vejtromle, der præcis passede ind i en tændstikæske. Tromlerne malede han røde og resten grønt.
Datterens foredrag gjorde lykke – men endnu vigtigere var det, at vejtromlen satte tanker i gang hos Jack Odell: Ved et tilfælde havde han opfundet Matchbox-bilen.
Siden er det blevet til en næsten uendelig serie af detaljetro Matchbox-biler, som drenge i alle aldre har elsket at lege med.
De færreste fik Meccano-dele nok til at udleve alle deres byggedrømme.
Små ingeniører fik hænderne fulde
Byggesæt har været populære i mindst 400 år, viser historiske kilder. Men først med firmaer som Lego, Brio og Meccano er legen for alvor blevet sjov.
Frank Hornby var en entusiastisk far, der mente, at hans to sønner manglede udfordringer.
Ud af blikstumper skabte han et byggesæt af plader, som kunne sættes sammen med små skruer – en perfekt udfordring til børn, der voksede op i buldrende industrisamfund og en dag selv skulle bygge kraner og anlægge jernbaner.
Samtidig med at legetøjet tog form, forstod Frank, at han muligvis havde gjort en genial opfindelse, og tog patent på den.
Men byggesættet var langtfra færdigudviklet, vidste han, og tid havde han ikke, for han skulle passe sit arbejde som bogholder hos en kød-importør.
Heldigvis kunne chefen se muligheder i legetøjet, så Hornby blev fritaget for arbejdet og fik endda et værksted stillet til rådighed. Som modydelse blev chefen partner i den spæde produktion.
Byggesættet, der i begyndelsen hed “Mechanics Made Easy”, kom på markedet i 1902. Hver pakke indeholdt metalstænger, -plader, -hjul og tandhjul – alt sammen med huller, så de kunne skrues sammen.
Salget gik så strygende, at Hornbys underleverandører i 1907 måtte opgive at følge med.
Frank Hornby blev millionær af at sælge legetøj og gik ind i politik.
Frank Hornby havde ikke andet valg end at begynde som selvstændig legetøjsfabrikant. Ved samme lejlighed skiftede byggesættet navn til det mere mundrette “Meccano”.
I 1931 var Hornby for længst blevet millionær og valgte at søge nye udfordringer i politik. Han fik dog kun en enkelt valgperiode i det britiske underhus.
Opreklamerede hav-aber
Blandt legetøjsmagere har den amerikanske opfinder og reklamemand Harold Braunhut en ganske særlig plads – han var fx manden bag røntgenbrillerne, som angiveligt lod bæreren se gennem sine medmenneskers tøj.
Sit livs bedste idé fik Braunhut i 1957, da han præsenterede verden for “Sea-Monkeys”. I tidens populære tegneseriehæfter indrykkede han farvestrålende annoncer, der lovede “et levende cirkus hjemme hos dig!”.
Hav-aberne fik tordnende succes, ikke mindst fordi Braunhut henvendte sig direkte til børnene, så de kunne plage forældrene om at få nogle af de sjove, nye kæledyr.
Instruktionen lød:
- Den pakke, børnene modtog fra Braunhut, indeholdt en klar kop af plastik og to breve med pulver. Børnene skulle fylde koppen med vand og drysse indholdet af brev nr. 1 i. Pulveret ville angiveligt rense vandet.
- Efter 24 timer skulle brev nr. 2 med Sea-Monkeys-æggene hældes i koppen med det rensede vand...
- ... og som ved et mirakel kom de sjove væsener frem i plastikkoppen.
Børnene blev snydt
Desværre havde de små plankton i plastikkoppen ingen lighed med de sjove Sea-Monkeys fra den farvestrålende annonce. Der var tale om mikroskopisk små saltsøkrebs!
Braunhut havde nemlig fundet ud af, at æg fra denne krebseart tåler at blive tørret. Dermed kunne de uden problemer sendes med posten.
De to breve var en del af bedraget: Æggene lå i virkeligheden i brev nr. 1, mens brev nr. 2 indeholdt et farvestof, så krebsene blev synlige i vandet.
Saltsøkrebsen bliver op til 10 millimeter stor.
Åh nej, ikke Rådhuspladsen igen! Den unge mesterbokser Muhammad Ali er lidt presset.
En lektion i kapitalismens grundregler
Amerikanske Elizabeth Magie var så oprørt over samfundsudviklingen, at hun i 1903 opfandt et brætspil.
Ved at spille “The Landlord’s Game” skulle det jævne folk på egen krop mærke, hvorfor nogle få rigmænd sad på flæsket i USA.
“Jeg håber, at mænd og kvinder hurtigt forstår, at deres armod opstår, fordi Carnegie og Rockefeller har flere penge, end de kan bruge”, forklarede hun.
Elizabeth Magies spil mindede en hel del om nutidens “Matador” – og det er der en logisk grund til: I 1935 købte brødrene Charles og George S. Parker patentet og videreudviklede det.
Deres firma, Parker Brothers, havde et sikkert øje for, hvordan tidens store emner kunne gøres til spil – fx guldfeberen i “Klondike”, jagten på en morder i “Cluedo” (1944) og stormagtskonflikter i “Risk” (1957).
Vasemaleriet af den græske dreng med yoyoen er udstillet i Berlin.
Grækernes legetøj er stadig populært
Allerede i antikkens Grækenland legede børn med yoyo. Det viser en vase dateret til år 440 f.Kr.
Hvad legetøjet hed dengang, ved historikerne ikke, men det var identisk med nutidens yoyo, som består af to runde plader sat sammen på en aksel, hvorom der er snoet en knap 1 m lang snor.
Gennem århundrederne blev legetøjet glemt og genopfundet flere gange, men først i 1920’erne fik yoyoen sit navn.
Den amerikanske forretningsmand Donald Franklin Duncan opfandt ordet og tog patent på det.
I 1965 fik en konkurrent rettens ord for, at “yoyo” var blevet så almindeligt et begreb i sproget, at ingen kunne have patent på det.
Duncan måtte trøste sig med, at hans fødselsdag, 6. juni, blev udnævnt til “International yoyo-dag”.
I reklamen så Märklins dampmaskine gigantisk ud, men den var kun ca. 30 cm høj.
Fuld damp i drengeværelset
Før julen i 2019 stod en fjernstyret drone højt på ønskelisten. For 100 år siden var det en dampmaskine, der fik drengehjerter til at banke.
Den tyske håndværker Theodor Märklin åbnede i 1859 en fabrik, der specialiserede sig i at lave udstyr til legehuskøkkener.
Produktionen af små komfurer og gryder gav den ekspertise i metalforarbejdning i miniatureformat, som med tiden skulle gøre Märklin til en førende producent af legetøjsdampmaskiner og modeltog.
Dampmaskinen kom med i firmaets katalog i 1909 – og den fungerede efter samme princip som de gigantiske maskiner, der stod på elektricitetsværker og fabrikker: Brændsel (en sprittablet) varmede vandet i kedlen op, og når trykket steg, førtes dampen gennem et rør til et stempel, der trak et drivhjul.
Vha. en bred rem kunne kraften fra drivhjulet overføres til små maskiner og andet værktøj, som Märklin også fremstillede.
Sine berømte legetøjstog har Märklin produceret siden 1891. De første var drevet af en fjeder, de elektriske tog begyndte at rulle i 1926.
Leret bliver aldrig tørt
William Harbutt var formningslærer i den sydengelske by Bath. For at hans elever bedre kunne arbejde med skulpturer, opfandt han en type ler, der ikke tørrede ud mellem timerne.
Hans modellervoks havde intet med ler at gøre – det bestod af en blanding af gips, paraffin, kalk, lanolinolie og stearinsyre.
Massen var grå, men Harbutt kunne fremstille den i fire farver og tog patent på sin opfindelse.
Siden 1897 har modellervoks været populært blandt børn – og blandt de barnlige sjæle, der laver animationsfilm, bl.a. er “Walter og Trofast” lavet i claymation.
En usynlig kraft lader Slinky gå på trapper.
Fjederen tager trappen
En Slinky er en løs fjeder, der kan “gå” ned ad en trappe – helt af sig selv.
Fjederen blev opfundet af skibsingeniøren Richard T. James i 1943, men først i november 1945 fik han lejlighed til at demonstrere den i stormagasinet Gimbels i Philadelphia, USA. Legetøjet var et øjeblikkeligt hit: På bare 90 minutter solgte legetøjsafdelingen hele Slinky-beholdningen på 400 stk.
Prisen var én dollar – så lav, at de fleste kunne købe sig en Slinky og lege med på trappen. Resten sørgede tyngdekraften for. I alt er der solgt ca. 300 millioner Slinkyer.
I 100-tallets Rom havde dukker bevægelige led og moderigtige frisurer.
Piger ofrede deres dukke til guderne
Dukken er formentlig lige så gammel som menneskeheden selv. Arkæologerne har fundet eksemplarer lavet af bl.a. ler og træ.
Som årtusinderne gik, blev de mere avancerede og fik både frisurer og bevægelige lemmer.
De første dukker havde først og fremmest en religiøs funktion, men antikke skrifter fortæller, at romerske piger klædte deres dukker i tøjstykker, der svarede til moden blandt voksne.
Når græske piger nærmede sig voksenalderen, ofrede de deres dukke til guderne. Der er også fundet dukker i de græske barnegrave.
Med industrialderen opstod der helt nye muligheder for dukkeproduktion. Det tyske firma Schildkröt lavede i 1896 en ny type af celluloid – et materiale, der kunne gøres hudfarvet.
Den rare gamle julemand finder et nyt hjem til dukken.
En milliard langbenede dukker
Når Ruth Handler betragtede sin datter, Barbara, lege med påklædningsdukker, lagde hun mærke til en forbløffende ting: En vigtig del af legen var at designe voksentøj til papirdukken.
Pigen efterabede altså de voksnes verden! Den observation skulle få betydning i 1956, hvor familien Handler var på ferie i Europa.
Her så Ruth en dukke, hun aldrig havde set før – den tyskproducerede “Lilli”, som var en elegant, voksen kvinde.
Lynet slog ned i Ruth. Nu vidste hun, hvad det var, Barbara ønskede sig i stedet for en papirdukke. Ruth kopierede “Lilli”, men gav sin dukke smallere hofter, større øjne, flottere hår og længere ben.
Nu skulle “Barbie” bare sættes i produktion. Heldigvis ejede Ruth Handler og hendes mand, Elliot, en fabrik, Mattel, der fremstillede billedrammer og dukkehusmøbler, så det var en smal sag at udvide sortimentet.
I marts 1959 kom de første Barbie-dukker ud i butikkerne, og verden blev aldrig den samme igen. Alle piger i den vestlige verden skulle have en Barbie – samt en masse dukketøj og tilbehør.
Den første Barbie fra 1959 koster i dag godt 170.000 kr.
To år senere fik Barbie sågar en kæreste ved navn Ken. De to levede lykkeligt, indtil Mattel i 2006 i en pressemeddelelse kundgjorde, at Barbie og Ken var gået fra hinanden.
Heldigvis forsonede fabrikken dem igen på valentinesdag i 2011.
Kulør på papiret
Som ældste søn af en blyantmager var Johann Sebastian Staedtler fra Nürnberg udset til at gå i sin fars fodspor.
Unge Staedtler giftede sig med malerdatteren Magdalena i 1824, og mens børneflokken voksede, eksperimenterede Staedtler med at lave blyanter, der havde en anden farve end den almindelige sorte.
Endelig i 1834 havde Staedtler en rød stift klar: Han havde blandet rødt farvepigment med et bindemiddel, tørret det i en ovn og presset og formalet det flere gange, før massen igen blev presset sammen og omsluttet af træ.
Idéen var så god, at Staedtler forlod sin fars fabrik for at åbne sin egen. Ni år senere havde han lavet farver nok til at tegne regnbuen.
Salget gik strygende, imens farens fabrik gik fallit – og Staedtler erhvervede maskinparken for en slik. Staedtlers nærmeste konkurrent i dag, Faber-Castell, har også hovedsæde i Nürnberg.
Virksomheden blev grundlagt i 1761 under beskedne forhold, men er med tiden vokset til en storkoncern, der smykker sig med titlen “verdens største producent af blyanter og farvestifter”.
