Opfinderne har haft travlt i julemandens værksted: Afsted med gaverne

Bamsen debuterede i 1903 på den store legetøjsmesse i Leipzig uden at påkalde sig større opmærksomhed. Den fik faktisk kun én opkøber til at standse op.

Han var til gengæld amerikaner og købte alle 100 plysbamser i Steiffs stand. Dagen efter kom han tilbage for at bestille yderligere 3.000.

På verdensudstillingen i St. Louis året efter solgte Steiff 12.000 bamser og modtog udstillingens guldmedalje.

Herefter fik bamsen kælenavnet “Teddy” efter USA’s daværende præsident Theodore Roosevelt.

Små ingeniører fik hænderne fulde

Byggesæt har været populære i mindst 400 år, viser historiske kilder. Men først med firmaer som Lego, Brio og Meccano er legen for alvor blevet sjov.

Frank Hornby var en entusiastisk far, der mente, at hans to sønner manglede udfordringer.

Ud af blikstumper skabte han et byggesæt af plader, som kunne sættes sammen med små skruer – en perfekt udfordring til børn, der voksede op i buldrende industrisam­fund og en dag selv skulle bygge kraner og anlægge jernbaner.

Samtidig med at legetøjet tog form, forstod Frank, at han muligvis havde gjort en genial opfindelse, og tog patent på den.

Men byggesættet var langtfra færdigudviklet, vidste han, og tid havde han ikke, for han skulle passe sit arbejde som bogholder hos en kød-importør.

Heldigvis kunne chefen se muligheder i legetøjet, så Hornby blev fritaget for arbejdet og fik endda et værksted stillet til rådighed. Som modydelse blev chefen partner i den spæde produktion.

Byggesættet, der i begyndelsen hed “Mechanics Made Easy”, kom på markedet i 1902. Hver pakke indeholdt metalstænger, -pla­der, -hjul og tandhjul – alt sammen med huller, så de kunne skrues sammen.

Salget gik så strygende, at Hornbys underleverandører i 1907 måtte opgive at følge med.

Frank Hornby havde ikke andet valg end at begynde som selvstændig legetøjsfabrikant. Ved samme lejlighed skiftede byggesættet navn til det mere mundrette “Meccano”.

I 1931 var Hornby for længst blevet millionær og valgte at søge nye udfordringer i politik. Han fik dog kun en enkelt valg­periode i det britiske underhus.

En lektion i kapitalismens grundregler

Amerikanske Elizabeth Magie var så oprørt over samfundsudviklingen, at hun i 1903 opfandt et brætspil.

Ved at spille “The Landlord’s Game” skulle det jævne folk på egen krop mærke, hvorfor nogle få rigmænd sad på flæsket i USA.

“Jeg håber, at mænd og kvinder hurtigt forstår, at deres armod opstår, fordi Carnegie og Rockefeller har flere penge, end de kan bruge”, forklarede hun.

Elizabeth Magies spil mindede en hel del om nutidens “Matador” – og det er der en logisk grund til: I 1935 købte brødrene Charles og George S. Parker patentet og videreudviklede det.

Deres firma, Parker Brothers, havde et sikkert øje for, hvordan tidens store emner kunne gøres til spil – fx guldfeberen i “Klondike”, jagten på en morder i “Cluedo” (1944) og stormagtskonflikter i “Risk” (1957).

LÆS OGSÅ: Brætspil gennem historien – hvornår blev de opfundet?

Fuld damp i drengeværelset

Før julen i 2019 stod en fjernstyret drone højt på ønskelisten. For 100 år siden var det en dampmaskine, der fik drengehjerter til at banke.

Den tyske håndværker Theodor Märklin åbnede i 1859 en fabrik, der specialiserede sig i at lave udstyr til legehuskøkkener.

Produktionen af små komfurer og gryder gav den ekspertise i metalforarbejdning i mi­nia­tu­re­­for­mat, som med tiden skulle gøre Märklin til en førende producent af legetøjsdampmaskiner og modeltog.

Dampmaskinen kom med i firmaets katalog i 1909 – og den fungerede efter samme princip som de gigantiske maskiner, der stod på elektricitets­værker og fabrikker: Brændsel (en sprittablet) varmede vandet i kedlen op, og når trykket steg, førtes dampen gennem et rør til et stempel, der trak et drivhjul.

Vha. en bred rem kunne kraften fra drivhjulet overføres til små maskiner og andet værktøj, som Märklin også fremstillede.

Sine berømte legetøjstog har Märklin produceret siden 1891. De første var drevet af en fjeder, de elektriske tog begyndte at rulle i 1926.

Leret bliver aldrig tørt

William Harbutt var formningslærer i den sydengelske by Bath. For at hans elever bedre kunne arbejde med skulpturer, opfandt han en type ler, der ikke tørrede ud mellem timerne.

Hans modellervoks havde intet med ler at gøre – det bestod af en blanding af gips, paraffin, kalk, lanolinolie og stearinsyre.

Massen var grå, men Harbutt kunne fremstille den i fire farver og tog patent på sin opfindelse.

Siden 1897 har modellervoks været populært blandt børn – og blandt de barnlige sjæle, der laver anima­tionsfilm, bl.a. er “Walter og Trofast” lavet i claymation.

Piger ofrede deres dukke til guderne

Dukken er formentlig lige så gammel som menneskeheden selv. Arkæologerne har fundet eksem­plarer lavet af bl.a. ler og træ.

Som årtusinderne gik, blev de mere avancerede og fik både frisurer og bevægelige lemmer.

De første dukker havde først og fremmest en religiøs funktion, men antikke skrifter fortæller, at romerske piger klædte deres dukker i tøj­stykker, der svarede til moden blandt voksne.

Når græske piger nærmede sig voksenalderen, ofrede de deres dukke til guderne. Der er også fundet dukker i de græske barnegrave.

Med industrialderen opstod der helt nye mulig­heder for dukkeproduktion. Det tyske firma Schildkröt lavede i 1896 en ny type af celluloid – et materiale, der kunne gøres hudfarvet.

En milliard langbenede dukker

Når Ruth Handler betragtede sin datter, Barbara, lege med påklædningsdukker, lagde hun mærke til en forbløffende ting: En vigtig del af legen var at designe voksentøj til papirdukken.

Pigen efterabede altså de voksnes verden! Den observation skulle få betydning i 1956, hvor familien Handler var på ferie i Europa.

Her så Ruth en dukke, hun aldrig havde set før – den tyskproducerede “Lilli”, som var en elegant, voksen kvinde.

Lynet slog ned i Ruth. Nu vidste hun, hvad det var, Barbara ønskede sig i stedet for en papirdukke. Ruth kopierede “Lilli”, men gav sin dukke smallere hofter, større øjne, flottere hår og længere ben.

Nu skulle “Barbie” bare sættes i produktion. Heldigvis ejede Ruth Handler og hendes mand, Elliot, en fabrik, Mattel, der fremstillede billedrammer og dukkehusmøbler, så det var en smal sag at udvide sortimentet.

I marts 1959 kom de første Barbie-dukker ud i butikkerne, og verden blev aldrig den samme igen. Alle piger i den vestlige verden skulle have en Barbie – samt en masse dukketøj og tilbehør.

To år senere fik Barbie sågar en kæreste ved navn Ken. De to levede lykkeligt, indtil Mattel i 2006 i en pressemeddelelse kundgjorde, at Barbie og Ken var gået fra hinanden.

Heldigvis forsonede fabrikken dem igen på valentinesdag i 2011.

Kulør på papiret

Som ældste søn af en blyantmager var Johann Sebastian Staedtler fra Nürnberg udset til at gå i sin fars fodspor.

Unge Staedt­ler giftede sig med malerdatteren Magdalena i 1824, og mens børneflokken voksede, eksperimenterede Staedtler med at lave blyanter, der havde en anden farve end den almindelige sorte.

Endelig i 1834 havde Staedtler en rød stift klar: Han havde blandet rødt farve­pigment med et bindemiddel, tørret det i en ovn og presset og formalet det flere gange, før massen igen blev presset sammen og omsluttet af træ.

Idéen var så god, at Staedtler forlod sin fars fabrik for at åbne sin egen. Ni år senere havde han lavet farver nok til at tegne regnbuen.

Salget gik strygende, imens farens fabrik gik fallit – og Staedtler erhvervede maskinparken for en slik. Staedtlers nærmeste konkurrent i dag, Faber-Castell, har også hovedsæde i Nürnberg.

Virksomheden blev grundlagt i 1761 under beskedne forhold, men er med tiden vokset til en storkoncern, der smykker sig med titlen “verdens største producent af blyanter og farvestifter”.