“Stille Nacht, heilige Nacht”
Enkelte skud brød stilheden denne frostklare juleaftensdag 1914, men ellers var alt roligt langs fronten i Belgien – for første gang siden tyskerne invaderede landet fire måneder før.
Allerede om aftenen den 23. december blev skyderiet indstillet, og som den 24. skred frem, blev stilheden mere og mere udtalt. Stemningen i de franske og britiske skyttegrave var trykket. Befalingsmændene var sikre på, at stilheden var et dårligt varsel; at tyskerne forberedte et massivt angreb.
Spejdere havde nemlig observeret travl aktivitet bag de tyske linjer, men de kunne ikke gennemskue mønstret i de tyske bevægelser. Da de første lys dukkede op på kanten af de tyske skyttegrave ved mørkets frembrud, svarede de britiske og franske tropper derfor straks igen ved at skyde mod dem.
“Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.” Den engelske løjtnant Charles Bairnsfather.
Til soldaternes store overraskelse besvarede tyskerne ikke ilden. I stedet for blev den efterfølgende stilhed brudt af en smuk tenor ledsaget af et kornethorn.
“Stille Nacht, heilige Nacht,” sang stemmen, der virkede overjordisk smuk i det sønderskudte landskab. Efter det første vers faldt de andre tyske soldater ind.
Enkelte modige britiske soldater stak hovedet op over skyttegravens kant og så, at lyset, som de havde skudt mod, var små juletræer pyntet med levende lys. For hver 20 meter stod et træ, og tyske soldater stod fuldt synlige ved siden af dem og sang deres julesalme.
Tyskerne betragtede krigen mod Frankrig og Storbritannien som en udflugt: De regnede med at nå Paris på seks uger og være hjemme til jul. Men krigen trak ud i årevis.
Da sangen var klinget ud, blev der ganske tyst. Den engelske løjtnant Charles Bairnsfather beskrev i et brev, hvad han oplevede:
“Jeg kravlede op af min skyttegrav og gik langs kanten hen til et tørt sted og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggende skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllet af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.”
Krigen skulle kun vare seks uger
Det kom bag på både den tyske overkommando og landets menige soldater, at krigen stadig var i gang, da kalenderen viste den 24. december 1914.
Tyskernes oprindelige strategi beskrev en hurtig krig på to fronter mod vest og mod øst: Materiel overlegenhed skulle sikre dem sejren over den talstærke, men gammeldags russiske hær, og et samtidigt lynangreb gennem Belgien bag om de franske forsvarslinjer skulle knække den franske hær endnu inden, at den nåede at mobilisere. Herefter ville briterne afstå fra en landgang på det europæiske kontinent, og efter bare seks uger ville krigen være vundet.
Tusinder og atter tusinder af tyskere, der meldte sig frivilligt i deres iver for at opfylde Tysklands skæbne som Europas absolutte stormagt, drog mod fronten opfyldt af patriotisme, mens de sang “Ausflug nach Paris. Auf wiedersehen auf dem Boulevard” – Udflugt til Paris. På gensyn på boulevarden.
Tyskerne kørte fast i mudderet
Den tyske strategi var for optimistisk. På østfronten havde overkommandoen undervurderet zarens vilje til at ofre sit eget folk og sende millioner af fattige russere til fronten som kanonføde. Dermed kunne den tyske hær ikke frigøre soldater til vestfronten.
Tyskeren, som de allierede så ham: en ryggesløs personage, der forgriber sig på kvinder for øjnene af Jesus.
Propaganda tændte hadet
De krigsførende parter brugte alle midler for at bagvaske modstanderen og styrke patriotismen blandt deres egne soldater.
Soldaterne og civilbefolkningen skulle motiveres til at bringe umenneskelige ofre under 1. verdenskrig. Derfor brugte alle de krigsførende parter enorme ressourcer på at fremme patriotiske følelser for fædrelandet – og på at fremstille fjenden som udyr.
De tyske aviser beskrev således tyskerne som et folk begavet med “fysisk og intellektuel vitalitet, oversvømmet med militær og industriel succes, ivrige for at arbejde i alle slags fag og i alle egne af Jorden”.
Tyskerne skulle se det som deres mission at blive verdens førende stormagt, mens England i propagandaen blev fremstillet som et land af upålidelige kræmmere, der kun tænkte på profit, og som udelukkende var gået i krig for at stoppe Tysklands uundgåelige udvikling. Frankrig blev beskrevet som et land uden rygrad befolket af kujoner.
I den britiske propaganda blev Storbritannien beskrevet som et verdensimperium, der skulle sikre freden, og Tyskland som en aggressiv nation, hvis mål var verdensherredømmet. Tyskerne blev portrætteret som et sadistisk og følelseskoldt krigerfolk, der voldtog kvinder og skar børns hænder af.
Propagandaen blev spredt via aviser og radioen. Lærere, forfattere og kunstnere gentog den og fik millioner af unge mænd til at melde sig som frivillige til “den retfærdige krig”. Først da de mødte krigens virkelighed, indså de, at de havde mere til fælles med fjendens soldater end med deres egen hærledelse og politikerne.
Men på trods af troppemangel gik tyskernes angreb på det neutrale Belgien strygende. Den veludbyggede tyske jernbane førte hurtigt over halvanden million soldater frem, og Belgien faldt i løbet af tre uger. Herefter satte den tyske hær kursen direkte mod Paris.
Men den tyske efterretningstjeneste havde ikke taget højde for de belgiske og franske vejes tilstand. Derfor gik transporten af tropper meget langsommere end forventet.
Samtidigt var efteråret 1914 usædvanlig vådt. Jernbanesporene blev undermineret af regn, og det tunge materiel kørte fast på de mudrede grusveje. Franskmændene fik således tid til at mobilisere, og engelske tropper nåede at komme til undsætning.
Skyttegravene var helvede på jord
Englænderne og franskmændene gravede sig ned over for tyskernes linjer, og det blev starten på en fire år lang skyttegravskrig, hvor hver en vunden meter blev betalt med tusindvis af menneskeliv.
I december 1914 strakte vestfrontens skyttegrave sig fra Nordsøens kyst til den schweiziske grænse. De var befæstet med pigtråd, sandsække og maskingeværreder og låste vestfronten fast i et jerngreb. Hurtigt blev forholdene i skyttegravene umenneskelige.
Konstant var de under bombardement fra fjendens kanoner. Marker og enge blev pløjet op af granateksplosioner, og uafbrudt regn gjorde det endnu værre.
De tyske skyttegrave udviklede sig i løbet af få uger til et pløret morads, fordi regnvandet flød ned i dem. Det blev hurtigt umuligt at finde en tør plet at sove.
Landskabet blev forvandlet til et stort søle af mudder, blod og afføring, og mange skyttegrave blev oversvømmet. Gangbrædderne sank ned i det slimede mudder, og soldaterne blev nødt til at holde sig konstant bevægelse for ikke at synke i.
Endnu værre var stanken. Rådnende lig hang fast i pigtråden og flød i vandet, der havde samlet sig i granatkraterne. Personlig hygiejne var umulig, og latriner en sjældenhed. Diarré og dysenteri blev hurtigt udbredt og gjorde forholdene endnu værre.
Tyskeren Otto Dix opsummerede sin oplevelse ved vestfronten: “Utøj, rotter, pigtråd, granater, mudder, lig, blod, bunkere af jord, cigaretter, dåsemad, lort, kugler, ild og stål. Det er, hvad krigen var. Det er djævlens værk.”
Krigstræthed bredte sig
Stilstanden og de utålelige forhold, som soldaterne levede under, betød, at en fælles forståelse bredte sig blandt soldaterne på begge sider af fronten. “Lev og lad leve,” kaldte de den. Soldaterne undlod at skyde ved spisetid, og artilleriet skød ofte for langt med vilje.
En netop ankommet tysk feltpræst beskrev forholdene ved sit frontafsnit i Nordfrankrig: “I flere uger har fjenderne ligget over for hinanden, uden at den ene side har gjort den anden noget. De franske tropper består ikke af andet end gamle veteraner, der er glade, når fjenden lader dem være i fred. Og tyskerne angriber ikke, fordi de umuligt kan trænge igennem her. På den måde er en ordløs kontrakt blevet indgået.”
"Hvilket syn; små grupper af tyskere og briter stod og snakkede næsten langs hele fronten!" Britisk korporal
Mange steder lå fjendens skyttegrav kun 30-50 m væk, og i løbet af december begyndte soldaterne på begge sider at råbe slagord mod krigen – “Á bas la guerre!”, “Nie wieder Krieg!” og “Down with the war!” – når artilleriet tav, og befalingsmændene ikke var i nærheden.
Våbenhvile til begravelser
Da julen nærmede sig, tog flere tyske officerer uafhængigt af hinanden initiativ til våbenhvile, så begge sider kunne begrave deres døde. Mange af ligene havde ligget i månedsvis i ingenmandsland.
I de britiske skyttegrave var billedet som i de tyske. Jorden var blødt op af regn, og manglen på latriner tvang soldaterne til at forette deres nødtørft i skyttegraven.
Under hvide flag mødtes officererne for at forhandle aftalerne. En engelsk officer fortalte om sine oplevelser den 23. december:
“Alle vores mænd gravede grave i det åbne, og deres gjorde det samme. Bagefter virkede det naturligt at hilse på hinanden. Vi mødtes på midten, gav hånd og byttede cigaretter. De var ekstremt høflige, og der var en vældig klikken med hælene.”
Kontakten mellem fjenderne var etableret, og da tyskerne satte juletræer op og begyndte at synge salmer, var det indlysende at forny våbenhvilen. Efter salmerne råbte de tyske soldater på gebrokkent engelsk:
“We not shoot. You not shoot. You come out. We come out.”
Den tyske kaptajn Josef Sewald beskrev sine oplevelser juleaften: “Jeg råbte til vores fjender, at vi ikke ønskede at skyde, og at vi i stedet skulle lave en julevåbenhvile.
Først var der stilhed, så jeg råbte igen og inviterede dem over. Briterne råbte “Skyd ikke!”, og en officer kom op fra deres skyttegrav, og jeg gjorde det samme. Så mødtes vi og gav lidt forsigtigt hinanden hånden.” Enkelte steder aftalte man, at våbenhvilen skulle gælde helt til det nye år.
Julefred i ingenmandsland
Da våbenhvilen var aftalt, strømmede tyske, franske og britiske soldater ud i ingenmandsland mellem skyttegravene:
“Hvilket syn; små grupper af tyskere og briter stod og snakkede næsten langs hele fronten! I mørket kunne vi høre latter og se blussende tændstikker. Dér, hvor de ikke kunne snakke sammen, gjorde de sig forståelige med tegn og fagter. Alle så ud, som om de kom godt ud af det med hinanden. Her stod vi og snakkede og grinede med mænd, som vi kun få timer før havde ønsket at dræbe,” skrev en britisk korporal.
Sentimental længsel efter en familiejul måtte ikke lamme krigsindsatsen, mente generalerne. De arrangerede julen ved fronten.
Operasangere og juletræer sendt til fronten i særtog
De tyske ammunitionstog blev holdt tilbage i to dage, så soldaterne kunne få juletræer, knas, underholdning og gaver.
De tyske soldater regnede med en krig på bare seks uger. Da julen 1914 nærmede sig og sejren endnu lå langt ude i fremtiden, måtte den tyske overkommando gøre en særlig indsats for at mindske krigsleden ved fronten. Overkommandoen gjorde alt for at arrangere en jul, der mindede om den hjemlige højtid.
Titusinder af små juletræer pyntet med lys blev fragtet med godstog og hestevogn helt ud til skyttegravene. I to dage blev der ikke transporteret ny ammunition til fronten, fordi juletræerne skulle frem.
Julegaver i form af chokoladeæsker og merskumspiber med kejser Wilhelms 2.s portræt på fandt vej til alle soldater langs fronten. Den tyske kronprins dukkede også op flere steder tæt på fronten for at opmuntre soldaterne.
Tyske sangere og musikere blev sendt ud for at underholde de trætte soldater, blandt dem den berømte operasanger Walter Kirchhoff, som på eget initiativ begav sig helt ud i skyttegravene. Kirchhoff fortalte bagefter, at de franske soldater på den anden side af fronten havde klappet, indtil han gav et ekstranummer.
Gaver i form af feltrationer, cigaretter, alkohol og chokolade blev udvekslet, og soldaterne skiftedes til at synge vemodige hjemstavnssange. De mest foretagsomme gik straks i gang med at handle sig til eftertragtede souvenirer som bæltespænder og knapper.
Soldaterne på begge sider fandt ud af, at fjenden var unge mænd med samme interesser, håb og drømme som de selv. Både menige og officerer blev enige om, at krigen skyldtes løgn og propaganda fra generaler og politikere. Selv om de risikerede at få alvorlige problemer, deltog også officererne fra begge sider i julefreden.
“Hvad skulle vi ellers gøre? Skyde?”, som en engelsk officer spurgte.
“Vi kunne ikke skyde ubevæbnede mænd, og vi kunne ikke lade dem komme ned i vores skyttegrave. Det eneste fornuftige at gøre var at møde dem på halvvejen. Vi fik problemer for at gøre det. Men det er svært at se, hvad vi ellers skulle have gjort.”
Fodboldkampe blev fortiet
I dagene efter juleaften fortsatte møderne i ingenmandsland. Mange kom på så god fod med fjendens soldater, at de udvekslede adresser og aftalte at skrive sammen og besøge hinanden, når krigen var slut.
I ånden af venlig konkurrence og drillerier opstod der flere steder langs fronten aftaler blandt de menige om at afgøre krigen ved fodboldkampe.
Et halvtag bag fronten tjente som julestue for de tyske soldater. Grantræ, pynt, gaver og chokolade var blevet bragt til fronten med særtog, så kejserens soldater kunne holde rigtig jul.
Frosten havde sat ind, så det mudrede ingenmandsland var blevet så hårdt, at det kunne bruges som bane. Kasketter blev lagt ud som målstolper, og bolde blev lavet af strømper eller huer fyldt med hø eller tøjstumper. Enkelte delinger havde endda rigtige fodbolde med. En tysk officer beretter om en af kampene i sin dagbog:
“Briterne medbragte en rigtig fodbold fra deres skyttegrave, og snart var en livlig kamp i gang. Det var helt vidunderligt, men også meget mærkeligt. De britiske officerer havde det på samme måde. Således lykkedes det for julen, kærlighedens fest, at gøre dødsfjender til venner i et stykke tid. Jeg fortalte dem, at vi heller ikke ønskede at skyde 2. juledag. De var enige. Om aftenen spurgte de britiske officerer, om vi kunne spille en større fodboldkamp dagen efter.”
En del fodboldkampe blev forhindret af officerer, der syntes, at det var at gå for vidt med den venskabelige omgang med fjenden, og officielt fandt kampene aldrig sted. Den tyske krigscensur tillod ingen beretninger om julefred og fodbold, i britiske og franske aviser blev begivenhederne tonet ned.
Generalerne greb ind
Da juledagene var slut, begyndte sporadiske skyderier flere steder langs fronten. Officerer på begge sider ønskede at drage fordel af situationen ved at beordre overraskelsesangreb.
Soldaterne havde også hele tiden været klar over, at krigen uvægerligt ville starte igen: “I dag har vi fred. I morgen slås jeg for mit land, og du slås for dit. Held og lykke,” sagde en tysk soldat til en brite.
De britiske aviser fik kun lov til at berette om julefreden som enkeltstående episoder på ubetydelige frontafsnit, mens den tyske aviscensur forbød enhver omtale af den uautoriserede fred.
Krigen kom dog først for alvor i gang igen, da de øverstbefalende greb ind. Generalerne besøgte fronten og truede alle, som havde deltaget i våbenhvilen, med krigsret.
Flere delinger var tæt på mytteri, da de nægtede at genoptage myrderierne: “'Skyd, ellers gør vi, og det bliver ikke på fjenden!' skreg vores officerer. Og så måtte vi skyde, men ingen faldt. Vi brugte den dag og den næste på at prøve at skyde stjernerne ned fra himlen,” fortalte en tysk soldat.
Mange af delingerne på begge sider blev afløst af nye, som ikke havde oplevet julevåbenhvilen – og af nye rekrutter med patriotiske drømme om heltegerninger. Mange af de tyske soldater blev som straf for julefreden sendt til de værste steder på østfronten, og alle tyske soldater, der havde britiske eller franske souvenirer, blev truet med anklager for forræderi.
Efter julefreden 1914 svor de øverstbefalende på begge sider på, at der aldrig ville opstå en uofficiel våbenhvile igen. Derfor beordrede de bombardementer og angreb på alle store helligdage i resten af krigen. Og selv om våbenhvilen nogle steder varede helt til det nye år, var krigen langs vestfronten i fuld gang igen, da det nye år begyndte.
Kun et kort øjeblik kunne medmenneskeligheden og næstekærligheden stoppe politikernes og generalernes krig, hvor nationalisme, stormagtsdrømme og en forældet militær tankegang i årene 1914-1918 kom til at koste i alt 18 millioner mennesker livet.