Var juletræets forløber en pyramide?
Traditionen med juletræet er lang, men hvad gjorde man egentlig før juletræet eksisterede?

I løbet af middelalderen dukkede en særlig dekoration op, som i Tyskland og dele af Sydeuropa måske kan ses som en forgænger for juletræet.
Det var en konstruktion, hvor flere runde eller ottekantede plader var sat oven på hinanden som en lagkage. På hver ”etage” stod bibelske figurer og en julekrybbe – alt dekoreret med blomster og guirlander.
Med tiden opstod mere avancerede modeller, hvor vokslys sendte varm luft op og fik en propel på toppen til at dreje rundt sammen med dele af konstruktionen, der derved stod som en selvkørende karrusel.
Napoleon og julepyramiderne
Men i 1801 undergik fænomenet en forandring, der gjorde dets udbredelse langt større. Det år afsluttedes Napoleons felttog i Nordafrika, og de franske tropper vendte hjem. Med sig bragte de tegninger af pyramiderne ved Giza i Egypten, og de blev straks mangfoldiggjort og gik Europa rundt.
I Tyskland fandt folk, at de egyptiske bygningsværker mindede lidt om de lokale juledekorationer, der også blev smallere mod toppen. Derfor blev pyramiderne kaldt julepyramider. Dermed var de også sikret ny popularitet: Navnet gav de rigtige associationer, da Det Hellige Land lå ganske tæt på pyramiderne.
Bliv klogere på julens traditioner i vores tema om jul