Universitetsbyen Leuven blev symbol på tyske overgreb. Soldaterne reducerede den gamle stad til aske.

© Getty Images & Mary Evans/Scanpix
Krig - 1. verdenskrig

1. verdenskrig: Tyskerne amok i belgisk blodrus

Det neutrale Belgien får Tysklands magt at føle i august 1914. 750.000 mand tramper ind over grænsen, hvor de hensynsløst myrder civile og brænder byer af. Bag krigsforbrydelserne gemmer sig en mærkværdig sandhed: Soldaterne i verdens stærkeste hær er bange.

Borgerne i landsbyen Labouxhe har kun pænt at sige om tyskerne. Sol­daterne ankom den 4. august, og godmodigt inviterede de lokale belgiere til at deltage i kortspil.

Næste morgen er de væk, fortsat ad vejen mod Liège, der ligger få kilometer borte. Labouxhes indbyggere passer de daglige gøremål, men hele dagen kan de høre kanoner buldre og den snerrende lyd af maskingeværer.

Hen ad aftenen vender de tyske tropper tilbage. Den belgiske hærs forter omkring Liège har holdt stand, og nu er de tyske geledder fuld af huller. Soldaterne smiler ikke længere, og de opfører sig truende.

Kl. 03.30 lyder flere skud, og kort efter råber tyske stemmer fra gaden:

“Ud, slemme franskmænd”.

Da landsbyens fransk­talende beboere træder ud på gaden, peger geværmundinger på dem. Alle mænd og flere kvinder fra 10 husstande bliver dræbt af skud. Der­efter sætter de tyske soldater ild til husene og strømmer afsted mod nabobyerne.

I løbet af de blodige morgentimer den 6. august bliver mere end 300 belgiere slået ihjel, har historikere beregnet. Mange andre vil lide samme skæbne i løbet af den blodige august 1914, hvor tyskernes såkaldte “voldtægt af Belgien” står på.

Pålidelige tal for massakrerne er først kommet frem efter år 2000. Allerede under 1. verdenskrig lægger britisk propaganda og tyske bortforklaringer et så tæt slør over begivenhederne, at selv seriøse historikere tvivler på, at over-grebene overhovedet har fundet sted.

Nu er det bevist, at tyske soldater massakrerede 6.000 civile belgiere og brændte 25.000 bygninger af under deres march gennem landet.

Belgien er et bump på vejen

Geografi er belgiernes forbandelse. Klemt inde mellem dødsfjenderne Frankrig og Tyskland udgør den lille stat en lokkende invasionsrute for en stormagt, der ønsker at falde sin ærkerival i ryggen. Og det er præcis, hvad tyskernes strategi går ud på i august 1914.

Talstærke armeer skal marchere gennem Belgien og ind i Frankrig, svinge sydpå og til sidst fange hele den franske hær i en fælde. Generalernes ambitiøse plan har kun én skønhedsfejl: Europas stormagter har i forening garanteret Belgiens neutralitet – også Tyskland.

“En lap papir”, fnyser den tyske kansler om garantien, hans land har været med til at underskrive.

Han opfordrer Belgiens regering til at acceptere en “vel­villig neutralitet” og give den kejser­lige tyske hær fri passage. Alternativt vil “forholdet mellem de to stater blive afgjort med sværdet”.

Forslaget er nonsens, for et land, der åbner sine grænser for fremmede soldater, er netop ikke neutralt. Derfor svarer regeringen i Bruxelles blankt nej den 3. august.

Næste morgen kl. 8.05 går de første af omkring 750.000 tyske soldater over grænsen ved byen Gemmenich. To belgiske grænsegendarmer forsøger at standse invasionen.

“Belgisk grænse!” råber den ene af belgierne til en tysk rytterpatrulje.

“Det er jeg udmærket klar over”, svarer styrkens officer. “Men franskmændene har krydset grænsen, og vi har tænkt os at fortsætte”. Tyskerne er kun i Belgien, fordi franske tropper allerede har krænket landets neutralitet, lyder den officielle forklaring.

Med sig har officeren en proklamation, der gentager det tyske krav: Lad tropperne passere uhindret, og Belgien vil blive skånet. Enhver form for modstand vil blive knust uden nåde.

Bag de tyske rytterpatruljer følger endeløse kolonner af infanteri. Rygter har overbevist de tyske soldater om, at Belgiens hær ikke vil kæmpe, så stemningen er afslappet. Kun enkelte vold­elige episoder udspiller sig på invasionens første dag.

Tre nysgerrige mænd står i vejkanten og ser på de marcherende tropper, da en mistænksom tysk officer arresterer dem for spionage. En lokal præst beder om at høre tyskerens bevis.

“De ser mistænkelige ud”, lyder det korte svar. Alle de tre anholdte bliver skudt ned uden rettergang.

Kun enkelte tilsvarende drab finder sted i løbet af dagen, men snart skal de blive ren rutine for invasionshæren.

Når tyske soldater jagtede indbildte partisaner, stjal de også mad og alkohol.

© Look and Learn/Bridgeman

Tyskernes blodrus begynder

Kort efter deres indmarch i Belgien når de tyske tropper til storbyen Liège, der er omkranset af 12 stærke betonforter. Her knuses deres illusion om, at belgierne har opgivet på forhånd.

Da tyskerne rykker frem i tæt orden, mejes de ned af en morderisk ild med kanoner og maskingeværer. Bølge efter bølge sendes frem i frontalangreb, der giver de belgiske soldater lette mål.

Forterne omkring Liège holder stand i 12 dage og koster den tyske hær svimlende tab. Blandt de overlevende forsvinder den tidligere velvilje over for egnens civile befolkning.

Belgiere bag den tyske frontlinje beskyldes for at være friskytter – partisaner, der hjælper de fjendtlige tropper. En familie er så uheldig at bo ved siden af et tysk felthospital, der rammes af en granat fra et belgisk fort. Hele husstanden henrettes på stedet af soldater.

De lytter ikke til faderens forklaring om, at han har været i selskab med tyskerne hele dagen og derfor umuligt kunne have givet besked til det belgiske fort.

Indoktrineret til at mistænke civile

Hele egnen øst for Liège hjemsøges af tyskere, der vil straffe civile for at yde modstand. Nogle belgiere dræbes på baggrund af absurde anklager. Andre udvælges tilfældigt og mejes ned som hævn for påståede angreb. Soldater og officerer er grebet af kollektiv paranoia, godt hjulpet på vej af historien.

Da Tyskland og Frankrig var i krig i 1870-1871, kastede civile franskmænd sig ind i kampen og udførte partisan-angreb bag fronten. Aktionerne fik ringe militær betydning, men de efterlod et skræmmende indtryk.

Erfaringerne fra den fransk-tyske krig har sat deres præg på hærens doktriner. Håndbøger som “Sædvaner under landkrig” fra 1902 og “Felttjeneste-forordning” fra 1908 understreger soldaternes ret til at bruge barske metoder, hvis de igen oplever “uærlig krig”.

Lange passager beskriver, hvordan bevæbnede “friskytter” kan henrettes til skræk og advarsel, fordi de er ikke beskyttet af krigens internationale love.

Og civilsamfund, der huser partisaner, bør trues med kollektiv afstraffelse – fx høje bøder eller indespærring af gidsler. Håndbøgerne og erindringen om krigen i 1870-1871 gør, at de uerfarne tyske soldater bliver skræmt, så snart de møder modstand i Belgien.

Vidner bemærker, at tyske officerer har trukne pistoler, når de taler med borgmestrene i de belgiske småbyer. Militærlægerne bærer våben, mens de tilser deres patienter, og selv sårede har deres geværer nær sig på lazaretterne.

I den anspændte stemning udløser den belgiske hærs modstand, skudvekslinger mellem forvirrede tyske enheder eller blot vådeskud vanvittige rygter.

Ondsindede belgiere, sågar kvinder og små børn, skyder angiveligt tyskere i ryggen, forgifter brønde og stikker øjnene ud på sårede.

De sniger sig frem om natten, hvor de dræber sovende soldater, skærer deres næser og ører af eller overhælder dem med kogende olie.

Historierne får nervøse tropper til at begå ekstreme handlinger ved den mindste anledning. De overbeviser også hærens generaler om, at belgiske friskytter i hobevis faktisk omsværmer invasionshærens tropper, og øjeblikkelig handling er nødvendig.

Massakrerne bliver sat i system

To uger inde i det tyske felttog skifter overgrebene i Belgien karakter. Hvor de første drab blev begået spontant af små enheder af soldater med en livlig fantasi, begynder store massakrer og ødelæggelse af hele byer.

Den 16. august har den hollandske avis De Tijd sendt journalisten Bart Mok­veld til Visé, som tyskerne indtog på invasionens første dag:

“Flammerne brøler voldsomt, tage og spær og vægge styrter ned”, rapporterer han. “Tyskerne, der er grundige i alt, hvad de gør – selv brandstiftelse – har fuldført deres plan i alle detaljer. I de fleste huse har de hældt benzin eller parafin på gulvet og sat ild med en tændstik”.

De knap 4.000 indbyggere er forsvundet – deporteret til lejre i Tyskland, flygtet eller myrdet. Visé er den første by, der bliver systematisk ødelagt, men flere følger.

Ingen tyske repressalier vækker større udenlandsk harme end de rædsler, der overgår universitetsbyen Leuven.

Myrderierne indledes den 25. august. En signalraket farer til himmels, og umiddelbart efter lyder skud, der går over i tætte salver og den karakteristiske snerren fra et maskingevær. Fulde tyskere står formentlig bag nattelarmen, men soldaterne er sikre på, at en civil opstand er begyndt.

Hele natten skyder tropperne vildt omkring sig, og adskillige byboere bliver dræbt af kugler, der farer gennem husene. Andre trækkes ud på gaden og dræbes med fuldt overlæg, og huse stikkes i brand.

Voldsorgiet står på i fem dage og nætter med deltagelse af flere tusinde soldater. Om morgenen den 27. august hører en hollandsk lærer ved navn Lodewijk Grondijs en tysk løjtnant give ordrer til sine mænd:

“Hidtil har vi kun brændt landsbyer. Nu begynder vi på byerne. Leuven skal ødelægges som den første”.

Som hollænder kan Grondijs bevæge sig rundt i byen uden at blive arresteret. Han opsøger Leuvens tyske kommandant, den lille, tykke major Walther von Manteuffel, der nægter at stoppe de tyske troppers hærgen.

Drabene og afbrændingerne fortsætter, og Manteuffel må indrømme, at han slet ikke har kontrol over situationen.

Over ham står en gal general, der kræver hårde repressalier mod de påståede belgiske friskytter. Og under ham har han udisciplinerede reservetropper, der har drukket sig fulde i stjålen vin.

Da voldsorgiet endelig ebber ud den 30. august, er 248 borgere døde, og 2.130 af Leuvens bygninger er brændt. Én af dem er universitetsbiblioteket, hvis 230.000 værker omfatter uerstattelige manuskripter fra middelalderen.

“I dræber flere civile end soldater. Det her er ikke krig”, udbryder en tysk-født kvinde til en soldat.

“Sandt nok”, svarer soldaten. “Men hvis vi havde udført vores ordrer til punkt og prikke, havde ikke en eneste person været i live, og ikke én sten
ligget oven på en anden”.

Ved indgangen til september aftager de tyske myrderier i Belgien endelig.

Fronterne har bevæget sig vest- og sydpå, og samtidig er de tyske generaler blevet opmærksomme på, at deres fremfærd vækker international opmærksomhed. Mens belgierne begraver deres 6.000 myrdede borgere, begynder kampen om historien.

Enheder fra 18. reservedivision var med til at brænde Leuven af sidst i august 1914.

© Ullstein Bild/Polfoto

Tyskland vasker sine hænder

Mens ruinerne i Belgien stadig ulmer, fyldes de britiske avisers spalter med rædselsberetninger. Sande historier om krigsforbrydelser suppleres med grufulde detaljer, der er fri fantasi.

Ifølge journalisterne skulle tyske soldater have for vane at skære hænderne af døde børn og brysterne af kvinder.

Den 7. september 1914 tager Tysklands kejser Wilhelm 2. til genmæle i et telegram til USA's præsident. Heri lægger han det fulde ansvar for Belgiens ulykker på belgierne selv. Civile har blandet sig i kamphandlingerne i strid med de internationale regler for krig.

Påstanden gentages måneden efter i “De 93's manifest” – en erklæring fra eliten inden for tysk videnskab og kultur. De 93 omfatter kvantefysikkens fader, Max Planck, og Wilhelm Röntgen, der har lagt navn til røntgenstrålen. I 1915 udsender den tyske hær endelig en “hvidbog”, der for­søger at bevise belgiernes skyld.

Afbrændingen af biblioteket i Leuven udlægges som en beklagelig, men nødvendig handling. Den blev kun udført, fordi de tyske tropper blev udsat for beskydning fra byens huse.

Hæren har opgivet tidligere påstande om, at Leuven var fuld af civile friskytter. Anklagen om, at familiefædre skulle have skudt løs fra deres egne huse, mens hustruer og børn var hjemme, er for usandsynlig.

I stedet beskyldes bel­giske soldater for at have sneget sig ind i Leuven – iført civilt tøj. Her trængte de ind i borgernes huse og åbnede ild mod tyske soldater fra de øverste vinduer.

Tysklands PR-offensiv gør et vist indtryk internationalt. De bloddryppende avis-beretninger lyder for usandsynlige, og få ønsker at tro, at et kultiveret folk som det tyske fører krig mod civile.

“Husk Belgien” lyder budskabet på britiske plakater under 1. verdenskrig. Men Belgiens rædsler bliver glemt, da freden igen sænker sig.

Historiebøger forbigår de tyske overgreb eller undskylder dem som reaktioner på de belgiske friskytters modstand. Først efter år 2000 dokumenterer nye undersøgelser, at tyskerne begik uprovokerede krigs-forbrydelser i august 1914.

Læs også:

1. verdenskrig

Tyskerne går amok i belgisk blodrus

13 minutter
Nazisme

Sådan erobrede nazisterne magten i Tyskland

5 minutter
1. verdenskrig

Mordet i Sarajevo sætter verden i brand

21 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!