11. november 1918: Freden druknede i blod

Rygtet spredes fra mund til øre og forvanskes undervejs. Da det når frem til United Press i New York, udsender nyhedsbureauet et telegram med ordlyden:

“Paris 7. november – de allierede (Ententemagterne, red.) og Tyskland underskrev kl. 11 i morges en aftale om vå­ben­hvi­le. Fjendtlighederne ophører kl. to i eftermiddag”.

Spontant bryder festligheder ud i New York, på Wall ­Street drys­ser kontorfolk konfetti ud ad vinduet, mens ga­den fyldes af jublende mennesker.

I det engelske grevskab Kent tiltvinger kadetter fra luftvåbnet sig adgang til kan­ti­nen og stjæler øl til deres sejrsfest, og så langt væk som i Ar­gen­ti­na fejrer udvandrede europæere krigens afslutning.

7. november 1918 kl. 8.00, Frankrig

Robert Cude er infanterist i Royal East Kent Regiment. Hans bataljon befinder sig i skoven Forêt de Mormal nogle km fra den belgiske grænse, da rygtet om den snarlige våbenhvile spreder sig.

Cude og hans kammerater er i færd med at gøre sig klar til endnu en af de talrige offensiver, som deres enhed har deltaget i, siden briterne ankom til Frankrig i 1914.

24-årige Cude noterer vanen tro flittigt i sin dagbog, før han pakker sit grej sammen og forlader sit kvarter:

“Vi har fornemmelsen af, at dette bliver vores sidste angreb. Og nu, da afslutningen synes nær, spekulerer alle på, om vores held er ved at slippe op – det held, som har holdt os i live lige indtil nu. Vil vi overleve krigen?”

7. november kl. 20.30, nær fronten

Den tyske regering har sendt sin forhandlingsdelegation afsted for at møde Ferdinand Foch i Compiègneskoven. Delegationen skal skynde sig at få en våbenhvile i stand, før Tyskland bryder sammen og kastes ud i borgerkrig mellem krigstrætte indbyggere og dem, der stadig er overbeviste om, at verdenskrigen kan ende med tysk sejr.

Franske soldater sidder og spiller kort i byen Haudroy få km fra fronten, da de pludselig forstyrres af nogle underlige lyde. Alle mand springer op og spejder mod nordøst, men tågen forhindrer dem i at få øje på kilden til den mærkelige lyd, som langsomt nærmer sig.

Langsomt træder konturerne af tre mørke biler frem. Bilernes døre er dekoreret med forgyldte ørne – den kejserlige tyske hærs kendingsmærke. På den forreste bils ene trin­bræt står en soldat og svinger med et hvidt flag, mens en trompetist balancerer på det modsatte trinbræt og blæ­ser det sære firetoners militærsignal, som først alarmerede franskmændene.

Kortegen viser sig at være Tysklands fredsforhandlere, der er på vej til Compiègneskoven godt 100 km længere mod syd. Delegationens leder er politikeren Matthias Erzberger, som tyskerne håber kan formilde Foch, fordi han ikke er militærmand, men repræsenterer det civile Tysk­land, der sukker efter fred.

Med sig har han fem rådgivere – fire officerer og grev Alfred von Oberndorff, der er minister uden portefølje.

8. november kl. 9.00, Compiègneskoven

Efter en lang nats kørsel er Erzberger og hans delegation nået frem til marskal Fochs togvogn.

En fransk general fører tyskerne ind i vognen, hvor Foch ven­ter. Den lille franske marskal sender tyskerne et dræ­ben­de blik, mens han kort gør hon­nør. Herefter siger han brysk til sin oversætter: “Spørg disse herrer, hvorfor de er her”.

Tyskerne stirrer forbløffede på Foch, inden Erzberger fatter sig og forklarer, at så vidt han har forstået, er delegationen blevet sendt afsted for at forhandle betingelserne for en våbenhvile.

En af hans landsmænd, grev von Oberndorff, supplerer med en forklaring om, at tyskerne reagerer på en besked fra USA’s præsident Wilson. Præsidenten skrev, at marskal Foch har fået overdraget myndigheden til at fastsætte våbenhvilebetingelserne.

Foch afbryder greven og insisterer på, at tyskerne som det første skal erklære, at de – og de alene – har anmodet om våbenhvile. Efter ydmygelsen lader han sin adjudant oplæse den lange liste over Ententemagternes krav.

Et af de 34 krav lyder, at kejserens tropper ikke kun skal rømme alle besatte lande inden 14 dage, men også regionen Alsace-Lorraine, som har tilhørt tyskerne siden sejren over Frankrig i 1871.

KORT: Se, hvor pressede tyskerne var

Marskallen understreger, at hans hænder er bundet med hen­syn til de 34 krav. Ingen af dem kan forhandles – tys­ker­ne kan acceptere dem eller lade være, andre valgmu­lig­heder findes ikke.

“De har 72 timer til at konsultere Deres regering i Berlin og beslutte Dem”, lyder Fochs sidste bemærkning.

9. november om morgenen, syd for Metz

Endnu en storstilet amerikansk-fransk offensiv er planlagt til den 14. november. Målet er byen Metz, som tyskerne holder i et jerngreb takket være deres mange kanonstillinger i området. Inden offensiven skal en strategisk beliggende bakketop erobres.

John H. Sherburne er med sine 41 år en af hærens yngste brigadegeneraler. Før krigen var han frivillig i det amerikanske hjemmeværn – National Guard – nu er han chef for artilleriet i USA’s 92. infanteridivision.

I løbet af de næste dage skal hans kanoner sørge for dækningsild, mens amerikanske tropper forsøger at storme en bakketop spækket med tyske maskingeværstillinger.

Sherburne ved, at frontalangreb på fjendens højtbeliggende skyttegrave altid medfører svære tab – det kan selv den bedste kanonild ikke forhindre, for tyskerne kravler ned i dybtliggende bunkere, mens granaterne eksploderer, og er hurtige til at komme på plads ved deres maskingeværer, når ilden ophører, og amerikanske fodfolk nærmer sig.

9. november kl. 14.30, Compiègneskoven

Tyskerne har fået overtalt Foch til såkaldt private konsultationer med marskallens britiske og franske stab. Her skal de finere detaljer til hver af Ententens 34 betingelser forhandles på plads.

Mens den tyske delegation fører samtaler med britiske flådeofficerer og andre af marskallens betroede folk, telegraferer den uforsonlige Foch til hærlederne under hans kommando. Ordren er ikke til at tage fejl af:

“Takket være vores gentagne angreb er fjendens styrker i opløsning og må vige langs hele fronten. Sørg for at forstærke indsatsen. Vores fremrykning skal ikke kun fortsætte, men farten skal øges yderligere”.

“De kan regne med os”, lyder svaret fra både general Pershing og general Haig, som er øverstbefalende for henholdsvis de a­me­ri­kan­ske og de britiske tropper ved Vestfronten. Begge er ivrige efter at erobre mere terræn – på trods af at de ved, at våbenhvilen vil tvinge fjenden til at trække sig tilbage til Tyskland.

Alt det terræn, som Pershing, Haig og franskmændene spilder deres soldaters blod på at erobre mellem den 9. og den 11. november, vil under alle omstændigheder blive overdraget til dem helt “gratis” om 14 dage, når tyskerne forlader Frankrig og Belgien.

11. november kl. 1.30, nær Metz

Brigadegeneral Sherburne har samme aften overværet et spektakulært fyrværkeri over de tyske skyttegrave ved Moselfloden. Fjenden afskyder nødblus og tænder romerlys, der oplyser bakkerne hele vejen til Metz. Brigadegeneralen formoder, at de fejrer den snarlige underskrivelse af våbenhvileaftalen.

Sherburne får kontakt til sin forbindelsesofficer i den franske hær, og denne kan bekræfte, at hovedkvartereret har varslet våbenhvile kort før middag, hvis den tyske forhandlingsdelegation skriver under inden kl. 5.00. Tidspunktet er valgt, for at krigen kan slutte i den 11. time på den 11. dag i den 11. måned 1918.

Da forbindelsen afbrydes, spekulerer amerikaneren som en gal på, hvad der skal ske i timerne frem til vå­ben­hvi­len. Officielt gælder ordren om at angribe de tys­ke stillinger ved daggry stadig, men det vil jo være et helt unødvendigt spild af liv, tænker Sherburne. Han be­slut­ter sig for at ringe til den 92. divisions ø­verst­kom­man­de­ren­de, general Ballou.

Men generalen sover og vil ikke vækkes. I en time taler Sherburne med Ballous adjudant, der imidlertid er urokkelig. Ordren om at angribe ved daggry er ikke blevet an­nul­le­ret, så Sherburne må hellere gøre sig klar, siger adjudanten.

Kl. 2.15, Compiègneskoven

Erzberger og resten af den tyske delegation mødes for sidste gang med marskal Foch i hans togvogn. Her gør de et sidste desperat forsøg på at få mildnet bare nogle af Ententens 34 skrappe betingelser.

Især betingelse nummer 26 – at blokaden af de tyske havne fortsætter, helt indtil en endelig fredsaftale er underskrevet – bliver genstand for en timelang og ophedet diskussion. Erzberger gør tyskernes standpunkt klart:

“Derved får en væsentlig del af verdenskrigen lov til at fortsætte – nemlig Englands udsultningspolitik, som påfører tyske kvinder og børn de værste lidelser. Det er ganske enkelt ikke fair”.

Ordene får en af de britiske admiraler til at fare i flint:

“Ikke fair, siger De? Deres ubåde var heller ikke fair, da de uden varsel sænkede vore handelsskibe!”

Blokaden står ikke til at ændre, men Erzberger får dog én mindre indrømmelse: Ententen “vil overveje at forsyne Tyskland med mad, hvis det bliver fundet nødvendigt”, lyder den temmelig vage formulering.

Først kl. 5.12 løber tyskerne tør for argumenter. Op­gi­ven­de tager Erzberger imod en pen og gør sig klar til at un­der­skri­ve den ydmygende våbenhvileaftale.

To af of­fi­ce­rer­ne i den tyske delegation har tårer i øjnene, da han læg­ger pennen fra sig og udbryder:

“Et folk bestående af 70 millioner mennesker kommer til at lide, men det dør ikke”. Dertil replicerer Foch tørt: “Nuvel”.

Uden at give hånd eller gøre honnør forlader marskallen herpå togvognen, mens Erzberger og hans folk nedslåede kan gøre regnskab over de forsvindende få indrømmelser, de har fået igennem:

I stedet for 30.000 maskingeværer skal tyskerne kun aflevere 25.000 til Ententen. I stedet for 2.000 fly kan Tyskland nøjes med at overdrage 1.700. Tyskerne skal heller ikke rømme en 40 km bred demilitariseret zone øst for Rhinen, men blot en 10 km bred zone.

Kravet om, at Tyskland skal aflevere 160 ubåde til Ententen, er også omformuleret, for så mange råder tyskerne ikke over. I stedet siger våbenhvileteksten, at kejserens marine skal overdrage alle sødygtige ubåde.

Erzberger må indse, at han stort set intet har kunnet udrette i løbet af de 72 timer i Compiègneskoven.

Beskeden om, at våbenhvilen er underskrevet, og våbnene skal tie kl. 11 samme dag, bliver straks sendt til amerikanernes, briternes og belgiernes militære hovedkvarterer langs Vestfronten. Fochs ordre indeholder dog ikke ét ord om, at alle planlagte offensiver skal indstilles.

Ententens generaler får dermed frie hænder til at angribe fjenden i krigens sidste timer. Overalt langs fronten fortsætter tropper derfor med at forberede nye angreb på tyskernes skyttegrave.

11. november kl. 6.00, amerikanernes hovedkvarter i Chaumont, Frankrig

John Pershing modtager nyheden om underskrivelsen af våbenhvileaftalen med mismod. Generalen for alle de amerikanske styrker i Europa har i over en måned advaret mod at slutte fred med tyskerne, inden nationen har forstået, at den er slået.

Inderst inde føler general Pershing sig overbevist om, at det er hans indsats alene, der har tvunget tyskerne i knæ. Alligevel begræder han, at den planlagte storoffensiv mod Metz den 14. november aldrig bliver til noget.

Mens generalen lader en finger glide hen over det enorme landkort på hovedkvarterets endevæg, sukker han: “Hvilken enorm forskel bare et par dages krig mere ville have gjort”.

Skuffet beder Pershing sin stab om at sende marskal Fochs telegram videre til alle kommandocentraler. Det er yderst kortfattet og meddeler blot, at grundet våbenhvilen skal alle kamphandlinger ophøre klokken 11. Pershing ser ingen grund til at uddybe, hvad hans underordnede skal bruge krigens sidste seks timer til.

Kl. 6.50, 32. amerikanske divisions hovedkvarter vest for Metz

Den amerikanske general Bunker Haans tropper er gået i stilling i et kuperet område med en flad slette foran sig. Her hører Haan, at våbenhvilen er underskrevet, og at kampene skal ophøre kl. 11.

General Haan har lige lagt på, da han modtager endnu et telefonopkald. En af hans un­der­ord­ne­de anmoder om tilladelse til at an­gri­be med sin brigade – for at fjerne en for­dyb­ning i frontlinjen, som vil se grim ud på kortet, når freden kommer, forklarer officeren.

Haan bliver rasende. Han har aldeles ikke tænkt sig at ofre menneskeliv blot for, at kortet over fronten skal se pænere ud. Brigadekommandøren får blankt afslag. Haan har truffet sin beslutning: For hans mænd er krigen slut, og kanonerne i hans sektor får ordre på at indstille skydningen.

Men sådan tænker langtfra alle Ententens generaler langs Vestfronten. Mange af dem beordrer planlagte offensiver ført ud i livet – helt i tråd med Fochs, Per­shings og Haigs instruktioner – ingen af deres tropper må skåne sig selv eller fjenden, selvom verdenskrigen er ved at rinde ud.

Kl. 7.00, 89. amerikanske divisions hovedkvarter vest for Metz

William Wright drømmer om en stor militærkarriere og ser med beklagelse på ordren om, at våbnene skal tie. Generalen må hurtigt finde på noget, der kan motivere hans yngre officerer til at fortsætte med at kæmpe helt til kl. 11.

Under krigens sidste briefing af sine underordnede forklarer general Wright:

“Vores division har været i felten i lang tid uden ordentlige badefaciliteter. Hvis fjenden får lov til at forblive i byen Stenay, vil vores tropper fortsat ikke kunne komme i bad. 179. brigade skal derfor straks rykke frem mod byen og indtage den”.

Den egentlige årsag til ordren er dog en helt anden. Wright vil overgå nabodivisionen, så Pershing vil forfremme ham – fra general for en division til general for en hel samling af divisioner, et såkaldt armékorps.

Stenay er et eftertragtet mål, for dér har den tyske prins Rupprecht haft sit militære hovedkvarter tidligere i krigen – lige den slags detaljer, som en ambitiøs general som Wright vil elske at flette ind i sin rapport om divisionens sidste heroiske offensiv.

Generalens ordre bliver adlydt, og tropperne rykker frem. Flere km vest for Stenay mister den 89. division de første 20 mand, da en granat fra en tysk haubitzer eksploderer midt imellem dem.

Fire km syd for Stenay gør en af Wrights underordnede, major Hanford McNider, holdt med sine 2.000 mand. Tyske maskingeværer og kanoner sender en morderisk spærreild ned over den bro, som hans bataljon skal krydse.

McNider ser forfærdet på de bunker af lig, som allerede har hobet sig op ved broen, og beslutter at indstille offensiven. Han bliver aldrig irettesat for sin beslutning og forfremmes til brigadegeneral under 2. verdenskrig.

Kl. 8.56, nordvest for Metz

Henry N. Gunther hører til de tusindvis af amerikanske soldater, der i spænding venter på, at krigen skal høre op. Desværre for 23-årige Gunther er han havnet i en infanteridivision, som kommanderes af en general med lige så store ambitioner som Wright.

Generalmajor Joseph E. Kuhn informerer kort før kl. 9 sine spredte brigader om, at våbenhvilen nu er underskrevet, men at det intet ændrer. Over feltradioen dundrer han løs om at fortsætte med at angribe:

“Fjendtlighederne vil ophøre langs hele fronten kl. 11, indtil da skal alle tidligere beordrede offensiver fortsætte”.

Menig Gunther tilhører det tyske mindretal i USA, og hjemme i Baltimore mærkede han naboernes fjendtlige indstilling over for alt, der var tysk.

Måske derfor er han ekstra opsat på at bevise sit værd på krigens sidste dag, eller også skyldes det, at Gunther er blevet degraderet fra sergent til menig, fordi han skrev hjem til en kammerat, at han burde holde sig langt væk fra krigen – en upatriotisk formulering, som hærens brevcensur opdagede og påtalte.

Gunther er bankuddannet og har en forlovet hjemme i Baltimore, alligevel lader han sig ikke evakuere til et felt-hospital, da han bliver alvorligt såret i armen – i stedet bliver han i skyttegraven og gør sig den 11. november klar til at angribe tyske maskingeværstillinger sammen med resten af det 313. infanteriregiment.

Regimentets mål er at erobre endnu en ubetydelig plet på kortet, før krigen er slut: Landsbyen Ville-devant-Chaumont, der ligger 70 km nordvest for Metz. Dermed får Gunther en sidste chance for at bevise sin patriotisme og loyalitet over for familiens nye amerikanske fædreland.

Kl. 9.20, syd for Metz

Den unge brigadegeneral Sherburne har modvilligt måttet åbne ild mod fjenden med sine kanoner og ser nu tropperne fra 366. infanteriregiment bevæge sig fremad. Til fods skal de angribe tyskerne på den strategisk beliggende bakketop med kodenavnet Lacotte Hill.

Sherburne ved, at divisionens chef, general Ballou, lyver, når han siger, at angrebet skal sikre amerikanerne et godt udgangspunkt før Metz-offensiven den 14. november, for den offensiv vil aldrig blive ført ud i livet.

De afro-amerikanske tropper fra 366. infanteriregiment går i begyndelsen af deres fremrykning inde i en skov, hvor de er skjult for fjenden. Men så snart de træder ud i det åbne, regner gasgranater ned over dem, og tyske maskingeværer på Lacotte Hill åbner ild.

I 10 minutter forsøger infanteristerne at fortsætte fremrykningen, så går deres angreb i opløsning, og alle flygter hen over ligene af de faldne kammerater og tilbage til skoven.

Kl. 9.30, nordvest for Metz

Amerikaneren med de tyske aner, Henry Gunther, får ingen støtte, mens han og kammeraterne bevæger sig fremad med bajonetterne hævet. Tæt tåge forhindrer amerikanske maskingeværstillinger i at yde dækningsild.

I tågen ved ingen, om de overhovedet er på vej mod Ville-devant-Chaumont, men noget tyder på, at kursen er korrekt, for pludselig begynder tysk artilleri at beskyde de amerikanske fodfolk.

Granat efter granet hvisler gennem luften og borer sig ned i jorden, inden eksplosionen sender en gejser af mudder ned over Gunther og hans sergent.

Fra en maskingeværstilling ser to tyskere forbløffede på, mens de to amerikanere kommer tættere og tættere på. Så åbner skytterne ild. Gunther og sergenten kaster sig ned, mens kuglerne synger gennem luften over deres hoveder.

Klokken er 10.44, men kun regimentets officerer bærer ur, så ingen af de to mænd ved, at de kun behøver at krybe sammen i lidt over et kvarter, før krigen er overstået, og de kan vende helskindede hjem.

Kl. 10.35, sydvest for Metz

Løjtnant Rennagel har været indlagt på et felthospital og er først nu blevet udskrevet. Han iler tilbage til sin deling nær Metz for at kunne fejre våbenhvilen sammen med dem.

Ved ankomsten til delingen, der hører under den 26. amerikanske infanteridivision, hører Harry G. Rennagel en usædvanlig larm:

“Mændene grinede, fortalte vittigheder og snakkede mere højlydt sammen, end de nogensinde før havde turdet nede i skyttegravene. Begejstrede fortalte de mig, at de bare ventede på at høre klokken ringe og forkynde, at krigen var ovre. Da ordren om at angribe en sidste gang kom, troede alle, at det var en vits”.

Men ordren er alvorligt ment. Kl. 10.35 befaler Rennagel sine mænd at sætte bajonetten på geværet, herefter kravler de op fra skyttegravens relative sikkerhed og begiver sig ud i ingenmandsland.

Kort efter eksploderer en tysk mortérgranat 10 meter fra løjtnanten og blæser ham omkuld. Da han kommer på benene, ser Rennagel, at fem af hans modigste mænd ligger og vrider sig på jorden – en af dem bløder fra et stort hul nær hjertet. Rennagel bøjer sig ned for at høre soldatens sidste ord:

“Løjtnant, jeg dør. Lad være med at sige, at det nok skal gå, for du ved bedre. Som du måske ved, troede vi alle, at kampene ville høre op her til morgen, så jeg skrev til min kæreste, at nu kom jeg hjem for at gifte mig med hende”.

Herefter udånder soldaten. To gange prøver Rennagel og hans mænd at indtage de tyske stillinger – blot for at blive drevet tilbage. Først i tredje forsøg lykkes det at indtage skyttegraven. Tilbage på slagmarken ligger 15 døde amerikanere og 177 sårede.

Kl. 10.58, nær Metz

Soldater fra den unge brigadegeneral Sherburnes division har søgt dækning i en skov nær de tyske stillinger. Også blandt tyskerne frygter mange at dø på krigens sidste dag.

Sergent Georg Bücher har været i krig siden 1914 og kæmpet patriotisk for das Vaterland, men nyheden om den nært forestående våbenhvile har sået frygt i hans sjæl: “Ved hver eksplosion duk­ke­de vi os, hvilket vi ikke gad tidligere i krigen”.

Det er maskingeværer fra Büchers del af fronten, der har beskudt Sherburnes soldater, som tre gange har forsøgt at storme dem. Pludselig ser Bücher et amerikansk fly kaste en bombe ned i skyttegraven.

Hans sidekammerat bliver alvorligt såret af et fragment fra bomben, og hans jammer afslører lige dele smerte og bitterhed over at blive ramt, minutter før krigen er ovre: “Sig, at jeg ikke dør nu, da våbenhvilen er på vej”, hvis­ker kammeraten med sammenbidte tænder.

Imens regner gasgranater ned over tyskerne, og Bücher skynder sig at trække en gasmaske over sit eget hoved, før han giver den sårede landsmand en på.

Gennem maskens glughuller ser Bücher mørke skikkelser nærme sig i gastågen – Sherburnes tropper har overløbet stillingen, og Bücher overgiver sig.

Kl. 10.59, nordvest for Metz

Henry Gunther – amerikaneren med de tyske aner – har i et kvarter trykket sig mod jorden, mens fjendens maskingeværer med jævne mellemrum har affyret en salve mod hullet, han kryber sammen i.

Med kun ét minut tilbage af 1. verdenskrig dør tyskernes be­skyd­ning ud, og Gunther benytter pausen til at angribe. Pludselig rejser han sig op, griber sit gevær og løber frem mod tyskerne.

Sergenten råber efter ham, at han skal kom­me tilbage, og de tyske soldater fægter med armene til Gunther for at få ham til at stoppe. Men han fortsætter u­for­trø­dent.

Så flænger lyden af en kort salve stilheden, og a­me­ri­ka­ne­ren synker sammen. Henry N. Gunther er ramt i tindingen og er ifølge general Pershings senere rapport den sidste amerikaner, der mister livet på Vestfronten.

VIDEO: Se amerikanerne fejre våbenhvilen

Efterskrift

Våbenhviledagen blev blodigere end D-dag. I 1944 led de allierede 10.000 tab i Normandiet, mens 10.944 af Entendens tropper blev dræbt, såret eller meldt savnet den 11. november 1918.

Briten Robert Cude, der skrev så flittigt i sin dagbog fra fronten, overlevede krigen.

Marskal Ferdinand Foch var en arg modstander af Ver­sailles­freden, som blev underskrevet i 1919. “Dette er ikke en fredsaftale, det er en 20-årig våbenhvile”, protesterede han.

Historien gav Foch ret. 20 år og 64 dage senere brød 2. verdenskrig ud.

Lederen af Tysklands våbenhviledelegation, Matthias Erzberger, blev myrdet af tyske ultra-nationalister i 1921. De mente, at han havde forrådt Tyskland.

Brigadegeneral Sherburne vidnede mod sine skydegale ge­ne­ral­kol­le­ger under en amerikansk kongres-høring i 1919.