500.000 soldater druknede i blod og mudder

Hans urokkelige optimisme smitter alle i regeringens krigskomité, som er trådt sammen i det juni-varme London for at høre planen.

Alle – med undtagelse af premierminister David Lloyd ­George, der ikke er en fan af feltherren:

“Han bekymrer sig ikke for, hvor mange mænd han mister. Han ødsler blot disse drenges liv væk. Jeg agter at redde nogle af dem i fremtiden”, skriver Lloyd George i et brev til sin hustru.

Regeringschefen begynder derfor at stille kritiske spørgsmål, og det fortsætter i en hel uge, hvor han leder efter et alternativ til offensiven i Belgien.

Men det findes ikke. Hvis ikke Haig får lov til at angribe, vil den stillestående skyttegravskrig fortsætte året ud – og det vil ikke bringe sejren nærmere.

Lloyd George bøjer sig derfor. Samtidig advarer han dog om, at Storbritannien er ved at løbe tør for tropper.

Endnu et blodbad kan ikke accepteres, og han agter at følge situationen ved fronten nøje. Lader gennembruddet vente på sig, vil Haig få ordre til at stoppe.

Hundredtusinder af unge mænds liv afhænger af, om Storbritanniens politiske leder lever op til sit ansvar. Kun Lloyd George kan redde dem fra helvedet ved Passchendaele.

Tyskerne orker ikke mere


Skotten Douglas Haig havde været på Vestfronten, siden 1. verdenskrig brød ud i 1914.

Han anførte den største styrke, Storbritannien nogensinde havde sendt i kamp, og han var også arkitekten bag den hidtil blodigste katastrofe i britisk militærhistore.

Den 1. juli 1916 sendte han sine tropper frem mod de tyske skyttegrave ved Somme-floden.

Inden aftentid havde kanoner og maskingeværer dræbt 20.000 briter og såret yderligere 37.000. Morgenen efter blev de overlevende sendt fremad igen, og sådan fortsatte slagteriet i månedsvis – for Haig troede på, at fjenden kunne slides op.

Tidligere i krigen havde feltmarskallen nemlig oplevet, hvordan tyske angreb flåede hans enheder så meget i stykker, at et enkelt stød mere ville have fået de britiske styrker til at kollapse.

Men fjenden greb aldrig chancen, og Haig uddrog sin egen lære af slaget: Han ville aldrig vige tilbage fra at levere det afgørende stød.

I 1917 havde feltmarskallen for længst lagt fiaskoen ved Somme bag sig, og Haig var sikker på, at briterne nemt kunne bryde igennem ved den belgiske landsby Passchendaele.

Denne gang havde de nemlig masser af svære kanoner, som kunne udslette de tyske stillinger, før infanteriet skulle krydse ingenmandsland.

Ydermere herskede pessimismen i fjendens skyttegrave. Opsnappede breve viste, at mange tyske soldater havde fået nok af krigen.

De manglede alt fra ammunition til tobak og ordentlig mad. Presset fra en storoffensiv ville hurtigt få dem til at give op, forudså Haig.

Granatregn varer i to uger


Artilleriet skulle vinde det kommende slag, hvorfor 3.000 kanoner blev samlet bag tropperne i Belgien, anført af Hubert Gough – en angrebsivrig general, som Haig havde valgt til at lede fremstødet.

Trommeilden satte ind med et brøl den 16. juli 1917, da tusindvis af højeksplosiver regnede ned over de tyske skyttegrave.

Kanonerne skød uafbrudt i 15 dage, hvor 4,3 mio. granater faldt, og tusinder af tyske soldater blev sprængt til ukendelighed eller begravet levende i deres dækningsrum.

Rystelserne fik den 26. juli kirketårnet i Passchendaele, bag tyskernes frontlinje, til at styrte sammen. Den fredelige landsby skulle komme til at lægge navn til et af krigens mest grufulde slag.

I timerne før daggry den 31. juli herskede der en vagtsom ro langs fronten. En fransk officer ved Goughs stab vidste dog, at virkeligheden var en helt anden.

I terrænet mellem ham og de tyske linjer stod 100.000 mænd klemt sammen i skyttegrave.

De ventede på fløjtesignalet, som ville sende dem afsted på den frygtede løbetur gennem ingenmandsland. Endelig buldrede kanonerne.

“Da spærreilden begyndte, var den så voldsom, at vi forfærdede så på hinanden. Jeg troede ikke mine egne øjne, da forkanten af vores skyttegrav pludselig så ud til at bevæge sig.

Det var en hær af rædselsslagne rotter på flugt”, skrev den franske officer efterfølgende.

Betonbunkere koster tid

Officerernes skingre signalfløjter lød kl. 03.50, netop som solens første stråler viste sig over horisonten.

Den øde skyttegravsfront blev med ét forvandlet til en myretue af khaki-klædte skikkelser, imens bombardementet tog til i styrke.

Lette kanoner lod et tæppe af granatnedslag feje hen over landskabet, hvor eksplosioner skulle bane vej gennem pigtrådsspærringer og tvinge tyskerne til at blive i deres dækningsrum.

Den dødbringende barriere bevægede sig frem med ca. 25 m pr. minut, så de britiske tropper kunne holde sig tæt bagved.

Imens bearbejdede store kanoner fjendens bagland i forsøget på at bringe det tyske artilleri til tavshed og forhindre forstærkninger i at nå frem.

I de første timer gik alt efter planen, også på det centrale frontafsnit, hvor Gough havde lagt det store angrebs tyngde.

18 divisioner passerede de to første af tyskernes skyttegravslinjer uden andet end lette tab. De britiske kanoner havde tilsyneladende gjort deres arbejde.

“Inden slaget havde raset i en halv time, strømmede tyske fanger mod os”, skrev en britisk løjtnant.

Mellem den anden og tredje skyttegravslinje stødte briterne imidlertid på betonbunkere, der var sluppet uskadt igennem den to uger lange granatregn.

Hver af dem rummede to-fire maskingeværer med frie skudfelter ud over det flade belgiske lavland.

Tabene voksede hurtigt, mens briterne forsøgte at kante sig så tæt på stillingerne, at de kunne uskadeliggøres med håndgranater.

De britiske soldater sakkede efter spærreilden, der ubønhørligt fejede videre gennem landskabet.

Næste fase i angrebet skulle blive endnu værre, for det viste sig, at fjenden havde forudset offensiven – og at en varm velkomst for længst var forberedt.

Forsvarsgeni styrker fronten

Da briterne i ugerne inden offensiven øgede antallet af kanoner i området omkring Passchendaele, vidste tyskerne, at et angreb var under opsejling.

De hidkaldte derfor oberst Fritz von Lossberg til fronten i Belgien.

Han var Tysklands førende ekspert i defensiv krigsførelse, og hans mission gik ud på at skabe en uigennemtrængelig frontlinje. Lossberg påbegyndte straks arbejdet.

Han fordoblede antallet af skyttegravslinjer ved fronten fra tre til seks – hvorved forsvarszonens dybde voksede fra 5 til 10 km – og han flyttede kanonerne til camouflerede stillinger bag en højderyg.

Her var de svære at opdage og endnu vanskeligere at ramme for det britiske artilleri. Mange af dem stod derfor stadig stort set intakte, da briterne gik til angreb.

Endelig samlede Lossberg bag fronten en stor reserve af tropper, som holdt sig parat til modangreb.

Tyskerne går til modangreb

Alt dette havde briterne foran sig, da de var sluppet gennem fjendens forreste forsvarslinjer den 31. juli.

Soldaterne var nu bagud i forhold til Goughs tidsplan, og nogle steder faldt spærreildens granater hele 800 m borte.

Snart svandt bombardementet desuden ind til spredt skydning, for Goughs ambitiøse angrebsplan betød, at tropperne nåede uden for de lette britiske kanoners rækkevidde.

Mere end 50 pct. af den samlede mængde artilleri kunne dermed ikke længere hjælpe til.

Imens var de britiske enheder blevet spredt efter hidsige kampe og mere end tre kilometers fremrykning.

En sergent arbejdede sig op ad en skråning med blot en håndfuld af sine mænd, da andre soldater pludselig kom løbende tilbage den modsatte vej.

“Tilbage, og grav jer ned!” råbte de. “Tyskerne er ved at omringe os!”

Lossbergs tyske reserver havde indledt deres modangreb.

“Vi kunne se fritzerne komme over bakkekammen som en sværm af bier”, huskede den britiske sergent siden.

“Da de kom tættere på, åbnede vi ild. I mellemtiden var vores artilleri holdt op med at skyde, og jeg mærkede håbet begynde at dale”, erindrede han.

Tyskernes kanoner var derimod begyndt at skyde, og de sendte nu dødbringende granatsalver ned over briternes enheder.

Snart opdagede sergenten, at alle hans mænd var enten døde eller stukket af, hvorfor han opgav at holde stillingen alene.

Tilsvarende scener udspillede sig på hele det centrale frontafsnit, hvor britiske soldater blev kastet tilbage fra deres dyrekøbte erobringer.

Da kampene omsider ebbede ud ved solnedgang, havde Goughs armé mistet 27.000 mand.

Alligevel udråbte han sig selv til sejrherre i sin rapport, for de tyske tab var omtrent lige så store, og briterne havde immervæk flyttet frontlinjen 3 km.

Vand fylder skyttegravene

Imens de britiske divisioner slikkede sårene, lagde Goughs stab planer for det næste hammerslag mod tyskerne.

Angrebet fulgte samme skabelon som det første, og intet blev gjort for at rette op på de mangler, som kampene den 31. juli havde afsløret.

Vejret fik heller ikke lov til at komme i vejen. August måned blev ellers særdeles regnfuld – de første tre dage faldt der hele 40 mm vand – og nedbøren åbenbarede alvorlige vanskeligheder i det terræn, som Haig havde udvalgt som slag­mark.

Det belgiske lavland er gennemkrydset af kanaler og åer, der i fredstid er kantet med diger, så bønderne kan holde deres marker drænede.

Krigen havde dog for længst smadret al afvanding, så regnvandet ikke længere blev ledt bort af åerne. Og eftersom vandet heller ikke kunne trænge ned i den lerede jord, blev slagmarken forvandlet til en muddersump.

Regnskyerne betød også, at de britiske observationsfly var ude af stand til at holde øje med fronten ovenfra og udpege tyske artilleristillinger.

Briternes kanoner måtte derfor skyde i blinde eller ud fra forældede luftfotos, som ikke viste tys­kernes seneste anlægsarbejder bag de forreste linjer af fronten.

Hverken feltmarskal Haig eller general Gough overvejede dog på noget tidspunkt at afblæse det næste angreb og skåne tropperne for endnu et blodbad.

Soldaterne er lam på slagtebænken

Regnen var svundet ind til spredte byger, da Goughs tropper atter stormede fremad den 16. august.

Franskmændene på nordflanken løste hurtigt deres opgave – takket være en større koncentration af kanoner og realistiske mål, der blot lå 2-3 km fra udgangspunktet. Briterne derimod skulle rykke hele 5-6 km frem.

Rigtig galt gik det for ni af Goughs britiske divisioner på den sydlige del af fronten.

Mens de kantede sig frem mellem oversvømmede granathuller i ingenmandsland, blev de udsat for et intenst tysk bombardement.

En opgørelse efter slaget viste, at 80 pct. af de sårede fra en enkelt division var ofre for tyske kanoner, som skulle have været ødelagt inden angrebet.

De lemlæstedes pinsler fortsatte på forbindepladserne, der også var inden for fjendens rækkevidde.

“Jeg lukkede øjnene. Jeg så intet, men jeg kunne ikke lukke mine ører”, skrev en officer, der trykkede sig mod jorden.

“Jeg hørte alt. Skrigene fra de sårede, de rædselsvækkende eksplosioner, de metalfragmenter, som borede sig ned i jorden omkring os”.

Forude stødte angrebstropperne på betonbunkere, der spyede død ud af skydeskårene.

En irsk division nåede kun få hundrede meter frem, inden tyske salver mejede soldaterne ned i hobevis. Angrebet gik helt i stå.

Drømmen om gennembruddet dør

De enorme tab betød, at Gough faldt i unåde hos Haig, som den 25. august udpegede general Herbert Plumer som ny leder ved Passchendaele-fronten.

Slagets nye hovedperson var mere forsigtigt anlagt end sin forgænger, og han forventede ingen dramatiske stormløb af tropperne.

I stedet ville Plumer udføre flere, men mindre fremstød. Soldaterne skulle nu blot trænge tyskerne ca. 1,5 km tilbage ad gangen.

Den mere forsigtige strategi betød i praksis, at det store gennembrud var opgivet. Briterne ville ikke kæmpe sig vej forbi de sidste tyske skyttegrave, som Haig havde lovet.

Stormløbet mod den tyske grænse måtte vente, for Plumers metodiske småangreb havde kun til formål at svække tyskerne gennem tab.

Alligevel var strategien fuldt ud acceptabel i Haigs øjne.

Ifølge hans opfattelse af situationen havde Storbritannien nemlig bedre råd til at ofre sine mænd end tys­ker­ne, der også skulle kæmpe mod franskmændene – og mod den enorme russiske hær på Østfronten.

Derfor fortsatte slaget trods premierminister Lloyd Georges formaninger. Og trods efterårsvejret, som i oktober måned forvandlede den lavtliggende frontlinje til et stadig mere ufremkommeligt pløre.

“Her er ingen træer, ingen huse, intet landskab, ingen ly og ingen sol”, skrev en newzealandsk soldat ved fronten.

Nye forsvarsstillinger måtte anlægges med tunge sandsække oven på jorden, fordi skyttegravene gravet under jordoverfladen hurtigt blev forvandlet til kanaler af det indtrængende vand.

“Våde fødder, komplet gennemblødt, en isnende vind, masser af mudder og regn hele natten og hele dagen i et granathul halvt fuld af vand”, skrev en australsk officer lakonisk.

Transport af ammunition og forsyninger foregik mange steder med muldyr, fordi vejene efterhånden var for ødelagte til lastvogne pga. granater og regn.

Ingeniørtropper måtte desuden anlægge lange stier af planker, som blev det eneste bindeled mellem de forreste stillinger og mere fast grund bagude.

Al bevægelse tog en evighed og var livsfarlig. Mange soldater endte deres dage med at drukne i det belgiske mudder.

Hæren stopper Haigs blodbad

Den 6. november erobrede canadiske tropper byen Passchendaele. Igennem hele efteråret havde soldaterne lidt i mudder-helvedet, og tabstallene var enorme. Haig var dog stadig overbevist om, at tyskerne snart ville være ude af stand til at fortsætte.

Feltmarskallens hårdt plagede styrker fik heller ingen hjælp fra premierminister Lloyd George, som ellers havde lovet at frelse hærens menige fra unødige ofre.

Regeringslederen gjorde nemlig intet – de dystre rapporter fik ham blot til skadefro at konstatere, at han hele tiden havde tvivlet på Haigs storslåede vision.

Det faldt ham tilsyneladende ikke ind, at han bedre end nogen anden kunne stoppe blodbadet. I stedet tog hæren affære.

I december 1917 modtog den britiske generalstabschef efterretningsrapporter, som afslørede, at friske tyske tropper ankom til Passchendaele i stort antal. De stammede fra Østfronten, hvor det russiske zardømme var brudt sammen.

Enorme tyske styrker var dermed blevet frigjort til Vestfronten, og alle tanker om at genoptage Haigs offensiv måtte droppes.

Styrkerne skulle i stedet forberede sig på at forsvare det vundne terræn. Og det var muligvis for sent.

Ifølge opgørelser manglede den britiske hær 100.000 mand for at have tilstrækkelig kampkraft. Flere steder stod tropperne endda langt mere udsat i deres nye stillinger end ved Passchendaele-slagets begyndelse.

Katastrofen afværges til slut

Haigs ambitiøse offensiv var ovre. Næste forår angreb tyskerne, hvilket sendte briterne på et hovedkulds tilbagetog.

I nogle desperate dage lod krigen til at være tabt, men det lykkedes til sidst at stabilisere fronten.

Trods Lloyd Georges inderlige modvilje beholdt Haig også sin stilling frem til sejren i november 1918. Slaget ved Passchendaele efterlod dog en uafvaskelig plet på Haigs ry.

Efter krigen spurgte mange, hvorfor 275.000 briter skulle dø på den værste slagmark, som en feltherre kunne have udvalgt til at angribe fjenden. Alt sammen for erobringen af en ubetydelig belgisk landsby.