1. Soldaterne blev eksperter i gemmeleg
Ved 1. verdenskrigs begyndelse stod det klart, at den ville blive anderledes and alle andre krige.
Tidligere var tropperne marcheret til slagmarken i farvestrålende uniformer og havde afgjort konflikter i korte slag. Med opfindelsen af det hurtigtskydende maskingevær var den tid forbi.
Tyske militærtaktikere havde allerede i 1908 beskrevet, hvordan infanteri-beskydning mod en tæt linje af uslørede soldater “kunne ende i total udslettelse”.
Undersøgelser af det sene 1800-tals krige konkluderede fx, at tropper, der kæmpede i røde farver, led langt større tab end soldater klædt i grønt eller brunt.
Især var militærtaktikerne optaget af to videnskabelige opdagelser: Den ene var, at menneskets synssans kunne manipuleres via optiske illusioner.
Den anden kom fra naturforskeren Charles Darwin, som havde opdaget, hvordan dyr tilpassede sig deres miljø ved at udvikle farver og mønstre, som faldt i ét med omgivelserne.
Efterfølgende eksperimenter viste, at linjer og pletter effektivt kunne sløre en soldat. Her kunne hærene lade sig inspirere af de impressionistiske kunstnere med deres flydende og halvt opløste konturer.
Det var dog mest teori. Tyskerne og briterne udskiftede inden krigen deres troppers uniformer til grå og brune, men de konservative franskmænd beholdt deres blå jakke og røde bukser. Enorme tab fik dem dog hurtigt til at skifte til naturfarver.
Alle forsøgte at gå i ét med deres omgivelser. Det hjalp dog ikke denne tyrkiske soldat, som briterne tog til fange ved Gallipoli.
2. Tyske hjelmspir var et perfekt mål
Den tyske hær elskede sin pikkelhjelm, som preusserkongen Frederik Vilhelm havde indført i 1842.
Da verdenskrigen begyndte, stod det dog hurtigt klart, at hjelmspirene, der stak lodret op i luften, gjorde det ualmindelig svært for tropperne at gemme sig.
I 1916 fik soldaterne derfor en camouflagefarvet hjelm af stål – og uden spir.
Spiret på en tysk pikkelhjelm fra 1914 ragede næsten 10 cm op over hovedet. Allerede i 1916 var man blevet klogere, og hjelmen i højre hjørne ser tydeligt anderledes ud.
3. Slagmarkens heste fik et lag maling
Selvom motoriserede køretøjer deltog i krigen, brugte soldater på alle fronter millioner af heste til transport. Men lyse heste på mudrede slagmarker var alt for lette for fjenden at se.
Bl.a. de britiske tropper på Vestfronten begyndte derfor at male hestene grønne eller brune. I Østafrika var briterne endnu mere opfindsomme.
Soldaterne skulle bruge tusinder af heste under kampene, og for at snyde tyskerne forsøgte de sig med at male hestene som zebraerne, der vandrede rundt på savannen i tusindvis.
Idéen var god, men effekten tvivlsom. De fleste tyskere kunne godt se forskel.
Briterne forklædte deres heste i Afrika som zebraer.
4. Falske sårede lokkede fjenden frem
Da begge sider gjorde alt for at skjule deres postioner, udtænkte tyskerne en grum plan.
De lagde dukker i britiske uniformer ud i ingenmandsland og satte sig til at vente.
Med et snoretræk fik de dukken til at vifte med armen efter hjælp.
Når briterne løb ud for at hjælpe den sårede kammerat, afslørede de ikke kun deres postion, men blev også mål for snigskytter.
Tyskerne kunne afsløre briterne med “sårede” dukker.
5. Døde heste gemte hemmeligheder
Over otte millioner heste blev dræbt under 1. verdenskrig, og deres kadavere lå og rådnede overalt. Det gav franskmændene en idé.
Store dele af Vestfronten havde ingen vegetation, som soldaterne kunne gemme sig i.
I stedet udlagde franskmændene døde heste af papmaché, hvorfra deres observatører kunne rapportere om fjendens bevægelser.
Soldaten Samuel Benson beskrev efter krigen, hvordan spejderne til tider blev opdaget:
“Ved et tilfælde skyder fjenden på den døde hest, og pludselig rejser en mand sig og forsøger at løbe. Han skvatter og falder. Han er død”.
Fra det indre af de falske hestekadavere kunne franske spejdere udspionere tyskerne.
6. Paphoveder i skudlinjen
På den britiske hærs camouflage-skole i Kensington arbejdede eksperter under krigen intenst på at producere nogle af krigens bedste hoveder – af papmaché.
De falske hoveder skulle tiltrække tyske snigskytters ild og afsløre deres position. Hovederne blev løftet op over kanten af skyttegraven på en pind.
Når mundings-glimtet fra en snigskyttes riffel blev spottet, kunne ilden straks dirigeres mod ham.
Den franske billedhugger Henri Bouchard, som stod bag et væld af camouflage-idéer, modellerede de første falske hoveder.
Briterne forædlede imidlertid produktionen, så ansigterne fik et langt mere realistisk udseende. Hovederne var støbt af gips i en standardform og blev derefter beklædt med papmaché for at give hver model en individuel fremtoning.
For at øge realismen nød nogle hoveder endda tobak. Cigaretrøg blev pustet igennem en gummislange, som førte til munden af det falske hoved. Den rigtige ryger sad i sikkerhed i skyttegravens bund.
Briterne lavede ikke kun falske hoveder, men skar også hele kompagnier ud i krydsfiner.
De falske soldater, som kunne rejses op på sekunder, skulle provokere fjenden til at åbne ild, mens briterne angreb et helt andet sted.
Med snoretræk kunne briterne fremtrylle op til 300 falske soldater på én gang.
Briterne lavede falske hoveder af soldater, der skulle lokke fjenden til at angribe.
7. Streg-mønstre forvirrede fjenden
I 1917 fik kunstneren Norman Wilkinson en idé, som gik imod alle tidens tanker om camouflage.
Wilkinson havde meldt sig som frivillig til flåden og indså, at ingen camouflage ville kunne skjule briternes enorme krigsskibe.
I stedet foreslog han det komplet modsatte. Wilkinson ville ikke camouflere skibene, men i stedet forvirre tyske ubådskaptajner, så de havde svært ved at bedømme skibets fart og kurs.
Angiveligt var Wilkinson inspireret af den samtidige kunstretning kubisme, som bl.a. maleren Pablo Picasso blev berømt for.
Camouflageteknikken overlevede helt frem til 2. verdenskrig.
Mindst 2.000 skibe blev under 1. verdenskrig pyntet med Wilkinsons såkaldte Dazzle-camouflage.