Nyheden om den snarlige våbenhvile fik soldaterne til at juble. Kort efter blev de beordret i kamp for sidste gang. 

© Getty Images & Shutterstock

Afslutningen på 1. verdenskrig druknede i blod

Klokken 5 om morgenen den 11. november 1918 underskriver Tyskland våbenhvilen, som afslutter 1. verdenskrig. Våbnene skal tie seks timer senere, og tiden bruger amerikanske, britiske og franske generaler til at jagte medaljer og forfremmelse. Tusindvis af menige soldater betaler prisen for den meningsløse galskab.

2. november 2018 af Jannik Petersen

11. november kl. 6.00, amerikanernes hovedkvarter i Chaumont, Frankrig

John Pershing modtager nyheden om underskrivelsen af våbenhvileaftalen med mismod. Generalen for alle de amerikanske styrker i Europa har i over en måned advaret mod at slutte fred med tyskerne, inden nationen har forstået, at den er slået.

Inderst inde føler general Pershing sig overbevist om, at det er hans indsats alene, der har tvunget tyskerne i knæ.

Alligevel begræder han, at den planlagte storoffensiv mod Metz den 14. november aldrig bliver til noget. Mens generalen lader en finger glide hen over det enorme landkort på hovedkvarterets endevæg, sukker han:

“Hvilken enorm forskel bare et par dages krig mere ville have gjort”.

Skuffet beder Pershing sin stab om at sende marskal Fochs telegram videre til alle kommandocentraler. 

Det er yderst kortfattet og meddeler blot, at grundet våbenhvilen skal alle kamphandlinger ophøre klokken 11. Pershing ser ingen grund til at uddybe, hvad hans underordnede skal bruge krigens sidste seks timer til.

Kl. 6.50, 32. amerikanske divisions hovedkvarter vest for Metz

Den amerikanske general Bunker Haans tropper er gået i stilling i et kuperet område med en flad slette foran sig. Her hører Haan, at våbenhvilen er underskrevet, og at kampene skal ophøre kl. 11.

General Haan har lige lagt på, da han modtager endnu et telefonopkald. En af hans un­der­ord­ne­de anmoder om tilladelse til at an­gri­be med sin brigade – for at fjerne en for­dyb­ning i frontlinjen, som vil se grim ud på kortet, når freden kommer, forklarer officeren.

Haan bliver rasende. Han har aldeles ikke tænkt sig at ofre menneskeliv blot for, at kortet over fronten skal se pænere ud. Brigadekommandøren får blankt afslag. 

Haan har truffet sin beslutning: For hans mænd er krigen slut, og kanonerne i hans sektor får ordre på at indstille skydningen.

Men sådan tænker langtfra alle Ententens generaler langs Vestfronten. Mange af dem beordrer planlagte offensiver ført ud i livet – helt i tråd med Fochs, Per­shings og Haigs instruktioner – ingen af deres tropper må skåne sig selv eller fjenden, selvom verdenskrigen er ved at rinde ud.

Selvom våbenhvilen var underskrevet, og der var mindre end seks timer til, at kanonerne skulle tie, blev soldater sendt frem mod de tyske maskingeværer. 

Kl. 7.00, 89. amerikanske divisions hovedkvarter vest for Metz

William Wright drømmer om en stor militærkarriere og ser med beklagelse på ordren om, at våbnene skal tie. Generalen må hurtigt finde på noget, der kan motivere hans yngre officerer til at fortsætte med at kæmpe helt til kl. 11.

Under krigens sidste briefing af sine underordnede forklarer general Wright:

“Vores division har været i felten i lang tid uden ordentlige badefaciliteter. Hvis fjenden får lov til at forblive i byen Stenay, vil vores tropper fortsat ikke kunne komme i bad. 179. brigade skal derfor straks rykke frem mod byen og indtage den”.

Den egentlige årsag til ordren er dog en helt anden. Wright vil overgå nabodivisionen, så Pershing vil forfremme ham – fra general for en division til general for en hel samling af divisioner, et såkaldt armékorps.

Stenay er et eftertragtet mål, for dér har den tyske prins Rupprecht haft sit militære hovedkvarter tidligere i krigen – lige den slags detaljer, som en ambitiøs general som Wright vil elske at flette ind i sin rapport om divisionens sidste heroiske offensiv.

Generalens ordre bliver adlydt, og tropperne rykker frem. Flere km vest for Stenay mister den 89. division de første 20 mand, da en granat fra en tysk haubitzer eksploderer midt imellem dem.

Fire km syd for Stenay gør en af Wrights underordnede, major Hanford McNider, holdt med sine 2.000 mand. Tyske maskingeværer og kanoner sender en morderisk spærreild ned over den bro, som hans bataljon skal krydse. 

McNider ser forfærdet på de bunker af lig, som allerede har hobet sig op ved broen, og beslutter at indstille offensiven. Han bliver aldrig irettesat for sin beslutning og forfremmes til brigadegeneral under 2. verdenskrig.

1. verdenskrigs sidste vanvittige dag

De fleste jublede den 11. november 1918, da fredsaftalen endelig blev skrevet under og afsluttede den mest blodige krig, verden endnu havde set. 

Men de allierede generaler fik pludselig travlt, da de så, hvordan muligheden for at vinde hæder og forfremmelse forsvandt mellem deres fingre. I krigens sidste timer sendte de tusindvis af unge soldater i døden for at tilfredsstille deres egne ambitioner. 

Du kan læse HELE historien på vores digitale abonnementstjeneste WYPE, som du lige nu kan få gratis i en måned.

Du kan blandt andet ...

  • ... følge krigens sidste dag time for time
  • ... komme helt tæt på soldaterne, der sættes til meningsløse angreb
  • ... læse, hvordan hele sagen blev hemmeligholdt i årevis

Udover HISTORIEs artikler får ud også adgang 17 af vores andre populære magasiner - blandt andet Illustreret Videnskab, National Geographic og Gør det selv.

OBS! Du finder artiklen om afslutningen på 1. verdenskrig i HISTORIE nummer 17.

God fornøjelse!

Vil du have endnu flere detaljer om 1. verdenskrig?

Vi har i flere måneder puslet med at skrue den ultimative 1. verdenskrigs-pakke sammen til dig! Hvis du slår til lige nu, så får du:

  • 3 numre af HISTORIE.
  • Vores store særnummer om 1. verdenskrig, hvor vi træder ned i skyttegravenes helvede, følger dramaet i verdens største søslag – slaget ved Jylland – og flyver med Den Røde Baron i historiens første luftdueller.
  • Et flot og klassisk armbåndsur.

Få fingre i pakken lige HER 

Måske er du interesseret i...

Læs også