Størstedelen af 1. verdenskrigs piloter havde ingen eller kun lidt erfaring som kamppiloter. Luftslagene endte derfor ofte i kaos.

© Ullstein Bild
Krig - 1. verdenskrig

Amatør-piloter dominerede luftrummet under 1. verdenskrig

Under 1. verdenskrig kastede piloter sig ud i en luftkrig, ingen havde prøvet før. Piloterne var uerfarne, havde ingen strategi, og deres fly var ikke designet til kamp. Snart blev flyet dog et frygtindgydende våben, og tusinder af piloter måtte lade livet.

Løjtnant Louis Strange stod oprejst i cockpittet med styrepinden mellem knæene, mens han affyrede sit maskingevær.

Det var monteret på det øverste vingesæt på hans dobbeltdækker-fly. Den unge, britiske løjtnant befandt sig midt i en luftduel mellem en større gruppe tyske og fransk-britiske fly over Vestfronten i 1915.

Stadig med styrepinden mellem knæene greb han et nyt patron-magasin i cockpittet og skiftede det brugte ud. I samme øjeblik mistede han balancen. Styrepinden blev slået til den ene side, flyet tippede rundt på hovedet, og Strange røg ud af cockpittet.

Løjtnanten nåede dog i sidste sekund at gribe fat i maskingeværet på vingen, og med begge hænder klamrede han sig fast i maskingeværet, mens han hang i luften med benene dinglende frit under sig.

Situationen var kritisk, men Strange holdt hovedet koldt og svingede sine ben frem og tilbage, mens han spændte sine mavemuskler alt, hvad han kunne. Efter et par forsøg lykkedes det ham at få fødderne svinget ind i cockpittet, hevet sig på plads og vendt flyet rundt med et fast greb om styrepinden.

Strange overlevede sin hårrejsende oplevelse og landede senere sikkert på sin flybase, da luftkampen var overstået. Men løjtnanten måtte konstatere, at et maskingevær monteret på det øverste vingesæt var mere livsfarligt for flyets egen pilot end for de fjendtlige fly.

Fly blev brugt til observation

Maskingeværer var blot en af de mange vanskeligheder, som verdens første luftkrigere stod over for i begyndelsen af 1. verdenskrig

Da krigen brød ud i sommeren 1914, bestod en flyvemaskine stort set ikke af andet end trærammer spændt op med ståltråd og viklet ind i kanvas. I de første par måneder fløj flyene kun observationsmissioner.

Der var endnu ikke blevet udviklet maskingeværer, bomber eller radioer til flyene. Hverken piloterne eller deres overordnede på jorden havde den mindste erfaring med luftkrig.

De havde ingen strategi. Og intet fly var endnu udviklet, så det fungerede som en effektiv kampplatform på den helt nye og ukendte­ slagmark i luften.

Før flyene fik monteret maskingeværer, måtte piloterne udkæmpe luftkrigen med rifler og signalpistoler.

© Polfoto/Topfoto

Første gang, krig foregik i luften

Indtil 1. verdenskrigs udbrud var krig foregået på landjorden og på havet. Men i 1910 – blot syv år efter brødrene Wright – havde Frankrig og Tyskland oprettet hver deres luftvåben, og to år senere dannede også Storbritannien et.

Da krigen brød ud, havde alle parter således et luftvåben. Tyskerne kunne sende omkring 250 fly til Vestfronten, Frankrig omkring 160, mens Storbritannien haltede noget bagefter med sine omkring 60 fly.

Flyenes rolle var først og fremmest observation af fjendens troppebevægelser og transporter af krigsudstyr. Observationerne kunne bl.a. afsløre fjendens helt nøjagtige positioner, samt om de forberedte en storoffensiv.

Oplysningerne var værdifulde for både infanteriet og artilleriet. De tunge kanoner befandt sig adskillige kilometer bag frontlinjen, og artilleristerne kunne derfor ikke selv se deres mål. Koordinaterne fik de i stedet af piloterne, som skrev deres observationer ned på papir og kastede oplysningerne ned til artilleristerne­ i lædertasker.

Den mobile luftobservation viste hurtigt sin værdi. Således kunne franske flyobservatører i september 1914 rapportere om et større hul mellem to fremrykkende tyske arméer ved floden Marne sydøst for Paris.

Observationerne førte til et vellykket fransk-britisk modangreb, der knuste den tyske hærs håb om en hurtig sejr på Vestfronten.

Fjender hilste på hinanden

I de første par måneder af krigen opførte piloterne fra begge sider sig som gentlemen. De hilste pænt på hinanden, selv om de var fjender, når de fx fløj ud for at studere modpartens troppebevægelser og kanonstillinger bag frontlinjerne.

“Da jeg første gang mødte et tysk fly, var både piloten, Harvey Kelly, og jeg ubevæbnede. Den tyske observatør så ikke ud til at ville skyde på os.

Vi vinkede og fortsatte med vores job. Det samme gjorde fjenden,” fortæller den britiske observatør William Douglas om sine tidligste erfaringer fra luftkrigen.

Selv om monoplaner – fly med kun et sæt vinger – havde været det mest brugte fly før krigen, blev hovedparten af de nye fly under krigen bygget som biplaner – fly med to sæt vinger. Årsagen var, at biplanerne teknisk set var mere robuste.

Rekognosceringsflyene var som regel tosædede og havde plads til både en pilot og en observatør. Flyets fart var under denne type missoner ikke vigtig, og bortset fra beskydning fra soldater på jorden var den største trussel mod flyene­ motorhavari.

Piloter var glade amatører

Da krigen brød ud, var langt de fleste piloter rene amatører, der havde meldt sig frivilligt. De modtog aldrig nogen træning og blev i stedet kastet direkte ud i kampen om luftherredømmet.

Piloterne var typisk velhavere, vovehalse og showpiloter, som før krigen havde dyrket flyvning som en hobby. De vidste intet om krig, men lærte hurtigt at lokalisere fjendens camouflerede ammunitionsdepoter og kanonstillinger.

Det var straks værre, når de uerfarne piloter skulle vurdere fjendtlige troppebevægelser 1000 meter under dem; en tysk pilot rapporterede fx til sine overordnede, at han havde set fjendens soldater løbe rundt i vild panik bag deres skyttegrave, da han overfløj dem.

Det viste sig dog at være britiske soldater, som spillede fodbold.

I krigens første år placerede man maskingeværet på biplanets øverste vingesæt.

© Bridgeman

Fly blev skudt ned af egne soldater

Et andet stort problem viste sig, når piloterne skulle afgøre, hvilken side tropperne på jorden tilhørte. Det var fra luften stort set umuligt at se, hvilke uniformer en kolonne soldater bar, og soldaterne gjorde sig ikke til kende ved at vifte med flag.

Det skyldtes, at mændene på jorden heller ikke anede, om et fly var ven eller fjende. Flyene bar ingen kendingsmærker, som identificerede dem.

En del piloter blev derfor skudt ned af deres egne tropper, der fyrede løs på dem med geværer i den tro, at flyet tilhørte modparten.

Franskmændene fandt derfor på at male store cirkler på undersiden af vingerne med nationalfarverne rød, hvid og blå, mens tyskerne forsynede deres fly med sorte ridderkors. Briterne malede først Union Jack på vingerne.

Set fra jorden lignede det desværre et kors, så soldaterne antog dem ofte for at være tyske. Briterne malede derfor en variation over det røde, hvide og blå kendingsmærke, som franskmændene brugte.

Gentlemen tog hårde midler i brug

Efterhånden som parterne indså, hvor værdifulde flyenes observationer var, tog begge sider også skridt til at forhindre fjendens fly i at overflyve eget territorium.

Det startede i det små med piloter, der kastede mursten eller tovværk – i håbet om at det ville vikle sig ind i propellen – mod de fjendtlige fly, de overfløj.

Snart efter forsøgte de sig med pistoler og geværer, men det viste sig ikke at være helt så nemt at ramme fjenden. Det var stort set umuligt at ramme noget som helst fra et spinkelt fly i bevægelse, der i øvrigt rystede kraftigt pga. motoren.

Tyskerne indså hurtigt det nyttesløse i at tage geværer og pistoler med på missionerne, og de tyske piloter fik derfor ordre til ikke at bruge håndvåben i luften.

Og snart kom franskmændene og briterne til den samme konklusion. Der var brug for langt kraftigere og præcise våben, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at erobre luftherredømmet.

Jagerflyet blev opfundet

I begyndelsen af 1915 begyndte begge krigens parter at eksperimentere med at udstyre de eksisterende flytyper med maskingeværer. Det optimale var at fastmontere et fremadrettet maskingevær, som ikke ramte pilotens egen propel.

Flykonstruktørerne forsøgte forskellige løsninger: En var at montere maskingeværet på de fly, hvor motoren og propellen sad bagude, hvorved der var helt frit foran til maskingeværet. Flytypen var dog for langsom og ikke meget bevendt i en luftkrig.

En anden løsning var at placere maskingeværet på det øverste vingesæt af biplanerne. Heller ikke denne løsning fungerede tilfredsstillende, særligt ikke hvis flyet kun var betjent af én mand, der i så fald både skulle styre og skyde på samme tid som fx i løjtnant Louis Stranges maskine.

En tredje løsning var et maskingevær, som sad på en bøjet metalstang rundt om observatørens post bag i flyet. Det gjorde det muligt for observatøren at svinge maskingeværet rundt og skyde i næsten alle retninger – bortset fra fremefter.

Det blev tyskerne, som i foråret 1915 kom med en effektiv løsning på problemet. De opfandt et mekanisk system, som synkroniserede maskingeværets skud i forhold til flypropellens bevægelser.

Det gjorde det muligt at montere maskingeværer foran piloten umiddelbart bag ved propellen.

Når det ene propel-blad passerede maskingeværet, skød det et skud og stoppede så igen, når det næste blad fór forbi osv. Det betød, at piloten nu kunne affyre maskingeværet lige frem foran sig, mens han fløj.

Systemet havde været prøvet før af bl.a. franskmændene, men deres system ikke var helt pålideligt, og der var derfor stor fare for, at kuglerne skød propellerne af.

For at imødegå problemet satte en af de franske piloter metalplader på træpropellerne, så kuglerne prellede af, hvis de ved en fejl ramte propellen.

Systemet var dog også en temmelig farlig løsning, eftersom kuglerne rikochetterede vildt omkring i alle retninger, når de – som de ofte gjorde – ramte propellen.

Næsegeværet blev holdt hemmeligt

Tyskernes synkroniserede maskingevær var opfundet af den hollandskfødte flykonstruktør Anthony Fokker, der før krigen var flyttet til Tyskland. Fokkers opfindelse revolutionerede tyskernes krigsførelse i luften.

Maskingeværet blev monteret på Fokkers “Eindecker”-fly, som kun havde et vingesæt. Kombinationen af Fokkers Eindecker-fly og hans synkroniserede maskingevær førte i sommeren 1915 til den såkaldte “Fokker-svøbe”, hvor de fransk-britiske fly var nødt til at flygte alene ved synet af et Fokker-fly.

De tyske Eindeckere skød så mange franske og britiske fly ned, at briterne tilsidst begyndte at kalde deres egne fly for “Fokker-foder”.

Tyskerne var dog bange for, at deres synkroniserede maskingevær skulle falde i fjendens hænder. Derfor fik piloterne ordre til kun at flyve bag den tyske frontlinje, så de kunne nødlande på tysk besat område, hvis de blev skudt ned eller fik motorproblemer.

For franskmændene og briterne var situationen dog intet mindre end katastrofal. Noget måtte gøres – og helst meget hurtigt.

I kampens hede skete mange uheld. Her støder et britisk og et tysk fly sammen.

© Ullstein Bild

Esserne fløj frontalt mod hinanden

Heldet var med franskmændene og briterne, da en tysk pilot fór vild i tåget vejr og måtte nødlande på den franske side af fronten.

Princippet bag det synkroniserede maskingevær blev derfor afsløret og efterlignet af franskmændene og briterne, som samtidig lancerede en række nye jagerfly, der var den tyske Fokker­ Eindecker overlegen.

Nu opstod de første rigtige luftdueller, hvor to piloter kæmpede mand mod mand. Enkelte dygtige piloter kunne finde på at flyve frontalt mod hinanden, åbne ild og dreje eller dykke i sidste øjeblik.

Den slags kampe havde karakter af fægtedueller, bare i en maskine i luften med cirka 150 km i timen. Det var kun esserne, som udfordrede hinanden på den måde.

En nybegynder havde ikke en chance i en sådan luftduel, og langt de fleste piloter på begge sider var nybegyndere. Særligt de franske og britiske piloter var ofte katastrofalt dårligt­ uddannet og havde stort set ingen erfaring, før de blev sendt op. Således havde 80 procent af de nedskudte britiske piloter fløjet mindre end tyve togter.

Den nye form for krig var både fascinerende, nymodens og forfærdende på én gang. En soldat, som flere gange så fly blive skudt ned, fortalte fx:

“Vi kunne følge flyet og røgstriben, da det styrtede mod jorden, og vi vidste, at piloten og observatøren stadig var i live. De havde 15 sekunder tilbage at leve i.”

Ligesom krigen på landjorden blev også krigen i luften en usædvanlig blodig affære. Til sidst blev så mange piloter dræbt, at den forventede levetid for en 1. verdenskrigs-pilot endte med at ligge på blot seks uger.

Hele afgangsklasser fra pilotskolerne blev dræbt, og udskiftningen på flybaserne var nær de 100 procent. Der var altid brug for nye rekrutter i verdens første­ luftkrig.

Hundekampe i luften

Efterhånden organiserede flykorpsene eskadriller, hvor trænede kamppiloter fløj i formationer fra seks til dusinvis af fly. Det førte til såkaldte hundeslagsmål, hvor piloterne krængede deres fly rundt for at komme om bag modstanderne og skyde dem ned bagfra.

Det var disse luftdueller og luftkampe, som er gået over i historien med berømte flyesser, som fx Manfred von Richthofen alias “Den Røde Baron”, der skød 80 franske og britiske fly ned, inden han selv blev skudt ned i 1918 – sandsynligvis af en kugle affyret af en soldat på jorden.

I slutningen af 1916 gengav det tyske dobbeltdækker-jagerfly Albatros tyskerne førerstillingen i luften. Flyet havde en topfart på 175 km/t. og var bevæbnet med to maskingeværer, der gjorde flyet til en dødsensfarlig modstander.

I april 1917 skød tyskerne så mange britiske fly ned, at de britiske piloters forventede overlevelsestid i kamptjeneste faldt til blot 11 dage.

Tyskerne vandt slaget i luften

Trods de tyske jagerflys store succeser tilbageerobrede briterne og franskmændene langsomt luftherredømmet. Årsagen var, at tyskerne ikke længere kunne følge med den franske og britiske flyproduktion, som i 1917 var dobbelt så stor som den tyske.

Samme år trådte USA ind i krigen, og tyskerne kom håbløst bagud, når det gjaldt al form for krigsmateriel. Den 11. november 1918 kapitulerede Tyskland og dets allierede derfor betingelsesløst.

I luften havde tyskerne dog skudt langt flere franske og britiske fly ned end omvendt. På de fire år, krigen varede, havde tyskerne mistet 3128 fly samt 6840 piloter og observatører.

Briterne­, franskmændene og amerikanerne mistede på deres side tæt ved 10.000 piloter og observatører i luften.

“Det hele er langt værre, end man kan forestille sig. Men så længe jeg holder hovedet koldt og bevarer min dømmekraft, vil min hurtige og adrætte Fokker sørge for, at enhver kamp i luften bliver som en køretur i bilen. Så lov mig ikke at bekymre jer.”

Sådan beroligede den tyske flyverhelt Oswald Bölcke sin familie. Han blev skudt ned og dræbt den 28. oktober 1916 – 25 år gammel.

Først i krigens sidste år blev faldskærmen standardudstyr i kampflyene. Begge siders generaler mente nemlig i lang tid, at piloterne ville kæmpe hårdere uden.

© Scanpix/AKG Images

Læs også:

Våben

Top 10: 2. verdenskrigs bedste kampfly

4 minutter
Hitler

Havde Hitler eget fly?

2 minutter
2. verdenskrig

Pearl Harbor: Døden kom fra himlen

12 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!