Englene ved Pevyse risikerede livet ved vestfronten
Indenfor skudhold af den tysk-belgiske front kæmpede Elsie Knocker og Mairi Chisholm for at redde soldaternes liv. De måtte selv ud i ingenmandsland mellem frontlinjerne for at samle sårede op. Under 1. verdenskrig blev de kendt som »The Madonnas of Pervyse».
Som tak for indsatsen fik Knocker og Chisholm en medalje af Belgiens konge.
Ved den belgiske by Pervyse, helt ud til fronten, flyver et engelske fly med hostende motor ind over skyttegravene. Det flyver så lavt, at de britiske sygeplejersker Elsie Knocker og Mairi Chisholm kan se pilotens ansigt, inden flyet styrter ned i en lille sø i ingenmandsland. Sygeplejerskerne styrter ud til flyet for at se, om piloten har overlevet og nå frem før de tyske soldater. Tyskerne råber dem an og spørger, om piloten er såret. ”Ja, hvad pokker tror I, når han er styrtet ned på den måde, naturligvis er han såret og vi tager ham med os,” svarer Elsie. Tyskerne går med til det, men tager sig af flyet. Kvinderne tager piloten med sig, han er i virkeligheden uskadt.
For den modige indsats får de to kvinder senere den britiske Military Medal.
Flying Ambulance Corps
Elsie Knocker og Mairi Chisholm havde lært hinanden at kende inden krigen i en motorcykelklub for kvinder. De elskede begge fart, men kom fra to forskellige verdener. Elsie var 30 år gammel, uddannet sygeplejerske med en lille søn. Hun var blevet skilt fra en brutal ægtemand, men sagde hun var enke for at slippe for spørgsmål fra omgivelserne. Mairi var kun 18 år og kom fra en fin familie, der bevægede sig i kongelige kredse. Da krigen brød ud, løb hun hjem-mefra for at arbejde frivilligt i London. Her meldte kvinderne sig til Flying Ambulance Corps, som skulle gøre tjeneste i Belgien.
Felthospital ved fronten i Pervyse
Den 25. september 1914 ankom de med ambulancetjenesten til Belgien og blev straks kastet ind i det farlige arbejde med at hente sårede soldater ved fronten. Tyskerne rykkede så hurtigt frem, at det ofte skete, at de pludselig befandt sig bag fjendens linjer og var vidner til krigens rædsler og brutalitet. Elsie Knocker og Mairi Chisholm måtte frustreret erkende, at mange soldater døde på vej til hospitalet, og bestemte sig for at indrette et felthospital ved selve fronten.
Den 20. november 1914 åbnede kvinderne en kombineret forbindingsstation og suppekøkken i den strategisk vigtige by Pervyse (eller Pervijze). Som en
desperat defensiv foranstaltning havde belgierne ladet den nærliggende flod Yser oversvømme, og Pervyse lå blot 100 meter fra den oversvømmede frontlinje. Krigen igennem forsøgte tyskerne at e-robre byen, og uge for uge blev den forvandlet til udbombede ruiner.
Med suppe til soldaterne i skyttegravene
Kvinderne installerede sig i en kælder under et sønderbombet hus. De slæbte et komfur derned og lagde halm på gulvet, som soldaterne kunne sove på. Et efterladt klaver blev placeret i, hvad der var tilbage af stueetagen, og de spillede dansemusik for de patienter, som var friske nok til at lytte. Også i de rolige perioder af krigen blev mange mænd syge af de modbydelige forhold i skyttegravene.
Da huset lå så tær ved fronten, var der en konstant risiko for fjendtlig beskydning, og kvinderne blev to gange tvunget til at flytte til nye huse i Pervyse.
Elsie Knocker og Mairi Chisholm stod op klokken seks for at koge store mængder af varm chokolade og suppe. Hver dag vandrede kvinderne i stilhed i det det iskolde mørke ud med suppe til soldaterne i skyttegravene. Af og til blev de anråbt af de tyske vagtposter, der spurg-te hvem de var og hvad de lavede. Elsie jokede med dem og tilbød dem en kop chokolade.
En såret belgisk soldat behandles på det improviserede felthospital.
Blev døbt Englene ved Pervyse
Når der var ophold i kampene begav kvinderne sig ud i ingenmandsland for at redde sårede eller fjerne døde soldater. Elsie plejede at binde en meddelelse fast på sin terrier Shot og via den informere fjenden om deres tilstedeværelse. Tyskerne advarede dem imod at bære hjelme, så de ikke risikerede at blive skudt ved en misforståelse.
Sygeplejerskerne var afhængige af donationer for at kunne udføre arbejdet, og rejste med mellemrum hjem til Storbritannien for at rejse penge. De blev hyldet som heltinder i pressen og blev døbt "The Madonnas of Pervyse.”
Besøg af belgiske kong Albert I
I marts 1915 havde den belgiske militærledelse forbudt al kvindeligt plejepersonale ved fronten på grund af faren, men som en erkendelse af deres indsats, gjorde man en undtagelse med Mairi Chisholm og Elsie Knocker. De blev dekorerede af den belgiske konge Albert 1., som besøgte deres improviserede felthospital i marts 1916.
Samme år var kong Albert gæst ved Elsies bryllup, da hun giftede sig med en belgisk pilot og baron, Harold de t´Serclaes fra en af Belgiens fornemste familier. Mairi var bange for, at Elsie derefter ville forlade Pervyse, men den nye baronesse forlod ikke sin post, men nøjedes med at se sin mand når de begge to havde orlov fra fronten. Men ægteskabet overlevede ikke krigen. Da hendes nye mand fandt ud af, at hun var fraskilt, blev parret separeret.
Tysk offensiv 1918
Når de sårede havde fået førstehjælp og i bedste fald lidt hvile, måtte kvinderne køre dem til det rigtige felthospital, 15 km væk, på lerede og sønderskudte veje. De var ofte tvunget ud på flere ture per nat, og af og til sad ambulancen fast i granathuller. Da væltede de sårede rundt bag i vognen og skreg af smerte.
Begge sygeplejersker søger dækning under et tysk bombardement af Pervyse i 1917.
I tre og et halvt år klarede Elsie Knocker og Mairi Chisholm sig uskadte gennem krigen, men den 15. marts 1918 ophørte deres held. Da begyndte tyskerne at bombardere Pervyse ekstra intensivt for at forberede en offensiv. Elsie og Mairi søgte ly for bombardementet i deres trange beskyttelsesrum sammen med patienterne.
Gasangreb mod Pervyse
Passagen, som de brugte for at føre de sårede ind, var blevet sønderbombet, og granat-splinter var trængt ind gennem ventilationskanalerne. Kvinderne forsøgte at klæde sig i gasmasker, men disse var så ubekvemme, at de gav op. Tidligt om morgenen den 17. marts landede en granatsalve med arsingas i passagen. Elsie var på vej ud for at lede efter sårede, da det pludselig føltes som om at et reb blev strammet omkring hendes hals. Mairi lå på gulvet og rullede frem og tilbage. Deres lille hund Shot, som havde levet hos dem i tre år, kom hen til Elsie og kiggede på hende med undren-de øjne. Han slikkede hendes hånd, og så døde han. For første gang i alle krigsårene følte Elsie had mod fjenden, fortalte hun senere. Kvinderne blev ført til felthospitalet i en kærre, for ambulancen var blevet ramt og ødelagt, og Elsie måtte videre til England for at modtage specialisthjælp.
Hospitalet blev lukket
Mairi vendte snart tilbage til Pervyse, men løb ind i endnu et gasangreb, som gav hende mén for livet. Den belgiske militærledelse valgte at lukke felthospitalet, og kvindernes arbejde i Belgien var forbi.
Under 2. verdenskrig gjorde begge kvinder igen tjeneste, denne gang i Royal Air Forces hjælpetjeneste. Elsie Knocker døde i 1978 og Mairi Chisholm tre år senere. Mindet om de modige kvinder lever endnu