En kold decembernat i 1915 er den australske sergent Cliff Pinnock mere anspændt end ellers. I det stenede landskab foran ham ligger 60.000 fjendtlige tyrkiske soldater på lur. Pinnocks egen frontlinje er bemandet af blot 2000 mand – resten er evakueret.
Pinnock venter selv på den forløsende ordre til at trække sig tilbage fra halvøen Gallipoli. Med den vil måneders udsigtsløse kampe og søvnløse nætter være slut.
Snart kan Pinnock forlade dette blodige morads, hvor han har siddet fast så længe.
De tyrkiske soldater på Gallipoli blev trænet og udrustet med våben af deres tyske allierede under 1. verdenskrig.
Men evakueringen vil kun lykkes, hvis tyrkerne – som nogle steder er blot 10-20 m borte – ikke opdager aktionen.
I modsat fald vil titusinder af soldater miste livet, har generalerne regnet sig frem til. Nervøsiteten får Pinnock til at se fjender alle vegne.
“Hvor jeg end så hen, fik jeg øje på en tyrker. Min Gud, jeg ville have givet alt i verden for at få lov til at marchere hundrede runder bare for at lette mine nerver”, skriver australieren senere.
Osmannerne skal væltes
Pinnock og hans kammerater var ankommet til Gallipoli otte måneder tidligere.
Deres opgave har lige siden været at tilintetgøre de tyrkiske kanoner, som bombarderer det smalle Dardaneller-stræde og forhindrer den britiske og franske flåde i at angribe Istanbul.
Tyrkerne er kort forinden gået ind i 1. verdenskrig på Tyskland og Østrig-Ungarns side. Over for dem står Storbritannien, Frankrig og Rusland. På landjorden har tyskerne afskåret russerne fra deres allierede.
Hvor ligger Gallipoli?
Gallipoli er en halvø, der ligger mellem Dardanellerne i Tyrkiet og det Ægæiske Hav.
Halvøen er cirka 80 km lang.
Eneste forsyningslinje går ad søvejen – men med mineudlægningen har tyrkerne isoleret de russiske havne i Sortehavet.
Uden forsyninger vakler den russiske hær. Kun på én måde kan forsyningerne til Rusland sikres: Det Osmanniske Rige skal væltes.
Winston Churchill, britisk marineminister, har ingen tiltro til tyrkernes militære evner og forudser en let invasion. Han sender sine mest slidte krigsskibe imod Istanbul og regner med, at blot synet af den mægtige britiske flåde vil få tyrkerne til at kapitulere.
I februar og marts 1915 forsøger Churchills skibe at trænge gennem Dardanellerne, men til stor overraskelse for briterne forhindrer både miner og kanoner langs kysten en flådeinvasion.
Det britiske skib HMS Irresistible var et af tabene ved de allieredes fejlslagne flådeinvasion i marts 1915 ved Dardanellerne.
Nødtvungne beslutter de allierede at forsøge sig med et overraskelsesangreb over land.
Planen er, at tropper skal etablere brohoveder på den strategisk vigtige Gallipoli-halvø, hvorfra soldaterne kan rykke videre ind i landet og tilintetgøre de tyrkiske kanoner.
På papiret en simpel opgave.
Landgang på Gallipoli
Den 25. april 1915 bliver landgangen sat i gang. Og fra første minut står det klart, at invasionen er uigennemtænkt.
På Gallipolis sydkyst – kaldet Kap Helles – løber briterne i land på smalle træramper. Soldaterne kan kun gå i land én ad gangen og udgør perfekte levende målskiver. Af de første 200 tropper når blot 21 i land.
På stranden fanger pigtråd briterne, mens tyrkiske snigskytter og maskingeværstillinger straks åbner ild. Samlet mister 70 procent af de briter, som landsættes mod syd, livet.
Tyrkerne forsvarer halvøen Gallipoli med næb og klør. De havde en fordel ved på forhånd at vide, at de allierede ville invadere.
Trods den blodige landgang får de overtallige allierede etableret to brohoveder på Gallipolis sydkyst.
Ifølge Churchill skal tyrkerne være drevet tilbage og deres kanoner ødelagt på blot et par dage, men igen viser planlægningen sig at være mangelfuld.
Landskabet er ualmindeligt barskt og ugæstfrit: et kuperet og labyrintisk terræn af stejle bakker og kløfter, som gør det noget nær umuligt at kæmpe.
Selvom landgangen skulle være tophemmelig, har den været så længe undervejs, at tyrkerne har haft måneder til at forberede deres forsvarsstillinger.
Osmanniske spioner har længe rapporteret, at allierede landtropper var ved at samles i havne i Middelhavet, og efterretninger har afsløret, at britiske officerer har bedt deres pårørende om at sende al post til Istanbul.
“Stedet var et frygteligt virvar – blod alle vegne, arme, ben, indvolde lå rundt omkring. Mænd kæmpede med deres geværer, deres fødder, deres bare næver, en hakke, en skovl, hvad som helst.” Leslie Grant, allieret løjtnant
Med overraskelsesmomentet forpasset og tyrkerne på alle de vigtige højdedrag viser Churchills 75.000 mand sig ikke at være nok.
Allerede dagen efter landgangen tilkalder osmannerne yderligere forstærkninger og indkapsler de allierede ved kysten.
Britiske, australske, newzealandske, franske og indiske soldater graver sig ned i huler og skyttegrave nær stranden. Fronterne stivner – og rykker sig ikke væsentligt de næste otte måneder.
Overraskelsesangrebet har udviklet sig til en langtrukken stillingskrig.
Kampene på Gallipoli bølger frem og tilbage
“Allah, Allah, Allah!” Råbet gjalder fra 40.000 tyrkiske struber, mens bajonetter glimter i måneskinnet. Som en lavine ruller tyrkerne ned ad bakkerne og frem mod de allierede soldater.
Datoen er den 19. maj 1915, og et af de første tyrkiske forsøg på at fortrænge de allierede fra deres stillinger ved Anzacbugten på Gallipolis sydvestlige kyst er i gang.
Angrebsbølge på angrebsbølge bliver sendt ind, men hver gang møder tyrkerne en voldsom geværild. Angrebet mislykkes og koster 3000 tyrkere livet, 7000 bliver såret. De allierede mister blot 160 mand.
Det var forbundet med stor risiko at forlade skyttegravene under slaget ved Gallipoli i 1915. Ofte var du et nemt mål for dine fjender, da du ikke kunne gå i dækning i det åbne landskab.
Den australske krigskorrespondent Charles Bean besøger kamppladsen efter slaget og ser de faldne tyrkere:
“Jeg så et hovedsår, der lignede en stjerne eller en rude med splintret glas; et andet var mere eller mindre cirkulært – man kunne stikke sin hånd igennem begge”, beretter han forfærdet.
Angrebet den 19. maj er typisk for de talrige offensiver, der bølger frem og tilbage på Gallipoli hen over sommeren 1915.
Især de allierede sender tusindvis af soldater i frontal-angreb mod fjendens stillinger med påsat bajonet – ofte uden nævneværdige fremskridt og uden at lære af fejltagelserne.
Tabene og kamphandlingerne er voldsomme og blodige. På Kap Helles forsøger de allierede i slutningen af juni at trænge længere ind på halvøen for i første omgang at bemægtige sig Achi Baba-bakken.
“Jeg begyndte at grave som en rasende, dybere og dybere, for at komme længere ned i jorden i håb om at blive fri for frygten.” Russel Weir, alieret menig
Løjtnant Leslie Grant når frem til en tyrkisk skyttegrav: “Stedet var et frygteligt virvar – blod alle vegne, arme, ben, indvolde lå rundt omkring. Mænd kæmpede med deres geværer, deres fødder, deres bare næver, en hakke, en skovl, hvad som helst”, skriver han.
I tre store slag i juni og juli mister de allierede i alt 12.300 mand uden at have trængt ind i landet endnu.
Fluer smitter med sygdomme
Hvert slag efterlader sårede soldater i ingenmandsland, og de har ikke kun deres kvæstelser at bekymre sig om. Både tørst og de græsbrande, der opstår som følge af kampene, truer dem på livet.
Angsten for død og lemlæstelse er en evig følgesvend på den tyrkiske halvø.
“På Gallipoli, fra først til sidst, levede jeg i frygt hele tiden – 24 timer i døgnet. Nogle gange følte jeg, at jeg var nødt til at bekæmpe frygten. Jeg begyndte at grave som en rasende, dybere og dybere, for at komme længere ned i jorden i håb om at blive fri for frygten”, beretter menig Russel Weir.
I det hele taget er tropperne på Gallipoli travlt optaget af gravearbejde – både løbegrave og tunneller, der nogle gange bliver brugt som lytteposter og andre gange til at udløse miner under fjenden.
Soldater, som slider under jorden, kan ofte høre hakker fra fjendtlige gravere, som er på vej mod deres linjer.
Ofte – især efter fejlslagne offensiver – støder de allierede på rådnende, halvopløste lig af tyrkere under jorden.
“Vi graver dem konstant op. Det er ‘pragtfuldt’, kan jeg forsikre dig, at komme forbi en af disse herrer. Enten må vi grave rundt om dem eller fjerne dem”, skriver sergent Cyril Lawrence.
Selv når modstanderne ikke udkæmper direkte slag, lever soldaterne konstant med risikoen for granatnedslag og snigskytter.
“Jeg tog ud for at svømme med to mænd, som begge blev dræbt. Jeg blev dækket af blod”, skriver menig John Gammage i sin dagbog efter et bad i Det Ægæiske Hav.
Når tyrkerne en sjælden gang indstiller beskydningen, tager en anden fjende over. Millioner af fluer indtager Gallipoli hen over sommeren og plager styrkerne så voldsomt, at de hverken kan sove eller spise.
Insekterne er store og velnærede af ligene på slagmarken og smitter med bl.a. tyfus.
De allieredes befæstninger var sygdomsbefængte og kolde. Generalerne indså, at de aldrig ville overleve vinteren på Gallipoli.
Soldaterne døjer i det hele taget meget med sygdom. I august 1915 er 80 procent af de allierede soldater ramt af dysenteri.
Og hos fjenden er situationen ikke bedre. Sygdom sender mere end 20.000 tyrkere i graven, mens kampene på Gallipoli står på.
“Og så var der selvfølgelig ligene mellem os og tyrkerne og lugten”, som sergent Dan Curham pointerer.
“Der var et særligt ubehageligt lig – et af vores eller deres – lige foran vores skyttegrav, som nogen havde forsøgt at brænde med brændbar væske en nat. Det gjorde blot alt værre; vi var nødt til at leve, spise og sove med lugten af brændt menneskekød i flere dage”.
Felttoget sander til
I første halvdel af august forsøger de allierede at komme ud af dødvandet. Planen er, at nye tropper skal etablere et tredje brohoved ved Suvlabugten, mens en del af styrken ved Anzacbugten skal erobre højdedraget Sari Bayir.
For at tyrkerne ikke skal koncentrere deres tropper, skal britiske soldater ved Kap Helles foretage to skinangreb.
Offensiven bliver en blodig fiasko for de allierede. Ikke mindst på grund af den øverste hærledelses inkompetence, der har kendetegnet en stor del af hele Gallipoli-felttoget.
Under august-offensiven resulterer den elendige ledelse bl.a. i, at tropperne får tvetydige ordrer og ikke formår at koordinere deres angreb.
Katastrofen er dog også resultatet af tyrkernes hurtige og effektive reaktion. Tyrkiske soldater går hurtigt til modangreb, generobrer tabte højdedrag og indkapsler atter de allierede ved kysten.
Offensiven fører som tidligere gange til ualmindeligt hårde kampe, der ender uden gevinst. Gallipoli og bakkerne tilhører stadig tyrkerne, og kanonerne ud mod Dardanellerstrædet hindrer stadig britiske og franske skibe.
Som efteråret snegler sig frem, bliver de allierede mere og mere presset. I november er situation fuldstændig uholdbar. Felttoget er gået i stå, og soldaterne er hærget af sygdom og udmattede af måneders krig.
Samtidig er tyrkerne begyndt at opruste. Nu har Bulgarien sluttet sig til Tyskland og Østrig-Ungarn, og derfor kan osmannerne uhindret få forsyninger og materiel over landjorden.
I kampene på Gallipoli var de to siders skyttegrave tæt på hinanden. Her ses en række allierede krigsfanger i en tyrkisk lejr, hvor de har fået behandlet deres sår.
I løbet af efteråret bliver bl.a. artilleri og ammunition leveret til Istanbul, og i november stiller tyrkerne fire østrigske kanoner op over for et af de allieredes brohoveder. Kanonerne er mere effektive end de tyrkiske feltkanoner og sprænger fjendens stillinger i stumper.
“Hvor bomberne faldt og eksploderede, efterlod de et hul så stort som en dagligstue. Eksplosionen var simpelthen frygtelig”, skriver Cliff Pinnock.
De allierede er for alvor ved at være møre. Men en ny fare venter på dem: den hastigt kommende vinter.
Vejret bliver en fjende
Sidst i november vælter regn ned over det barske landskab. Fra højdedragene strømmer vandet ned i de allieredes skyttegrave og forvandler dem til brusende vandløb.
Døde soldater og heste fra syv måneders kampe driver med ned i forskansningerne og forværrer det i forvejen barske liv i forreste frontlinje.
De allierede soldater havde det ikke nemt på halvøen Gallipoli. På billedet ses en australsk soldat, der bærer sin sårede kammerat til et sted, hvor han kan modtage lægehjælp i 1915.
Snart skifter vinden til nord og forvandler regnen til den værste snestorm i området i 40 år. Nu er vejret pludselig også blevet en fjende.
Mere end 200 soldater drukner eller dør af kulde, og 5000 får forfrysninger i det tre dage lange uvejr.
Den voldsomme orkan med både torden, regn, hagl og sne er et varsel om, hvad de allierede har i vente, hvis de bliver på Gallipoli vinteren over.
Soldaterne skal væk fra Gallipoli
Den britiske general Charles Monro er i en alvorlig kattepine. Siden oktober har han været øverstbefalende for landstyrkerne på Gallipoli, og ordrerne til ham er helt klare:
Han skal ene mand beslutte, om de allierede skal trække sig tilbage eller atter forsøge at erobre den tyrkiske halvø, som allerede har krævet titusinder af liv.
Beslutningen er ikke nem. Monro ved, at han kan miste op mod halvdelen af sine mænd ved en evakuering. Et tab på cirka 55.000 soldater.
“Måske vil vi engang huskes som felttoget, der blev forrådt af jalousi, ondskab, ubeslutsomhed og forræderi. Tyrkerne besejrede os ikke – vi blev slået af vores overkommando.” Joe Murray, skotsk soldat
Omvendt vil en ny offensiv kræve op til 400.000 mand. Og den vil først kunne gennemføres til foråret.
Soldaterne skal i så fald overvintre i deres primitive huler og skyttegrave. Men spørgsmålet er, om tropperne overhovedet vil holde stand så længe i det barske vintervejr – især, hvis tyrkerne får forstærkninger.
Monro er ikke længere i tvivl: Hans tropper skal væk fra Gallipoli.
De sidste forlader Gallipoli
Kl. 2.15 får sergent Cliff Pinnock langt om længe ordre om at rykke ud af stillingen ved Anzacbugten. På vejen er drysset salt og mel, så soldaterne kan finde vej i mørket til stranden, hvor evakueringsfartøjer venter.
Turen varer 20 minutter og foregår i fuldstændig tavshed. Tæpper og sække er lagt på jorden for at dæmpe fodtrinene.
Tilbagetrækningen foregår i etaper. Om morgenen den 18. december er halvdelen af mændene ved Anzac- og Suvlabugten væk – i alt 40.000 mand. Og over de følgende to nætter trækker de resterende sig tilbage.
De allierede blev tvunget til at slå lejr tæt på stranden, da deres plan om at erobre Gallipoli i 1915 ikke lykkedes.
Tyrkerne må under ingen omstændigheder få nys om evakueringen. Et tyrkisk angreb på nuværende tidspunkt vil fange de allierede i deres mest sårbare øjeblik og koste tusinder af liv.
Derfor har de indviede officerer holdt ordren om tilbagetrækning hemmelig for soldaterne så længe som muligt, så tyrkerne ikke skulle opfange nyheden.
Opfindsomheden er stor, når fjenden skal narres. Tropperne graver gulvene i skyttegravene op, så det ikke larmer, når de går.
De konstruerer sindrige selvaffyrende geværer, som med jævne mellemrum skyder imod tyrkerne. Og de placerer soldaterattrapper i skyttegravene og efterlader mad på ilden.
Evakueringerne fra Suvla og Anzac er en kæmpe succes. Tyrkerne opdager intet, før fjenden er væk.
Få dage senere beslutter briterne sig for også at evakuere deres 35.000 mand ved Kap Helles, som franskmændene allerede havde forladt.
Soldaterne gentager afledningsmanøvrerne fra de to øvrige brohoveder, og den 9. januar 1916 forlader de sidste soldater Gallipoli.
Tabstallene for Gallipoli er usikre, fordi kampene foregik under kaotiske forhold. Et kvalificeret bud er, at over 400.000 blev dræbt eller såret.
Evakueringen fra de tre brohoveder bliver paradoksalt nok de allieredes eneste store triumf på Gallipoli. Ikke et eneste menneskeliv går tabt under tilbagetrækningen.
Skotske Joe Murray er en af de sidste, der forlader Gallipoli. Med støvlerne viklet ind i sække går han de fem km til stranden.
I sin dagbog sætter han ord på soldaternes bitterhed over den fejlslagne invasion:
“Måske vil vi engang huskes som felttoget, der blev forrådt af jalousi, ondskab, ubeslutsomhed og forræderi. Tyrkerne besejrede os ikke – vi blev slået af vores overkommando”.
Som en af de ivrigste fortalere for felttoget må marineminister Churchill tage ansvaret for den forfejlede invasion.
Efter et større politisk opgør bliver han degraderet til en symbolsk post – hvorefter han selv forlader regeringen.
To nationer blev født ved Gallipoli
For briterne og franskmændene var slaget om Gallipoli ét ud af utallige, men for Australien og New Zealand står kampene som en milepæl.
De to unge nationer kæmpede side om side i et fælles korps –kaldet ANZAC – og deltog i deres første store slag nogensinde under felttoget i 1915.
Nederlaget rystede australiernes og newzealændernes tro på deres britiske koloniherrer, og Gallipoli nævnes i dag ofte som stedet, hvor Australien og New Zealand blev født som nationer.
Her blev befolkningerne bevidst om, at de ikke blot var vedhæng til det mægtige Storbritannien, men nationer med selvstændige identiteter.
Der findes en række mindesmærker for begge sider på Gallipoli. Blandt disse er kirkegården Lone Pine, som primært står til minde om de afdøde i korpset Anzac, der bestod af soldater fra New Zealand og Australien.
De nyfundne nationalfølelser skyldtes især ANZAC-troppernes indsats ved Gallipoli, hvor de fik ry som nogle af 1. verdenskrigs bedste kæmpere. Soldaterne fik militær træning allerede i skolen og var beundret for deres kampvilje, stærke fysik og store lighed mellem officerer og menige.
Ifølge australierne og newzealænderne besad deres soldater en bestemt ANZAC-ånd kendetegnet ved bl.a. mod, selvironi og loyalitet.
Mange australiere og newzealændere betragter disse karaktertræk som typiske for deres nationer.
Trods en befolkning på blot fem mio. stillede Australien 332.000 frivillige soldater til tjeneste under 1. verdenskrig. Af dem mistede 65 procent livet.
New Zealands én mio. indbyggere mønstrede hele 124.000 mand. Under krigen blev hver tredje newzealandske mand mellem 20 og 40 år enten såret eller dræbt.