Hen over middag stilnede kanonilden af. Siden de første morgentimer – den 22. april 1915 – havde tyskerne bombarderet franske og britiske stillinger ved den belgiske by Ypres. Nu sænkede stilheden sig over slagmarken.
Omkring kl. 17 fik de forreste franske soldater øje på en gul-grøn sky, som langsomt drev over ingenmandslandet mellem de to fronter.
De tropper, som bemandede frontafsnittet, frygtede, at skyen camouflerede et tysk angreb, og gjorde sig klar til kamp. Men intet skete. De mærkede blot en sødlig duft og en let irritation i næsen.
Med ét eksploderede skyttegraven i panik. Hundredvis af soldater gispede efter luft. Mange faldt om – blå i ansigtet. Tusinder andre smed deres våben, mens de halvkvalte og blændede flygtede i panik fra den giftige sky af klorgas.
I løbet af kort tid gik den franske front i opløsning, og soldaterne efterlod en ubemandet åbning på ca. seks km. For tyskerne, som havde sendt skyen af sted, kom klorgassens effektivitet som en stor overraskelse.
Nølende bevægede de sig fremad, mens de hele tiden frygtede, at vinden pludselig skulle vende og sende skyen i deres retning.
Langsomt gik det op for tyskerne, at de franske skyttegrave kun gemte på døde soldater med krampagtigt knyttede næver og stive ansigter.
I begyndelsen af krigen blev gas sendt af sted med vinden. Senere blev angrebene gennemført med granater.
De første angreb var tilfældige
Den gul-grønne sky ved Ypres var det første succesfulde giftgasangreb i historien. 16 år tidligere – i 1899 i Haag – havde Tyskland, Frankrig og Storbritannien skrevet under på et forbud mod kemisk krigsførelse, men forud for 1. verdenskrig eksperimenterede alle tre lande dog ivrigt med tåregas.
Og allerede få måneder efter krigens udbrud forsøgte både franskmændene og tyskerne sig med tåregas for at bryde igennem de fastlåste fronter. Men de første angreb var for primitive og tilfældige og gjorde ikke megen skade.
Eksempelvis havde franskmændene i august 1914 angrebet tyskerne med tåregas, men gasmængden var så lille, at de fleste tyske soldater knap ænsede den.
Et halvt år senere brugte Tyskland selv tåregas, men også dette angreb mislykkedes, fordi den flydende gas frøs til is i de lave vinter-temperaturer. Først da tyskerne i april 1915 skiftede tåregas ud med klorgas ved Ypres, begyndte gasangrebene at give brugbare resultater.
Omverdenen reagerede på det første giftgasangreb med chok og fordømmelse. Især briterne var forargede: Klorgas brød med krigens uskrevne regler og var et eksempel på tysk barbari, mente de.
Men det afholdt dem ikke fra straks selv at optrappe deres produktion af klorgas. Kort efter tyskernes angreb oprettede Storbritannien de første “Special Companies”, som skulle udvikle giftgas.
Kemisk krig var dog stadig så tabubelagt, at briterne forbød ordet “gas”. I stedet talte britiske styrker om “ekstraudstyr”.
Frygten for gas fik soldater og sygeplejersker til at fremstille hjemmelavede masker, som skulle beskytte øjne og lunger under angreb.
I løbet af 1. verdenskrig blev nye og mere effektive giftgasser opfundet, og angrebene kostede flere liv.
Tåregas virker irriterende på slimhinderne i næse, øjne og lunger og forårsager tårer, nys og hoste. Gassen kan medføre smerter og midlertidig blindhed, men er sjældent dødelig. Den blev først brugt af franskmændene i 1914.
Klorgas giver irritation i øjnene og midlertidig blindhed. Den angriber desuden lungevæv og kan være dødelig. En ulempe ved klorgassen er, at den forårsager kraftig hoste – det betyder, at de fleste ofre ikke inhalerer dødelige mængder af gassen. Den er desuden let at opdage på grund af dens grønne farve og særlige lugt, som minder om en blanding af peber og ananas. Først brugt i 1915 af tyskerne.
Fosgengas er en langt mere dødelig videreudvikling af klorgas. Den forårsager mindre hoste, og offeret vil derfor indånde større mængder gas. Fosgen er desuden usynlig og kan ikke lugtes. Den forårsager svimmelhed, opkast og udskillelse af store mængder vand i lungerne. Ofrene drukner bogstavelig talt i deres egne kropsvæsker. Først brugt af tyskerne i 1915.
Sennepsgas giver væskende, smertefulde blærer og sår. Ved indånding får ofrene ødelagt slimhinderne i lungerne og må lide i flere uger, før døden indtræffer. Sennepsgas er næsten umulig at beskytte sig imod, fordi den også optages gennem huden. Gassen er tungere end luft og lægger sig på bunden af skyttegrave og gør dem ubrugelige i ugevis. Først brugt af tyskerne i 1917.
Vand beskyttede imod klor
Snart kastede Tyskland, Frankrig og Storbritannien sig ud i et voldsomt kemisk kapløb. Alle så de giftgas som et supervåben, der kunne bringe tiltrængt bevægelse i skyttegravskrigen.
Nye og mere dødbringende gasser afløste derfor hinanden, men desværre for angriberne var forsvarerne ofte lige så hurtige til at finde på modtræk.
Efter angrebet ved Ypres fandt soldaterne ved fronten hurtigt ud af, at klor var vandopløseligt. Det betød, at blot et fugtigt tørklæde foran ansigtet kunne forhindre skader på lungerne.
Ifølge soldaterne skulle effekten være endnu bedre, hvis tørklædet blev vædet i urin. Snart blev disse første, primitive hjælpemidler erstattet af ansigtsmasker med kemikalier, som absorberede klorgas.
Som modtræk udviklede tyskerne fosgen- og sennepsgas, som hverken lugtede eller var synlig. Især sennepsgas var frygtet blandt soldaterne. Den fik legemet til at rådne, så huden blev vablet, og slimhinderne blev løsnet fra bronkierne.
Den uudholdelige smerte varede op til fem uger og efterlod ofrene som krøblinge, hvis de overlevede.
I modsætning til andre giftgasser var sennepsgas vanskelig at beskytte sig imod, fordi den kunne trænge igennem huden. Desuden blev den tunge gasart “hængende” i skyttegravene og gjorde dem ubrugelige i flere uger.
Selv om giftgas aldrig blev det supervåben, som afgjorde 1. verdenskrig, frygtede soldaterne ved fronten gasangreb mere end noget andet. Gassen slog ihjel langsomt og drev ofte sine ofre til vanvid af smerte, før døden indtraf.
I alt tog giftgassen ca. 90.000 liv under 1. verdenskrig og efterlod over 1,2 millioner skadede. For de overlevende ventede et liv med ødelagte lunger, voldsomme smerter og psykiske mén.
Giftgas fik krigens rædsler til at nå et nyt niveau. Nu kunne ét veltilrettelagt angreb dræbe tusindvis af fjender på kort tid.