De sårede soldater spilede øjnene op, da de i september 1914 nærmede sig det sted, som de næste måneder skulle være deres hjem. Deres vogne rullede over den snoede grusvej, der førte til det imponerende Highclere Castle i Hampshire – virkelighedens Downton Abbey. Med sine tårne i renæssancestil stod slottet som en firkantet kæmpe i det bakkede landskab, og i disse prægtige rammer skulle soldaterne komme sig.
Blot uger forinden havde mændene befundet sig i labyrinten af skyttegravsgange på Vestfronten, men som så mange andre tapre soldater var de endt med at blive slæbt væk på en båre med enten brækkede lemmer eller skudsår. Til deres held gik turen hjem til De Britiske Øer, hvor mange af de store adelshuse tilbød krigsministeriet at åbne deres døre for de sårede i nødens stund.
Patienterne blev behandlet godt under deres ophold på Highclere Castle.
Livets gang på Highclere Castle var i begyndelsen af 1900-tallet præget af strukturer og mønstre, der ikke havde ændret sig i århundreder. Et mylder af tjenestefolk vimsede rundt på slottet for at opvarte herskabet, der i deres ulastelige klæder drak te med strittende lillefingre. Men nu stod selveste grevinde Almina, hustru til den 5. jarl af Carnarvon, klar til at modtage soldaterne ved Highcleres hovedindgang.
Krigen havde for en tid ændret de sociale normer, og overklassefruen viste personligt de sårede mænd vej gennem haller og korridorer til deres værelser. Snart fik mændene serveret øl fra slottets bryggeri, som de kunne drikke, mens de nød den storslåede udsigt til slottets park.
“Man har det, som var man med i et eventyr, uanset hvor alvorlig ens lidelse er”, skrev Basil Jones, en af de taknemmelige patienter.
Herskabet tilså de sårede
Af egen lomme havde Carnarvon-parret bekostet omdannelsen af Highclere Castle til ikke bare et rekonvalescenthjem for sårede soldater, men et reelt hospital. Modsat mange andre herresæder i England insisterede grevinde Carnarvon nemlig på at hyre en kirurg, en lokal læge og 30 sygeplejersker, så slottets nye beboere kunne modtage topprofessionel pleje.
“Almina var genial, da hun skulle stable et hospital på benene”, skrev en af grevindens veninder i et brev til sin mand. Lady Carnarvon havde dårligt tid til at holde teselskaber og fine middagskomsammener, fordi hun engagerede sig i hospitalet.
“Hvis De vidste, hvilken forskel det gjorde, den sidste gang jeg rejste til Frankrig, at jeg vidste, at såfremt jeg blev ramt igen, så ville jeg have gode muligheder for at ende i Deres omsorgsfulde hænder”. Major Oliver Hopkinson i et brev til grevinde Almina.
Hun nød at gå sine runder blandt soldaterne, hvor hun ifølge kirurgen Robert Jones “tilså mændenes psykiske og fysiske tilstand”.
Grevinden insisterede også på, at hendes ægtemand og datter skulle besøge patienterne. Datteren Evelyn blev revet ud af sin privilegerede tilværelse, når hun hver dag efter den private skoleundervisning var med på morens runde for at hilse på soldaterne, hvis skader var et tydeligt tegn på livets barskhed uden for Highcleres trygge mure.
Tjenestefolk fik nye roller
Dagligdagen blev i den grad også vendt på hovedet for tjenestefolkene på Highclere. Personalet var vant til at have mange gæster, men oprettelsen af hospitalet betød, at kammerpigerne måtte flytte sammen på værelserne, så der var plads til sygeplejerskerne. Arbejdsmængden blev også forøget, da det nye indryk af mennesker reelt svarede til at have besøg af 50 permanente gæster.
De nye tider på Highclere ændrede også tjenestefolkenes opgaver. Stik imod sædvanen kom stuepigerne nu i det fine bibliotek, som grevinde Almina havde overdraget til de sårede soldater. De kvindelige tjenestefolk serverede normalt ikke for gæster, men fordi Highcleres mandlige tjenere havde meldt sig til hæren, måtte pigerne nu servicere de patienter, der var raske nok til at sidde oprejst i de bløde møbler i det luksuriøse rum.
Frisk luft var der rig mulighed for at få for de indlagte, der kunne gå ture på slottets grund.
For mange af stuepigerne var det ganske nyt at gå side om side med herskabet og gæsterne, og selvom forholdene var usædvanlige, måtte personalet stadig sørge for at bevare den gode og respektfulde tone – også over for soldaterne, der uanset deres rang var husets gæster. Efter nogle måneder blev Highcleres luksushospital dog så populært, at det primært var sårede officerer, der sikrede sig plads på slottet. Blandt dem major Oliver Hopkinson, som efterfølgende takkede grevinden i et brev fra fronten:
“Hvis De vidste, hvilken forskel det gjorde, den sidste gang jeg rejste til Frankrig, at jeg vidste, at såfremt jeg blev ramt igen, så ville jeg have gode muligheder for at ende i Deres omsorgsfulde hænder”.
Hverdagen vendte tilbage
I fem måneder knoklede Highcleres personale med blodigt sengetøj, ekstra tøjvask og middagsserveringer på værelser og i spisesalen. Til sidst var udmattelsen total, og grevinden måtte sidst i januar 1915 lukke hospitalet i seks uger, så tjenestefolkene kunne komme til hægterne.
Efter restitutionen slog Highclere igen dørene op for sårede frem til december 1915. Herefter flyttede Almina hospitalet til en lejet ejendom i London, hvor hovedstadens fagspecialister altid var i nærheden, hvis patienterne kom i livsfare. Pludselig blev Highclere underlig tomt – også fordi grevinden nu mest opholdt sig i hovedstaden.
Tutankhamons maske, som Howard Carter fandt i 1925, forestiller guden Osiris – efterlivets gud i oldtidens Egypten.
Slottets jarl jagtede Tutankhamons grav
Arkæologi var en stor passion for den 5. jarl af Carnarvon (1866-1923), og særligt egyptologi optog briten, der hver vinter tog til Nordafrika. Jarlen brugte timevis som amatørarkæolog, hvor han fik assistance af den britiske arkæolog Howard Carter.
Lord Carnarvon samlede på oldegyptiske klenodier, og han besluttede sig for at finansiere Carter, som var overbevist om, at der fortsat gemte sig uopdagede grave i Kongernes Dal. I fem år gravede Carter uden held, men så en novemberdag i 1922 bankede han hul i det tilmurede indgangsparti til et ukendt gravkammer.
“Hvad kan du se?” lød det ivrigt fra lord Carnarvon, som var til stede. “Vidunderlige ting”, svarede Carter, mens han lyste kammeret op med et stearinlys.
Parret havde opdaget Tutankhamons grav, og i løbet af de næste år fandt Carter mere end 5.400 genstande i faraoens gravkammer. Ulykkeligvis så lord Carnarvon kun en brøkdel af skattene. Han døde blot fem måneder efter fundet, fordi der gik betændelse i et ellers harmløst myggestik.
Men da 1. verdenskrigs sidste skud lød i slutningen af 1918, vendte det vante liv så småt tilbage til herresædet i Hampshire. Igen skulle porcelænet pudses og herskabet opvartes. Selvom grevinde Almina selv var forandret – og i en vis grad havde mærket, at tilværelsen kunne byde på andet end fine rober og middagsselskaber – var det dekandente overklasseliv på ingen måde glemt.
Datteren Evelyn fyldte 18 år i sommeren 1919 og var gammel nok til at få sin debut i selskabslivet. Det blev fejret med et stort bal. Highclere emmede igen af overklasse-etikette, og med ét var alt tilbage ved det gamle.