For blev skyttegraven ramt af en fuldtræffer fra fjendens kanoner, ville granatsplinterne ikke sprede sig flere hundrede meter, men kun ramme soldater i et begrænset afsnit af forsvarsværket.
Hvis fjendens tropper slap helskindet over ingenmandsland og hoppede ned i skyttegraven, beskyttede den zigzaggende linje også de flygtende soldater, som hurtigt kunne forsvinde rundt om et hjørne og undgå at blive skudt i ryggen under flugten.
Skyttegravstjansen gik på rotation
Det var hård kost at opholde sig i skyttegrave under 1. Verdenskrig.
Af den grund forsøgte man at holde antallet af sammenhængende dage, som soldaterne befandt sig i skyttegraven, på et minimum.
Det blev gjort ved at lave rokeringsrunder, så soldaterne først var X antal dage i en skyttegrav på fronten, X antal dage i en reserve skyttegrav og X antal dage i en lejr, der var slået op et par kilometer fra frontlinjerne.
Antallet af dage i de forskellige lejre svingede meget.
Normalt opholdte soldaterne sig i skyttegrave på frontlinjen omkring en uge ad gangen, men i særlige tilfælde, f.eks. hvis der ikke var nok soldater til rådighed, kunne tiden i skyttegraven blive forlænget.
Der er flere eksempler på soldater, som har levet i skyttegrave i en måned eller længere ad gangen.
Sådan fungerede skyttegravene
- Den forreste skyttegravslinje skulle være minimum fire meter dyb. Det sikrede, at soldaternes hoveder ikke ragede op
- Jorden blev holdt på plads af sandsække og bjælker, så skyttegraven ikke risikerede at skride sammen under regnskyl eller artilleribeskydning
- Ved at placere to maskingeværer på strategiske steder kunne de fange angribere i en morderisk krydsild