Julebrev fra 1. verdenskrig: “Skyd op i luften, så gør vi det samme”

Juleaften 1914, midt under 1. verdenskrig, nedlægger soldaterne våbnene. Mellem skyttegravene mødes de for at tale og synge sammen. I et brev til hustruen Eleanor beretter den britiske officer Reginald John Armes om den usædvanlige hændelse.

Juleaften 1914, midt under 1. verdenskrig, nedlægger soldaterne våbnene. Mellem skyttegravene mødes de for at tale og synge sammen. I et brev til hustruen Eleanor beretter den britiske officer Reginald John Armes om den usædvanlige hændelse.

Asar Studios/Imageselect & Shutterstock

24/12 1914

Jeg har netop haft en af de mest usædvanlige oplevelser, som et menneske kan forestille sig.

I aften er det juleaften, og jeg meldte mig til tjeneste i skyttegravene, da det var min tur til at have vagt.

Fjendens maskingeværer var rettet imod os, og skyderiet var vedholdende. Det varede indtil omkring klokken syv, så blev der pludselig stille.

Jeg benyttede lejligheden til at læse i avisen, og derpå blev posten delt ud.

Da forlød det, at tyskerne havde tændt lys rundt omkring deres skyttegrave hele vejen langs siden, som vender ud mod os.

Vi havde da i et stykke tid råbt lidt efter hinanden – ønsker om en glædelig jul og den slags.

Men da jeg kravlede op fra skyttegraven, råbte de “skyd ikke”, og scenen skiftede fuldstændig. Pludselig blev alt helt anderledes fredeligt.

© Imperial War Museum

Reginald John Armes

Levetid:

1876-1948.

Nationalitet:

Britisk.

Erhverv:

Kaptajn i North Staffordshire Re­gi­ment, øverstbefalende for regimentets A-kompagni.

Civilstand:

Gift og far til to døtre.

Kendt for:

Kaptajn Armes’ detaljerede og indfølte julebrev blev i januar 1915 trykt i uddrag i flere britiske aviser. Armes’ identitet blev af sikkerhedshensyn først afsløret mange år efter. Brevet bliver stadig læst højt ved julesammenkomster i Storbritannien.

Alle vores mænd kravlede op fra skyttegraven og satte sig på brystværnet. Tyskerne gjorde det samme, og soldaterne begyndte at tale sammen på engelsk eller gebrokkent engelsk.

Jeg sad oven for skyttegraven, og på tysk spurgte jeg, om de ville synge en tysk folkevise. Det gjorde de. Derefter sang vores folk. Begge sider klappede og opmuntrede hinanden undervejs.

En tysker sang en solo, og jeg bad ham synge en af Schumanns sange.

Han sang De to grenaderer, og det lød storartet. Vores mænd udgjorde et godt publikum, og alle nød sangen meget.

Sammen med Paven gik jeg over for at tale med den tyske officer, som havde kommandoen. En af hans mænd præsenterede os formelt for hinanden.

Han spurgte, hvad jeg hed, og præsenterede mig for sin officer. Jeg gav sidstnævnte tilladelse til at begrave nogle af de faldne tyskere, som ligger imellem vores stillinger, og vi aftalte, at skydningen skulle indstilles indtil i morgen aften.

Mens vi stod og talte sammen, samlede 10 eller flere tyskere sig omkring os. Kun omkring en meter adskilte mig fra deres linje.

Vi gjorde honnør for hinanden, og han takkede mig for tilladelsen til at begrave de døde, og vi aftalte, hvor mange mænd der skulle tage sig af det.

Vi blev også enige om, at de andre soldater på begge sider skulle forblive i deres respektive skyttegrave imens.

Vi ønskede hinanden en god aften, en god nats søvn og en glædelig jul. Herefter tog vi afsked med honnør.

Jeg gik tilbage til skyttegraven. Tyskerne sang Die Wacht am Rhein, og det lød godt.

Så sang vores folk Christians Awake, og efter at vi havde sagt godnat, gik vi allesammen tilbage til skyttegravene.

Det var et mærkeligt sceneri: En vidunderlig, månelys aften, de oplyste tyske skyttegrave og mændene, der på begge sider var forsamlet i små klynger på brystværnene.

Jeg tillod en eller to mænd at gå ud og møde en tysker eller to halvvejs.

De udvekslede cigarer og røg og talte sammen.

Officeren, som jeg talte med, håber, at vi skal tilbringe nytårsdag på samme måde. “Ja, gerne, hvis jeg da er her til den tid”, svarede jeg ham.

Jeg følte, at jeg måtte sætte mig ned og fortælle historien om denne juleaften, før jeg lagde mig ned. Selvfølgelig er beredskabet lempet, men jeg tror, at tyskerne har tænkt sig at overholde reglerne.

Jeg tror dog, at jeg vil holde mig vågen hele natten, bare for at være på den sikre side. Det er sært at tænke på, at i morgen aften går det løs igen.

Hvis jeg kommer igennem dette cirkus, så vil denne jul altid være i min erindring. Nu går jeg en tur omkring skyt­te­gra­ve­ne bare for at se, om alt er vel.

25/12 1914

Vi havde en rolig nat, omend der var lidt snigskytteri her og der. I mine skyttegrave og hos fjenden over for os var der store bål, og af og til kunne vi høre sang og snak mændene imellem.

Om morgenen, da reveillen lød, sendte tyskerne folk ud for at begrave de døde.

Vores mænd gik ud for at hjælpe, og vi mødtes alle fra begge sider i midten i grupper, hvor vi begyndte at tale sammen og udveksle gaver, fx i form af tobak. Hele morgenen tilbragte vi med at fraternisere og synge.

“I morgen vil vi selvfølgelig igen have travlt med at slå hinanden ihjel”. R.J. Armes.

Tyskerne er fra Sachsen, flotte fyre, der bare ønsker, at freden vil komme på en måde, der er mænd værdig.

De lader på ingen måde til at være trængte. Jeg var forbløffet over at se, hvor godt vores folk kom ud af det med deres.

Vi har aftalt at mødes og blive sammen indtil kl. 21, når krigen begynder igen.

Jeg spekulerer på, hvem der vil affyre det første skud! De siger, “skyd op i luften, så gør vi det samme” og den slags.

Men i morgen vil vi selvfølgelig igen have travlt med at slå hinanden ihjel.

En mand, som selv er gift, spurg­te, om han måtte få mit billede af Betty og Nancy.

Jeg gav ham det, da jeg jo har to. Til gengæld fik jeg et bil­le­de af ham og hans fa­mi­lie.

Nu slutter jeg, så jeg kan sende dette brev. Vi har netop spist middag – svinekoteletter, blommebudding og tærter.

Vi fik også sodavand og en flaske vin og en cigar. Vi skålede for jer alle derhjemme og især for dig, min kære.

Nu vil jeg gå udenfor og se mine mænd mødes med tyskerne. Jeg vil prøve at skrive igen om et par dage.

Det føltes virkelig mærkeligt at gå alene mod fjendens skyttegrave og møde nogen på halvvejen for at aftale at holde julefred.

Det vil jeg aldrig glemme.

Kys børnene fra mig, og hils dem kærligt. Skriv et langt brev til mig, og fortæl mig alt, hvad der er sket hos jer.

Din Jake

Efterskrift

Julevåbenhvilen i 1914 blev krigens eneste, da hærens øverstbefalende nedlagde forbud mod gentagelser.

Kaptajn Armes overlevede.

Han blev efter verdenskrigen en af passagerluftfartens pionerer, da han i 1919 var med til at grundlægge et flyselskab i Sydafrika.