Kampvognen knuste kejserriget

Bag den følger en tilsyneladende endeløs række af lignende maskiner. Med lar­men­de motorer og klaprende kørebælter maver de grå uhyrer sig frem på en fransk landevej – med kanoner, der peger faretruende mod fronten.

Kalenderen viser 8. august 1918, da styr­ken af kampvogne i de tidlige morgentimer passerer Harry Brices stilling ved byen Domart i det nordlige Frankrig. Køretøjerne er på vej mod Amiens, som lig­ger få kilometer borte. Byen udgør et afgørende jernbaneknudepunkt og er det primære mål for de allierede styrkers kommende offensiv.

Kampvognene skal være briternes og franskmændenes trumf i det slag, som de håber vil give dem et afgørende gennembrud under 1. verdenskrig.

Foråret og sommeren 1918 har været en svær tid for de allierede, efter at tys­ker­ne i marts iværksatte en storstilet offensiv – kendt som “Kejserslaget”. Offensiven blev heldigvis stoppet 5. april, men da var tyskerne nået hele 65 km ind på de allieredes territorium.

Særlig bekymrende for de allierede er tyskernes stilling ved Amiens i det nordlige Frankrig. Byen giver adgang til den strategisk vigtige jernbanelinje til Paris – og fjendens styrker kontrollerer allerede byens østlige udkant.

Herfra udspyr Bruno, tyskernes store jernbanekanon med en kaliber på hele 28 cm, ubønhørligt sin dødbringende regn af granater over byen. De allierede er fast besluttede på at standse tyskerne, inden byen falder. En succes her vil for alvor vende krigen og bringe sejren betydelig nærmere.

Kampvogne blev mødt med skepsis

Forhistorien til kampvognsslaget i august 1918 begyndte allerede fire år tidligere. Ved krigens start havde den britiske oberstløjtnant Ernest Swinton foreslået, at pansrede køretøjer skulle udstyres med kørebælter (larvefødder).

Officerens ræsonnement var baseret på, at tidens hurtigt-skydende maskin­geværer majede soldater ned i tusindvis, uden at fronten rykkede sig. Heller ikke kavaleriet, som hæren i århundreder havde brugt til at gennembryde fjendens linjer, kunne stille noget op over for maskingeværernes ild.

Resultatet blev, at soldaterne gravede sig ned i skyttegrave langs fronten. Swinton så kampvognen som et modsvar til denne stilstand. Køretøjerne skulle tromle hen over pigtråd og skyttegrave for at bane vejen for fodfolk og kavaleri.

Hærledelsen mødte Swintons forslag med skepsis. Britiske officerer var opflasket med, at ryttere til hest stod for slagets fremdrift. Imidlertid fik kampvognen støtte fra en helt uventet kant.

Churchill kunne lide idéen

Modsat resten af hærledelsen betragtede flåden, under ledelse af flådeminister Winston Churchill, Swintons forslag med stor interesse. Ministeriet nedsatte derfor en komité til at udvikle en kampvogn.

Projektet var hemmeligt. Selv ikke krigsminister lord Horatio Kitchener blev informeret om arbejdet i den såkaldte Landships Committee – komitéen for udvikling af landskibe.

I september 1915 rullede den første prototype, der efter en række forbedringer blev kendt som “Little Willie”, ud fra William Foster & Co. – en fabrik, som i fredstid byggede høstmaskiner og traktorer. Året efter præsenterede komitéen den mere avancerede Mark I.

Kampvognen fik en blandet modtagelse, men general Douglas Haig, ø­verst­kom­man­de­ren­de for briterne på Vest­­fron­ten, så muligheder i de nye, pansrede køretøjer.

Haig insisterede i efteråret 1916 på at indsætte det nye våben i slaget ved Somme, hvor kampene efter mere end to måneder var gået i stå. Det nye våben lyk­ke­des med at skabe et mindre gen­­nem­­brud, og Haig gav omgående ordre til at sætte 1.000 køretøjer i produktion.

Under slaget ved Cambrai 20. november 1917 testede briterne igen deres panserkøretøjer. Med en styrke på 476 kampvogne lykkedes det at slå hul i de tyske linjer. Et større gennembrud blev det dog ikke til, da kavaleriet ikke udnyttede chancen til at rykke frem – men det nye våbens værdi stod klart.

De allierede besluttede derfor, at kampvognene var klar til at spille hovedrollen i et massivt angreb, der skulle slå tyskerne på flugt og vende krigen. Efter det såkaldte Kejserslag i foråret 1918 var tiden inde, mente hærledelsen.

Til slaget ved Amiens rådede de allierede over hele 684 kampvogne. 342 af dem var af den nye Mark V-model. Styrken medbragte desuden andre modeller – bl.a. de såkaldte Whippets, let pansrede køretøjer, som var hurtige og mobile.

Kommandoen over den allierede kampvognsstyrke fik general Henry Rawlinson. Som øverstkommanderende for den britiske 4. armé ved Somme havde han med egne øjne overværet kampvognenes gennembrud af de tyske linjer.

Forberedelserne foregik i det skjulte

Fjendens soldater var dårligt forberedte på mødet med kampvognene. Den tyske hærledelses officielle instrukser hjalp ikke meget:

“Kampvogne skal bekæmpes bag fronten. Den vigtigste opgave er at slå fjendens infanteri tilbage”, lød den vage formaning til infanteristerne, der også blev rådet til i det hele taget at “holde hovedet koldt”.

De tyske soldater havde god grund til at være frustrerede over den mangelfulde strategi, for de allierede planlagde det kommende angreb ned til mindste detalje. Angrebsstyrken skulle bestå af engelske, franske, canadiske og australske tropper – og al transport af mænd, heste og maskiner måtte foregå i hemmelighed om natten.

Efter mørkets frembrud rullede 60 tog med soldater frem til fronten. Dertil kom yderligere 230 godstog med forsyninger og udstyr. Om dagen overvågede allierede fly området så diskret som muligt for at sikre, at tyskerne intet mistænkeligt kunne se fra luften.

Og nede på jorden viklede soldaterne tovværk om bilernes hjul og dækkede vejene med strå for at dæmpe lyden af køretøjerne og skjule sporene.

I Amiens’ gader strøede de sand, så lyden af klaprende hestehove og tunge panserkøretøjer blev dæmpet. For at understrege vigtigheden af at holde operationen hemmelig lod Rawlinson trykke sedler, som han delte ud til sine mænd – “Keep Your Mouth Shut” (hold mund), lød det simple budskab.

Planen lykkedes. Da de kampvogne, som Harry Brice mødte i de tidlige morgentimer ved Domart, rullede mod de tyske linjer, var kejserrigets styrker helt uforberedte. Chokket var derfor stort blandt tyskerne, da spærreilden kort efter begyndte fra de allierede stillinger.

Langs frontlinjen ved Amiens tordnede artilleriet imod udvalgte tyske mål foran de fremrykkende tropper.

“Et vældigt glimt lyser op, mens andre lysskær oplyser landskabet langs hele fronten. Samtidig lyder en torden fra vores tunge kanoner. Granater fløjter og hviner over os; det er umuligt at skelne lyden af den ene fra den anden – det hele blander sig i et brusende vandfald af lyd”, skrev krigskorrespondenten J.F.B. Livesay om det store åbningsbombardement, der blev indledt 8. august kl. 4.20 om morgenen.

Tyskerne blev taget på sengen

Kejserrigets styrker svarede igen ved at sende granater ind over de allieredes territorium, men deres modangreb forstummede snart. Røde nødblus blev tændt bag de tyske linjer – et tegn på, at soldaterne ved fronten havde desperat brug for forstærkning.

I mellemtiden rykkede de allierede kampvogne frem og krydsede ingenmandsland uden at møde nævneværdig modstand. Fremrykningen var så hurtig, at mange tyskere blev løbet over ende – overrasket midt i morgenmaden, eller før de havde nået at få tøj på.

I de tidlige morgentimer mødte en canadisk bataljon fx en skyttegrav med tys­ke­re bevæbnet med maskinkanoner:

“Vi råbte fjenderne an, og op kom de – en officer og tres mand. De var blevet fuldstændig overrumplet. Nogle af dem gik rundt i strømpesokker og var kun delvist påklædt. De så ud, som om de var klar til at gå i gang med dagens madration, men vi fik dem hurtigt på bedre tanker”, fortalte en officer.

Andre blev så rædselsslagne ved synet af de store, grå maskiner, der dukkede frem fra tågen, at de flygtede bagud fra maskingeværstillingerne uden at løsne et eneste skud. Nogle mødte imidlertid hård modstand – heriblandt soldaterne i 15. australske infanteribrigade, som kom under heftig beskydning fra en tysk stilling.

Mens soldaterne forsøgte at forsvare sig, kom en Mark V-kampvogn til undsætning. For Jimmy Downing, som tog del i kampen, var synet nærmest en åbenbaring.

Infanteristerne havde før slaget fået at vide, at de kunne tilkalde en kampvogn ved at løfte deres hjelm højt i vejret på bajonetten. Signalet virkede, som det skulle, erindrede han, og kampvognens effekt var knusende:

“En murstensvæg vaklede og styrtede i grus i en sky af rødt støv. Vi passerede stedet. Både maskinkanonen og dens besætning var knuste og døde”, berettede Jimmy Downing.

De allieredes angreb havde tilføjet tyskerne store tab. Imellem de pulveriserede bygninger lå døde og hårdt sårede soldater. Nogle var knust til ukendelighed under kamp­vog­nenes tunge bælter, mens andre langsomt forblødte pga. deres kvæstelser.

“Jeg så en gruppe tyske soldater ligge uden for en dørindgang. Det så ud, som om de var blevet ramt af en bombe og havde frygtelige skader. Nogle af dem var døde og lå i pøle af blod”, fortalte den canadiske soldat Ed Hunter.

Målet var nået om formiddagen

Tusinder af skræmte og krigstrætte tys­kere nedlagde frivilligt våbnene. Udmagrede og med blege ansigter overgav de sig med råbet “Kamerad” for at vise, at de ikke havde ondt i sinde.

Imens fortsatte de allierede ubønhørligt fremrykningen. Allerede kl. 11 om for­mid­dagen var de forreste tropper a­van­ce­ret ca. 10 km ind bag tyskernes linjer, hvilket var førstedagens mål. Australiernes 5. division erobrede sågar kanonen Bruno, efter at et enligt britisk jagerfly suc­ces­fuldt havde fordrevet den tyske kanonbesætning.

Selvom angrebet gik godt, var det svært for mændene i de fremrykkende kampvogne at vurdere, hvordan slaget udviklede sig. Muligheden for at se, hvad der foregik omkring køretøjet, var nemlig stærkt be­græn­set. De eneste steder at kigge ud var nogle små, smalle sprækker forrest og på si­der­ne i køretøjernes skrog.

Kommunikation med andre kampvogne og køretøjer var også så godt som umulig. Radioen var ganske vist opfundet, men til brug i en kampvogn var teknologien endnu for usikker. Fx fungerede den trådløse forbindelse dårligt under de fugtige og disede forhold, som prægede angrebet.

Dårlig sigtbarhed gjorde det ligeledes svært at kommunikere vha. de signalarme, som flere af kampvognene var blevet udstyret med. Kommandørerne var i det store hele overladt til sig selv og deres egen dømmekraft.

Kampvogn drog på togt

Et eksempel på en kommandør, som tog sagen i egen hånd, var briten C.B. Arnold. På slagets første dag øjnede han under en træfning pludselig chancen for at foretage sit helt eget krigstogt med sin Whippet-kampvogn, som besætningen – føreren W.J. Carney og skytten C. Ribbans – havde døbt Musical Box.

Først kom besætningen en række allierede kavalerister til hjælp i deres jagt på en gruppe tyskere. Herefter rullede de videre til en nærliggende bro over jernbanen, som førte til Amiens.

Fra broen beskød tyske soldater de fremrykkende allierede med maskingeværer. Arnold beordrede kampvognen i stilling et stykke fra broen og bad så Ribbans tage sigte. Med en salve fra kampvognens maskingevær dræbte skytten to soldater, hvorefter resten flygtede.

Succesen ansporede kommandør Arnold så meget, at han fortsatte sin fremrykning. Efter at være smadret igennem en tysk lejr, hvor kampvognens besætning dræbte 60 soldater, og have angrebet en tysk transportkolonne gik det op for Arnold, at Musical Box befandt sig langt inde på fjendtligt område.

Han og besætningen var alene. Efter mange timer i den indelukkede kampvogn, hvor kun en lille smule frisk luft trængte ind gennem smalle sprækker, led mændene også under varmen. Tætte benzindampe samt den kvælende hørm af olie og andre uddunstninger fra motoren gjorde blot den stillestående luft endnu mere kvælende.

Mændene var derfor svimle og udmattede, da de ved 15-tiden om eftermiddagen blev fanget i heftig beskydning. Pga. de letantændelige benzindampe brød Musical Box snart i brand. Alle tre mænd i køretøjet reddede sig ud, men i en efterfølgende skududveksling med tyskerne blev kampvognsføreren Carney dræbt. De to øvrige endte som krigsfanger.

Selvom Musical Box blev stoppet af fjenden, er de tre mænds imponerende gennembrud et godt billede på, hvor stor succes kampvognene havde på det centrale frontafsnit under slaget.

Overalt tromlede de velarmerede køretøjer frem. Nogle steder gik fremrykningen så stærkt, at officererne stoppede op for at kigge på deres ure – forbløffede over, hvor hurtigt de nåede deres mål.

Om morgenen havde en enkelt Mark V-kampvogn ryddet landsbyen Marcel­cave 24 km sydøst for Amiens. Kampvognen satte seks maskingeværstillinger ud af spillet, knuste et batteri og sendte de resterende tyskere på flugt. Blot en halv time brugte det pansrede køretøj på at erobre byen, og infanteriet rykkede ind uden at løsne et skud.

Fjenden forskansede sig i kirken

På flankerne gik fremrykningen mindre glat. Styrkerne rådede over færre kampvogne, og de tyske modstandslommer viste sig svære at knække.

I byen Fresnoy-en-Chaussée ca. 30 km sydøst for Amiens mødte de franske tropper særlig indædt modstand. Tyske styrker modtog i løbet af dagen for­­stær­k­ninger, og det åbne terræn rundt om landsbyen hjalp tyskerne med at holde de allierede på afstand.

Først da adskillige enheder udrustet med kampvogne i løbet af aftenen angreb byen fra flere sider, begyndte kejserrigets styrker omsider at give efter.

Bid for bid erobrede de allierede byen, og da fjendens stærkt befæstede stillinger i byens kirke faldt sent om aftenen, trak de sidste tyskere sig ud. Kampvognene var på dette tidspunkt ved at løbe tør for både brændstof og ammunition og undlod derfor at tage forfølgelsen op.

Da dagen gik på hæld 8. august, stod det dog klart, at slaget ved Amiens havde været en stor succes for de allierede. Styrkerne var trængt mere end 12 km frem, og tilsammen havde de allierede såret eller dræbt 13.000 tyskere, taget 15.000 fanger og erobret 400 kanoner.

Kampen blev genoptaget dagen efter og fortsatte indtil 11. august om aftenen. De allierede rykkede fortsat frem, men resultaterne kunne ikke måle sig med den første dag.

Det langsommere tempo skyldtes bl.a., at kampene nu rykkede ind på den gamle Somme-slagmark. Her var jorden arret af granathuller og gennemkrydset af skyttegrave.

Selvom kampvognene var bygget med henblik på at kunne køre igennem netop denne slags uvejsomt terræn, var det sønderbombede område ekstremt tidskrævende at forcere, hvorfor de tyske tropper fik tid til at genetablere en forsvarslinje.

Slaget blev begyndelsen til enden

Sejren ved Amiens var de allieredes største triumf siden slaget ved Marne i krigens første år. Hele 285 km2 territorium blev erobret alene på slagets første dag. På tysk side betød nederlaget store tab i materiel – men værre var den håbløshed, der bredte sig. Nederlaget fjernede den sidste rest af tro på en sejr.

General Erich Ludendorff, der på dette tidspunkt var Tysklands reelle leder, beskrev den 8. august 1918 som den værste dag i den tyske hærs historie: “Rapporten fra stabsofficeren angående tilstanden hos de divisioner, som havde mødt det første chokangreb 8. august, foruroligede mig dybt”, indrømmede den tyske officer efter krigen.

Rapporten berettede ifølge Ludendorff om “ædelt heltemod, men også om former for opførsel, som jeg åbent tilstår, at jeg aldrig havde troet mulig i den tyske hær; hele enheder af mænd, som overgav sig til enlige soldater eller isolerede grupper. Officererne havde i mange tilfælde helt mistet kontrollen”.

Selv på højeste sted stod det klart, at tyskerne ikke kunne fortsætte meget længere: “Grænsen for vores modstandskraft er næsten nået”, meddelte kejser Wilhelm sørgmodigt hærledelsen ved slagets afslutning 11. august.

Kejserrigets nederlag var blot et spørgsmål om tid.