Kejserslaget, Tysklands sidste chance

KEJSERSLAGET: Tysklands sidste chance

I foråret 1918 samler tyskerne sig til den sidste kraftanstrengelse, der skal knuse de allierede inden amerikanernes ankomst. For kejserriget er det sejr eller døden.

I foråret 1918 samler tyskerne sig til den sidste kraftanstrengelse, der skal knuse de allierede inden amerikanernes ankomst. For kejserriget er det sejr eller døden.

Imageselect & Shutterstock

Under 1. verdenskrig vidste soldaterne i skyttegravene altid, hvornår fjenden forberedte sig på en offensiv. Om natten kunne lytteposter høre rumlen fra tunge hjul, hes­te­vrinsk og den rytmiske dunken fra traktormotorer, når kanoner blev bragt i stilling. Næste dag fulgte spredte granatnedslag, fordi artillerister afprøvede retning og afstand til deres kommende mål.

Forberedelserne bragte også tit fjendtlige patruljer, som i ly af natten dumpede ned i de forreste skyttegrave og tog søvnige vagtposter til fange. De uheldige mænd endte i kløerne på efterretningsfolk, der professionelt lokkede vigtige detaljer om forsvaret ud af dem.

I begyndelsen af 1918 oplevede britiske og franske soldater disse varsler langs hele Vestfronten. Fra Den Engelske Kanal og 754 km sydøstpå til den schweiziske grænse summede tyskernes stillinger af aktivitet.

Årsagen kunne læses i avisen: Ruslands hær var brudt sammen, hvorfor tyskerne kunne sende forstærkninger til fronten i Frankrig.

En storm var på vej, og briterne gravede febrilsk, mens der stadig var tid til at styrke forsvarsværkerne. En flok skotske soldater var i fuld gang, da deres general kom på besøg for at opmuntre alle mand til at lægge kræfterne i.

“Det bliver et alvorligt og meget vigtigt slag”, lød hans formaning. “Jeg forventer, at I holder jeres stilling til sidste mand og sidste patron. Og hvis det er nødvendigt, at I dør her, så forventer jeg, at I gør det”, fortsatte han.

En af de skotske soldater sagde efterfølgende: “Fra det tidspunkt kiggede alle sig ængsteligt over skulderen”.

Mændene havde god grund til at være bange. Slaget, der skulle afgøre 1. verdenskrigs udfald, nærmede sig.

Hindenburg var gået på pension, da krigen brød ud. Ludendorff var en benhård militærmand, som ifølge hustruen, Margarethe, var totalt humorforladt.

© Imageselect

Slagkraftig tysk duo nåede til tops

Generalfeltmarskal Hindenburg var blot en kransekagefigur, mens den underordnede general Ludendorff fik tingene til at ske. Sammen havde de succes på slagmarken – og reelt set tog de magten i Tyskland.

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev den 66-årige, pensionerede hærfører Paul von Hindenburg genindkaldt til aktiv militærtjeneste. Efter et nederlag til russerne på Østfronten var den tyske hær nemlig i fare for at blive omringet. Kejserrigets generalstab satsede på, at den erfarne Hindenburg kunne redde situationen.

Med sig fik han den 49-årige general Erich Ludendorff, der blev regnet for en af de fremmeste strateger i den tyske hær. Inden krigen havde Ludendorff bl.a. besigtiget den russiske fjendes forsvarsværker, og Hindenburg lod sin yngre kollega stå for strategien. Ludendorff kvitterede for tilliden ved at vinde flere storsejre over zarens tropper.

Succesen førte de to mænd til tops i den tyske hærledelse, og med Hindenburg som dække blev Ludendorff i praksis Tysklands mest magtfulde mand fra 1916 og frem til nederlaget i 1918.

Perioden kaldes “det tavse diktatur”. Kejseren fandt sig i arrangementet, og sagde civile ministre Ludendorff imod, blev de fyret.

1894

Erich Ludendorff bliver takket være sit store strategiske talent optaget i den tyske generalstab som 29-årig.

1914

På Østfronten kommer Ludendorff til at tjene under Paul von Hindenburg. I slaget ved Tannenberg udsletter de to en hel russisk armé, selvom deres tropper er klart i undertal.

1916

Hindenburg bliver udnævnt til chef for den tyske hær, og Ludendorff følger med til hovedkvarteret.

1917

Ludendorff lægger en snedig plan for de tyske tropper i Frankrig: De skal trække sig tilbage til Siegfried-linjen. Den nye front kan forsvares med færre soldater, hvilket frigiver store styrker. De frie styrker sendes til Østfronten, hvor de slår Rusland ud af krigen.

1918

Efter sejren i Rusland kan en forstærket tysk hær nu angribe på Vestfronten i et sidste forsøg på at vinde krigen.

1923

Ludendorff marcherer som frontmand i nazisternes mislykkede ølstuekup i München. To år senere taber han det tyske præsidentvalg til Hindenburg. Herefter er de ikke på talefod.

Kollaps gav Tyskland frie hænder

Nedtællingen til den tyske total-offensiv begyndte i marts 1917, hvor den russiske zar blev styrtet. Tre års krig havde sat riget i stå, hvilket førte til, at storbyernes udsultede arbejdere gik i strejke – støttet af rebelske soldater.

Ruslands enevældige hersker blev erstattet af en overgangsregering. Den besluttede at kæmpe videre mod tyskerne, lige indtil den selv blev væltet af kommunisterne i november samme år.

Tyskerne havde en andel i den røde revolution, for de lod kommunist-lederen Lenin rejse gennem landet, så han kunne nå fra sit eksil i Schweiz og hjem for at skabe uro.

Som tyskerne håbede, fik Lenins kup Rusland til at bryde helt sammen. Hæren gik i opløsning, en borgerkrig brød ud, og de tyske generaler kunne diktere en ydmygende fredsaftale. Som gevinst fik de ikke blot enorme landområder, men også ryggen fri, så 42 divisioner kunne sendes til fronten i Frankrig.

For første gang siden krigsudbruddet var den tyske hær i overtal på Vestfronten – knap 200 divisioner mod omkring 150 fjendtlige.

Kejser Wilhelm 2. stod formelt i spidsen for tropperne, og den gamle generalfeltmarskal Paul von Hindenburg havde posten som militær chef. Men som Hindenburgs højre hånd var det den viljestærke general Erich Ludendorff, som næsten enevældigt styrede den tyske krigsindsats. Han udtænkte strategien og skulle blot have den blåstemplet af sine to overordnede.

Ludendorff vidste, at en amerikansk millionhær snart ville slutte sig til Tysklands fjender i Europa – og selv uden disse tropper så fremtiden dyster ud. En fjendtlig blokade af de tyske havne siden 1914 betød, at krigsindustrien manglede råstoffer, og fabrikkerne kunne ikke levere nok våben og ammunition.

For at brødføde den sultende befolkning opret­tede tyskerne gadekøkkener.

© Getty Images

Krigs-socialisme skulle redde Tyskland

Tyskerne manglede alt i 1918. Siden 1. verdenskrig brød ud, havde en fransk-britisk havneblokade stoppet al import, og vareknapheden var ved at lamme samfundet. Sult plagede storbyerne, og krigs­industrien skreg
efter råstoffer.

Manglen på mad førte til, at indbyggerne stjal fra kornkamre og frugthaver for at brødføde deres familier. På fabrikkerne begyndte arbejderne at strejke i protest mod de ringe forhold. Den ulmende uro betød, at stadig flere sluttede op om de socialistiske partier, som forlangte fred.

Den tyske kejser, Wilhelm 2., var magtesløs, og i nødens stund indtog general Ludendorff rollen som landets diktator. Han indførte militær disciplin på fabrikkerne, satte fagforeningerne ud af spillet og satte officerer til at styre tildelingen af råvarer. Historikere har kaldt styreformen “krigs-socialisme”, og den tjente som inspiration for kommu­nisterne i Rusland.

Ludendorffs magt var så stor, at han endda kunne diktere tiden: I 1916 indførte Tyskland som det første land i verden sommertid, så dagen fik flere lyse timer, hvor fabrikkerne kunne producere uden at spilde ressourcer
på belysning.

Ludendorff måtte sætte alt på ét bræt for at vinde krigen, inden Det Tyske Kejserrige led samme skæbne som Rusland.

Briterne var det oplagte mål

Ludendorff selv tvivlede dog ikke et øjeblik på, at netop han var manden, som i 11. time kunne levere sejren. I november 1917 samlede han de ledende officerer for de tyske arméer i Frankrig, så han kunne dele sin plan med dem.

Ved mødet udpegede Ludendorff målet for den kommende offensiv. Han agtede at kaste sig over briterne, hvis divisioner var lemlæstede efter en særdeles blodig – mislykket – offensiv nær byen Passchendaele året forinden.

Ludendorff ville ramme briterne, hvor deres sektor af Vestfronten grænsede op til franskmændenes. Når tyskerne havde kæmpet sig gennem skyttegravene, ville han rulle de britiske tropper op sydfra og drive dem ud i Den Engelske Kanal. Dermed ville ca. 50 divisioner forsvinde fra den fjendtlige slagorden.

Generalen befalede en grundig planlægning af gennembruddet, men der­efter skulle angrebsstyrkerne handle ud fra, hvordan situationen udviklede sig: “Der må ikke være nogen blind un­der­kas­tel­se for planer lagt på for­­hånd”, dikterede Ludendorff.

De tyske soldater var eksperter i manøvrekrig, og han havde fuld tillid til, at de ville være umulige at stoppe i åbent land bag skyttegravsfronten.

“Det bliver en stor styrkeprøve, som vil begynde ét sted, fortsætte et andet og tage lang tid”, forklarede Ludendorff bagefter til hærens formelle øverstbefalende, kejser Wilhelm.

“Det bliver vanskeligt, men det vil lykkes”, lovede Ludendorff, som havde navngivet sin kommende sejr “Kejser­slaget” til ære for Wilhelm.

Granat-inferno skrev historie

Som altid under 1. verdenskrig var det kanonerne, der satte slaget i gang. Det første lys havde endnu ikke vist sig på himlen 21. marts 1918, da lyden fra tusindvis af kanoner flænsede stilheden, og søvndrukne britiske vagtposter flygtede ned i deres dækningsrum.

“Få sekunder efter at bombardementet gik i gang, kunne vi se gnister og søjler af ild rejse sig fra fjendens skyttegrave og bagland”, beskrev en tysk artilleri-observatør.

Ludendorffs artilleri tordnede hele vejen langs Vestfronten, så spærreilden ikke afslørede det kommende angrebsmål. Den taktik havde været afprøvet før, og normalt gennemskuede fjenden hurtigt, hvor kanonerne stod tættest langs frontlinjen. Men det ville de ikke få tid til denne gang.

Tilbage i 1916 havde briterne bombarderet de tyske stillinger i fem dage, før de angreb ved Somme, og ved Passchendaele var den såkaldte artilleriforberedelse forlænget til 10 dage. Men denne morgen i marts 1918 skulle granatregnen blot vare fem timer. Til gengæld faldt den med en voldsomhed, som verden aldrig havde set før.

10.000 kanoner og morterer forvandlede 70 km britisk frontlinje til et inferno. Lette kanoner flåede store huller i de britiske pigtrådsspærringer, mens kraftigere skyts dængede skyttegrave til med højeksplosive granater og giftgas.

Planen dikterede korte pauser, så briterne kunne styrte ud af deres dækningsrum og forsvare sig mod angreb – blot for at blive ramt af nye salver.

Artilleriets vigtigste opgave var dog at kappe forbindelsen mellem briternes skyttegrave og deres bagland. Svære granater trængte dybt ned i jorden, hvor de kappede telefonledninger, og en tæt spærreild dømte løbende ordonnanser til døden. Imens tvang tykke gaståger britiske artillerister til at iføre sig hæmmende gasmasker, så de kraftløse måtte fylde tunge granater på deres skyts.

Endelig som sidste led i det, tyskerne kaldte “ildvalsen”, supplerede de morgendisen med tusindvis af røggranater. Sigtbarheden ville være nede på nogle få meter i operationens næste fase.

Flyet Halberstadt CL.II fra 1917 viste sig vel­egnet til at støtte landtroppernes fremrykning.

© BPA Bild Bundesarchiv & Shutterstock

Pilot smed trusselbrev over Paris

Et af de største nybrud under 1. verdenskrig var brugen af fly. Udviklingen gik fra spinkle observationsfly til kampfly med maskingevær og bomber.

I begyndelsen af 1. verdenskrig var flyvemaskinernes vigtigste opgave at udpege fjendtlige mål for kanonerne. Tyskerne indså imidlertid hurtigt, at flyene også kunne bruges til at sprede kaos bag fjendens frontlinje.

Allerede i september 1914 medbragte en tysk pilot fem bomber, som han smed over Paris. Han nedkastede også en seddel, hvor han forlangte fransk overgivelse.

Nu gik udviklingen af flyene stærkt, og i løbet af de næste tre år havde begge sider konstrueret robuste jagere med maskingeværer, der kunne angribe fjendens fly og kanonstillinger.

Adskillige “slag-eskadriller” var i luften under Kejserslaget i 1918, men da tyskernes nyeste fly-modeller ikke var klar, gik de på vingerne i maskiner fra 1917. Bl.a. derfor havde de allierede piloter overtaget i luften.

Soldater istemte nationalsangen

Mens briterne skælvede under granatregnen, ventede tusindvis af tyske soldater anspændte i deres skyttegrave. Chefen for en af angrebsbataljonerne gav sig til at synge “Deutschland, Deutschland über alles”, og soldaterne stemte i.

“Det var første gang, jeg hørte national­sangen siden efteråret 1914, hvor unge frivillige sang den under angreb”, bemærkede en løjtnant.

“Ånden var ikke længere den samme som dengang, men jeg tror, at bataljonschefen sang for at bortjage tankerne fra det kommende slag”, tilføjede han.

Nogle soldater befandt sig imidlertid længere fremme end de forreste tyske linjer. Stormtropperne havde for længst begivet sig ud i ingenmandsland, hvor røg, dis og støj skjulte dem for briterne.

De var hærens elite, specialister i at trænge hurtigt frem over skyttegravene i smågrupper. Da kanonerne nogle timer senere flyttede deres ild til det britiske bagland, var det deres tur.

Takket være deres stormtropper gennembrød tyskerne de britiske linjer i foråret 1918.

© Imageselect & Andrea Miniaturs/ michtoy-from-the-front.blogspot.dk

Specialister i at overløbe fjendens skyttegrave

Stormtropper mødte ingen modstand

Elitesoldaterne kunne næsten ikke tro deres held, da de sprang op og løb det sidste stykke frem mod briternes frontlinje. Ingen granater faldt blandt dem, pigtrådsspærringerne var komplet gennemhullede, og bag dem fandtes blot kratere i stedet for skyttegrave.

“Kun nogle få fjender havde overlevet ildstormen”, berettede en af soldaterne. “Nogle af dem var sårede. De stod med hænderne oppe. Der var intet behov for at kommandere med dem, de havde forstået beskeden: Afsted bagud”.

Langs fronten overgav hundredvis af briter sig allerede i løbet af angrebets første minutter. Øjeblikke efter at bombardementet stoppede, var de allerede omringet af tyske stormtropper, der rykkede lynhurtigt fremad.

“Det var meget tåget, og jeg hørte slet ingen skydning”, beskrev en ung britisk løjtnant. “Jeg opdagede først, at angrebet var i gang, da jeg rundede et hjørne i vores skyttegrav og gik ind i en gyselig lille tysker med tykke briller. Det var den første tysker, jeg nogensinde havde set. Han pressede sin bajonet op mod min mave og sagde: ‘Kamerad, yes or no?’ Jeg svarede ‘yes’”.

Tyskere råbte ofte “kamerad”, når de forsøgte at overgive sig, og soldater på begge sider af fronten forstod betydningen. Fortumlede fanger fik besked på at begive sig afsted mod de tyske linjer – mange uden vagter til at følge dem.

Imens fortsatte stormtropperne ind i labyrinten af britiske skyttegrave, hvor røgen fra granaterne stadig hvilede tungt over landskabet.

“Ordet retræte findes fandeme ikke i den britiske hær!” Britisk oberst under Kejserslaget.

Briternes forposter skulle have forsinket angrebsstyrkerne, men de var enten blevet dræbt under bombardementet eller overmandet i løbet af få øjeblikke. Længere bagude begyndte det samme at ske for hele kompagnier af soldater.

De stod i den forreste britiske linje, der skulle forsvares så længe som muligt, inden tropperne trak sig til den såkaldte kamplinje. Hele forsvarsplanen brød dog øjeblikkeligt sammen i mødet med virkeligheden.

Tyske stormtropper løb behændigt ind mellem de britiske enheder, som mistede forbindelsen til hinanden og risikerede at blive omringet.

Over et 70 km langt stykke af Vest­fron­ten gik briternes forreste forsvarslinje tabt i løbet af blot halvanden time. Kanoner blev erobret uden at have affyret et eneste skud, og soldater i tusindvis ka­pi­tu­le­re­de, mens andre flygtede for livet i små grupper.

Kun en kæde af kom­man­do­poster holdt stand, for de havde forsvarsstillinger til at beskytte mod angreb fra alle sider. Men de var som øer midt i den tyske flodbølge, og briterne måtte opgive ethvert håb om, at undsætningsstyrker ville bane dem en flugtvej.

Den ledende oberst for en engelsk bataljon blev opfordret til at trække sig tilbage, mens det endnu var muligt: “Ordet retræte findes fandeme ikke i den britiske hær! Jeg har allerede mistet ét øje for en medalje, og jeg vil miste det andet for Victoria-korset”, meddelte han.

Resolut tog den stædige officer en revolver i hver hånd, befalede sin ordonnans at følge med og begav sig gennem skyttegravene mod den nærmeste kamplyd.

Efter et par minutter vendte ordonnansen lydløst om og skyndte sig væk. Han og andre soldater med overlevelsesinstinkt undslap den tyske omringning, mens den stædige oberst og 400 af hans mænd endte som krigsfanger.

OVERBLIK: Sådan overrumpler tyskerne den britiske linje

Allierede flygtede hver sin vej

Langt mod nordvest sad feltmarskal Douglas Haig i den britiske hærs hovedkvarter, hvor meldinger om tyske gennembrud strømmede ind hele 21. marts.

Haig tog imod meldingerne med en ophøjet ro, der grænsede til manglende interesse. Når hans arméchefer ringede fra fronten, fik de end ikke den øverstbefalende personligt i tale, men blev spist af med stabsfolk. I et brev til sin hustru tog han også let på det tyske angreb:

“Vi har udkæmpet et stort slag og klaret os rigtig godt. Rapporter fortæller, at soldaterne er ved godt mod og har masser af mål. Det var ‘dræb, dræb’ hele dagen lang. Fjenden må have lidt svære tab”.

Haigs tone kan muligvis forklares med, at han ville skåne sin hustru, som lå alvorligt syg derhjemme. Situationen var alvorlig.

Dagens kampe havde kostet briterne næsten 40.000 mand, og selvom tyskernes angreb blev stoppet nogle steder, var det lykkedes dem at slå et 20 km bredt hul i fronten.

Den britiske feltmarskal måtte opgive at danne en ny forsvarslinje længere bagude, for han havde for få reserver. Tværtimod måtte briterne løbe for livet, hvis de skulle undgå at blive knust af den hærskare, som nu marcherede frem.

Tyskerne sled for at få deres kanoner hurtigt frem efter gennembruddet i marts 1918.

© Ritzau/Scanpix

Tropperne flygtede nordpå mod resten af den britiske hær, men derved mistede de kontakten til de franske styrker længere sydpå. Ludendorffs plan om at trænge ind mellem de allierede hære så ud til at lykkes.

To dage senere holdt Haig krisemøde med general Philippe Pétain, der var øverstbefalende for den franske hær. Kontakten måtte genoprettes hurtigst muligt, fastslog franskmanden. “Ellers vil briterne formentlig blive rullet op og drevet i havet”, fortsatte Pétain sin analyse af situationen.

I den bestyrtede Haigs ører lød ordene mere som en tør forudsigelse af, hvad fremtiden uundgåeligt ville bringe, end som en opfordring til fornyet indsats. Selv kunne Pétain kun gøre lidt med kort varsel, for hans reserver stod langt sydpå.

Flere dage forinden havde Ludendorff nemlig plantet falske kort i en observationsballon, der efterfølgende “rev sig løs” og blæste ind over de franske linjer. Kortene havde overbevist den franske general om, at hans tropper, og ikke briterne, var målet for den tyske offensiv.

Pétain nærede desuden en dyb mistro til sine britiske allierede, og han regnede det først og fremmest for sin opgave at forsvare Paris. De to allierede hærchefer kunne ikke nå til enighed om en fælles strategi, og imens voksede hullet i fronten mellem deres hære.

Skyttegravskrigen var overstået

Ludendorffs hær oplevede dage fulde af triumf efter gennembruddet 21. marts. Soldaterne havde lagt skyttegravenes klaustro­fobiske verden bag sig, og nu marcherede de tyske mænd gennem åbent land, hvor øjnene frit kunne skue mod horisonten.

Generalerne kunne omsider udkæmpe en rigtig krig, som de havde lært på officersakademierne som unge. Sejr handlede igen om hurtige manøvrer, overraskelsesangreb og pres på fjendens flanker.

“Dette er et spørgsmål om monarkiets sejr over demokratiet.“ Wilhelm 2.

Men situationen var helt ny for mange af de menige og officererne i forreste linje. Deres soldatertilværelse var begyndt efter 1914, og de havde aldrig kendt til andet end skyttegravskrigens stillestående blodbad.

Netop dette problem havde Ludendorff dog forudset, og i månederne inden offensiven havde de tyske angrebsdivisioner trænet krig som i gamle dage: Mens tropperne fik marchtræning, øvede officererne sig på at læse kort og vælge veje under fremrykning.

Endeløse kolonner af soldater rykkede nu frem, og landevejene var fulde af hes­te­spand med kanoner i alle størrelser. I sit hovedkvarter var Ludendorff mere end tilfreds. Selvom hullet i fjendens front ikke blev så bredt, som han havde håbet, var gennembruddet en realitet.

“Målet er nu at adskille franskmændene og briterne ved en hurtig fremrykning på begge sider af Somme-floden”, dikterede en begejstret Ludendorff.

Kejser Wilhelm var selv nær fronten, og han så nu endelig storheden for sig efter så mange skuffelser. “Hvis en engelsk delegation kommer for at tigge om fred, må den knæle foran det tyske flag, da dette er et spørgsmål om monarkiets sejr over demokratiet”, erklærede Tysklands hersker, mens hans stab af hofsnoge klappede.

Slaget var dog ikke vundet endnu.

Flere end 800.000 britiske og franske soldater blev dræbt eller taget til fange af tyskerne under Kejserslaget.

© Getty Images

Trætte fødder blev tyskernes fjende

Efter fire år i skyttegravene havde Ludendorff brudt den fastlåste front, men andre dele af 1. verdenskrigs logik kunne selv han intet stille op imod. Hans hær var til fods, og fremrykningens tempo blev styret af, hvor langt soldaternes ben kunne bære dem i løbet af et døgn.

Lastbiler var kun tilgængelige i meget lille antal, som umuligt kunne fragte hærens spydspids fremad. Den tyske hær havde desuden taget hestene fra kavaleriet allerede i 1914, fordi ryttere var værdiløse, så længe krigen blev udkæmpet i skyttegrave.

Ludendorffs lynfelttog måtte derfor ske i gangtempo – og selv med den hastighed sakkede artilleri og forsyninger hurtigt bagud.

Vanskelighederne blev kun større af, at den tyske hær ikke havde en plan for operationerne efter gennembruddet. Ludendorff ønskede at gribe muligheder, når de opstod, men resultatet var uklarhed og svigtende samarbejde i felten.

Briternes front blev ikke “rullet op” sydfra, som Tysklands øverste feltherre havde forudsagt før offensiven. I stedet trængte hans tropper dybere og dybere ind i hullet i fronten, hvilket blot vandt dem strategisk ubetydeligt land og gjorde forsyningsruterne faretruende lange.

Som situationen havde udviklet sig, besluttede Ludendorff 23. marts at fortsætte fremad. Hvis den tyske hær marcherede videre langs Somme-floden, ville tropperne trænge igennem byen Amiens og derpå nå Den Engelske Kanal, som lå omkring 60 km borte. Så ville de to fjendtlige hære på Vestfronten være fuldstændig skilt ad.

Men 60 km var langt under 1. verdenskrig – selv i de euforiske dage sidst i marts. Udmattelsen havde sat ind blandt de tyske soldater, trængsel blokerede vejene, og tabstallene voksede støt.

En ny general indtog scenen

Hærcheferne Haig og Pétain forblev dybt pessimistiske, selvom de forsvarede sig hårdnakket på hver deres side af det tyske gennembrud.

Møderne mellem dem var præget af gensidig mistro, hvor de begge mente, at modparten gjorde for lidt i den fælles sags tjeneste. For politikerne i London og Paris stod det klart, at en ny, fælles leder måtte til.

Valget faldt på den franske general Ferdinand Foch.

“Jeg nægter at tale om et muligt tilbagetog.“ Ferdinand Foch

Briterne havde et godt indtryk af Foch fra tidligere operationer, og modsat Pétain kæmpede han aggressivt.

Måske for aggressivt mente nogle, men situationen krævede en resolut leder. Ferdinand Foch selv sagde de rigtige ord, da han blev bedt om at bedømme det strategiske billede 24. marts: “Situationen er alvorlig, meget alvorlig”, fastslog den 68-årige franskmand. “Men den er på ingen måde desperat. Jeg nægter at tale om et muligt tilbagetog. Tilbagetog er udelukket”.

Foch fik overladt såvel franske som britiske divisioner, og med dem satte han sig for at stoppe Ludendorffs march mod havet. Her havde han som forsvarer en kæmpe fordel i forhold til sin tyske modstander: Han kunne udnytte Frankrigs fintmaskede jernbanenet.

Hermed var han i stand til at flytte store troppestyrker hurtigt, mens tyskerne måtte gå. Alle skinner var nemlig ødelagt i kamp i de områder, de erobrede.

Ludendorff gjorde alt for at trænge igennem ved Amiens, hvor han havde mulighed for at skære den livsvigtige jernbaneforbindelse mellem sine fjender over. Lykkedes det, ville Fochs forsøg på at smede de to allierede hære sammen igen være dødfødt.

Tililende britiske og franske enheder blev knust næsten lige så hurtigt, som de ankom med toget. Foch måtte endda befale et gammeldags kavaleriangreb, da ingen andre tropper kunne stoppe et tysk fremstød.

Tabene blandt heste og mænd var grufulde, men de løste opgaven. Tyskerne nåede ikke Amiens.

Tysklands kræfter slap op

Efter svære tab måtte Ludendorff 5. april erkende, at Den Engelske Kanal var uden for rækkevidde. Han indstillede angrebene mod Amiens, og soldaterne fik ordre til at grave nye skyttegrave. Dermed var Kejserslaget dog langtfra slut, for Ludendorff agtede at prøve igen.

Efter et mislykket forsøg på at bryde igennem til de britiske forsyningshavne ved Den Engelske Kanal i april fulgte nye tyske angreb i maj, juni og juli. Selvom stormtroppernes fremstød medførte nye gennembrud, afgjorde ingen af de efterfølgende offensiver dog krigen.

Tiden arbejdede nu klart imod tyskerne, hvis overlegenhed i antal svandt hurtigt ind. Fra Storbritannien kom friske tropper, som hidtil havde været holdt tilbage, så Haig ikke ødslede dem bort i frontalangreb.

Og omsider var amerikanerne også på vej over Atlanten. Hver dag ankom de i tusindvis til Frankrig, og selv­om de var for uerfarne til at blive kas­­tet direkte ind i Kejserslaget, kunne de overtage mere fredelige frontafsnit.

Amerikanernes ankomst gav de allierede overtallet på slagmarken.

© Shutterstock

Uncle Sam var på vej

Tyskernes offensiv kom, fordi deres tid var ved at rinde ud. En amerikansk millionhær ville snart ankomme til krigsskuepladsen og give de allierede styrker en stor overmagt i mandskab og materiel.

USA erklærede Tyskland krig i april 1917, og 4 mio. amerikanere meldte sig frivilligt til kamp. I begyndelsen udgjorde de dog kun en hær på papiret, for rekrutterne havde ingen træning, og hæren manglede kanoner, maskingeværer samt fly.

Samtidig afviste USA at indsætte tropper på Vestfronten i Frankrig, efterhånden som de blev klar. Når hæren gik i kamp, skulle det ske som en samlet styrke, der blev anført af amerikanske generaler.

USA havde imidlertid brug for våbenleverancer fra Storbritannien og Frankrig, hvorfor enkelte divisioner måtte sendes hurtigt over Atlanten som betaling.

I foråret 1918 var USA’s nye hær ved at være klar til kamp, og det var truslen fra disse millioner, der fik tyskerne til at satse på at sejre med en lynoffensiv. Kejserslaget slog fejl, og i sommeren overtog amerikanerne et 150 km langt stykke af Vestfronten.

På det tidspunkt ankom 10.000 mand med skib hver eneste dag, og de udmattede tyske styrker var herefter klart i undertal. En fælles allieret offensiv fra august til november trængte dem tilbage, og Tyskland måtte til sidst bede sine fjender om våbenstilstand og forhandle betingelserne for en fred.

Frankrig fik de sorte soldater

De første amerikanske soldater på Vestfronten var regimenter af afro-amerikanere, som USA lånte ud til Frankrig. De blev regnet for håbløse i den race-opdelte amerikanske hær.

Franskmændene tog til gengæld imod tropperne uden fordomme. I forvejen kæmpede afrikanske og arabiske koloni­soldater i den franske hær, og de havde ry som frygtløse, når tyske skyttegrave skulle erobres.

De sorte levede op til franskmændenes tillid, og 1918 vendte mange hjem som krigshelte – blot for at blive lynchet i sydstaterne, når de stolte gik rundt i uniform og medaljer.

Ludendorff forberedte nye fremstød i løbet af sommeren, men allierede angreb tvang ham i defensiven. Franske divisioner støttet af kampvogne i hundredvis ryk­ke­de frem, og nu måtte tyskerne kæm­pe desperat, mens de blev presset bag­læns mod den oprindelige frontlinje.

“Vi marcherede gennem natten”, skrev en udmattet tysk soldat, der havde været i krig siden 1914. “Med os havde vi vores udrustning, vores geværer, vores minder og vores trætte sjæle. Selvom vi ikke sagde det højt, var vi sikre på, at hele hæren snart ville være på tilbagetog”, tilføjede han.

Blodbadet fortsatte

Ludendorff havde sat alt på ét bræt, og han præsterede større resultater på Vestfronten med sit store angreb end nogen anden før ham. Stormtroppernes lynhurtige gennembrud blev et varsel om, hvad den tyske hær skulle blive i stand til at udføre af operationer under den næste verdenskrig.

“Krigen er tabt.“ Erich Ludendorff, 29. november 1918.

I 1918 manglede de dog mobiliteten til at udnytte den indledende succes. Tys­­ker­­ne havde ikke de panserkøretøjer og lastvogne, som siden tillod dem at løbe Europa over ende med deres blitzkrieg.

Nederlaget i Kejserslaget betød reelt set, at krigen var tabt for Tyskland. Men det nægtede Ludendorff og kejser Wilhelm at erkende, så myrderierne fortsatte nogle måneder endnu.

I sommeren 1918 befalede Foch en stor-of­­fen­­siv på Vest­fron­ten, og under hans kommando ryk­­ke­­de Haig, Pétain og de ny­til­kom­ne amerikanere frem. Skridt for skridt blev tys­ker­ne drevet baglæns igen.

“Krigen er tabt”, måtte selv Ludendorff mod­vil­ligt indrømme 29. september.

Forslag til en våbenhvile blev sendt til de allierede, men de stillede så høje krav, at tyskerne rasende valgte at kæmpe videre.

Omsider sluttede stridighederne 11. no­­vem­­ber. Kejseren måtte flygte til Holland, og hæren på Vestfronten var en be­­sej­­ret skygge af fortidens storhed.

Al­­li­­ge­­vel hævdede Ludendorff, at hele mi­se­ren var politikernes skyld, da ansvaret for nederlaget skulle placeres efter krigs­­af­­slut­­ningen. Han stod fadder til den så­­kald­te dolkestødslegende, som nazisterne siden tog helhjertet til sig.

Ludendorff sympatiserede i begyndelsen med deres holdninger, men han ud­vik­le­de efterhånden en dyb antipati mod Adolf Hitler. Han nægtede derfor bl.a. at lade sig forfremme af den tyske Fører, da han fyldte 70 år i 1935:

“En feltmarskal bliver udnævnt på slag­mar­ken – ikke ved et fødselsdagsselskab i fredstid”, erklærede han gnavent. To år senere døde han og fik en ufrivillig statsmandsbegravelse af Hitler.