1. verdenskrig: Kinesere blev udnyttet ved fronten

Kina satser på nederlag til Tyskland

Cong var blot en af de 134.000 kinesere, der under 1. verdenskrig arbejdede bag Vestfronten. Imens den tyske hær forgæves forsøgte at presse sig længere ind i Frankrig og Belgien, lagde briter og franskmænd kræfterne i for at drive tyskerne ud igen.

De stridende parter bed sig fast i skyttegravene, hvor tusinder og atter tusinder af unge mænd på begge sider blev mejet ned, uden at fronten reelt rykkede sig.

Alene under slaget ved Somme i 1916 mistede briterne omkring 420.000 menige, mens ca. 340.000 franskmænd døde ved Verdun samme år.

Enhver mand, som kunne bruge et våben, blev sendt afsted for at fylde hullerne ved fronten.

Det skabte et akut behov for mandskab i baglandet, hvor produktionen af bl.a. våben og fødevarer snart gav problemer.

Selvom mange samlebåndsjobs blev overdraget til kvinder, manglede der mænd til mange af de mere fysisk krævende opgaver.

Situationen var den rene foræring til Liang Shiyi, rådgiver for Kinas præsident. Var der noget, Kina havde rigeligt af, så var det arbejdskraft – og Liang ønskede desperat at styrke sit lands omdømme i Vesten.

Efter bokseropstanden havde Kina en krigsgæld på 333 mio. amerikanske dollars til de europæiske stater, der styrede landets vigtigste handelszoner som “protektorater”.

Liang var overbevist om, at Tyskland ville tabe krigen, samt at kineserne ville få de tyske besiddelser i Kina ved forhandlingsbordet – hvis de altså bistod de allierede med arbejdskraft.

I juni 1915 accepterede et presset Frankrig tilbuddet, mens briterne, der frygtede, at kineserne skulle få for høje tanker om sig selv, ventede helt til 28. juli 1916 med at takke ja.

Penge lokker kineserne

I løbet af krigen kom 134.000 kinesere til Frankrig og Belgien. Af disse arbejdede 40.000 for franskmændene, mens 94.000 stod under britisk kommando.

Arbejderne i Vesteuropa kom fra Kinas nordlige landbrugsområder – især Shandong-provinsen, hvor hele 60 pct. stammede fra.

De var typisk 20-40 år og analfabeter og havde hverken råd til radioer eller aviser, som kunne fortælle dem om de grusomheder, der udspillede sig i Europa.

Til gengæld havde de familier at forsørge, og såvel franskmænd som briter tilbød en løn på én franc pr. dag – svarende til ca. 20 kr. i dag – mens kinesiske studerende fik det femdobbelte for at arbejde som tolke eller kontorfolk.

Eftersom Kina var neutralt, rasede Tyskland over de rekrutteringscentre, som skød op i landet.

I et forsøg på at undgå anklager om neutralitetsbrud oprettede den kinesiske regering derfor en række “private firmaer”, der skulle hjælpe med at hyre arbejdere – og tyskernes agenter havde ikke meget held med at skræmme ansøgerne væk.

Franskmændenes kontrakt lovede nemlig kineserne fri om søndagen samt minimum 100 gram ukogte ris hver dag i fem år. Efterfølgende kunne de endda vælge at blive i Frankrig.

Modsat gav briternes treårige kontrakt ikke kineserne søndagsfri. Til gengæld tilbød den arbejdsfritagelse under det kinesiske nytår og andre højtider.

De hyrede er tal i en række

Til trods for europæiske løfter om, at kineserne på ingen måde skulle involveres i selve krigen, blev mændene allerede i rekrutteringscentrene underlagt en streng militær disciplin.

Her skulle de fjerne alt tøj, hvorefter de blev oversprøjtet med et desinficerende middel og tjekket for diverse kønssygdomme, malaria og tuberkulose.

30-60 pct. blev typisk kasseret og nåede ikke frem til det næste trin: ensretningen. De kinesere, som stadig gik med den traditionelle hårpisk, fik den klippet af.

Dernæst modtog de et aluminiumsbånd med fem cifre, der skulle sættes om håndleddet.

Dette nummer var nu arbejderens officielle identitet, og det var strengt forbudt at fjerne båndet, før kontrakten var udløbet. Når de europæiske chefer opråbte numre i stedet for navne, fik det mange af kineserne til at føle sig som kriminelle.

Herefter blev arbejderne underlagt enten de franske kolonitropper – Troupes Coloniales – eller briternes Chinese Labour Corps (CLC).

Tysk torpedo ændrer ruten

Den 24. august 1916 lagde det første franske skib med kontraktarbejdere til i Marseille efter en månedlang rejse sønden om Indien og op gennem Suez-kanalen.

Ruten nåede at levere tusindvis af kinesiske arbejdere, men 17. februar 1917 torpederede en tysk ubåd dampskibet Athos ud for Malta. 543 kinesere og 211 andre passagerer omkom i bølgerne.

Begivenheden betød, at briterne hurtigt valgte at fragte deres arbejdere via Stillehavet, Canada og Atlanterhavet, kort tid efter at deres første skib forlod Kina i 1917 ledsaget af fyrværkeri.

Arbejderne blev indkvarteret i overvågede barakker, der lå i behørig afstand af de lokale landsbyer.

I april 1917 blev de første grupper af britisk-hyrede kinesere modtaget i CLC’s hovedkvarter i Noy­elles-sur-Mer i Picardiet.

Her havde briterne bl.a. oprettet det største kinesiske hospital uden for Kina, med 1.500 senge og kinesisktalende læger.

Kineserne arbejdede i sjak på ca. 15 mand ledet af en såkaldt ganger, der blev udpeget fra arbejdernes egne rækker.

Gangeren tjente halvanden gang så meget som de almene arbejdere og sikrede, at arbejdet forløb efter planen. Som oftest blev sjakket yderligere overvåget af en europæisk officer.

Mangel på tolke førte ofte til misforståelser mellem kineserne og deres arbejdsgivere.

Eksempelvis smed en gruppe arbejdere deres værktøj på fabriksgulvet, efter at en amerikansk officer havde forsøgt at motivere dem med ordene “Let’s go!”.

På mandarin betyder “gou” hund, og kineserne troede, at han omtalte dem, hvorfor de blev stærkt fornærmede.

Eksotiske kinesere fotograferes

“Krigen i Europa er en sag, der ikke vedgår os, det kinesiske folk. Vi kinesere kom til Europa som neutrale for at tjene til det usle livs ophold. En retfærdig herskers navn erindres i 10.000 slægtsled, så hvorfor ikke standse Deres tropper?” skrev arbejderen Yuan Chun i krigens sidste år til den tyske kejser Vilhelm. Kejseren besvarede naturligvis aldrig brevet.

Yuan og kammeraterne havde ganske hurtigt fundet ud af, at hverdagen som arbejder i Europa var hårdere, end de havde forestillet sig.

Lønnen var minimal sammenlignet med europæernes, maden var ofte utilstrækkelig, og især briterne sørgede for, at arbejderne ikke kom ud blandt den franske lokalbefolkning.

De franske overordnede var mere afslappede. I visse byer frekventerede deres kinesere caféer og bordeller efter endt arbejdstid.

Briternes specialarbejdere lader også til at have haft friere tøjler, hvilket tolken Chow Chen-fu beskrev i et brev til en ven i Shanghai: “Omkring tre gange om ugen får jeg tilladelse til at tage til nabolandsbyen for at handle”.

Arbejde manglede kineserne imidlertid aldrig. I de skovrige egne blev de sendt ud med save og økser for at fælde træer, der skulle afstive skyttegravene.

Andre kinesere knoklede i Frankrigs havne, hvor de lossede last fra de mange skibe, der forsynede krigsmaskinen. Kasserne med våben og reservedele af metal var yderst tunge at bære.

Grupper af arbejdere blev også sendt ud til tyndtbefolkede landegne langt væk fra fronten, hvor de i skarp sol eller øsende regnvejr skulle reparere hullede veje med tunge spader samt udskifte ødelagte jernbaneskinner og -sveller.

Arbejderne var under opsyn af bevæbnede soldater, der ikke tillod unødige pauser. Kun når velstående franske rejsende ønskede at få taget et billede med kineserne – som de fandt eksotiske og charmerende – fik de sveddryppende arbejdere lov til at tage et ekstra hvil.

En god del af de mænd, som søgte lykken i Europa, havde haft deres egne små landbrug hjemme i Kina, hvor arbejdet var styret af årstidernes møjsommelige gang.

Derfor var de hverken vant til samarbejde eller tidsnød.

Det voldte problemer i fabrikkerne. De europæiske opsynsmænd var ofte ude efter kineserne, som de beskyldte for at være dovne.

Efterhånden blev de fleste kinesere dog hurtige til at stykke våben sammen ved samlebåndet.

Arbejderne ender ved fronten

Den 14. august 1917 valgte Kina at erklære Tyskland krig – primært pga. sænkningen af skibet Athos. Herefter bekymrede europæerne sig slet ikke om de steder i kontrakten, der foreskrev, at kineserne ikke måtte sendes til fronten.

I forvejen var mange specialiserede kontraktarbejdere tæt på de blodige kamphandlinger ved fronten: De udskiftede reservedele i gennemhullede kampvogne og anlagde havne til krigsskibe og landingsbaner til fly.

Skyttegravene var et mareridt – både for soldaterne og dem, som skulle bygge og vedligeholde de ca. 40.000 km lange render.

Hvis en arbejder ikke kunen finde udaf andet, så kunne han altid sendes til skyttegravene.

Her spillede de kinesiske sjak en essentiel rolle.

Det krævede ingen specialisering at tage en spade i hænderne og skovle løs i den mudrede jord – kun rå muskelstyrke og en overmenneskelig evne til at abstrahere fra, at det næste angreb måske kom lige om lidt.

Når der havde været en træfning, var det også kineserne, der blev beordret ud på slagmarken for at rydde op.

De skulle fjerne døde soldater, hestekadavere og udetoneret ammunition. Opgaven var livsfarlig, og flere kinesere omkom ved pludselige eksplosioner.

De overlevende blev stærkt traumatiserede af at skulle begrave de stinkende og lemlæstede soldater.

For mange var opgaven et overgreb mod deres religiøse overbevisning. Når det ikke foregik som del af en nøje iværksat rituel begravelse, bragte det ifølge kinesisk tradition ulykke med sig at røre ved lig.

Dårlig behandling leder til oprør

“Vi kinesere spiser ikke hestekød!” råbte Li Jun en oktoberdag i 1917, da han henvendte sig til ledelsen i sin arbejdslejr.

Han truede dem med et regulært arbejdsoprør, medmindre kødet straks blev fjernet fra menuen.

I dette tilfælde bøjede administrationen sig, men andre gange eksploderede trykkedlen, og der opstod voldelige tumulter.

Fra 1916 til 1918 stod kineserne bag i alt 25 strejker og optøjer. I januar 1917 lå to kinesere døde på gulvet i en krudtfabrik i Bassens, efter at de havde skændtes med en egyptisk medarbejder.

Få dage senere omkom endnu en kineser – og 60 fik alvorlige kvæstelser – efter at 500 af dem var gået til angreb på 250 algeriske arbejdere i en fabrik i Bergerac.

I februar 1917 gik 100 kinesiske jernbanearbejdere i strejke.

De nægtede at udføre det nødvendige sporarbejde ved Périgueux, på strækningen Paris-Orléans, før de fik en bedre løn.

Hæren tvang dem hurtigt tilbage til det lavtlønnede slid uden at give kineserne så meget som en krone mere i løn.

Stridigheder mellem briter og kinesere endte dog ofte med blodsudgydelse, hvorfor militærdomstolene dømte 10 kinesere til døden for mord under krigen.

Samtidig skævede briterne med ærgrelse til de franske arbejdslejre, hvor kineserne i deres øjne blev behandlet med silkehandsker. I en alvorlig situation var det ikke godt for arbejdsmoralen, mente briterne.

De foretrak i stedet en hård linje, hvilket førte til, at britiske soldater ved flere lejligheder skød og dræbte protesterende kinesere.

En af de værste hændelser fandt sted i september 1917. Her deserterede flere end 1.000 britiske soldater i Étaples, hvilket inspirerede de kinesiske og egyptiske havnearbejdere i byen Boulogne til at strejke.

De krævede højere lønninger og bedre forplejning.

De myldrede igennem byen, hvor de opildnede af vrede først forsøgte at plyndre et hotel og dernæst en café og til sidst angreb en officersklub.

Hæren gav sig hurtigt til at anholde folk og drive arbejderne ud af byen. Mange af kineserne gav sig imidlertid ikke uden kamp.

Snart var gaderne fyldt med kinesiske lig – gennemhullede af briternes maskingevær-kugler.

Det var heller ikke muligt at undgå, at tyske bombefly før eller siden fik ram på de kinesere, som arbejdede tæt ved fronten.

Under bombetogter over Dunkerque og Boulogne i september 1917 omkom 15 kinesiske arbejdere, og 18. maj 1918 døde hele 50 kinesere efter tyske fuldtræffere fra himlen.

Ofrene viser sig forgæves

De fattige kineseres drøm om at tjene sig en lille formue i Europa endte for de fleste som et mareridt.

Der findes ingen komplet oversigt over, hvor mange der vendte hjem til Kina eller endte i europæiske grave.

Historikernes overslag svinger imellem 2.000 og 20.000 dræbte. 2.000 er tallet på dem med en gravsten – og dertil kommer alle dem, som ikke fik den ære.

Den 11. november 1918 abdicerede kejser Vilhelm 2., og verdenskrigen sluttede.

Frankrig og Storbritannien kunne umuligt have modstået presset fra tyskerne så længe uden hjælp fra de tusinder af kinesere, der for en ussel løn havde knoklet løs i baglandet.

Hvis de allierede var taknemmelige for hjælpen, viste de det dog ikke.

De overlevende kinesere – hvis tre- og fem-årige kontrakter endnu ikke var udløbet – blev sendt tilbage til slagmarken for at rydde miner, klippe pigtrådshegn og fylde skyttegravene op med jord og sand.

Desuden forlod en gruppe rasende kinesiske gesandter forhandlingerne i Versailles, da det stod klart, at Japan ville overtage de tyske besiddelser i Shandong.

Selvom kinesiske arbejdere havde vundet krigen, tabte Kina.