“Intet nyt fra Vestfronten” er en af de berømteste antikrigsromaner nogensinde. Bogen, der følger de tyske soldaters kvaler i skyttegravene under 1. verdenskrig, udkom i 1929 og blev filmatiseret året efter til stor kommerciel succes og en Oscar for bedste film.
I 1979 kom endnu en filmatisering, men begge disse film blev produceret i USA med amerikanske og britiske skuespillere på rollelisten.
Knap 100 år efter bogens udgivelse kaster krigens tabere sig over storværket. Den tyske instruktør Edward Berger flår Tysklands krigssår åbent med Netflix-filmen “Intet nyt fra Vestfronten” – et grumt granatchok af en film, der giver genlyd i både krop og sjæl.
VIDEO: Se traileren til “Intet nyt fra Vestfronten”
Krigskaos fanget til perfektion
“Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal kun være et forsøg på at berette om en generation som blev ødelagt af krigen, også selvom den undslap granaterne”.
Med de ord indleder den tidligere soldat Erich Maria Remarque sin semi-autobiografiske roman “Intet nyt fra Vestfronten”. Titlen henviser til det fastlåste dødvande, som soldaterne befandt sig i på Vestfronten.
I de fire år kampene stod på, rykkede frontlinjen sig ikke mere end få hundrede meter. Alligevel mistede over tre millioner mennesker livet, og krigen efterlod en hel generation af unge tyske mænd mentalt og fysisk ødelagte. Følelsen af kaos og meningsløshed fra romanen fanger den nye tyske filmatisering til perfektion
Hovedperson findes ikke i virkeligheden
Filmen: Paul Bäumer kæmper under 1. verdenskrig
Filmens hovedperson er Paul Bäumer, en følsom og godhjertet ung mand, der bliver ødelagt både fysisk og psykisk af sine grufulde oplevelser i skyttegravene under 1. verdenskrig.
Fakta: Hovedperson er et forfatter-alias
Paul Bäumer findes ikke, men er baseret på soldaten Erich Maria Remarques oplevelser under 1. verdenskrig. De lagde grunden for hans bog “Intet nyt fra Vestfronten”.
I åbningsscenen følger vi en ung tysk soldat, der forsøger at kæmpe sig igennem ingenmandsland, indtil han til sidst ender død i mudderet. Herefter følger filmen soldatens gennemhullede uniform, der bliver flået af den døde krop og fragtet tilbage til Tyskland, hvor den vaskes, syes om og overleveres til næste levende offer – en praksis, som den tyske hær benyttede sig af under 1. verdenskrig, hvor der var stor mangel på materialer.
Den nye mand i de gamle krigsklæder er en naiv, 17-årig tysker ved navn Paul Bäumer. Som så mange andre unge er han faldet for den propaganda, som den tyske hær stopfodrede ungdommen med under krigen.
Det bør dog nævnes, at filmen af uvisse årsager har henlagt denne rekruttering til 1917 i stedet for 1915, som bogen gjorde det. På dette tidspunkt var krigens realiteter sværere at skjule, bl.a. fordi slaget ved Somme allerede havde kostet mere end en million soldater livet, så det er usandsynligt, at de unge tyske mænd ville falde helt så let for propagandaen, som det ses i filmen.
Sygdom var næsten lige så slemt som kugler
Filmen: Soldater falder som fluer i kamp
Dødstallet i de tyske skyttegrave er allerede tårnhøjt, da Bäumer ankommer til fronten i 1917. Filmen viser et utal af soldater blive dræbt af granater og patroner i mudderet.
Fakta: Sygdom tog livet af tusindvis
Op mod en tredjedel af Tysklands samlede styrker mistede ikke livet til fjendens kugler, men til sygdom. Særligt den dødelige spanske syge havde gunstige vilkår i skyttegravene.
Også slutningen er ændret. Her tvinger de tyske generaler deres soldater til et sidste vanvittigt fremstød, få timer inden våbenhvilen træder i kraft. Selvom det er korrekt, at der blev kæmpet helt til krigens sidste sekunder, så var det franske og britiske generaler, som tvang deres mænd til en sidste offensiv for at vinde ære. De tyske generaler vidste, de var slået, og skulle bare holde ud.
Positivt er det dog, at filmen, i modsætning til bogen, løfter sig op fra skyttegravene og betragter 1. verdenskrig i et større helikopterperspektiv.
Mest afgørende får vi indblik i forhandlingerne mellem de allierede Entente-magter og deres modstander Tyskland, der kulminerede med en fredsaftale den 11. november 1918. Hvor alle andre karakterer er fiktive, portrætterer filmen her virkelige personer som den tyske politiker Matthias Erzberger og den franske general Ferdinand Foch, når de i ro og mag skal finde en ende på krigen, alt imens soldaterne stadig dræbes i hobetal.
Uduelige franske kampvogne skildres som monstre
Filmen: Franske tanks udraderer tyskerne
I en brutal scene bliver tyske soldater skudt til plukfisk af tre franske Saint-Chamond-kampvogne, mens de forgæves forsøger at holde stand mod stålbæsterne i deres skyttegrave.
Fakta: Kampvogn var en klodset kolos
Saint-Chamond-kampvognene var et gruopvækkende syn – lige indtil de ikke kunne køre mere. Mange sad fast i mudderet eller blev ramt af mekaniske fejl, som gjorde dem ukampdygtige.
Kompleks og nuanceret
Filmen byder også på masser af historisk autenticitet i hvert kameraskud. Uniformerne, våbnene, artilleriet og skyttegravene er genskabt ned til mindste detalje. Hovedpersonerne bærer sågar korrekte militærstøvler, selvom de sjældent optræder på skærmen.
“Intet nyt fra Vestfronten” er på mange måder historienørdens våde drøm. Krigsfilmen har ikke kun et skarpt fokus på autenticitet, den er også befriende nuanceret og kompleks og tvinger os til at sympatisere med de mennesker, historien siden dømte som skurke.
HISTORIES DOM: 5/6 STJERNER
